Kejser og Galilæer
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
˺
(inde i kirken.)
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pik-
ker en af soldaterne på akslen og spørger:)
(vender hovedet i trængselen.)
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugt<...>
handler til side.)
(støder frugthandleren omkuld.)
(slår ham med sin stok.)
(sparker ham.)
(med den øjensynlige hensigt at det skal høres
af vagt-føreren.)
(i trængselen.)
(gør korsets tegn.)
(støder guldsmeden bort.)
(holder sin papirlygte frem.)
(slår ham på øret.)
(slår igen.)
(råber til soldaterne.)
(fra højaltret.)
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian
og spørger hvast:)
(blegner.)
(fatter kejserens hånd.)
(griber hans hænder og kysser dem.)
(kysser dem atter.)
(vinker.)
(dæmpet.)
(til kejseren.)
(tager ham om håndledet.)
(retter sig ivejret og siger med værdighed:)
(sagte.)
(til Julian.)
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kej-
serinden.)
(hurtigt og dæmpet.)
(ser mod kirken.)
(sagte, bag ham, mellem buskerne)
(med et skrig.)
(nærmere.)
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer
tilsyne mellem træerne.)
(omfavner og kysser ham.)
(ned foran ham.)
(smiler svagt.)
(tankefuld.)
(tungt.)
(levende.)
(ser visst på ham.)
(rejser sig og lytter.)
(som også har rejst sig.)
(hastigt.)
(i skræk.)
(viger tilbage.)
(livfuldt.)
(som står lige ved ham.)
(med undertrykt latter.)
(standser.)
(halvt nede på trappen, sagte)
hed; derpå går han et skridt nærmer og siger:)
(ser stivt på ham.)
(sagtere.)
(gennemrystet.)
(hurtigt.)
(med hast.)
(smiler.)
(forvirret.)
(griber ham om armen.)
(spændt.)
(med knyttede hænder)
(griber hans hånd.)
(angst.)
(vigende.)
på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.)
(ser længe ud over vandet.)
(kommer nærmere.)
(i livfuld bevægelse.)
(uden at agte på ham.)
(går op og ned ved rækværket.)
(imod ham.)
(spændt.)
(sagte, fører ham nogle skridt tilside.)
(falder ham i armene.)
(griber Julian i skulderen.)
(ler.)
(i gråd.)
(hurtigt, ser imod kirken.)
(idet han vil gå forbi til venstre.)
(sagte.)
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst:)
(med udstrakte arme.)
(med et skrig.)
(fortumlet.)
(slår afværgende imod ham.)
der om hovedet og kysser ham.)
(sagte.)
(griber raskt hans hånd.)
(sagte til kejseren.)
(sagte.)
(kysser hans hænder.)
(sagte.)
(sagte, i gråd.)
(råber.)
(ved rækværket.)
(ser op fra sin bog.)
(rejser sig.)
(peger ud til venstre.)
(høres råbende udenfor til venstre.)
(til Gregor.)
(under støj og latter.)
(under latter og jubel.)
(hånligt.)
(griber ham i ærmet.)
(følger dem med øjnene.)
(kommer fra højre side.)
(til Basilios.)
(der er kommen med sit eget brev åbent.)
(ser på ham.)
(til Basilios.)
(sagte og bleg.)
(vigende.)
(rask.)
(afvisende.)
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber:)
(nærmere.)
(efter en kort taushed.)
(holder sig for ørerne.)
(levende.)
(rækker ham brevet.)
(læser.)
(læser.)
(griber ham om armen.)
(går et par gange op og ned i søjlegangen, stand<...>
ser og rækker efter brevet.)
(slår ud med hånden.)
(endnu i frastand.)
(fatter hans kappe.)
(åndeløs.)
(stormende.)
(slår armene om ham.)
(snor sig fra ham.)
(ser en tid efter ham.)
(halvt hen for sig.)
åbne dør tilvenstre, tier pludselig og trækker
sig ærbødigt tilbage.)
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et
vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den
større dør til højre; selv følger han efter.)
(går hen imod dem og hilser dem med stor hæftig-
hed.)
(med et blik til Basilios.)
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet.)
(følger ham med øjnene.)
(griber hans hånd.)
(bereder sig til at gå.)
(nikker langsomt.)
(river sig løs.)
(med udstrakte arme.)
til højre.)
(ser en stund efter dem.)
(går, uden at agte på Julian, hen til den til-
hyllede genstand, standser og giver tjenerne
et vink; de fjerner sig lydløst.)
(sagte.)
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe
på en høj trefod; derefter fremtager han en liden
sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lam<...>
pen tænder sig af sig selv og brænder med et
stærkt rødligt skær.)
(i spændt forventning.)
(uden at se på ham.)
re viser sig i forgården. Musik og dans un-
der det følgende.)
bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den
hurtigt fra sig og spørger:)
Mine side af bordet.)
(synger i forgården.)
(drikker.)
(bleg; springer halvt ivejret:)
(råber.)
(skriger.)
(springer op og viger langt tilbage fra bordet.)
(kaster sig helt ned.)
(dæmpet fra forgården.)
(stirrer mod lysskæret.)
(sagte.)
(nærmere.)
(veklagende.)
(ser op.)
(bryder hvast af.)
(med tilhyllet ansigt.)
(dæmpet.)
(uden at se op.)
(taber sig, som i et suk.)
(ser op.)
(slår ud med hånden.)
(stirrer et øjeblik i dett det tomme rum; pludse-
lig strækker han hånden afværgende ud imod sædet
lige ved siden af sig og siger dæmpet:)
(bortvendt.)
(lige ved ham.)
(ser op.)
(springer op.)
(skriger til ham.)
ansigt bort.)
(svinger atter staven.)
op fra bordet.)
(rejser sig.)
(trænger ind på ham.)
(lytter mod højre.)
(kommer ilsomt over forgården.)
(et skridt tilbage.)
(bleg.)
(knæler.)
(viger med et udråb tilbage.)
(står op.)
(brydes med vagten ved indgangen.)
(med sammenslagne hænder.)
(bøjer sig.)
(tager en purpurkåbe fra en af følget.)
(med et blik til Maximos.)
(baner sig vej gennem mæn˹g˺den.)
(mumler for sig selv, med oprakte hænder.)
(fra baggrunden.)
(vrider sine hænder.)
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden.)
(favner fyrstinden med voldsomhed.)
(synker ned i armstolen.)
(trækker forhænget sammen.)
(springer op.)
(sagte.)
(går op og ned.)
(nølende.)
(standser.)
(sagte.)
(ser nedad ham.)
(nærmere.)
(vigende.)
(atter nærmere.)
(sagte.)
(ser på hende.)
(klynger sig til ham.)
(favner hende.)
(river sig løs.)
(går efter ham.)
(bøjer sig ned over hans hænder.)
(med et blik mod døren, råber:)
(fra baggrunden.)
(sagte.)
(imod ham.)
(efter et øjebliks ophold.)
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud.)
(trækker på skuldrene.)
(standser.)
baggrunden.)
(går dem imøde.)
(sagte til Florentius.)
(sagte.)
(til Decentius.)
(ligeledes til tribunen.)
(trænger sig frem.)
(klapper i hænderne.)
(ser en stund afvekslende på Decentius og de an-
dre; derpå brister han ud i en høj kort latter.)
som han holder i hånden.)
(hurtigt til tribunen.)
(ligeledes til tribunen.)
derpå ser han op og siger:)
(dæmpet til tribunen.)
(sagte.)
(på tribunens anden side.)
undtagen af Sintula, som blir stående ved
døren.)
(ser en stund på ham.)
(peger på papirrullen.)
(rækker ham et af papirerne.)
(kommer ilsomt fra højre.)
(kommer fra baggrunden.)
(til Myrrha.)
(hviskende.)
(river sig løs.)
(ler sagte.)
(viger (med et skrig.)
(med udbredte arme.)
og flokker sig om hende.)
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hån-
den ivejret og råber:)
(griber lægen om armen og fører ham tilside.)
(et skridt tilbage.)
(bøjer sig ærbødigt.)
(kort og afværgende.)
(kommer fra baggrunden.)
(kommer fra baggrunden.)
(ved vinduet.)
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt sol-
daterne og råber:)
(trænger truende frem.)
(stimler om ham.)
(grædende.)
(ligeledes i gråd.)
belt om Cæsars pande.)
(med oprakte hænder.)
(veklagendes udenfor til højre.)
(taler nedad.)
(dybt nede.)
(kommer oppe fra gangen tilvenstre.)
(griber papirerne og læser.)
(fremdeles læsende.)
(råber dybt nede i gravgangene.)
(nærmere, nedenunder.)
(ved nedgangen til højre.)
(går urolig op og ned.)
(går frem og tilbage.)
(kommer hurtigt ned gennem gangen tilvenstre.)
(råber oppe i gangen til venstre.)
(imod ham.)
(kommer frem.)
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig
til Maximos og råber:)
(griber ham om armen.)
(rækker ham offerkniven.)
om Cæsars.)
(nærmer sig.)
(sagte, ser efter ham.)
(hvisker urolig idet han skifter plads:)
(lytter.)
(råber nede i gravkamret.)
(i kirken.)
(stiger op ad trappen; han har blod på panden, på
brystet og på hænderne.)
(i kirken.)
(i kirken.)
(råber til ham.)
(i kirken.)
(blændet af lysningen.)
(i kirken.)
(ser vidt ud over vandet.)
(til guldsmeden Potamon.)
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt.)
(til den anden.)
(blandt de omstående.)
(til presterne.)
(dæmpet.)
(hæftigere.)
re går ud til venstre.)
(trænger sig nærmere.)
(for altret med oprakte arme.)
(ser sig om.)
(går fra alteret.)
den.)
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser.)
(siddende i tronstolen.)
(nølende.)
(bleg af vrede.)
(i sin husdør, råber tvers over gaden.)
(i huset lige over for.)
(på gaden.)
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem
trængselen.)
(i et lidet vindu.)
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer
fra en sidegade.)
(bleg.)
(i trængselen.)
(på et hustag.)
(synger.)
(synger.)
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør.)
(råber imod rummet til højre.)
(i døråbningen til højre.)
(på knæ.)
(koldt.)
(som før.)
(rejser sig.)
(spændt.)
(kaster sig på knæ.)
(med udbredte arme.)
og kysser ham.)
(vil trække sig tilbage.)
(nølende.)
(koldt.)
bøjer sig dybt og går ud til venstre.)
(omfavner ham.)
(taler til de forsamlede.)
(trænger sig frem.)
(sætter sig atter.)
(lykkelig.)
(endnu lykkeligere.)
(træder frem af hoben.)
(hændervridende.)
(retter sig ivejret.)
(springer op.)
(er stegen ned, har grebet hans hænder og ser læn-
ge på ham.)
(formørket.)
(med et hvast blik.)
(springer op.)
(stiger ned af forhøjningen.)
(går op og ned.)
(som er kommen gående fra gaden til højre.)
(nærmer sig de talende.)
(til Fokion.)
(med soldater fra højre.)
(i klyngen bag vagtposterne til højre.)
(til en anden.)
(klapper i hænderne.)
(i forgrunden til højre.)
(langt borte.)
(ilsomt gennem mængden.)
(nærmere.)
(blandt fangerne.)
(blandt fangerne.)
mand, der holder en halvvoksen yngling ved hånden.)
(med et skrig.)
(ser på ham og tier.)
(skriger.)
(til fangerne.)
(synger.)
(vendt imod templet, med oprakte hænder.)
(råber i trængselen.)
˹
[HIS: Tilføyd vertikalt i høyre marg.]
˺
(bleg.)
(med høj røst.)
(hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæm-
dæmpet:)
(vedblivende.)
(som har fåt øje på kejseren.)
(giver hofmanden et vink at han skal tie.)
(fortsætter.)
(i fuld vrede.)
(dæmpet.)
(fremdeles bladende.)
(til Oribases.)
(omfavner og kysser ham.)
(kysser kejser Julian igen.)
(løber til og holder ham fast ved hans klædning.)
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder.)
(sagte til de andre.)
(træder frem af hoben.)
(tvinger sig.)
(nærmere.)
(med oprakte hænder.)
(i gråd og klage.)
(støder til ham med lanseskaftet.)
(ser op.)
(til en af mændene ved vandkummen.)
(peger ud til højre.)
(går hen imod støtten.)
(vender sig barskt.)
(peger på kurven.)
(puffer ham i siden.)
(kommer fra højre.)
og kaster stykker for kejserens fødder.)
(som er vegen tilbage.)
(med knyttede hænder.)
(synger.)
(får øje på kejseren.)
skærer sit bryst og flænger i såret.)
(synger under stigende vildhed.)
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt
fra højre.)
(med et glædesskrig.)
<...> (bleg og rystende.)
(til Kybeles prest.)
(råber efter ham under hånlatter.)
(langt og tankefuldt.)
bort. Maximos ser tankefuld efter ham.)
(langt borte på martyr-gravene.)
(peger nedad.)
(kommer fra højre.)
(beskæftiget ved alteret.)
(ved alteret.)
(til Nevita.)
(med et langt blik på ham.)
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har
siddet, og går hen til kejseren.)
(stirrer ned i fjeldkløften.)
(tankefuld.)
(ser frem for sig.)
(hen for sig.)
(peger ud til venstre.)
(slår ham med sin kæp.)
(iler til.)
(kommer.)
(rejser sig.)
(til underføreren.)
(til soldaterne.)
(til Basilios og Makrina.)
(til sine ledsagere.)
(bøjer sig dybt.)
(kaster sig ned på jorden.)
(slår sine klæder til side.)
(rejser sig.)
(ser sig om.)
(til Nevita.)
(til Perseren.)
(viger tilbage.)
(til Perseren.)
(kommer ilsomt fra venstre.)
(drager ham tilside og siger dæmpet.)
(viger tilbage.)
(byder med knyttet hånd.)
(kommer fra højre.)
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen.)
(skrækslagne.)
(kommer fra venstre.)
(ilsomt fra lejren.)
(fra lejren.)
(kommer frem mellem teltene.)
(hvisker.)
(råber til hæren.)
(drager lægen tilside.)
(nærmer sig.)
(til Nevita.)
(nærmer sig.)
(indad.)
(til visdomslærerne.)
(drager syngende over sletten.)
(følger dem med øjnene.)
(vil tale men besinder sig.)
(kommer fra højre side af sletten.)
(studser.)
(går fra ham og siger kort og bydende.)
højre.)
(kommer inde fra sletten.)
(der imidlertid har ladet teltet nedtage.)
(synger udenfor til højre.) venstre.)
(lyttende.)
(råber ud i mørket.)
(til soldaterne.)
(fra samme side.)
(går truende imod synet.)
(fra venstre.)
(fra venstre.)
ger ham.)
(råber.)
(med følge fra højre.)
(i natklæder, belæsset med bøger og papirruller fra højre.)
(til sine ledsagere.)
(som før.)
med en ny skare fra højre.)
(råber tilbage fra kamptrængselen.)
(til soldaterne.)
sig noget tilbage.)
(med nogle folk fra højre.)
(lytter.)
(sagte til en af soldaterne.)
(råber ud til højre.)
(mellem de kæmpende.)
(fra højre.)
(blandt de kommende.)
sig ind i hans side.)
sønderskærer derved sin hånd, udstøder et højt
skrig og falder.)
(råber i trængselen.)
ser at han nedhugges.)
(forsøger at rejse sig, men falder tilbage og råber:)
(råber ham imøde.)
(fremstormende.)
(ligger en stund stille og ser mildt på de omstående.)
(sagte til Oribases.)
(hvisker til Makrina.)
(med lukkede øjne.)
(efter en stilhed.)
(ler.)
(rejser sig.)
(nærmere ved liget.)
(rejser sig bleg.)
Faksimile
<...>.
Kejser og Galilæer.
Et verdenshistorisk skuespil
˹
Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).
Thieles Bogtrykkeri.
1873.
Faksimile
Kejser og Galilæer.
Faksimile
-
- I
- Cæsars frafald,
- skuespil i fem handlinger.
-
- II
- Kejser Julian,
- skuespil i fem handlinger.
Indhold:
Faksimile
Cæsars frafald,
skuespil i fem handlinger.
Faksimile
De optrædende:
Kejser Konstanzios.
Kejserinde Eusebia.
Fyrstinde Helena, kejserens søster.
Fyrst Gallos, kejserens fætter.
Fyrst Julian, Gallos's yngre halvbroder.
Memnon, en Æthiopier, kejserens livslave.
Guldsmeden Potamon.
Farveren Fokion.
Hårskæreren Eunapios.
En frugthandler.
En vagtfører.
En soldat.
En sminket kvinde.
En værkbruden mand.
En blind betler.
Agathon, en vingårdsmands søn fra Kappadokia.
Visdomslæreren Libanios.
Gregor fra Nazianz.
Basilios fra Cæsaræa.
Sallust fra Perusia.
Skriftlæreren Hekebolios.
Mystikeren Maximos.
Husmesteren Eutherios.
Quæstoren Leontes.
Slavinden Myrrha.
Tribunen Decentius.
Faksimile
Staldmesteren Sintula.
Hærføreren Florentius.
Herføreren Severus.
Lægen Oribases.
˹
Underføreren Laipso.
Underføreren Varro.
˺
Fanebæreren Mauros.
Soldater, kirkegængere, hedenske tilskuere,
hoffolk, prester, lærlinge ved visdoms-skolerne,
danserinder, tjenere, quæstorens følge, galli-
ske krigsfolk.
Syner og røster.
(1ste handling foregår i Konstantinopel, 2den
handling i Athen, 3die handling i Efesos,
4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te
handling i Vienna sammesteds. Tiden
omfatter mellemrummet mellem året 351 og
året 361.)
handling i Athen, 3die handling i Efesos,
4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te
handling i Vienna sammesteds. Tiden
omfatter mellemrummet mellem året 351 og
året 361.)
Faksimile
11
Første handling.
(Påskenat i Konstantinopel. Skueplad-
sen forestiller et åbent anlæg med træer, bus-
ker og omstyrtede billedstøtter i nærheden
af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt
oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmor-
rækværk, hvorfra en trappe fører ned til
vandet. Mellem pinier og cypresser ud-
sigt til Bosporos og den asiatiske kyst.)
sen forestiller et åbent anlæg med træer, bus-
ker og omstyrtede billedstøtter i nærheden
af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt
oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmor-
rækværk, hvorfra en trappe fører ned til
vandet. Mellem pinier og cypresser ud-
sigt til Bosporos og den asiatiske kyst.)
(Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kir-
ketrappen. Store skarer af andægtige strøm-
mer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved
indgangen. Hedenske tilskuere, frugthand-
lere og vandsælgere, opfylder pladsen.)
ketrappen. Store skarer af andægtige strøm-
mer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved
indgangen. Hedenske tilskuere, frugthand-
lere og vandsælgere, opfylder pladsen.)
Lovsang
(inde i kirken.)
Evindeligt være
korset pris og ære!
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg;
lammet har sejret;
på jorden er helg!
Faksimile
12
Guldsmeden Potamon
.
(med en papirlygte, kommer fra venstre, pik-
ker en af soldaterne på akslen og spørger:)
Pst, gode ven, – når kommer kejseren?
Soldaten
.Ved ikke.
Farveren Fokion
(vender hovedet i trængselen.)
Kejseren? Jeg synes der var nogen, som
spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt
før midnat. Ganske lidt før. Jeg har det
fra Memnon selv.
spurgte om kejseren? Kejseren kommer lidt
før midnat. Ganske lidt før. Jeg har det
fra Memnon selv.
Hårskæreren Eunapios
.
(kommer ilfærdig løbende og støder en frugt<...>
handler til side.)
Af vejen, hedning!
Frugthandleren
.Sagte, herre!
Guldsmeden Potamon
.Svinet mukker!
Hårskæreren Eunapios
.Hund, hund!
Farveren Fokion
.Mukke imod en velklædt kristen; – imod
en mand af kejserens egen tro!
en mand af kejserens egen tro!
Hårskæreren Eunapios
(støder frugthandleren omkuld.)
I smudset med dig!
Guldsmeden Potamon
.Ret så! Søl dig der, ligesom dine guder.
Faksimile
2.
13
Farveren Fokion
(slår ham med sin stok.)
Tag det, – og det, – og det!
Hårskæreren Eunapios
(sparker ham.)
Og der; og der! Jeg skal mygne dit gudsfor-
hadte skind.
hadte skind.
(Frugthandleren skynder sig ud.)
Farveren Fokion
(med den øjensynlige hensigt at det skal høres
af vagt-føreren.)
Jeg vilde højligen ønske at en eller anden brag-
te dette optrin for vor velsignede kejsers øren.
Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med
at vi kristne borgere holder samkvem med
hedningerne, ret ligesom om intet skilte imel-
lem os –
te dette optrin for vor velsignede kejsers øren.
Kejseren har nylig udtalt sin misnøje med
at vi kristne borgere holder samkvem med
hedningerne, ret ligesom om intet skilte imel-
lem os –
Guldsmeden Potamon
.Du sigter til hint opslag på torvene? Det
har jeg også læst. Og jeg synes at ligesom der
findes både ægte og uægte guld i verden –
har jeg også læst. Og jeg synes at ligesom der
findes både ægte og uægte guld i verden –
Hårskæreren Eunapios
.Man bør ikke skære alle over en kam;
det er min mening. Der gives dog, Gud
være lovet, endnu ivrige sjæle iblandt os.
det er min mening. Der gives dog, Gud
være lovet, endnu ivrige sjæle iblandt os.
Farveren Fokion
.Vi er langtfra ikke ivrige nok, I kære brødre!
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som
bærer korsets og fiskens tegn på armen?
Se blot hvor kæphøje disse spottere ter sig. Eller
tror I det er mange af disse lurvede, som
bærer korsets og fiskens tegn på armen?
Faksimile
14
Guldsmeden Potamon
.Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran selve
hofkapellet –
hofkapellet –
Farveren Fokion
.– i slig en høj-hellig nat –
Hårskæreren Eunapios
.– spærrer vejen for kirkens rene lemmer –
En sminket kvinde
(i trængselen.)
Er Donatister rene?
Farveren Fokion
.Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
Hårskæreren Eunapios
.Hvad nu? Er ikke du det samme?
Farveren Fokion
.Jeg? Jeg! Gid lynet slå din tunge!
Guldsmeden Potamon
(gør korsets tegn.)
Gid pest og bylder –!
Farveren Fokion
.En {d}Donatist! Du ådsel; du rådne træ!
Guldsmeden Potamon
.Ret så; ret så!
Farveren Fokion
.Spån på Satans ildsted!
Guldsmeden Potamon
.Ret så! Skæld ham; skæld ham, kære broder!
Farveren Fokion
.
(støder guldsmeden bort.)
Hårskæreren Eunapios
.En Manikæer? En stinkende kætter! Tvi, tvi!
Guldsmeden Potamon
(holder sin papirlygte frem.)
Eja! Det er jo farveren Fokion fra Antiokia!
Kainiten!
Kainiten!
Hårskæreren Eunapios
.Ve mig, som er kommen i løgnens samkvem!
Farveren Fokion
.Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
Hårskæreren Eunapios
(slår ham på øret.)
Tag det, som løn for hjælpen!
Farveren Fokion
.
(slår igen.)
O, du ryggesløse køter!
Guldsmeden Potamon
.Forbandet, forbandet være I begge!
(Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem til-
skuerne.)
skuerne.)
Vagt-føreren
(råber til soldaterne.)
Kejseren kommer!
(De stridende skilles ad og strømmer med
de øvrige andægtige ind i kirken.)
de øvrige andægtige ind i kirken.)
Lovsang
(fra højaltret.)
Slangen er henvejret
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
Faksimile
16.
på jorden er helg!
(Hoffet kommer i stort optog fra venstre.
˹Prester˺
Pre-
˹ ster ˺ med røgelsekar går foran; derefter drabanter
og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten
kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand
af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøl-
let hår; hans øjne har et mørkt og mistro-
isk udtryk; hans gang og hele holdning for-
råder uro og svækkelse. Ved hans venstre
side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin
kvindeskikkelse, af samme alder som kejse-
ren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian,
en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten
år. Han er sorthåret, med begyndende skæg-
vækst, har spillende brune øjne med et plud-
seligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans
lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kej-
serens søster, fyrstinde Helena, en yppig
femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget
af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og dra-
banter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon,
en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt
følget.)
˹ ster ˺ med røgelsekar går foran; derefter drabanter
og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten
kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand
af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøl-
let hår; hans øjne har et mørkt og mistro-
isk udtryk; hans gang og hele holdning for-
råder uro og svækkelse. Ved hans venstre
side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin
kvindeskikkelse, af samme alder som kejse-
ren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian,
en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten
år. Han er sorthåret, med begyndende skæg-
vækst, har spillende brune øjne med et plud-
seligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans
lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kej-
serens søster, fyrstinde Helena, en yppig
femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget
af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og dra-
banter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon,
en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt
følget.)
Kejser Konstanzios
(standser pludselig, vender sig om til fyrst Julian
og spørger hvast:)
Hvor er Gallos?
Fyrst Julian
(blegner.)
Gallos? Hvad vil du Gallos?
Faksimile
17
Kejser Konstanzios
.Der greb jeg dig!
Fyrst Julian
.Herre –!
Kejserinde Eusebia
(fatter kejserens hånd.)
Kom; kom!
Kejser Konstanzios
.Samvittigheden skreg. Hvad pønser I to
på?
på?
Fyrst Julian
.Vi?
Kejser Konstanzios
.Du og han!
Kejserinde Eusebia
.O, kom; kom, Konstanzios!
Kejser Konstanzios
.Så sort en dåd! Hvad svar gav oraklet?
Fyrst Julian
.Oraklet? Ved min hellige frelser –
Kejser Konstanzios
.Lyver nogen jer på, så skal han bøde på
bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os hol-
de sammen, Julian! Dyre frænde, lad os det!
bålet. (drager fyrsten tilside.) O, lad os hol-
de sammen, Julian! Dyre frænde, lad os det!
Fyrst Julian
.Alt ligger i dine hænder, elskede herre!
Kejser Konstanzios
.Mine hænder –!
Fyrst Julian
.O, stræk dem i nåde over os!
Faksimile
18.
Kejser Konstanzios
.Mine hænder? Hvad tænkte du om mine
hænder?
hænder?
Fyrst Julian
.
(griber hans hænder og kysser dem.)
Kejserens hænder er hvide og kølige.
Kejser Konstanzios
.Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte
du? Nu greb jeg dig igen!
du? Nu greb jeg dig igen!
Fyrst Julian
.
(kysser dem atter.)
De er som rosenbladene her i måneskins-natten.
Kejser Konstanzios
.Ja, ja, ja, Julian!
Kejserinde Eusebia
.Fremad; det er på tiden.
Kejser Konstanzios
.At skulle ind for Herrens åsyn! Jeg, jeg! O, bed
for mig, Julian! De vil byde mig den helli-
ge vin. Jeg ser den! Den spiller, som slan-
ge-øjne i guldkalken –. (skriger) Blodige øj-
ne –! O, Jesus Kristus, bed for mig!
for mig, Julian! De vil byde mig den helli-
ge vin. Jeg ser den! Den spiller, som slan-
ge-øjne i guldkalken –. (skriger) Blodige øj-
ne –! O, Jesus Kristus, bed for mig!
Kejserinde Eusebia
.Kejseren er syg –!
Fyrstinde Helena
.Hvor er Cæsarios? Livlægen, livlægen, – hent
ham!
ham!
Kejserinde Eusebia
(vinker.)
Memnon, gode Memnon!
(hun taler sagte med slaven.)
Faksimile
19 21.
Fyrst Julian
(dæmpet.)
Herre, hav barmhjertighed, og skik mig langt
herfra.
herfra.
Kejser Konstanzios
Hvor vilde du helst hen?
Fyrst Julian
Til Egypten. Helst did, hvis du så synes. Der
går jo så mange did, – ind i den store ensom-
hed.
går jo så mange did, – ind i den store ensom-
hed.
Kejser Konstanzios
.Ind i ensomheden? Så? I ensomheden grub-
ler man. Jeg forbyder dig at gruble.
ler man. Jeg forbyder dig at gruble.
Fyrst Julian
.Jeg skal ikke gruble, hvis du blot vilde tillade
mig –. Her vokser min sjælenød med hver
dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn
har jeg båret hårskjorte, og den har ikke vær-
get mig; i ni nætter har jeg pisket mig med
bods-svøben, men det fordriver dem ikke.
mig –. Her vokser min sjælenød med hver
dag. Onde tanker flokkes om mig. I ni døgn
har jeg båret hårskjorte, og den har ikke vær-
get mig; i ni nætter har jeg pisket mig med
bods-svøben, men det fordriver dem ikke.
Kejser {J}Konstanzios
.Vi må være standhaftige, Julian! Djævelen er
såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
såre virksom i os alle. Tal med Hekebolios –
Slaven Memnon
(til kejseren.)
Nu er det på tiden –
Kejser Konstanzios
.Nej, nej, jeg vil ikke –
Slaven Memnon
(tager ham om håndledet.)
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
Faksimile
2{2}0.
Kejser Konstanzios
(retter sig ivejret og siger med værdighed:)
Ind i Herrens hus!
Slaven Memnon
(sagte.)
Og siden det andet –.
Kejser Konstanzios
(til Julian.)
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian
(bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kej-
serinden.)
Kejserinde Eusebia
(hurtigt og dæmpet.)
Frygt ikke!
Kejser Konstanzios
.Bliv udenfor. Ikke ind i kirken med det sind,
du nu har. Når du beder for alteret, så er det for
at nedbede ondt over mig. – O, læss ikke slig skyld
på dig, min elskede frænde!
du nu har. Når du beder for alteret, så er det for
at nedbede ondt over mig. – O, læss ikke slig skyld
på dig, min elskede frænde!
(Toget går imod kirken. På trappen flokkes bet-
lere, krøblinge og blinde om kejseren.)
lere, krøblinge og blinde om kejseren.)
En værkbruden
.O, verdens mægtigste hersker, lad mig røre ved
din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
din kjortelflig, at jeg kan vorde helbredet.
En blind
.Bed for mig, du Herrens salvede, at jeg får
mit syn igen!
mit syn igen!
Kejser Konstanzios
.Vær trøstig, søn! – Memnon, strø sølvpenge
for dem. Ind, ind!
for dem. Ind, ind!
Faksimile
21 23.
(Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes;
menneskesværmen adspreder sig efterhånden;
kun fyrst Julian bliver tilbage i en af allé-
erne.)
menneskesværmen adspreder sig efterhånden;
kun fyrst Julian bliver tilbage i en af allé-
erne.)
Fyrst Julian
.
(ser mod kirken.)
Hvad vil han Gallos? I denne hellige nat
kan han da ikke tænke på at –! O, den,
som vidste – – (vender sig og støder imod den
bortgående blinde.) Se dig for, ven!
kan han da ikke tænke på at –! O, den,
som vidste – – (vender sig og støder imod den
bortgående blinde.) Se dig for, ven!
Den blinde
.Jeg er blind, herre!
Fyrst Julian
.Endnu? Kan du virkelig ikke se så meget som
hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet troen-
de. Lovte ikke Guds salvede at bede for dit
syn?
hin tindrende stjerne? Tvi dig, du lidet troen-
de. Lovte ikke Guds salvede at bede for dit
syn?
Den blinde
.Hvo er du, som spotter en blind broder?
Fyrst Julian
.En broder i vantro og blindhed.
(han vil gå ud ad vejen til venstre.)
En stemme
(sagte, bag ham, mellem buskerne)
Julian, Julian!
Fyrst Julian
(med et skrig.)
Ah!
Stemmen
(nærmere.)
Julian!
Faksimile
22 24
Fyrst Julian
.Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
En ung mand
,
(i ringe klæder og med vandringsstav, kommer
tilsyne mellem træerne.)
Stille; det er mig –
Fyrst Julian
.Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske!
Den unge mand
.O, mindes du da ikke Agathon –?
Fyrst Julian
.Agathon! Hvad siger du? Agathon var jo en
dreng –
dreng –
Agathon
.For sex år siden. Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere.)
Fyrst Julian
.Agathon; – ja, ved det hellige kors, tror jeg
ikke det er dig!
ikke det er dig!
Agathon
.Se på mig; se rigtig –
Fyrst Julian
.
(omfavner og kysser ham.)
Barndomsven! Legebroder! Du kæreste af
dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du
har rejst den lange vej over bergene, og siden o-
ver havet, – hele den lange vej fra Kappadokia<...>
dem alle! Og du er her? Hvilket under! Du
har rejst den lange vej over bergene, og siden o-
ver havet, – hele den lange vej fra Kappadokia<...>
Agathon
.Jeg kom for to dage siden med et skib fra
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig
i disse to dage. Ved slots-portene vilde ik-
ke vagten lade mig slippe ind og –
Efesos. O, hvor har jeg ikke forgæves søgt dig
i disse to dage. Ved slots-portene vilde ik-
Faksimile
23 {
<...>
}19
ke vagten lade mig slippe ind og –
Fyrst Julian
.Nævnte du mit navn for nogen? eller at du
søgte mig?
søgte mig?
Agathon
.Nej, sligt turde jeg slet ikke nævne, thi –
Fyrst Julian
.Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agat˹h˺on; frem i det fulde måneskin,
at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vok-
set, Agathon; – hvor du ser stærk ud.
at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vok-
set, Agathon; – hvor du ser stærk ud.
Agathon
.Og du er blegere.
Fyrst Julian
.Jeg kan ikke tåle luften i slottet. Jeg tror
her er usundt. – Det er ikke her, som i Ma-
kellon. Makellon ligger højt. Der ligger
ingen anden stad så højt i hele Kappado-
kia; ah, hvor stryger ikke den friske sne-
vind fra Tauros henover –! Er du træt,
Agathon?
her er usundt. – Det er ikke her, som i Ma-
kellon. Makellon ligger højt. Der ligger
ingen anden stad så højt i hele Kappado-
kia; ah, hvor stryger ikke den friske sne-
vind fra Tauros henover –! Er du træt,
Agathon?
Agathon
.O, ingenlunde.
Fyrst Julian
.Lad os dog sætte os. Her er så
˹stilt˺
godt
og ensomt. Tæt
sammen; se så! (drager ham ned på en bænk
ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt
fra Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan
komme. Gives der noget bedre?
(ser længe på ham.)
sammen; se så! (drager ham ned på en bænk
ved rækværket.) – «Kan der komme noget godt
fra Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan
komme. Gives der noget bedre?
Faksimile
24.
Ufatteligt, at jeg ikke straks kendte dig.
O du, min elskede ejendom, er det ikke som i
børne-årene –?
O du, min elskede ejendom, er det ikke som i
børne-årene –?
Agathon
(ned foran ham.)
Jeg for dine fødder, ligesom da.
Fyrst Julian
.Nej, nej, nej –!
Agathon
.O, lad mig ligge så!
Fyrst Julian
.Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at knæ-
le for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetyn<...>
get jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare
lærer, har megen sorg af mig, Agathon.
Han kunde fortælle dig – – –
le for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetyn<...>
get jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare
lærer, har megen sorg af mig, Agathon.
Han kunde fortælle dig – – –
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fug-
tigt. Og hvor lokket det er. – Men Mar-
donios, – hvorledes går det ham? Nu er
han vel næsten hvidhåret?
tigt. Og hvor lokket det er. – Men Mar-
donios, – hvorledes går det ham? Nu er
han vel næsten hvidhåret?
Agathon
.Han er ganske hvidhåret.
Fyrst Julian
.Hvor Mardonios forstod at tyde Homer!
Jeg tror ikke min gamle Mardonios har
sin lige i det stykke. – Helte mod helte i
kamp; – og ildnende guder over dem. Jeg
så det med øjnene.
Jeg tror ikke min gamle Mardonios har
sin lige i det stykke. – Helte mod helte i
kamp; – og ildnende guder over dem. Jeg
så det med øjnene.
Agathon
.Dengang stod dit sind til at vorde en stor
og lykkelig kriger.
og lykkelig kriger.
Faksimile
3.
25.
Fyrst Julian
Det var glade år, hine sex i Kappadokia.
Var årene længere i den tid, end nu? Det tyk-
kes så når jeg drages til minde alt, hvad
de rummer. – –
Var årene længere i den tid, end nu? Det tyk-
kes så når jeg drages til minde alt, hvad
de rummer. – –
Ja, det var glade år. Vi ved vore bøger,
og Gallos på sin persiske hest. Som skyggen
af en sky jog han over sletten. – O, men et
må du dog sige mig. Kirken –?
og Gallos på sin persiske hest. Som skyggen
af en sky jog han over sletten. – O, men et
må du dog sige mig. Kirken –?
Agathon
.Kirken? Over den hellige Mamas's grav?
Fyrst Julian
.
(smiler svagt.)
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj
færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lyk-
kes. – Hvorledes er det gåt siden?
færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lyk-
kes. – Hvorledes er det gåt siden?
Agathon
.Det gik ikke. Bygfolkene sagde, at det var
ugørligt på den måde.
ugørligt på den måde.
Fyrst Julian
(tankefuld.)
Ja visst; ja visst. Jeg gjorde dem uret da jeg
mente at de var ukyndige. Nu ved jeg
hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige
dig det, Agathon; – Mamas var en falsk
helgen.
mente at de var ukyndige. Nu ved jeg
hvorfor det ikke kunde gå. Jeg skal sige
dig det, Agathon; – Mamas var en falsk
helgen.
Agathon
.Var den hellige Mamas?
Fyrst Julian
.Hin Mamas har aldrig været noget blod-
vidne. Det hele sagn om ham var en sæl-
som vildfarelse. Hekebolios har med overmå-
de megen lærdom udfundet den rette sammen-
hæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe
skrift om denne sag, et skrift, min Agathon,
som visse visdoms-venner, ubegribeligt nok,
skal have omtalt med ros i læresalene. –
vidne. Det hele sagn om ham var en sæl-
Faksimile
26.
som vildfarelse. Hekebolios har med overmå-
de megen lærdom udfundet den rette sammen-
hæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe
skrift om denne sag, et skrift, min Agathon,
som visse visdoms-venner, ubegribeligt nok,
skal have omtalt med ros i læresalene. –
Herren holde mit hjerte rent for al forfæn-
gelighed! Den onde frister har talløse snig-
ve; en kan aldrig vide –.
gelighed! Den onde frister har talløse snig-
ve; en kan aldrig vide –.
At det skulde lykkes for Gallos, men ik-
ke for mig! Ak, min Agathon, når jeg tæn-
ker på hin kirkebygning, så ser jeg Kains
alter –
ke for mig! Ak, min Agathon, når jeg tæn-
ker på hin kirkebygning, så ser jeg Kains
alter –
Agathon
.Julian!
Fyrst Julian
.Gud vil ikke vide af mig, Agathon!
Agathon
.O, tal ikke så! Var ikke Gud stærk i dig
da du ledte mig ud af hedenskabets mør-
ke og gav mig lys for alle tider, – du,
et barn, som du dengang var!
da du ledte mig ud af hedenskabets mør-
ke og gav mig lys for alle tider, – du,
et barn, som du dengang var!
Fyrst Julian
.Ja, den sag er mig som en drøm.
Agathon
.Og dog så livsalig en sandhed.
Fyrst Julian
.
(tungt.)
Det skulde været nu! – Hvor tog jeg ordets ild
fra? Der var lovsang i luften, – en stige mellem
himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
fra? Der var lovsang i luften, – en stige mellem
himmel og jord – – (stirrer ud.) Så du den?
Faksimile
27.
Agathon
.Hvilken?
Fyrst Julian
.Stjernen, som faldt; der, bag de to cypresser.
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg for-
talt dig, hvad min moder drømte natten
før jeg blev født?
(tier lidt og slår pludselig om.) – Har jeg for-
talt dig, hvad min moder drømte natten
før jeg blev født?
Agathon
.Det mindes jeg ikke.
Fyrst Julian
.Nej, nej, det er sandt, jeg erfor det først senere.
Agathon
.Hvad drømte hun?
Fyrst Julian
.Min moder drømte at hun fødte Akilleus.
Agathon
(levende.)
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
Fyrst Julian
.Hvorfor spørger du?
Agathon
.Du skal få høre; thi det hænger sammen med
hint, som drev mig over havet –
hint, som drev mig over havet –
Fyrst Julian
.Du har et særligt ærend her? Det har jeg slet-
ikke tænkt på at spørge dig om –
ikke tænkt på at spørge dig om –
Agathon
.Et sælsomt ærend; og just derfor nøler jeg i
tvivl og uro. Der er så meget, jeg gad vi-
de først, – om livet i staden, – om dig selv, –
om kejseren –
tvivl og uro. Der er så meget, jeg gad vi-
de først, – om livet i staden, – om dig selv, –
om kejseren –
Faksimile
28.
Fyrst Julian
(ser visst på ham.)
Sig sandheden {a}Agathon; – hvem har du talt med
her før du traf mig?
her før du traf mig?
Agathon
.Ikke med nogen.
Fyrst Julian
.Hvad tid kom du?
Agathon
.Det sagde jeg dig før, – for to dage siden.
Fyrst Julian
.Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting,
du vil vide om kejseren? Er der nogen, som
har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, til-
giv mig, Agathon, ven!
du vil vide om kejseren? Er der nogen, som
har bedt dig –? (slår armene om ham.) O, til-
giv mig, Agathon, ven!
Agathon
.Hvad? Hvilket?
Fyrst Julian
(rejser sig og lytter.)
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en fugl
i buskerne. – –
i buskerne. – –
Jeg er såre lykkelig her. Hvorfor tror du
det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig?
Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg
mener – alle dem, som en nådig frelser har
holdt sin hånd over.
det ikke? Hvi skulde jeg ikke være lykkelig?
Har jeg ikke her al min slægt samlet? ja, jeg
mener – alle dem, som en nådig frelser har
holdt sin hånd over.
Agathon
.Og kejseren er dig jo i faders sted?
Fyrst Julian
.Kejseren er over al måde vis og god.
Faksimile
29.
Agathon
,
(som også har rejst sig.)
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal
være kejserens efterfølger?
være kejserens efterfølger?
Fyrst Julian
(hastigt.)
Tal ikke om de farlige ting. Jeg ved ikke hvad
tåbelige ˹rygter˺ fortæller. – Hvorfor fritter du mig så
meget? Ikke et ord får du ud, før du siger
mig, hvad du vil i Konstantinopel.
tåbelige ˹rygter˺ fortæller. – Hvorfor fritter du mig så
meget? Ikke et ord får du ud, før du siger
mig, hvad du vil i Konstantinopel.
Agathon
.Jeg kommer på {g}Gud Herrens vegne.
Fyrst Julian
.Har du din frelser og din frelser kær, så drag
hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sag-
te; der lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side.)
hjem igen. (lytter ud over rækværket.) Tal sag-
te; der lægger en båd til. –
Hvad vil du her? Kysse splinten af det
hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg!
Ved du, hvad Konstantinopel er blevet i
de sidste femten måneder? Et bespottel-
sens Babylon. – Har du ikke hørt det, – ved
du ikke at Libanios er her?
hellige kors? – Drag hjem igen, siger jeg!
Ved du, hvad Konstantinopel er blevet i
de sidste femten måneder? Et bespottel-
sens Babylon. – Har du ikke hørt det, – ved
du ikke at Libanios er her?
Agathon
.Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
Fyrst Julian
.Du ensomme Kappadokier! Lykkelige egn,
hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.
hvor hans røst og lære ikke har slåt ned.
Agathon
.Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
Faksimile
30.
Fyrst Julian
.Den farligste af dem alle.
Agathon
.Dog ikke farligere end Ædesios i Pergamon?
Fyrst Julian
.Ej, hvad; – hvem tænker længere på Ædesios i
Pergamon? Ædesios er affældig –
Pergamon? Ædesios er affældig –
Agathon
.Er han også farligere, end hin gådefulde
Maximos?
Maximos?
Fyrst Julian
.Maximos! Tal ikke om denne gøgler. Hvem
ved noget pålideligt om Maximos?
ved noget pålideligt om Maximos?
Agathon
.Han siger sig at have sovet tre år i en hule hin-
sides Jordan.
sides Jordan.
Fyrst Julian
.Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri
har han visselig ikke megen uret. – –
har han visselig ikke megen uret. – –
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste.
Vor syndige jord har ligesom våndet sig under den-
ne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst.
En pestagtig syge myrded mennesker for fo-
de i staden. Og så, da den var over, regned
her ild i November måned, regned her
ild hver nat fra himlen. Du må ikke tviv-
le, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne
sig fra sine ringe, dale ned imod jorden
og slukne undervejs. –
Vor syndige jord har ligesom våndet sig under den-
ne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst.
En pestagtig syge myrded mennesker for fo-
de i staden. Og så, da den var over, regned
her ild i November måned, regned her
ild hver nat fra himlen. Du må ikke tviv-
le, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne
sig fra sine ringe, dale ned imod jorden
og slukne undervejs. –
Siden har han lært her, han, visdoms-
elskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenheds-
lærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger
dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd
flokkes om ham; han binder deres sjæle, så
de må følge ham; fornægtelsen flyder dåren-
de fra hans læber, lig digt og sang om Tro-
janere og Grækere –
elskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenheds-
Faksimile
31.
lærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger
dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd
flokkes om ham; han binder deres sjæle, så
de må følge ham; fornægtelsen flyder dåren-
de fra hans læber, lig digt og sang om Tro-
janere og Grækere –
Agathon
(i skræk.)
O, du har også søgt ham, Julian!
Fyrst Julian
(viger tilbage.)
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde visse
rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til
dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libani-
os om natten eller i forklædning. Hans nær-
hed vilde være mig en rædsel. Kejseren har
desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere
indtrængende. – Alle troende, som kommer den-
ne spidsfindige mand nær, de falder fra og
bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord
bæres fra mund til mund lige ind i kejser-slot-
tet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde,
hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette
tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskik-
kelse, der fordum tilsølte maden for en from om-
flakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdel-
se at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med
et udbrud af ubændighed.) Havde jeg kejserlig
magt, skulde jeg sende dig Libanios's hoved på
et sølvfad!
rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til
dem. Det er ikke sandt, at jeg har søgt Libani-
os om natten eller i forklædning. Hans nær-
hed vilde være mig en rædsel. Kejseren har
desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere
indtrængende. – Alle troende, som kommer den-
ne spidsfindige mand nær, de falder fra og
bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord
bæres fra mund til mund lige ind i kejser-slot-
tet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde,
hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette
tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskik-
kelse, der fordum tilsølte maden for en from om-
flakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdel-
se at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med
et udbrud af ubændighed.) Havde jeg kejserlig
magt, skulde jeg sende dig Libanios's hoved på
et sølvfad!
Faksimile
32.
Agathon
.Men hvor er det muligt at kejseren tåler dette?
Hvor kan vor fromme troende kejser –?
Hvor kan vor fromme troende kejser –?
Fyrst Julian
.Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed!
Men kejseren har ikke tanke for andet, end den
ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. In-
gen agter den krig, som her føres imod Golgatas
fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu som
for to år siden. Dengang måtte mystikeren
Maximos's tvende brødre bøde med livet for
sine vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke
mægtige støtter Libanios har. En eller anden
af de ringere visdomslærere udjages stundom
af staden. Ham vover ingen at røre ved.
Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios
og kejserinden om at virke for hans udvisning
Men nej, nej! – Hvad hjælper det at de andre
fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for
os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flyg-
te fra al denne hedenske vederstyggelighed!
At leve her, er at leve i løvens hule –
Men kejseren har ikke tanke for andet, end den
ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. In-
gen agter den krig, som her føres imod Golgatas
fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu som
for to år siden. Dengang måtte mystikeren
Maximos's tvende brødre bøde med livet for
sine vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke
mægtige støtter Libanios har. En eller anden
af de ringere visdomslærere udjages stundom
af staden. Ham vover ingen at røre ved.
Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios
og kejserinden om at virke for hans udvisning
Men nej, nej! – Hvad hjælper det at de andre
fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for
os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flyg-
te fra al denne hedenske vederstyggelighed!
At leve her, er at leve i løvens hule –
Agathon
(livfuldt.)
Julian, – hvad sagde du der!
Fyrst Julian
.Jo, j{
a
}o; kun et under kan fri os!.
Agathon
.O, så hør! Det under er sket.
Fyrst Julian
.Hvad mener du vel?
Faksimile
1
Agathon
.Du skal høre det, Julian; thi nu tør jeg ikke
længer tvivle på at det er dig, det gælder. Hvad
der drev mig til Konstantinopel var et syn –
længer tvivle på at det er dig, det gælder. Hvad
der drev mig til Konstantinopel var et syn –
Fyrst Julian
.Et syn, siger du!
Agathon
.En hellig åbenbaring –
Fyrst Julian
.O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal ikke.
Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske li-
gegyldig; – lad som intet.
(de blir begge stående ved rækværket.)
Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske li-
gegyldig; – lad som intet.
(En høj smuk middelaldrende mand, klædt,
efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kom-
mer gennem alléen fra venstre. En skare yng-
linge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder,
med vedbend-kranse i håret og bærende bøger,
papirer og pergamenter: Latter og højrøstet
samtale mellem de kommende.)
efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kom-
mer gennem alléen fra venstre. En skare yng-
linge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder,
med vedbend-kranse i håret og bærende bøger,
papirer og pergamenter: Latter og højrøstet
samtale mellem de kommende.)
Visdomslæreren
.Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
Fyrst Julian
(som står lige ved ham.)
Med tilladelse, – gives der noget håndfast gode,
som er mere værd, end guld.
som er mere værd, end guld.
Visdomslæreren
.Kan du købe dit livs frugter igen for guld?
Fyrst Julian
.Visdomslæreren
.Menneskegunst er troløsere.
Fyrst Julian
.Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen
med dine skatte?
med dine skatte?
Visdomslæreren
Til Athen.
(han vil gå forbi.)
Fyrst Julian
,
(med undertrykt latter.)
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke
din egen rigdom.
din egen rigdom.
Visdomslæreren
.
(standser.)
Hvi så?
Fyrst Julian
.Er det vismands værk at føre ugler til Athen?
Visdomslæreren
.Mine ugler forliges ikke med kirkelyset i
kejserstaden. (til en af de unge mænd.)
Ræk mig hånden, Sallust!
(han vil stige ned.)
kejserstaden. (til en af de unge mænd.)
Ræk mig hånden, Sallust!
Lærlingen Sallust
(halvt nede på trappen, sagte)
Ved guderne, det er ham!
Visdomslæreren
.Ham –?
Lærlingen Sallust
.Så sandt jeg lever! Jeg kender ham; – jeg
har set ham gå sammen med Hekebolios.
har set ham gå sammen med Hekebolios.
Faksimile
3
Visdomslæreren
.Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksom-
hed; derpå går han et skridt nærmer og siger:)
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
Fyrst Julian
.Da du klaged over kirkelyset, tænkte jeg på
om det ikke snarere var kongelyset i læresa-
len, som skar dig for stærkt i øjnene.
om det ikke snarere var kongelyset i læresa-
len, som skar dig for stærkt i øjnene.
Visdomslæreren
.Misundelse rummes ikke under den korte
kappe.
kappe.
Fyrst Julian
.Hvad ikke rummes, det stikker frem.
Visdomslæreren
.Du har en spids tunge, høje Galilæer!
Fyrst Julian
.Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæer-mærke?
Visdomslæreren
.Hofklædningen.
Fyrst Julian
.Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en
såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad sø-
ger du i Athen?
såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad sø-
ger du i Athen?
Visdomslæreren
.Hvad søgte Pontius Pilatus?
Fyrst Julian
.Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Li-
banios er?
banios er?
Visdomslæreren
(ser stivt på ham.)
Faksimile
Hm! – Libanios, ja! Libanios vil snart forstumme.
Libanios er ked af kampen, herre!
Libanios er ked af kampen, herre!
Fyrst Julian
.Ked? Han, – den usårlige, den altid sejrende –?
Visdomslæreren
.Han er ked af at vente på sin ligemand.
Fyrst Julian
.Nu spøger du, fremmede! Hvor kan Libanios tæn-
ke at finde sin ligemand?
ke at finde sin ligemand?
Visdomslæreren
.Hans ligemand findes.
Fyrst Julian
.Hvem? Hvor? Nævn ham!
Visdomslæreren
.Det turde være farligt.
Fyrst Julian
.Hvorfor?
Visdomslæreren
.Er du ikke hofmand?
Fyrst Julian
.Og hvad så?
Visdomslæreren
.
(sagtere.)
Har du selv den forvovenhed at prise kejserens
efterfølger?
efterfølger?
Fyrst Julian
(gennemrystet.)
Ah!
Visdomslæreren
(hurtigt.)
Forråder du mig, så nægter jeg alt!
Faksimile
4.
5
Fyrst Julian
.Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! – Kej-
serens efterfølger, siger du? Jeg <...> ved ikke hvem du
mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvor-
for hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios's li-
gemand?
serens efterfølger, siger du? Jeg <...> ved ikke hvem du
mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvor-
for hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios's li-
gemand?
Visdomslæreren
.Ja eller nej, – lever der ved kejserhoffet en yngling,
som med magt og hårde bud, gennem bønner og over-
talelser, holdes fjernt fra læresalens lys?
som med magt og hårde bud, gennem bønner og over-
talelser, holdes fjernt fra læresalens lys?
Fyrst Julian
(med hast.)
Sligt sker for at holde hans tro ren!
Visdomslæreren
(smiler.)
Har denne unge mand så ringe tro til sin tro?
Hvad ved han om sin tro? Hvad ved en kriger
om sit skjold før det har skærmet ham?
Hvad ved han om sin tro? Hvad ved en kriger
om sit skjold før det har skærmet ham?
Fyrst Julian
.Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og læ-
rere, hører du –
rere, hører du –
Visdomslæreren
.Talemåder, herre! Jeg vil sige dig det. Det er for kej-
serens skyld at hans unge slægtning holdes borte fra
visdomsvennerne. Kejseren har ikke ordets gud-
dommelige gave. Kejseren er stor forresten; men
han tåler ikke at hans efterfølger lyser over
riget –
serens skyld at hans unge slægtning holdes borte fra
visdomsvennerne. Kejseren har ikke ordets gud-
dommelige gave. Kejseren er stor forresten; men
han tåler ikke at hans efterfølger lyser over
riget –
Fyrst Julian
(forvirret.)
Og det vover du –!
Faksimile
Visdomslæreren
.Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men –
Fyrst Julian
.Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
Hør, jeg står denne unge fyrste så temmelig
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
(vender sig.)
nær. Det skulde være mig kært at erfare –
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i
enrum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede.)
enrum med denne mand.
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad ved
du, hvad ved I alle om fyrst Julian?
du, hvad ved I alle om fyrst Julian?
Visdomslæreren
.Kan Sirios dølges af en sky? Vil ikke den dri-
vende vind hist eller her flænge en rift i skyen
så at den –
vende vind hist eller her flænge en rift i skyen
så at den –
Fyrst Julian
.Lige til; jeg beder dig.
Visdomslæreren
.Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori fyr-
sten holdes fangen. Buret er ikke tæt nok. Stun-
dom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet –
tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til
spot; den dybe mening er ikke til for disse her-
rer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den
ikke til.
sten holdes fangen. Buret er ikke tæt nok. Stun-
dom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet –
tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til
spot; den dybe mening er ikke til for disse her-
rer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den
ikke til.
Fyrst Julian
.For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
Visdomslæreren
.For dig synes det dog. Og i al fald for os. – –
Ja, han kunde lyse over riget! Går der ikke
sagn om ham fra hans barne-år i Kappado-
kia, da han under ordkamp med sin bro-
der Gallos tog gudernes sag og forsvarede dem
mod Galilæeren?
Faksimile
7
sagn om ham fra hans barne-år i Kappado-
kia, da han under ordkamp med sin bro-
der Gallos tog gudernes sag og forsvarede dem
mod Galilæeren?
Fyrst Julian
.Det var spøg, taleøvelser –
Visdomslæreren
.Hvad har ikke Mardonios optegnet om ham?
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ik-
ke allerede i drengens tale, – hvad skønhed,
hvad ynde i tankernes lette leg!
Og Hekebolios siden! Hvad kunst lå der ik-
ke allerede i drengens tale, – hvad skønhed,
hvad ynde i tankernes lette leg!
Fyrst Julian
.Og det tykkes dig?
Visdomslæreren
.Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som
vi både måtte frygte for og længes efter. Hvad
fattes der ham for at nå en så ærefuld højde? Fattes
der ham andet, end at gå den samme skole igennem,
som den Paulus gik igennem, og som han gik så
uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte
sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de an-
dre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden
og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin
lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er fra
ham det kommer. Men glemmer han da, den-
ne overvættes samvittighedsfulde mand, at han
selv i sin ungdom har drukket af de kilder,
som han nu vil tilstoppe for sin lærling?
Eller er det ikke hos os at han har lært at bruge
de sproget våben, som han nu med en så højt
lovprist færdighed svinger imod os?
vi både måtte frygte for og længes efter. Hvad
fattes der ham for at nå en så ærefuld højde? Fattes
der ham andet, end at gå den samme skole igennem,
som den Paulus gik igennem, og som han gik så
uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte
sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de an-
dre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden
og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin
lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er fra
ham det kommer. Men glemmer han da, den-
ne overvættes samvittighedsfulde mand, at han
selv i sin ungdom har drukket af de kilder,
som han nu vil tilstoppe for sin lærling?
Eller er det ikke hos os at han har lært at bruge
de sproget våben, som han nu med en så højt
lovprist færdighed svinger imod os?
Faksimile
Fyrst Julian
.O, sandt; ustridig sandt!
Visdomslæreren
.Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sam-
menligning med de gaver, der gav sig så under-
fuldt åbenbared sig hos hint fyrstelige barn,
som, efter hvad der siges, i Kappadokia, på
de henrettede Galilæeres grave, forkyndte en
lære, hvilken jeg holder for vildfarende og som
derfor desto vanskeligere vinder indgang, men
som han dog forkyndte med en sådan åndens
henrevethed at – ifald jeg tør tro et såre udbredt
rygte – mangfoldige børn af hans egen alder
gav sig under ham og fulgte ham som lær-
linge! Ah, Hekebolios er, som I andre, – mere
nidsyg end nidkær e ; derfor har Libanios ventet
forgæves.
menligning med de gaver, der gav sig så under-
fuldt åbenbared sig hos hint fyrstelige barn,
som, efter hvad der siges, i Kappadokia, på
de henrettede Galilæeres grave, forkyndte en
lære, hvilken jeg holder for vildfarende og som
derfor desto vanskeligere vinder indgang, men
som han dog forkyndte med en sådan åndens
henrevethed at – ifald jeg tør tro et såre udbredt
rygte – mangfoldige børn af hans egen alder
gav sig under ham og fulgte ham som lær-
linge! Ah, Hekebolios er, som I andre, – mere
nidsyg end nidkær e ; derfor har Libanios ventet
forgæves.
Fyrst Julian
.
(griber ham om armen.)
Hvad har Libanios sagt? For Gud – jeg besværger
dig, lad mig vide det!
dig, lad mig vide det!
Visdomslæreren
.Han har sagt alt, hvad du nys har hørt. Og
han har sagt mere end det. Han har sagt: se
hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
han har sagt mere end det. Han har sagt: se
hin fyrstelige Galilæer; han er åndens Akilleus.
Fyrst Julian
.Akilleus! (sagtere.) Min moders drøm.
Visdomslæreren
.Hist inde i de åbne læresale står kampen. Dag
og glæde er over striden og over de stridende.
Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd knittrer
i slaget; de salige guder sidder smilende i skyen –
og glæde er over striden og over de stridende.
Ordets pile hviner; viddets hvasse sværd knittrer
Faksimile
9
i slaget; de salige guder sidder smilende i skyen –
Fyrst Julian
.O, vig fra mig med dit hedenskab –
Visdomslæreren
.– og hetene går hjem til lejren, armomslyngede,
uden nag, med blussende kinder, med blodets <...>
svulmende strøm i alle årer, med erkendel-
sens bytte og med løv om panden. Ah, hvor er
Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –
uden nag, med blussende kinder, med blodets <...>
svulmende strøm i alle årer, med erkendel-
sens bytte og med løv om panden. Ah, hvor er
Akilleus? Jeg ser ham ikke. Akilleus er vred –
Fyrst Julian
.Akilleus er ulykkelig! – Men kan jeg tro det!
O, sig mig –; jeg svimler, ˹–;˺ alt det har Liba-
nios sagt?
O, sig mig –; jeg svimler, ˹–;˺ alt det har Liba-
nios sagt?
Visdomslæreren
.Hvi kom Libanios til Konstantinopel? Kom han
hid af anden grund, end for at søge en viss yng-
lings hædrende venskab?
hid af anden grund, end for at søge en viss yng-
lings hædrende venskab?
Fyrst Julian
.
(spændt.)
Tal sandhed! Nej, nej, dette kan ikke være sandt.
Hvo{l}rledes skulde det forliges med al den hån
og spot, som –? Man håner ikke den, hvis
venskab man søger.
Hvo{l}rledes skulde det forliges med al den hån
og spot, som –? Man håner ikke den, hvis
venskab man søger.
Visdomslæreren
.Galilæer-rænker, for at tårne en mur af had
og vrede imellem de to kæmper.
og vrede imellem de to kæmper.
Fyrst Julian
.Du vil dog vel ikke nægte at det var Libanios –?
Visdomslæreren
.Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
Faksimile
Fyrst Julian
.Spottedigtene skulde ikke komme fra ham?
Visdomslæreren
.Ikke et eneste. De er alle tilhobe blevne til i kejser-
slottet og udspredte under hans navn –
slottet og udspredte under hans navn –
Fyrst Julian
.Ah, hvad siger du der –?
Visdomslæreren
.Hvad jeg tør vedstå for hvem det skal være. Du
har en hvas tunge; – hvo ved, om ikke du selv –
har en hvas tunge; – hvo ved, om ikke du selv –
Fyrst Julian
.Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde ik-
ke have skrevet dem? Ingen af dem?
ke have skrevet dem? Ingen af dem?
Visdomselskere
Visdomslæreren
.Nej, nej!
Fyrst Julian
.Ikke engang det skændige digt om Atlas med de
skrå skuldre?
skrå skuldre?
Visdomslæreren
.Nej, nej, siger jeg.
Fyrst Julian
.Heller ikke hint tåbelige og højst uforskammede
vers om abekatten i hofklæder?
vers om abekatten i hofklæder?
Visdomslæreren
.Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i læresalen.
Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios –
Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios –
Fyrst Julian
.Hekebolios!
Visdomslæreren
.Ja, Hekebolios; Hekebolios selv, som for at lægge
ondt imellem sin uven og sin lærling –
Faksimile
11
ondt imellem sin uven og sin lærling –
Fyrst Julian
(med knyttede hænder)
Ah, om så var!
Visdomslæreren
.Havde denne forblindede og bedragne yngling
kendt os visdomsvenner, så havde han ikke hand-
let så hårdt imod os.
kendt os visdomsvenner, så havde han ikke hand-
let så hårdt imod os.
Fyrst Julian
.Hvad taler du om?
Visdomslæreren
.Nu er det for sent. Lev vel, herre!
(han vil gå.)
Fyrst Julian
(griber hans hånd.)
Ven og broder, – hvem er du?
Visdomslæreren
.En mand, som sørger fordi han ser det guddom-
guddoms-bårne gå under.
guddoms-bårne gå under.
Fyrst Julian
.Hvad kalder du det guddoms-bårne?
Visdomslæreren
.Det uskabte i det skiftende.
Fyrst Julian
.Lige mørkt for mig.
Visdomslæreren
.Der gives en hel og herlig verden, som I Galilæ-
ere er blinde for. I den er tilværelsen en høj-
tid mellem billedstøtter og under tempelsan-
ge, med fyldte skummende skåler og med roser
i håret. Svimlende broer spænder sig mellem
ånd og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. –
ere er blinde for. I den er tilværelsen en høj-
tid mellem billedstøtter og under tempelsan-
ge, med fyldte skummende skåler og med roser
i håret. Svimlende broer spænder sig mellem
Faksimile
ånd og ånd, lige til de fjerneste lys i rummet. –
Jeg kender den, som kunde være hersker i
dette store solfulde rige.
dette store solfulde rige.
Fyrst Julian
.
(angst.)
Ja, med salighedens forlis!
Visdomslæreren
.Hvad er salighed? Genforening med ophavet.
Fyrst Julian
.Ja, i medvidende liv; genforening for mig, som den
jeg er!
jeg er!
Visdomslæreren
.Genforening, som regndråbens med havet, som
det smuldrende løvs med den jord, der fostred
det.
det smuldrende løvs med den jord, der fostred
det.
Fyrst Julian
.O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte
mod dig!
mod dig!
Visdomslæreren
.Hent dig våben, unge mand! Læresalen er en tan-
kernes og evnernes fægtesal –
kernes og evnernes fægtesal –
Fyrst Julian
(vigende.)
Ah!
Visdomslæreren
.Se hine glade ynglinge derborte. Der er Galilæ-
ere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige
ting volder ingen splid imellem os. –
ere iblandt dem. Vildfarelser i de guddommelige
ting volder ingen splid imellem os. –
Lev vel! I Galilæere har gjort sandheden land-
flygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag.
Se os med løv om de løftede pander. Således går
vi bort, – kortende natten med sang, og forven-
tende Helios.
(han stiger ned af trappen, hvor lærlingene har biet
flygtig. Se nu du, hvorledes vi bærer skæbnens slag.
Se os med løv om de løftede pander. Således går
Faksimile
13
vi bort, – kortende natten med sang, og forven-
tende Helios.
på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.)
Fyrst Julian
(ser længe ud over vandet.)
Hvem var han, den gådefulde mand?
Agathon
(kommer nærmere.)
Hør mig, Julian –!
Fyrst Julian
(i livfuld bevægelse.)
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store, u-
forlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Li-
banios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ik-
ke det hedenske øje være!
forlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Li-
banios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ik-
ke det hedenske øje være!
Agathon
.Dette var et fristelsens værk, tro mig!
Fyrst Julian
.
(uden at agte på ham.)
Jeg holder det ikke længer ud imellem disse menne-
sker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige
spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg;
her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min ta-
le; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus
viger fra mig; jeg bliver ond her.
sker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige
spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg;
her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min ta-
le; Hekebolios selv –! O, jeg føler det, – Kristus
viger fra mig; jeg bliver ond her.
Agathon
.O, du ved det ikke, – just du er særlig under nåden.
Fyrst Julian
(går op og ned ved rækværket.)
Faksimile
Jeg er den, som Libanios gad kæmpe med. Hvilket
sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin lige-
mand. Det er mig han venter på –
sælsomt ønske! Libanios holder mig for sin lige-
mand. Det er mig han venter på –
Agathon
.Hør og lyd; Kristus venter på dig!
Fyrst Julian
.Ven, hvad mener du?
Agathon
.Synet, som drev mig til Konstantinopel –
Fyrst Julian
.Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En å-
benbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
benbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
Agathon
.Det var hjemme i Kappadokia for en må-
ned siden, eller lidt mere. Da kom det rygte
ud, at hedningerne igen havde begyndt at holde
lønlige sammenkomster ved nattetid i Kybeles
tempel –
ned siden, eller lidt mere. Da kom det rygte
ud, at hedningerne igen havde begyndt at holde
lønlige sammenkomster ved nattetid i Kybeles
tempel –
Fyrst Julian
.De dumdristige! Det er dem jo strængt forbudt –
Agathon
.Alle troende rejste sig også i harme. Øvrigheden
lod templet bryde ned, og vi sønderslog de forar-
gelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære ibland<...>
os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under
salmesang, og med hellige faner foran, drog
vi gennem staden og faldt som vredens sendebud
over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra
dem; mange huse blev stukne i brand; mange
hedninger omkom i ilden; end flere flygtende
dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til
Guds ære!
lod templet bryde ned, og vi sønderslog de forar-
gelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære ibland<...>
os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under
salmesang, og med hellige faner foran, drog
vi gennem staden og faldt som vredens sendebud
over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra
dem; mange huse blev stukne i brand; mange
hedninger omkom i ilden; end flere flygtende
dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til
Guds ære!
Faksimile
1
Fyrst Julian
.Og så? Synet, min Agathon!
Agathon
.Tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i
os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed
længer holde skridt med åndens iver, og vi af-
stod fra forfølgelsen. –
os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed
længer holde skridt med åndens iver, og vi af-
stod fra forfølgelsen. –
Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge eller
sove. Det tyktes mig at jeg var hul indvendig
og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brænden-
de hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad,
jeg sang; – jeg ved ikke mere hvorledes det var. –
sove. Det tyktes mig at jeg var hul indvendig
og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brænden-
de hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad,
jeg sang; – jeg ved ikke mere hvorledes det var. –
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen
et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en
mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud
fra hans hoved; han holdt et rør i armen
og fæsted sine øjne mildt på mig.
et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en
mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud
fra hans hoved; han holdt et rør i armen
og fæsted sine øjne mildt på mig.
Fyrst Julian
.Det så du!
Agathon
.Jeg så det. Og da talte han og sagde: stat op, A-
gathon; søg ham, som skal arve riget; byd ham
gå ind i hulen og brydes med løverne.
gathon; søg ham, som skal arve riget; byd ham
gå ind i hulen og brydes med løverne.
Fyrst Julian
.Brydes med løverne? O, sælsomt, sælsomt! –
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være
under udvælgelsen?
Ah, om det var –! Mødet med hin vismand –.
En åbenbaring; et bud til mig –; jeg skulde være
under udvælgelsen?
Agathon
.Det er du visselig.
Faksimile
Fyrst Julian
.Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – således er
det, min Agathon! Det er Guds vilje at jeg skal sø-
ge Libanios –
det, min Agathon! Det er Guds vilje at jeg skal sø-
ge Libanios –
Agathon
.Nej, nej, hør mig tilende!
Fyrst Julian
.– liste ham hans kunst og hans lærdom af, – fæl-
de de vantro med deres egne våben, – slå, slå, som
Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag!
de de vantro med deres egne våben, – slå, slå, som
Paulus, – sejre, som Paulus, i Herrens sag!
Agathon
.Nej, nej, det er ikke således ment.
Fyrst Julian
.Kan du tvivle? Libanios, – er ikke han vældig
som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
Agathon
.Jeg siger dig, det er ikke så; thi skikkelsen
føjed til: forkynd den kårne at han skal
ryste kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig
mere gå ind ad dens porte.
føjed til: forkynd den kårne at han skal
ryste kejserstadens støv af sine fødder, og aldrig
mere gå ind ad dens porte.
Fyrst Julian
.Og det er du viss på, Agathon?
Agathon
.Ja, tilfulde.
Fyrst Julian
.Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor, hvor?
O, hvor finder jeg lys i dette!
O, hvor finder jeg lys i dette!
(Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på fem-
ogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kom-
mer gennem alléen på venstre side.)
ogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kom-
mer gennem alléen på venstre side.)
Faksimile
5.
2
Fyrst Julian
(imod ham.)
Gallos!
Fyrst Gallos
.Hvad godt? (peger på Agathon.) Hvem er det
menneske?
menneske?
Fyrst Julian
.Agathon.
Fyrst Gallos
.Hvilken Agathon? Du søger omgængelse med så
mange slags –. Ah, for Gud, det er jo Kappado-
kieren! – Du er bleven en hel mand –
mange slags –. Ah, for Gud, det er jo Kappado-
kieren! – Du er bleven en hel mand –
Fyrst Julian
.Ved du det, Gallos, – kejseren har spurgt efter
dig.
dig.
Fyrst Gallos
(spændt.)
Nu? I nat?
Fyrst Julian
.Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at væ-
re i den yderste vrede.
re i den yderste vrede.
Fyrst Gallos
.Hvoraf ved du det? Hvad sagde han?
Fyrst Julian
.Jeg forstod det ikke. Han vilde vide, hvad et ora-
kel havde svaret.
kel havde svaret.
Fyrst Gallos
.Ah!
Fyrs Julian
.Dølg intet for mig. Hvad gælder det?
Faksimile
Fyrst Gallos
.Det gælder død eller landsforvisning.
Agathon
.Nådige frelser!
Fyrst Julian
.Hvad aned jeg ikke! Dog nej, kejserinden var trø-
stig. O, men tal, tal!
stig. O, men tal, tal!
Fyrst Gallos
.Hvad skal jeg tale? Ved jeg mere, end du? Har
kejseren ymtet om et orakel, så må et visst
sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt
mig –
kejseren ymtet om et orakel, så må et visst
sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt
mig –
Fyrst Julian
.Sendebud? – Gallos, hvad er det, du har vovet!
Fyrst Gallos
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uvisshed og
angst? Lad ham handle med mig, som han vil;
alt andet er bedre, end dette –
angst? Lad ham handle med mig, som han vil;
alt andet er bedre, end dette –
Fyrst Julian
(sagte, fører ham nogle skridt tilside.)
Varsom, Gallos! Hvad er det med sendebudet?
Fyrst Gallos
.Jeg har rettet et spørgsmål til Osiris-presterne
i Abydos –
i Abydos –
Fyrst Julian
.Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
Fyrst Gallos
.Hedenskabet skulde man nok sætte sig ud over
men – ja, nu kan du gerne vide det – jeg har
spurgt ˹om˺ og udfaldet af Perser-krigen –
men – ja, nu kan du gerne vide det – jeg har
spurgt ˹om˺ og udfaldet af Perser-krigen –
Faksimile
3
Fyrst Julian
.Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig; du har
spurgt om mere!
spurgt om mere!
Fyrst Gallos
.Hold op; jeg har ikke spurgt –
Fyrst Julian
.Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv
eller død!
eller død!
Fyrst Gallos
.Og om nu så var? Hvad ligger os begge mere
på hjerte, end dette?
på hjerte, end dette?
Fyrst Julian
(falder ham i armene.)
Ti stille, du rasende!
Fyrst Gallos
.Væk fra mig! Kryb du for ham, som en hund; –
jeg er ikke tilsinds at tåle det længer. Jeg vil <...>
skrige det ud på alle torve – (råber til
Agathon.) Har du set ham, Kappadokier?
Har du set morderen?
jeg er ikke tilsinds at tåle det længer. Jeg vil <...>
skrige det ud på alle torve – (råber til
Agathon.) Har du set ham, Kappadokier?
Har du set morderen?
Fyrst Julian
.Gallos! Broder!
Agathon
.Morderen!
Fyrst Gallos
.Morderen i den røde kåbe; min faders mor-
der, min stedmoders, min ældste broders –
der, min stedmoders, min ældste broders –
Fyrst Julian
.O, du kalder fordærvelse over os!
Fyrst Gallos
.Elleve hoveder i en eneste nat; elleve lig; vor
hele slægt. – Ah, men du kan tro, samvittig-
heden tumler med ham; den risler ham gen-
nem benpiberne som en orme-mylder.
Faksimile
hele slægt. – Ah, men du kan tro, samvittig-
heden tumler med ham; den risler ham gen-
nem benpiberne som en orme-mylder.
Fyrst Julian
.Hør ikke på ham! Bort, bort!
Fyrst Gallos
(griber Julian i skulderen.)
Stå; – du ser så bleg og forstyrret ud; er det
kanske dig, som har forrådt mig?
kanske dig, som har forrådt mig?
Fyrst Julian
.Jeg! Din egen broder –!
Fyrst Gallos
.Ah, hvad broder, broder! Broderskabet skær-
mer ingen i vor slægt. Har du lønligt efter-
sporet mine veje, så sig det! Hvem anden skul-
de det være? Tror du ikke jeg ved, hvad her hvi-
skes om? Kejseren tænker jo på dig til sin ef-
terfølger.
mer ingen i vor slægt. Har du lønligt efter-
sporet mine veje, så sig det! Hvem anden skul-
de det være? Tror du ikke jeg ved, hvad her hvi-
skes om? Kejseren tænker jo på dig til sin ef-
terfølger.
Fyrst Julian
.Aldrig! Jeg sværger dig, elskede Gallos, det skal
aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har kåret
mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er mærket.
Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hærskarernes
Gud, – jeg på kejsersædet; – nej, nej, nej!
aldrig ske! Jeg vil ikke. En stærkere har kåret
mig. – O, tro mig, Gallos; min vej er mærket.
Jeg går ikke did, siger jeg. O, du hærskarernes
Gud, – jeg på kejsersædet; – nej, nej, nej!
Fyrst Gallos
.Ha-ha; godt spillet, gøgler!
Fyrst Julian
.Ja, du kan vel spotte, du, som ikke ved, hvad
der er hændt. Jeg ved det knapt selv. O, Aga-
thon, – om dette hoved skulde salves! Var det ik-
ke et frafald, – en synd til døden? Vilde ikke
Herrens hellige olje brænde mig som dryppende bly!
der er hændt. Jeg ved det knapt selv. O, Aga-
thon, – om dette hoved skulde salves! Var det ik-
ke et frafald, – en synd til døden? Vilde ikke
Faksimile
4
Herrens hellige olje brænde mig som dryppende bly!
Fyrst Gallos
.Da måtte vor høje frænde være mere skaldet,
end Julius Cæsar.
end Julius Cæsar.
Fyrst Julian
.Forbryd dig ikke –! Giv kejseren, hvad kej-
serens er –
serens er –
Fyrst Gallos
.Min faders blod, – din faders og din moders –!
Fyrst Julian
.O, hvad ved vi om hine rædsler? Vi var jo små
dengang. Det meste var soldaternes skyld; det
var oprørerne, – onde rådgivere –
dengang. Det meste var soldaternes skyld; det
var oprørerne, – onde rådgivere –
Fyrst Gallos
.
(ler.)
Efterfølgeren øver sig!
Fyrst Julian
(i gråd.)
O, Gallos, gid jeg fik dø eller forjages i dit
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde
tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser
i mig; had og hævn hvisker –
sted! Jeg forspilder min sjæl her. Jeg skulde
tilgive, – og jeg kan det ikke. Det onde vokser
i mig; had og hævn hvisker –
Fyrst Gallos
(hurtigt, ser imod kirken.)
Nu kommer han!
Fyrst Julian
.Vær sindig, dyrebare broder! – Ah, Hekebolios!
(Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden
strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående
udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kom-
mende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer pre-
stelig klædning.)
strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående
udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kom-
mende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer pre-
Faksimile
stelig klædning.)
Skriftlæreren Hekebolios
(idet han vil gå forbi til venstre.)
Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt en
tung stund for din skyld.
tung stund for din skyld.
Fyrst Julian
.Desværre; det har du visst altfor ofte.
Skriftlæreren Hekebolios
.Kristus er fortørnet på dig, min søn! Det er dit
trodsige sindelag, som han vredes over; det er di-
ne kærlighedsløse tanker, al denne verdslige for-
fængelighed –
trodsige sindelag, som han vredes over; det er di-
ne kærlighedsløse tanker, al denne verdslige for-
fængelighed –
Fyrst Julian
.Jeg ved det, min Hekebolios! Du siger mig det
så tidt.
så tidt.
Skriftlæreren Hekebolios
.Nys løfted jeg mig i bøn for din bedring. O, det
var, som om vor ellers så nåderige frelser slog
det hen, – som om han ikke vilde høre på mig;
han lod tant og spredthed snige sig ind i
mine tanker –
var, som om vor ellers så nåderige frelser slog
det hen, – som om han ikke vilde høre på mig;
han lod tant og spredthed snige sig ind i
mine tanker –
Fyrst Julian
.Du bad for mig? O, du kærlighedsfulde Hekebo-
lios, – du beder selv for os umælende dyr, – at sige,
når vi går i hofklæder!
lios, – du beder selv for os umælende dyr, – at sige,
når vi går i hofklæder!
Skriftlæreren Hekebolios
.Hvad siger du, min søn!
Fyrst Julian
.Hekebolios, hvorledes kunde du skrive hint for-
smædelige digt?
smædelige digt?
Faksimile
5
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg! Jeg sværger dig ved alt, hvad højt og helligt er –!
Fyrst Julian
.Det står i dine øjne at du lyver! Jeg ved med fuld
visshed at du har skrevet det. Hvorledes kunde
du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i
Libanios's navn?
visshed at du har skrevet det. Hvorledes kunde
du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i
Libanios's navn?
Skriftlæreren Hekebolios
.Nu vel, min inderlig kære, når du ved det, så –
Fyrst Julian
.Ah, Hekebolios! Svig og løgn og falskhed –
Skriftlæreren Hekebolios
.Se, du dyrebare, så højt elsker jeg dig! Alt kan
jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren engang
skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu for
dig, så ved jeg at en nådefuld Gud har med
velbehag skuet ned på min færd og udstrakt
sin billigende hånd derover.
jeg gøre for den mands sjæl, hvem Herren engang
skal salve. Har jeg sveget og løjet af omhu for
dig, så ved jeg at en nådefuld Gud har med
velbehag skuet ned på min færd og udstrakt
sin billigende hånd derover.
Fyrst Julian
.Jeg blinde! Lad mig trykke disse mensvorne fin-
gre –
gre –
Skriftlæreren Hekebolios
.Kejseren!
(Kejser Konstanzios med hele sit følge kom-
mer fra kirken. Aagthon er allerede under det
foregående trådt tilbage mellem buskerne på
højre side.)
mer fra kirken. Aagthon er allerede under det
foregående trådt tilbage mellem buskerne på
højre side.)
Kejser Konstanzios
.O, denne livsalige himmelfred over mig!
Kejserinde Eusebia
.Du føler dig styrket, min Konstanzios?
Faksimile
Kejser Konstanzios
.Ja ja! Jeg så duen dale levende ned over mig. Den
tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove me-
get, Memnon!
tog alle skyld-byrder med. – Nu tør jeg vove me-
get, Memnon!
Slaven Memnon
(sagte.)
Vov straks, herre!
Kejser Konstanzios
.Der står de begge.
(han går hen imod dem.)
Fyrst Gallos
(griber uvilkårligt efter sværdet og råber angst:)
Gør mig ikke noget ondt!
Kejser Konstanzios
(med udstrakte arme.)
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham.)
Se, i lys af påskenattens stjerner vælger jeg den,
som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til
jorden. Hils Cæsar Gallos!
som ligger mit hjerte nær. – Bøj jer alle til
jorden. Hils Cæsar Gallos!
(Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkår-
lige udråb høres.)
lige udråb høres.)
Kejserinde Eusebia
(med et skrig.)
Konstanzios!
Fyrst Gallos
.
(fortumlet.)
Cæsar!
Fyrst Julian
.Ah!
(han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.)
Faksimile
6
Kejser Konstanzios
(slår afværgende imod ham.)
Nærm dig ikke{?}! Hvad vil du? Er ikke Gal-
los den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvil-
ke rygter har du i dit forblindede hovmod –?
Bort; bort!
los den ældste? Hvad håb har du gjort dig? Hvil-
ke rygter har du i dit forblindede hovmod –?
Bort; bort!
Fyrst Gallos
Jeg – jeg Cæsar!
Kejser Konstanzios
.Min arving og min efterfølger. Inden tre dage
drager du til hæren i Asien. Perser-krigen lig-
ger dig jo stærkt på hjerte –
drager du til hæren i Asien. Perser-krigen lig-
ger dig jo stærkt på hjerte –
Fyrst Gallos
.O, min nådigste herre –!
Kejser Konstanzios
.Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sa-
po-res står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor be-
kymret du er for mit liv; lad det altså være
dit hverv at slå ham.
(han vender sig om, griber Julian med begge hæn-
po-res står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor be-
kymret du er for mit liv; lad det altså være
dit hverv at slå ham.
der om hovedet og kysser ham.)
Og du, Julian, fromme ven og broder, – det
måtte så være.
måtte så være.
Fyrst Julian
.Velsignelse over kejserens vilje!
Kejser Konstanzios
.Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt på
dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i
Konstantinopel –
dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i
Konstantinopel –
Fyrst Julian
.Ja, lovet være Kristus og kejseren!
Faksimile
Kejser Konstanzios
.Du ved det allerede? Hvem har sagt dig det?
Fyrst Julian
.Hvilket, herre?
Kejser {J}Konstanzios
.At Libanios er forvist?
Fyrst Julian
.Libanios – forvist!
Kejser Konstanzios
.Jeg har forvist ham til {
a
}Athen.
Fyrst Julian
.Ah!
Kejser Konstanzios
.Der ude ligger skibet; han sejler inat.
Fyrst Julian
.
(sagte.)
Ham selv; ham selv!
Kejser Konstanzios
.Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke kunnet
føje dig før; men nu –; lad dette være dig et rin-
ge vederlag, min Julian –
føje dig før; men nu –; lad dette være dig et rin-
ge vederlag, min Julian –
Fyrst Julian
.
(griber raskt hans hånd.)
Herre, vis mig en nåde til!
Kejser Konstanzios
.Kræv alt, hvad du vil.
Fyrst Julian
.Lad mig rejse til Pergamon. Du ved, den gam<...>
le Ædesios lærer der –
le Ædesios lærer der –
Kejser Konstanzios
.Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hedningerne –?
Faksimile
7
Fyrst Julian
.Ædesios er ikke farlig; han er en højsindet olding
og derhos affældig –
og derhos affældig –
Kejser Konstanzios
.Og hvad vil du ham, broder?
Fyrst Julian
.Jeg vil lære at brydes med løverne.
Kejser {Julian}Konstanzios
.Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes ikke –;
du tror dig stærk nok –?
du tror dig stærk nok –?
Fyrst Julian
.Gud Herren har råbt på mig med høj røst. Lig
Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Daniel går jeg tryg og glad ind i løvekulen.
Kejser Konstanzios
.Julian!
Fyrst Julian
.I denne nat var du selv hans redskab uden at vide
det. O, lad mig gå og rense verden!
det. O, lad mig gå og rense verden!
Fyrst Gallos
(sagte til kejseren.)
Føj ham, herre; det vil holde ham fra at pøn-
se på større ting.
se på større ting.
Kejserinde Eusebia
.Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne
dragende længsel imod.
dragende længsel imod.
Skriftlæreren Hekebolios
(sagte.)
Høje kejser, lad ham rejse til Pergamon. Jeg mis-
tvivler om at bøje ham her, og nu ligger der
jo ikke så megen magt på –
tvivler om at bøje ham her, og nu ligger der
jo ikke så megen magt på –
Faksimile
Kejser Konstanzios
.Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne
stund? Gå med Gud, Julian!
stund? Gå med Gud, Julian!
Fyrst Julian
(kysser hans hænder.)
O, tak, – tak!
Kejser {Julian}Konstanzios
Og nu til glædesmåltid! Min kapuanske kok
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-
nakker i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter
mig, Cæsar Gallos!
har opfundet nogle nye fastespiser, karpe-
nakker i Kios-vin og –. Fremad; – næst efter
mig, Cæsar Gallos!
(toges sætter sig i bevægelse.)
Fyrst Gallos
.
(sagte.)
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
Fyrstinde Helena
.O, Gallos, nu dages det over vort håb.
Fyrst Gallos
.Jeg kan knapt tro det! Hvem er skyld i dette?
Fyrstinde Helena
.Hys!
Fyrst Gallos
.
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
Fyrstinde Helena
.Memnons spartanske hund.
Fyrst Gallos
.Hvad mener du?
Fyrstinde Helena
.Memnons hund. Julian har givet den et fod<...>
spark; det er det, som hævnes.
spark; det er det, som hævnes.
Faksimile
6.
1
Kejser Konstanzios
.Hvorfor så taus, Eusebia?
Kejserinde Eusebia
(sagte, i gråd.)
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
Kejser Konstanzios
.Elleve skygger kræved det.
Kejserinde Eusebia
.Ve os; dette besværger ikke skyggerne.
Kejser Konstanzios
(råber.)
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs, blæs!
(Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre.
Agathon kommer frem mellem træerne.)
Agathon kommer frem mellem træerne.)
Fyrst Julian
.Gallos hans efterfølger; og jeg – fri, fri, fri!
Agathon
.Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
Fyrst Julian
.Hørte du, hvad her gik for sig?
Agathon
.Ja, alt.
Fyrst Julian
.Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
Agathon
.Til Athen? Du går jo til Pergamon.
Fyrst Julian
.Hys! Du kender ikke til –; vi må være listige
som slanger. Først til Pergamon, – og så til
Athen!
som slanger. Først til Pergamon, – og så til
Athen!
Faksimile
Agathon
.Farvel, min ven og herre!
Fyrst Julian
.Vil du følge mig, Agathon?
Agathon
.Det kan jeg ikke. Jeg må hjem; jeg har min
lille broder at sørge for.
lille broder at sørge for.
Fyrst Julian
(ved rækværket.)
Der letter de anker. – God bør, du vingede lø-
ve; Akilleus følger dig i kølvandet.
(råber dæmpet:)
ve; Akilleus følger dig i kølvandet.
Ah!
Agathon
.Hvad var det?
Fyrst Julian
.Hist faldt en stjerne.
Faksimile
3
Anden handling.
(I Athen. En åben plads, omgiven af søj-
legange. På pladsen billedstøtter og vandspring.
I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang
gade. Solnedgang.)
legange. På pladsen billedstøtter og vandspring.
I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang
gade. Solnedgang.)
(Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung
mand, sidder læsende ved en sokkel. Gre-
gor fra Nazianz og andre af højskolens lær-
linge spadserer i spredte klynger op og ned
i søjlegangene. En større flok løber støjen-
de over pladsen ud til højre; larm langt borte.)
mand, sidder læsende ved en sokkel. Gre-
gor fra Nazianz og andre af højskolens lær-
linge spadserer i spredte klynger op og ned
i søjlegangene. En større flok løber støjen-
de over pladsen ud til højre; larm langt borte.)
Basilios fra Cæsaræa
(ser op fra sin bog.)
Hvad betyder hine vilde skrig?
Gregor fra Nazianz
.Der er landet et skib fra Efesos.
Basilios fra Cæsaræa
.Med nye lærlinge?
Gregor fra Nazianz
.Ja.
Basilios fra Cæsaræa
.
(rejser sig.)
Så får vi en larmfuld nat. Kom, Gregor;
lad os ikke se al den utérlighed.
lad os ikke se al den utérlighed.
Gregor fra Nazianz
.
(peger ud til venstre.)
Se did. Er det et lysteligere syn?
Faksimile
Basilios fra Cæsaræa
.Fyrst Julian –; med roser i håret, med blussen-
de ansigt –
de ansigt –
Gregor fra Nazianz
.Ja, og bag efter ham denne ravende tin-øjede
flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af
vin! De har siddet hele dagen i Lykons skæn-
kestue.
flok. Hør, hvor de lamme tunger laller af
vin! De har siddet hele dagen i Lykons skæn-
kestue.
Basilios fra Cæsaræa
.Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor;
det er kristne ynglinge –
det er kristne ynglinge –
Gregor fra Nazianz
.Så kalder de sig. Kaldte ikke Lampon sig
kristen, – han, som krænkede oljehandleren
Zenons datter? Og Hilarion fra Agrigent,
og de to andre, der bedrev det, jeg væmmes ved
at nævne –
kristen, – han, som krænkede oljehandleren
Zenons datter? Og Hilarion fra Agrigent,
og de to andre, der bedrev det, jeg væmmes ved
at nævne –
Fyrst Julian
(høres råbende udenfor til venstre.)
Eja, se, se, – Kastor og Pollux fra Kappado-
kia!
kia!
Basilios fra Cæsaræa
.Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler
ikke at se ham således.
ikke at se ham således.
Gregor fra Nazianz
.Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
(Basilios fra Cæsaræa går ud til højre.
I det samme komer fyrst Julian og en skare
unge mænd ud fra den trange gade. Han
har uredt hår og er iført en kort kappe li-
gesom de andre. {)}Blandt lærlingerne er Sal-
lust fra Perusia.)
I det samme komer fyrst Julian og en skare
unge mænd ud fra den trange gade. Han
har uredt hår og er iført en kort kappe li-
gesom de andre. {)}Blandt lærlingerne er Sal-
Faksimile
5
lust fra Perusia.)
Mange i skaren
.Leve Athens lys! Leve visdommens og veltalenhe-
dens elsker!
dens elsker!
Fyrst Julian
.Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får I
idag.
idag.
Sallust fra Perusia
.Når vor fører tier, føler vi det tomt, som mor-
genen efter et natligt gilde.
genen efter et natligt gilde.
Fyrst Julian
.Skal det være, så lad det være noget nyt. Lad det
være en rettergangs-leg.
være en rettergangs-leg.
Hele flokken
.Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
Fyrst Julian
.Væk med fyrsten, I venner –
Sallust fra Perusia
.Stig op, du uforlignelige!
Fyrst Julian
.Jeg skulde formaste mig –? Hist står manden.
Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra
Nazianz?
Hvo er vel dreven i retslæren, som Gregor fra
Nazianz?
Sallust fra Perusia
.Det er sandt!
Fyrst Julian
.På dommersædet, min vise Gregor; jeg er
en anklaget.
en anklaget.
Gregor fra Nazianz
.Jeg beder dig, ven, lad mig være udenfor.
Faksimile
Fyrst Julian
.På dommersædet, siger jeg! På dommersædet!
(til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
(til de andre.) Hvad har jeg forbrudt?
Nogle stemmer
.Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
Sallust fra Perusia
.Lad det være noget galilæisk, som vi ugude-
lige kalder det.
lige kalder det.
Fyrst Julian
.Rigtig; noget galilæisk. Nu har jeg det. Jeg
har nægtet at svare kejseren skat –
har nægtet at svare kejseren skat –
Mange stemmer
.Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
Fyrst Julian
.Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med sam-
mensnørte hænder –
mensnørte hænder –
Sallust fra Perusia
(til Gregor.)
Blinde dommer – ja jeg mener, såsom retfærdig-
heden er blind –, han vægrer sig for at yde kej-
seren skat. se denne forvovne mand; han har
væg{t}ret sig for Fyrs at yde kejseren skat.
heden er blind –, han vægrer sig for at yde kej-
seren skat. se denne forvovne mand; han har
væg{t}ret sig for Fyrs at yde kejseren skat.
Fyrst Julian
.Tillad mig at kaste et ord i overvejelsens vægt-
skål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en
græsk borger kejseren skyldig?
skål. Jeg er en græsk borger. Hvor meget er en
græsk borger kejseren skyldig?
Gregor fra Nazianz
.Hvad kejseren kræver.
Fyrst Julian
.Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som
om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor
meget tør kejseren kræve?
om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor
Faksimile
7
meget tør kejseren kræve?
Gregor fra Nazianz
.Alt.
Fyrst Julian
.Det var sandelig svaret, som om kejseren selv
var tilstede. Men nu er der en knude;
thi der står skrevet: giv kejseren, hvad kej-
serens er, – og Gud, hvad Guds er.
var tilstede. Men nu er der en knude;
thi der står skrevet: giv kejseren, hvad kej-
serens er, – og Gud, hvad Guds er.
Gregor fra Nazianz
.Og hvad så?
Fyrst Julian
.Så sig mig, o kløgtige dommer, – hvor me-
get af mit hører Gud til?
get af mit hører Gud til?
Gregor fra Nazianz
.Alt.
Fyrst Julian
.Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov
til at give kejseren?
til at give kejseren?
Gregor fra Nazianz
.Kære venner, ikke mere af denne leg.
Lærlingerne
(under støj og latter.)
Jo, jo; svar ham!
Fyrst Julian
.Hvor meget af Guds ejendom tør kejseren
kræve?
kræve?
Gregor fra Nazianz
.Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
Mange stemmer
.Slå ring om ham!
Faksimile
Fyrst Julian
.Hold ham fast! Hvad, du højst uheldige dom-
mer, du har forplumret kejserens sag, og nu
vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvor-
hen, hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig!
Svar mig, I kejserens og visdommens vordende
tjenere, – har han ikke villet unddrage sig
kejserens magt?
mer, du har forplumret kejserens sag, og nu
vil du slippe fra det? Du vil flygte? Hvor-
hen, hvorhen? Til Skytherne? Frem for mig!
Svar mig, I kejserens og visdommens vordende
tjenere, – har han ikke villet unddrage sig
kejserens magt?
Lærlingerne
.Jo, jo!
Fyrst Julian
.Og hvad straf sætter I for en slig ugerning?
Stemmer
.Døden! Døden i et vinkar!
Fyrst Julian
.Lad os tænke efter. Lad os svare, som om kej-
seren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
seren selv var tilstede. Hvor er grænsen for
kejserens magt?
Nogle i skaren
.Kejserens magt er uden grænse.
Fyrst Julian
.Det skulde jeg mene. Men at ville unddrage
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det
vanvid?
sig det grænseløse, o I venner, er ikke det
vanvid?
Lærlingerne
.Jo, jo; Kappadokieren er gal!
Fyrst Julian
.Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore
forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyp-
tiske prester? Og hvad siger mystikeren Maxi-
mos og de andre visdomsvenner i østerlandene?
De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig
i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter
sig op imod kejseren – er altså i særligt for-
bund med det himmelske. – Udgyd vin for
Kappadokieren; syng sange til vor Gregors
pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyp-
tiske prester? Og hvad siger mystikeren Maxi-
mos og de andre visdomsvenner i østerlandene?
Faksimile
9
De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig
i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter
sig op imod kejseren – er altså i særligt for-
bund med det himmelske. – Udgyd vin for
Kappadokieren; syng sange til vor Gregors
pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
Lærlingerne
(under latter og jubel.)
Priset være Kappadokieren! Priset være Kappadoki-
erens dommer!
erens dommer!
(Visdomslæreren Libanios, omgiven af lærlinge,
kommer over pladsen.)
kommer over pladsen.)
Visdomslæreren Libanios
.Ej, se, – jeg tror min broder Julian forkynder
visdom på åbent torv!
visdom på åbent torv!
Fyrst Julian
.Sig dårskab, min dyrebare; visdommen er jo
vandret ud.
vandret ud.
Visdomslæreren Libanios
.Er visdommen vandret ud?
Fyrst Julian
.Eller i færd med at vandre ud; thi, ikke sandt,
også du agter dig ned til Piræos?
også du agter dig ned til Piræos?
Visdomslæreren Libanios
.Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
Fyrst Julian
.Vor Libanios er altså den eneste lærer, som ikke
ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?
ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?
Visdomslæreren Libanios
.Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
Faksimile
Fyrst Julian
.Det er lastet til randen med lærdoms-spirer –
Visdomslæreren Libanios
.
(hånligt.)
Det kommer jo fra Efesos!
Fyrst Julian
.Er ikke guldet lige vægtigt, hvor det kommer
fra?
fra?
Visdomslæreren Libanios
.Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er
det for slags lærlinge, som vanligvis kommer
hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndvær-
keres førstefødte. Guld, siger du, min Julian?
Jeg siger mangel på guld. Men denne guldman<...>
gel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte væg-
tig guldmynt for eder, I unge? Eller er kanske
ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes
i en sindrig og tiltrækkende form – at ligne med
en fuldvægtig guldmynt? –
for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er
det for slags lærlinge, som vanligvis kommer
hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndvær-
keres førstefødte. Guld, siger du, min Julian?
Jeg siger mangel på guld. Men denne guldman<...>
gel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte væg-
tig guldmynt for eder, I unge? Eller er kanske
ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes
i en sindrig og tiltrækkende form – at ligne med
en fuldvægtig guldmynt? –
Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt,
at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem
er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at
nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere
og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til
Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens
jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge?
Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd
som holder sig selv for at elske og at forkynde
visdommen, de stimler sammen på landgangs-
broen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer
al sømmelighed og sætter al anstand tilside.
Og hvorfor? For at være den første på tofterne{;}, –
for at rive de mest velklædte ynglinge til sig,
føre dem til sine huse, optage dem deri, håben-
de, siden at skulle drage fordel af dem på alle-
hånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken
opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når
det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine
ynglinge knapt førte med sig det fornødne
til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge,
hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor
ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som
ligger udenfor sandheden.
at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem
er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at
nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere
og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til
Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens
jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge?
Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd
som holder sig selv for at elske og at forkynde
visdommen, de stimler sammen på landgangs-
broen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer
Faksimile
11
al sømmelighed og sætter al anstand tilside.
Og hvorfor? For at være den første på tofterne{;}, –
for at rive de mest velklædte ynglinge til sig,
føre dem til sine huse, optage dem deri, håben-
de, siden at skulle drage fordel af dem på alle-
hånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken
opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når
det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine
ynglinge knapt førte med sig det fornødne
til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge,
hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor
ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som
ligger udenfor sandheden.
Fyrst Julian
.O, min Libanios, når jeg hører dig med lukke-
de øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om
at Diogenes er genfødt iblandt os.
de øjne, da hensynker jeg i en sød drøm om
at Diogenes er genfødt iblandt os.
Visdomslæreren Libanios
.Din mund er fyrstelig ødsel, min inderlig kære!
Fyrst Julian
.Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde din
tale af; thi denne gang vil i al fald en af di-
ne medbrødre neppe føle sig skuffet.
tale af; thi denne gang vil i al fald en af di-
ne medbrødre neppe føle sig skuffet.
Visdomslæreren Libanios
.Min ven spøger.
Fyrst Julian
.Din ven forsikrer dig at præf statholderen Milons
to sønner er ombord.
to sønner er ombord.
Visdomslæreren Libanios
(griber ham i ærmet.)
Hvad siger du?
Faksimile
Fyrst Julian
.Den Diogenes's efterfølger, som får dem at op-
drage, vil neppe have nødig, for armods skyld,
at drikke af den hule hånd.
drage, vil neppe have nødig, for armods skyld,
at drikke af den hule hånd.
Visdomslæreren Libanios
.Statholderen Milons sønner! Hin ædle Milon,
som sendte kejseren syv persiske heste med
sadeltøj, syet med silke<...> perler –
som sendte kejseren syv persiske heste med
sadeltøj, syet med silke<...> perler –
Fyrst Julian
Mange fandt at det var for ringe gave for Mi-
lon.
lon.
Visdomslæreren Libanios
.Meget sandt. Milon burde sendt sendt et digt;
eller han skulde sendt en vel affattet tale eller
et brev. Milon er en rigt udrustet mand;
hele statholderen Milons slægt er rigt udru-
udrustet.
eller han skulde sendt en vel affattet tale eller
et brev. Milon er en rigt udrustet mand;
hele statholderen Milons slægt er rigt udru-
udrustet.
Fyrst Julian
.Mest de to ynglinge.
Visdomslæreren Libanios
.Det vil jeg tro. Guderne give, for den velgørende
og gavmilde faders skyld, at de må falde i go-
de hænder! Så havde du dog ret, o Julian;
skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er
ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har
ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er
i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af,
hvem der først får fat i dem. Mine unge
venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi dis-
se to fremmede en vejledende hånd, hjælper
dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og<...>
og gavmilde faders skyld, at de må falde i go-
de hænder! Så havde du dog ret, o Julian;
skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er
ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har
ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er
i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af,
hvem der først får fat i dem. Mine unge
venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi dis-
se to fremmede en vejledende hånd, hjælper
dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og<...>
Faksimile
7.
13
Sallust fra Perusia
.Jeg er med!
Lærlingerne
.Til Piræos! Til Piræos!
Sallust fra Perusia
.Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
(De går alle med Libanios ud til højre; kun
fyrst Julian og Gregor fra Nazianz blir til-
bage i søjlegangen.)
fyrst Julian og Gregor fra Nazianz blir til-
bage i søjlegangen.)
Fyrst Julian
(følger dem med øjnene.)
Se, hvor de boltrer sig, lig en flok fauner. Hvor
de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
efter det måltid, som vil vanke inat. (ven-
der sig til Gregor.) Havde de i denne stund
et suk til Gud, skulde det være at han vilde
tømme deres maver for frokosten.
de slikker sig om mundkrogene i lystenhed
efter det måltid, som vil vanke inat. (ven-
der sig til Gregor.) Havde de i denne stund
et suk til Gud, skulde det være at han vilde
tømme deres maver for frokosten.
Gregor fra Nazianz
.Julian –
Fyrst Julian
.Se kun på mig; jeg er ædru.
Gregor fra Nazianz
.Jeg ved det. Du er mådeholden i alle ting.
Og dog lever du dette liv med.
Og dog lever du dette liv med.
Fyrst Julian
.Hvorfor ikke? Ved du eller jeg når lynet slår ned?
Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer
du, at jeg har henslæbt både min barndom og mine
første ungdomsår i et glyldent slaveri? Det var
bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags
fornødenhed, at føle den visse skræk over mig.
Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; –
denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon
uden kejserens samtykke; kejseren taug til det.
Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte
der og lærte både af Nikokles og af de andre;
kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte
Libanios, som kejseren havde forbudt mig at
se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes
skal jeg tyde dette?
Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer
du, at jeg har henslæbt både min barndom og mine
første ungdomsår i et glyldent slaveri? Det var
bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags
fornødenhed, at føle den visse skræk over mig.
Faksimile
Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; –
denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon
uden kejserens samtykke; kejseren taug til det.
Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte
der og lærte både af Nikokles og af de andre;
kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte
Libanios, som kejseren havde forbudt mig at
se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes
skal jeg tyde dette?
Gregor fra Nazianz
.Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
Fyrst Julian
.O, du ved ikke –! Jeg hader denne magt udenfor
mig, forfærdende når den handler, – end mere for-
færdende når den hviler.
mig, forfærdende når den handler, – end mere for-
færdende når den hviler.
Gregor fra Nazianz
.Vær ærlig, ven, og sig mig om det er blot dette, som
har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
Fyrst Julian
.Hvad mener du med sælsomme veje?
Gregor fra Nazianz
.Er det sandt, hvad rygtet siger, – at du tilbringer
dine nætter med at udforske de hedenske hem-
meligheder i Eleusis?
dine nætter med at udforske de hedenske hem-
meligheder i Eleusis?
Fyrst Julian
.Ah, hvad! Jeg kan forsikre dig, der er ringe ud-
bytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke Gregor fra Nazianz tale mere derom.
bytte at hente hos hine gådelystne drømmere.
Lad os ikke Gregor fra Nazianz tale mere derom.
Altså dog san
Gregor fra Nazianz
.Altså dog sandt! O, Julian, hvor kunde du søge
dette skændselsfulde samkvem!
dette skændselsfulde samkvem!
Faksimile
15
Fyrst Julian
.Jeg må leve, Gregor, – o{
d
}g dette her ved lærdoms
visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios!
Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham
så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankom-
sten ydmyg og skælvende af glæde frem for
det menneske, bøjed mig for ham, kyssed
ham og kaldte ham min store broder.
visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios!
Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham
så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankom-
sten ydmyg og skælvende af glæde frem for
det menneske, bøjed mig for ham, kyssed
ham og kaldte ham min store broder.
Gregor fra Nazianz
.Ja, det var alle kristnes mening at du drev det
for vidt.
for vidt.
Fyrst Julian
.Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg
så i ånden en vældig kamp imellem os to, –
verdens sandhed, som skulde brydes imod
Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Liba-
nios har aldrig villet for alvor villet denne
kamp. Han har aldrig villet nogen kamp
overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig,
Gregor, – Libanios er ingen stor mand.
så i ånden en vældig kamp imellem os to, –
verdens sandhed, som skulde brydes imod
Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Liba-
nios har aldrig villet for alvor villet denne
kamp. Han har aldrig villet nogen kamp
overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig,
Gregor, – Libanios er ingen stor mand.
Gregor fra Nazianz
.Da råber dog hele det oplyste Grækenland at
han er det.
han er det.
Fyrst Julian
.Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig.
En eneste gang har jeg set Libanios stor;
det var hin nat i Konstantinopel. Da var
han stor, fordi han havde lidt en stor uret,
og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her!
O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Li-
banios har stor lærdom, men han er ingen
stor mand. Libanios er grisk; han er forfænge-
lig; han er optændt af misundelse. Eller tror
du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok
for en stor del ved mine venners overbærenhed –
har været så heldig at forhverve mig? Kommer
du til Libanios, så kan han regne dig op alle
dyders væsen og kendetegn. Han har dem på
rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin
bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans
liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokra-
tes og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke
kejseren inden han blev forjaget? Smigred han
ikke mig ved vort sammentræf i Konstantino-
pel, dette sammentræf, som han siden har
gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et
latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skri-
ver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til
kejserens arving, og ønsker ham til lykke med
hans fremgang imod Perserne, skønt denne frem-
gang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar
Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller
ved nogen synderlig veltalenhed. – Og denne Li-
banios vedbliver Grækerne at kalde for visdomsel-
skernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte at dette
harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Græ-
kerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de
fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens
og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –
En eneste gang har jeg set Libanios stor;
det var hin nat i Konstantinopel. Da var
han stor, fordi han havde lidt en stor uret,
og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her!
O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Li-
banios har stor lærdom, men han er ingen
Faksimile
stor mand. Libanios er grisk; han er forfænge-
lig; han er optændt af misundelse. Eller tror
du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok
for en stor del ved mine venners overbærenhed –
har været så heldig at forhverve mig? Kommer
du til Libanios, så kan han regne dig op alle
dyders væsen og kendetegn. Han har dem på
rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin
bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans
liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokra-
tes og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke
kejseren inden han blev forjaget? Smigred han
ikke mig ved vort sammentræf i Konstantino-
pel, dette sammentræf, som han siden har
gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et
latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skri-
ver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til
kejserens arving, og ønsker ham til lykke med
hans fremgang imod Perserne, skønt denne frem-
gang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar
Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller
ved nogen synderlig veltalenhed. – Og denne Li-
banios vedbliver Grækerne at kalde for visdomsel-
skernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte at dette
harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Græ-
kerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de
fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens
og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –
Basilios fra Cæsaræa
(kommer fra højre side.)
Breve! Breve fra Kappadokia!
Faksimile
1
Gregor fra Nazianz
.Også til mig?
Basilios fra Cæsaræa
.Se her; fra din moder.
Gregor fra Nazianz
.Min fromme moder!
(han åbner papiret og læser.)
Fyrst Julian
(til Basilios.)
Er det din søster, som skriver?
Basilios fra Cæsaræa
,
(der er kommen med sit eget brev åbent.)
Ja, det er Makrina. Hun melder både tunge
og sælsomme tidender.
og sælsomme tidender.
Fyrst Julian
.Hvilke; hvilke?
Basilios fra Cæsaræa
.Først om din høje broder Gallos. Han øver et strængt
herredømme i Antiokia.
herredømme i Antiokia.
Fyrst Julian
.Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina «strængt
herredømme»?
herredømme»?
Basilios fra Cæsaræa
(ser på ham.)
Makrina skriver «blodigt –»
Fyrst Julian
.Ah, jeg tænkte det! Hvorfor gav dog kejseren ham
denne ryggesløse enke, denne Konstantina,
til ægte!
denne ryggesløse enke, denne Konstantina,
til ægte!
Fyrst Julian
.Hvad er det, ven?
Gregor fra Nazianz
(til Basilios.)
Nævner Makrina intet om, hvad der går for
sig i Antiokia?
sig i Antiokia?
Basilios fra Cæsaræa
.Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
Gregor fra Nazianz
.Du kendte dog den ædle Klemazios, Alexan-
drineren?
drineren?
Basilios fra Cæsaræa
.Ja, ja; hvad er der med ham?
Gregor fra Nazianz
.Han er myrdet, Basilios!
Basilios fra Cæsaræa
.Hvad siger du! Myrdet?
Gregor fra Nazianz
.Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet ham
uden lov og dom.
uden lov og dom.
Fyrst Julian
.Hvem? Hvem har henrettet ham?
Gregor fra Nazianz
.Ja, hvem? Hvor kan jeg sige, hvem? Min
moder fortæller sammenhængen således: Kle-
mazios's svigermoder var bleven optændt af
en uren elskov til sin datters mand; men
da hun ingen vej kunde komme med ham,
skaffede hun sig gennem en bagdør adgang
til slottet –
moder fortæller sammenhængen således: Kle-
mazios's svigermoder var bleven optændt af
en uren elskov til sin datters mand; men
da hun ingen vej kunde komme med ham,
skaffede hun sig gennem en bagdør adgang
til slottet –
Faksimile
3
Fyrst Julian
.Hvilket slot?
Gregor fra Nazianz
.Min moder skriver kun slottet.
Fyrst Julian
.Nu? Og så –?
Gregor fra Nazianz
.Man ved kun, at hun der har skænket en
fornem og mægtig kvinde et meget kostbart
smykke for at udvirke en dødsdom –
fornem og mægtig kvinde et meget kostbart
smykke for at udvirke en dødsdom –
Fyrst Julian
.Ah, men den fik de ikke!
Gregor fra Nazianz
.De fik den, Julian!
Fyrst Julian
.O, Jesus!
Basilios fra Cæsaræa
.Forfærdeligt! Og Klemazios –?
Gregor fra Nazianz
.Dødsdommen blev sendt til statholderen Ho-
noratos. Denne svage mand voved ikke at
modsætte sig så høj befaling. Klemazios
blev fængslet og henrettet tidligt næste mor-
gen, uden at han, som min moder skriver,
fik åbne sin mund til forsvar.
noratos. Denne svage mand voved ikke at
modsætte sig så høj befaling. Klemazios
blev fængslet og henrettet tidligt næste mor-
gen, uden at han, som min moder skriver,
fik åbne sin mund til forsvar.
Fyrst Julian
(sagte og bleg.)
Brænd disse farlige breve; de kan bringe os
alle i ulykke.
alle i ulykke.
Basilios fra Cæsaræa
.Fyrst Julian
.Ja, du må vel spørge, hvor er vi! En kri-
sten morder, en kristen bolerske, en kri-
sten –
sten morder, en kristen bolerske, en kri-
sten –
Gregor fra Nazianz
.Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter
du at gøre?
du at gøre?
Fyrst Julian
.Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil
afbryde alt samkvem med hedningerne, og
takke Herren min Gud at han tog herredøm
magtens fristelse fra mig.
afbryde alt samkvem med hedningerne, og
takke Herren min Gud at han tog herredøm
magtens fristelse fra mig.
Gregor fra Nazianz
.Godt; men så?
Fyrst Julian
.Jeg forstår dig ikke –
Gregor fra Nazianz
.Så hør. Du må ikke tro det er nok med
mordet på Klemazios. Denne uhørte skænd<...>
selsdåd har slåt ned som en pest over Antio<...>
kia. Alt ondt vågner op og myldrer frem af
sine smuthuller. Min moder skriver at
det er som om en stinkende afgrund havde
åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, søn<...>
ner angiver sine fædre, presterne sine egne
menigheds-lemmer –
mordet på Klemazios. Denne uhørte skænd<...>
selsdåd har slåt ned som en pest over Antio<...>
kia. Alt ondt vågner op og myldrer frem af
sine smuthuller. Min moder skriver at
det er som om en stinkende afgrund havde
åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, søn<...>
ner angiver sine fædre, presterne sine egne
menigheds-lemmer –
Fyrst Julian
.Dette vil gribe videre om sig. Vederstyggeligheden
vil fordærve os alle. – O, Gregor, om jeg kunde
flygte til verdens grænse –!
vil fordærve os alle. – O, Gregor, om jeg kunde
flygte til verdens grænse –!
Faksimile
5
Gregor fra Nazianz
Din plads er på verdens navle, fyrst Julian!
Fyrst Julian
.Hvad kræver du?
Gregor fra Nazianz
.Du er denne blodige Cæsars broder. Træd frem
for ham, – han kalder sig jo en kristen. Kast
ham hans gerning i ansigtet; slå ham til jor-
den i rædsel og nag –
for ham, – han kalder sig jo en kristen. Kast
ham hans gerning i ansigtet; slå ham til jor-
den i rædsel og nag –
Fyrst Julian
(vigende.)
Afsindige, hvad tænker du!
Gregor fra Nazianz
.Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
Fyrst Julian
.Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
Gregor fra Nazianz
.Du havde –?
Fyrst Julian
.Så længe han kun var min broder. Men nu –; er
han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios, – o I dyrebare ven-
ner, – jeg skælver for mit liv, jeg ånder i angst for
Cæsar Gallos. Og jeg skulde tænke på at træde ham un-
der øjnene, jeg, hvis blotte tilværelse er en fare for
ham!
han ikke Cæsar? Gregor, – Basilios, – o I dyrebare ven-
ner, – jeg skælver for mit liv, jeg ånder i angst for
Cæsar Gallos. Og jeg skulde tænke på at træde ham un-
der øjnene, jeg, hvis blotte tilværelse er en fare for
ham!
Gregor fra Nazianz
.Hvorfor kom du til Athen? Du lod forkynde
med stor bram over landene: fyrst Julian rejser fra
Konstantinopel for at kæmpe imod den falske vis-
dom, – for at hævde den kristne sandhed imod he-
denskabets løgn. Hvad har du virket i så måde?
med stor bram over landene: fyrst Julian rejser fra
Konstantinopel for at kæmpe imod den falske vis-
dom, – for at hævde den kristne sandhed imod he-
denskabets løgn. Hvad har du virket i så måde?
Faksimile
Fyrst Julian
.O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
Gregor fra Nazianz
.Nej, det var ikke her; – ikke med talemåde imod
talemåde, ikke med bog imod bog, ikke med
ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian, det
er ude i livet, du skal møde frem, med livet i
hænderne –
talemåde, ikke med bog imod bog, ikke med
ordets fægtende leg i læresalen! Nej, Julian, det
er ude i livet, du skal møde frem, med livet i
hænderne –
Fyrst Julian
.Jeg ser det; jeg ser det!
Gregor fra Nazianz
.Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du. Han
vidste alle dyders væsen og kendetegn; men læren
var ham kun en lære. Hvor meget af dit hø-
rer Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
vidste alle dyders væsen og kendetegn; men læren
var ham kun en lære. Hvor meget af dit hø-
rer Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
Fyrst Julian
.Du sagde selv, det var bespottelse –
Gregor fra Nazianz
.Mod hvem? Mod Gud eller kejseren?
Fyrst Julian
(rask.)
Nu vel; skal vi følges?
Gregor fra Nazianz
(afvisende.)
Jeg har min lille kreds; jeg har min slægt at vær-
ge om. Videre går hverken min magt eller mine
evner.
ge om. Videre går hverken min magt eller mine
evner.
Fyrst Julian
(vil svare; pludselig lytter han mod højre og råber:)
Til bakkanal!
Faksimile
7
Basilios fra Cæsaræa
.Julian!
Fyrst Julian
.Til bakkanal, I venner!
(Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham;
derpå går han bort gennem søjlegangen til ven-
stre. Store flokke af højskolens lærlinge, med
de ny-ankomne mellem sig, stormer under larm
og skrig ind på torvet.)
derpå går han bort gennem søjlegangen til ven-
stre. Store flokke af højskolens lærlinge, med
de ny-ankomne mellem sig, stormer under larm
og skrig ind på torvet.)
Basilios fra Cæsaræa
(nærmere.)
Julian, vil du høre mig?
Fyrst Julian
.Se, se! De har ført sine nye venner i bad, – salvet
deres hår. Se, hvor de svinger kniplerne; hvor de
hyler og slår i brostenene. Hvad siger du, Perikles?
Jeg synes jeg fornemmer din vrede skygge –
deres hår. Se, hvor de svinger kniplerne; hvor de
hyler og slår i brostenene. Hvad siger du, Perikles?
Jeg synes jeg fornemmer din vrede skygge –
Basilios fra Cæsaræa
.Kom, kom!
Fyrst Julian
.Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig.
Nu kommer danserinder. Ah, ser du hvad –!
Nu kommer danserinder. Ah, ser du hvad –!
Basilios fra Cæsaræa
.Fy, fy; – vend dit øje bort!
(Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på
torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frug-
ter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.)
torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frug-
ter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.)
Fyrst Julian
(efter en kort taushed.)
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske
synd så skøn?
synd så skøn?
Faksimile
Basilios fra Cæsaræa
.Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt om
den hedenske synd; men den var ikke skøn.
den hedenske synd; men den var ikke skøn.
Fyrst Julian
.O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn
når han, hed af vin, som en ung gud stormed
gennem Athens gader ved nattetid? Var han
ikke skøn i sin trods, når han håned Her-
mes og hamred på borgernes døre, – når han
råbte på deres hustruer og døtre, mens kvinderne
derinde skalv og i sukkende åndeløs taushed
intet heller ønsked sig end at –
når han, hed af vin, som en ung gud stormed
gennem Athens gader ved nattetid? Var han
ikke skøn i sin trods, når han håned Her-
mes og hamred på borgernes døre, – når han
råbte på deres hustruer og døtre, mens kvinderne
derinde skalv og i sukkende åndeløs taushed
intet heller ønsked sig end at –
Basilios fra Cæsaræa
.O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
Fyrst Julian
.Var ikke Sokrates skøn i symposiet? Og Platon
og alle de glade svælgende brødre! Og dog bedrev
de de ting, som hine kristne halv-svin derbor-
te skulde sværge sig fra Gud på, om nogen be-
skyldte dem for det. Og tænk dig derhos Ødipos,
Medea, Leda –
og alle de glade svælgende brødre! Og dog bedrev
de de ting, som hine kristne halv-svin derbor-
te skulde sværge sig fra Gud på, om nogen be-
skyldte dem for det. Og tænk dig derhos Ødipos,
Medea, Leda –
Basilios fra Cæsaræa
.Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen.
Fyrst Julian
.Har ikke de digtede sind og viljer de skabtes vilkår?
Og se så til vore hellige skrifter, både de ældre
og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomor<...>
ra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates
ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette
levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på,
om sandheden skulde være skønhedens fiende.
Og se så til vore hellige skrifter, både de ældre
og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomor<...>
ra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates
ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette
levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på,
om sandheden skulde være skønhedens fiende.
Faksimile
8.
9
Basilios fra Cæsaræa
.Og i en slig stund kan du sukke efter skønhed?
Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
Har du så let glemt, hvad du nys hørte –?
Fyrst Julian
(holder sig for ørerne.)
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det
fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
Sig mig, hvad skriver Makrina videre?
Der var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
Der var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad
kaldte du de øvrige tidender?
Basilios fra Cæsaræa
.Sælsomme.
Fyrst Julian
.Ja, ja; – hvad var det?
Basilios fra Cæsaræa
.Hun skriver om Maximos i Efesos –
Fyrst Julian
(levende.)
Mystikeren?
Basilios fra Cæsaræa
.Ja, denne gådefulde mand. Nu er han duk-
ket op igen; denne gang i Efesos. Alle de
omliggende landskaber er i gæring. Maximos
nævnes på alles læber. Enten er han en gøgler,
eller han står i en uheldsvanger pakt med
visse ånder. Selv kristne drages underlig hen
af hans bespottelige tegn og gerninger.
ket op igen; denne gang i Efesos. Alle de
omliggende landskaber er i gæring. Maximos
nævnes på alles læber. Enten er han en gøgler,
eller han står i en uheldsvanger pakt med
visse ånder. Selv kristne drages underlig hen
af hans bespottelige tegn og gerninger.
Fyrst Julian
.Mere, mere; jeg beder dig!
Basilios fra Cæsaræa
.Der er ikke mere om ham. Makrina skriver kun
at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om at vi er under Herrens vrede. Hun
tror at der forestår os store trængsler for
vore synders skyld.
Faksimile
at hun i Maximos's atterkomst ser et vidnes-
byrd om at vi er under Herrens vrede. Hun
tror at der forestår os store trængsler for
vore synders skyld.
Fyrst Julian
.Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig være
en sjelden kvinde, din søster.
en sjelden kvinde, din søster.
Basilios fra Cæsaræa
.I sandhed, det er hun.
Fyrst Julian
.Når du meddeler mig af hendes breve, da er
det, som om jeg fornam noget helt og fuldt, jeg
længe havde sukket efter. Sig mig, står endnu
hendes tanke til at vende sig bort fra verden
og at leve i en øde egn?
det, som om jeg fornam noget helt og fuldt, jeg
længe havde sukket efter. Sig mig, står endnu
hendes tanke til at vende sig bort fra verden
og at leve i en øde egn?
Basilios fra Cæsaræa
.Den tanke står altid fast hos hende.
Fyrst Julian
.Virkelig? Hun, som alle gaver synes at være drysset
ned over? Hun, som jo skal være både ung og skøn;
hun, som har rigdom ivente og som råder over en –
for en kvinde at være – højst uvanlig lærdom!
Ved du vel, Basilios, at jeg brænder efter at få
se hende? – Hvad vil hun i ensomheden?
ned over? Hun, som jo skal være både ung og skøn;
hun, som har rigdom ivente og som råder over en –
for en kvinde at være – højst uvanlig lærdom!
Ved du vel, Basilios, at jeg brænder efter at få
se hende? – Hvad vil hun i ensomheden?
Basilios fra Cæsaræa
.Jeg har jo fortalt dig, hendes brudgom døde. Hun
holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun plig-
ter at møde ren.
holder ham for sin ventende husbond, hvem
hun skylder alle sine tanker og hvem hun plig-
ter at møde ren.
Fyrst Julian
.Sælsomt, hvor mange der drages imod ensom-
heden i disse tider. – Når du skriver til Ma-
krina, kan du sige hende at også jeg –
Faksimile
11
heden i disse tider. – Når du skriver til Ma-
krina, kan du sige hende at også jeg –
Basilios fra Cæsaræa
.Hun ved det, Julian; men hun tror det ikke.
Fyrst Julian
.Hvorfor ikke? Hvad skriver hun?
Basilios fra Cæsaræa
.Jeg beder dig, ven, forskån mig –
Fyrst Julian
.Har du mig kær, så dølger du ikke et ord af,
hvad hun skriver!
hvad hun skriver!
Basilios fra Cæsaræa
(rækker ham brevet.)
Du vil det; – læs; det begynder der.
Fyrst Julian
(læser.)
«Hver gang du skriver om kejserens unge slægtning,
som er din ven, da fyldes mit sind af en stor
og strålende glæde –». O, Basilios, vær du mit
øje; læs videre for mig.
som er din ven, da fyldes mit sind af en stor
og strålende glæde –». O, Basilios, vær du mit
øje; læs videre for mig.
Basilios fra Cæsaræa
(læser.)
«Din fortælling om al den tillidsfulde visshed,
hvormed han kom til Athen, var mig som
et billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror
han er den genfødte David, som skal nedslå
hedningernes kæmper. Guds ånd være over
ham i striden og alle dage».
hvormed han kom til Athen, var mig som
et billed fra de gamle skrifters tid. Ja, jeg tror
han er den genfødte David, som skal nedslå
hedningernes kæmper. Guds ånd være over
ham i striden og alle dage».
Fyrst Julian
(griber ham om armen.)
Lad det være nok med dette! Hun også?
Hvad er det, I alle, ligesom med en mund, kræ-
ver af mig? Har jeg givet eder noget skyldbrev
på at brydes med magtens løver –?
Faksimile
Hvad er det, I alle, ligesom med en mund, kræ-
ver af mig? Har jeg givet eder noget skyldbrev
på at brydes med magtens løver –?
Basilios fra Cæsaræa
.Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs for-
ventning ser imod dig?
ventning ser imod dig?
Fyrst Julian
(går et par gange op og ned i søjlegangen, stand<...>
ser og rækker efter brevet.)
Giv hid; lad mig
se. (læser.) «Guds ånd være over ham i stri-
den og alle dage». –
se. (læser.) «Guds ånd være over ham i stri-
den og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler
mig som hin Dædalos mellem himmel
og hav. En svimlende højde og et svælgen-
de dyb –. Hvad mening er der i disse røster,
som råber til mig ˹fra øst og vest˺ at jeg skal frelse kristen-
dommen? Hvor er den, denne kristendom, som
skal frelses? Er den hos kejseren eller hos
Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej!
Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse
hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne o-
ver den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt
af intet? Eeller er den hos de oplyste, hos dem,
der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og
lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke
de fleste af disse vore brødre til det arianske
kætteri, som kejseren selv har så stor yndest
for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de,
som raser mod templerne, som myrder hednin-
ger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Bag Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de
dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Ma-
krina om kristendommen er at søge i en-
somheden, – på søjlen, hvor støtte-helgenen
står på et ben. Eller er den i stæderne? Kan-
ske hos hine bagere i Konstantinopel, som nys
kæmped med næverne for at klare det spørgs-
mål om treenigheden består af tre personer
eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse
skulde Kristus ville tage i sin mund, om
han steg ned til jorden igen? – Frem med
Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nat-
temulm. – Hvor er kristendommen?
mig som hin Dædalos mellem himmel
og hav. En svimlende højde og et svælgen-
de dyb –. Hvad mening er der i disse røster,
som råber til mig ˹fra øst og vest˺ at jeg skal frelse kristen-
dommen? Hvor er den, denne kristendom, som
skal frelses? Er den hos kejseren eller hos
Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej!
Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse
hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne o-
ver den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt
af intet? Eeller er den hos de oplyste, hos dem,
der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og
lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke
de fleste af disse vore brødre til det arianske
kætteri, som kejseren selv har så stor yndest
for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de,
som raser mod templerne, som myrder hednin-
ger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld?
Bag Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de
Faksimile
13
dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Ma-
krina om kristendommen er at søge i en-
somheden, – på søjlen, hvor støtte-helgenen
står på et ben. Eller er den i stæderne? Kan-
ske hos hine bagere i Konstantinopel, som nys
kæmped med næverne for at klare det spørgs-
mål om treenigheden består af tre personer
eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse
skulde Kristus ville tage i sin mund, om
han steg ned til jorden igen? – Frem med
Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nat-
temulm. – Hvor er kristendommen?
Basilios fra Cæsaræa
.Søg svaret der, hvor det var at finde i alle
skrøbelige tider.
skrøbelige tider.
Fyrst Julian
.Stæng ikke din kundskabs brønd! Læsk mig,
hvis du kan, ˹.˺ Hvor skal jeg søge og finde?
hvis du kan, ˹.˺ Hvor skal jeg søge og finde?
Basilios fra Cæsaræa
.I de hellige mænds skrifter.
Fyrst Julian
.Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – al-
tid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det:
bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger,
bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bru-
ge bøger; – det er liv, jeg hungrer ef{ <...> }ter, sam-
liv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Sau-
lus seende af en bog? Var det ikke en lys-
flod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!
tid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det:
bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger,
bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bru-
ge bøger; – det er liv, jeg hungrer ef{ <...> }ter, sam-
liv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Sau-
lus seende af en bog? Var det ikke en lys-
flod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!
Basilios fra Cæsaræa
.Fyrst Julian
.Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving,
hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend
tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen
er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg
famler som Saulus i natten. Vil Kristus
mig noget, så må han tale tydeligt. Finge-
ren i naglesåret –
kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving,
hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend
tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen
er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg
famler som Saulus i natten. Vil Kristus
mig noget, så må han tale tydeligt. Finge-
ren i naglesåret –
Basilios fra Cæsaræa
.Og dog står der skrevet –
Fyrst Julian
(slår ud med hånden.)
Jeg ved alt, hvad der står skrevet. Dette med
det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du
ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på
et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift,
hedensk visdom og skønhed? Der må kom-
me en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring
af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er
inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kun-
de du bede den ned over mig! Bloddøden,
om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svim-
ler i dens sødme; tornekronen om min
tinding –! (han griber sig med begge hæn-
der om hovedet, fatter rosenkransen, som han
river af, besinder sig længe og siger sagte:)
Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kran-
sen bort.) Et eneste har jeg lært i Athen.
det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du
ikke ækkelhed og kvalme, ligesom ombord på
et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift,
hedensk visdom og skønhed? Der må kom-
me en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring
af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er
inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kun-
de du bede den ned over mig! Bloddøden,
om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svim-
ler i dens sødme; tornekronen om min
tinding –! (han griber sig med begge hæn-
der om hovedet, fatter rosenkransen, som han
river af, besinder sig længe og siger sagte:)
Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kran-
sen bort.) Et eneste har jeg lært i Athen.
Faksimile
1
Basilios fra Cæsaræa
.Hvilket, Julian?
Fyrst Julian
.Den gamle skønhed er ikke længer skøn, og
den nye sandhed ikke længer sand.
den nye sandhed ikke længer sand.
(Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt
gennem søjlegangen fra højre side.)
gennem søjlegangen fra højre side.)
Visdomslæreren Libanios
,
(endnu i frastand.)
Nu har vi ham; nu har vi ham!
Fyrst Julian
.Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
Visdomslæreren Libanios
.Hvilke begge?
Fyrst Julian
.Milons sønner.
Visdomslæreren Libanios
.Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham,
min Julian!
min Julian!
Fyrst Julian
.Hvem, dyrebare broder?
Visdomslæreren Libanios
.Han har fanget sig i sit eget garn!
Fyrst Julian
.Aha, – en vismand altså?
Visdomslæreren Libanios
.Al visdoms modstander.
Fyrst Julian
.Hvem, hvem, spørger jeg?
Visdomslæreren Libanios
.Fyrst Julian
.Om Maximos? O, hav dog den godhed –
Visdomslæreren Libanios
.Did hen måtte det komme med denne urolige
sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet –
sværmer, – skridt for skridt, ind i vanvidet –
Fyrst Julian
.Med andre ord: ind i den højeste visdom.
Visdomslæreren Libanios
.Ja, sådant kan siges. Men nu gælder det at
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skat-
tede Julian, du er manden. Du er kejserens
nære slægtning. Alle sande visdomsvenners
håb er rettet på dig, både her og i Nikomedia –
handle og gribe øjeblikket. Du, vor højt skat-
tede Julian, du er manden. Du er kejserens
nære slægtning. Alle sande visdomsvenners
håb er rettet på dig, både her og i Nikomedia –
Fyrst Julian
.Hør, o fortræffelige Libanios, – såsom jeg ikke
er alvidende –
er alvidende –
Visdomslæreren Libanios
.Så erfar da at Maximos nys er trådt åben-
lyst frem med det, som ligger på bunden af
hans lære.
lyst frem med det, som ligger på bunden af
hans lære.
Fyrst Julian
.Og det laster du ham for?
Visdomslæreren Libanios
.Han har udsagt, at han kan byde over ånder og
skygger.
skygger.
Fyrst Julian
(fatter hans kappe.)
Libanios!
Visdomslæreren Libanios
.Alle på skibet var opfyldte af de forunderligste
fortællinger, og her (viser et brev frem.) her skri-
ver min medbroder Eusebios udførligt om sagen.
Faksimile
3
fortællinger, og her (viser et brev frem.) her skri-
ver min medbroder Eusebios udførligt om sagen.
Fyrst Julian
.Ånder og skygger –
Visdomslæreren Libanios
.I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsam-
ling, både af tilhængere og af modstandere,
øvet forbudne kunster med Hekates billedstøt-
te. Det skede i gudindens tempel. Eusebios
skriver, at han selv var tilstede, og var vidne
til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort
nat omkring dem. Maximos talte sælsom-
me besværgelser; derpå afsang han en hym-
ne, som ingen forstod. Da tændte marmor-
faklen sig i støttens hånd –
ling, både af tilhængere og af modstandere,
øvet forbudne kunster med Hekates billedstøt-
te. Det skede i gudindens tempel. Eusebios
skriver, at han selv var tilstede, og var vidne
til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort
nat omkring dem. Maximos talte sælsom-
me besværgelser; derpå afsang han en hym-
ne, som ingen forstod. Da tændte marmor-
faklen sig i støttens hånd –
Basilios fra Cæsaræa
.Ugudeligt værk!
Fyrst Julian
(åndeløs.)
Og så –?
Visdomslæreren Libanios
.Og i det stærke blålige lys så de alle at støttens an-
sigt tog liv og smilte imod dem.
sigt tog liv og smilte imod dem.
Fyrst Julian
.Hvad mere?
Visdomslæreren Libanios
.Forfærdelse greb de flestes sind. Alle styrted
imod udgangen. Mange har ligget i syg-
dom eller vildelse bagefter. Men han selv, –
skulde du tro det, Julian? – til trods for den skæbne,
som ramte begge hans brødre i Konstantinopel, turer
han frem på sin farlige og forargelige vej.
imod udgangen. Mange har ligget i syg-
dom eller vildelse bagefter. Men han selv, –
skulde du tro det, Julian? – til trods for den skæbne,
som ramte begge hans brødre i Konstantinopel, turer
Faksimile
han frem på sin farlige og forargelige vej.
Fyrst Julian
.Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig
vej? Løber ikke al visdoms <...> mål ud i dette?
Samkvem mellem ånd og ånd –
vej? Løber ikke al visdoms <...> mål ud i dette?
Samkvem mellem ånd og ånd –
Basilios fra Cæsaræa
.O, dyrebare forvildede ven –!
Visdomslæreren Libanios
.Mere end forargelig, siger jeg? Hvad er Heka-
te? Hvad er guderne overhovedet for de op-
klaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog
ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos
burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Pla-
ton – og efter ham vi andre – kastet fortolknin-
gens lys over det hele? Er det ikke forargeligt,
nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle
ind i gåder og tågefulde drømme denne beun-
dringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel si-
ge, møjsommeligt opførte bygning af begreb
og af udtydning, som vi, som visdommens el-
skere, som skolen, som –
te? Hvad er guderne overhovedet for de op-
klaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog
ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos
burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Pla-
ton – og efter ham vi andre – kastet fortolknin-
gens lys over det hele? Er det ikke forargeligt,
nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle
ind i gåder og tågefulde drømme denne beun-
dringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel si-
ge, møjsommeligt opførte bygning af begreb
og af udtydning, som vi, som visdommens el-
skere, som skolen, som –
Fyrst Julian
(stormende.)
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
Basilios fra Cæsaræa
(slår armene om ham.)
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
Fyrst Julian
(snor sig fra ham.)
Ingen holder mig; – stamp ikke mod brodden –
Faksimile
5
Visdomslæreren Libanios
.Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, medbro-
der, hvor vil du hen?
der, hvor vil du hen?
Fyrst Julian
.Did, did hen, hvor fakler tændes og hvor støt-
ter smiler!
ter smiler!
Visdomslæreren Libanios
.Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed,
vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette
forblindede Efesos for at give dig i en gøg-
lers vold! Vid, at i samme stund, som du for-
nedrer dig så dybt, i samme stund har du
afført dig det herlige ry for lærdom og for vel-
talenhed, som du i disse år både i Pergamon
og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens
høje skole –
vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette
forblindede Efesos for at give dig i en gøg-
lers vold! Vid, at i samme stund, som du for-
nedrer dig så dybt, i samme stund har du
afført dig det herlige ry for lærdom og for vel-
talenhed, som du i disse år både i Pergamon
og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens
høje skole –
Fyrst Julian
.O, skole, skole! Bliv du hos dine bøger; – nu har
du pegt på den mand, jeg ledte efter.
(han går ilsomt ud gennem søjlegangen til venstre.)
du pegt på den mand, jeg ledte efter.
Visdomslæreren Libanios
(ser en tid efter ham.)
Denne fyrstelige yngling er farlig for viden-
skaben.
skaben.
Basilios fra Cæsaræa
(halvt hen for sig.)
Fyrst Julian er farlig for mere.
Faksimile
Tredje handling.
(I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Ind-
gangen fra forhallen er på højre side; længere
tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng.
På venstre side en dør, som fører til husets in-
dre rum. Baggrunden i salen dannes af en gen-
nembrudt væg, udenfor { <...> }hvilken man ser en liden
indelukket gårdsplads, smykket med små
statuer.)
gangen fra forhallen er på højre side; længere
tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng.
På venstre side en dør, som fører til husets in-
dre rum. Baggrunden i salen dannes af en gen-
nembrudt væg, udenfor { <...> }hvilken man ser en liden
indelukket gårdsplads, smykket med små
statuer.)
(Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og
lægger hynder om bordet. Husmesteren Eu-
therios står ved indgangen og nøder under man<...>
ge høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios
fra Cæsaræa at træde ind.)
lægger hynder om bordet. Husmesteren Eu-
therios står ved indgangen og nøder under man<...>
ge høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios
fra Cæsaræa at træde ind.)
Husmesteren Eutherios
.Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
Gregor fra Nazianz
.Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
Basilios fra Cæsaræa
.Du spøger, ven! Hvor kan din herre vente os?
Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen;
intet ophold har sinket os undervejs; vi har
sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.
Intet menneske har vidst vor afrejse fra Athen;
intet ophold har sinket os undervejs; vi har
sejlet ikap med skyerne og de vilde traner.
Husmesteren Eutherios
Se eder om; se bordet der. Til daglig lever
han af urter og brød.
han af urter og brød.
Faksimile
9.
7
Gregor fra Nazianz
.Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; – vin-
kanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder sa-
len med sin duft; fløjtespillerne foran hus-
døren –
kanderne, omvundne med blomster og grønt;
lamper og frugter; røgelsen, som fylder sa-
len med sin duft; fløjtespillerne foran hus-
døren –
Husmesteren Eutherios
.Tidligt imorges lod han mig kalde. Han lod
til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned
ad gulvet og gned sig i hænderne. «Bered et
rigeligt måltid», sagde han, «thi inden aften
kommer to venner fra Athen –»
(han har imidlertid kastet et øje imod den
til at være uvanligt glad; thi han gik op og ned
ad gulvet og gned sig i hænderne. «Bered et
rigeligt måltid», sagde han, «thi inden aften
kommer to venner fra Athen –»
åbne dør tilvenstre, tier pludselig og trækker
sig ærbødigt tilbage.)
Basilios fra Cæsaræa
.Er han der?
Husmesteren Eutherios
(nikker til svar; derpå giver han tjenerne et
vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den
større dør til højre; selv følger han efter.)
(Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre.
Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele
hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre
spænding.)
Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele
hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre
spænding.)
Fyrst Julian
(går hen imod dem og hilser dem med stor hæftig-
hed.)
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders
ånd fløj forud for eders legemer!
ånd fløj forud for eders legemer!
Faksimile
Gregor fra Nazianz
.Julian!
Basilios fra Cæsaræa
.Min ven og broder!
Fyrst Julian
.Jeg har været som en forsmægtende elsker efter
eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende vis-
se folks bifald, kaldte mig en abe; – o, hav-
de jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde
kryste eders fire på en gang!
eders håndtryk. Hofkrybet, eftertragtende vis-
se folks bifald, kaldte mig en abe; – o, hav-
de jeg dog abens fire hænder, at jeg kunde
kryste eders fire på en gang!
Gregor fra Nazianz
.Men forklar dog –; dine tjenere møder os med
fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil
salve vort hår og smykke os med roser –
fløjtespil for husdøren, vil føre os i bad, vil
salve vort hår og smykke os med roser –
Fyrst Julian
.Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne,
ved I, – og da er ånden altid så forunderlig
virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg
i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I ven-
ner, så træt af at forske og at skrive. Da
fyldtes huset som af et stormvejr; forhæn-
get løftedes flagrende opad, og jeg så ud i
natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang;
men de, som sangen kom fra, var to store
fugle med kvindeansigter. De skar i skrå
flugt ind mod kysten; der daled de lindt
ned; fugle-hammene løste sig op som en hvid-
lig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg
eder to.
ved I, – og da er ånden altid så forunderlig
virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg
i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I ven-
ner, så træt af at forske og at skrive. Da
fyldtes huset som af et stormvejr; forhæn-
get løftedes flagrende opad, og jeg så ud i
natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang;
men de, som sangen kom fra, var to store
fugle med kvindeansigter. De skar i skrå
flugt ind mod kysten; der daled de lindt
ned; fugle-hammene løste sig op som en hvid-
lig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg
eder to.
Gregor fra Nazianz
.Er du viss på alt dette?
Faksimile
9
Fyrst Julian
.Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
Basilios fra Cæsaræa
.Ja, ja, – foran i skibet –
Fyrst Julian
.Hvad tid på natten var det?
Gregor fra Nazianz
.Hvad tid på natten havde du hint syn?
Fyrst Julian
.En time efter midnat.
Gregor fra Nazianz
(med et blik til Basilios.)
Forunderligt.
Fyrst Julian
,
(gnider hænderne; op og ned ad gulvet.)
Ser I! Ha-ha; ser I vel?
Basilios fra Cæsaræa
(følger ham med øjnene.)
O, så er det dog sandt –
Fyrst Julian
.Hvilket? Hvad er sandt?
Basilios fra Cæsaræa
.Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du
her øver.
her øver.
Fyrst Julian
.Ej, hvad kan ikke rygtet overdrive? – Men
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har la-
det mig fortælle at der skal gå mange rygter
om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses for-
sikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd
i riget, om hvem der tales så meget, som om mig.
hvad siger rygtet om mig forresten? Jeg har la-
det mig fortælle at der skal gå mange rygter
om mig. Hvis jeg gad fæste lid til visses for-
sikring, så måtte jeg tro, der gaves få mænd
i riget, om hvem der tales så meget, som om mig.
Faksimile
˹Gregor˺
Basilios
fra
˹Nazianz.˺
Cæsaræa
.Det kan du trygt tro.
Fyrst Julian
.Og hvad siger så Libanios til alt dette? Det var
ham altid ukært at mængden ˹sysselsatte˺ beskæftigede sig med
andre, end med ham. Og hvad siger de mange
uforglemmelige venner i Athen for øvrigt?
Man ved vel at jeg er i både kejserens og ˹i˺ hele hof-
fets unåde?
ham altid ukært at mængden ˹sysselsatte˺ beskæftigede sig med
andre, end med ham. Og hvad siger de mange
uforglemmelige venner i Athen for øvrigt?
Man ved vel at jeg er i både kejserens og ˹i˺ hele hof-
fets unåde?
Gregor fra Nazianz
.Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflej-
ren; men derom skriver min broder Cæsarios
intet.
ren; men derom skriver min broder Cæsarios
intet.
Fyrst Julian
.Jeg kan ikke tyde det anderledes, gode Gregor!
Fra alle kanter agter de det rådeligt at hol-
de øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin
husprest Aëzios hid for at udforske om jeg hol-
der fast ved den uforfalskede lære.
Fra alle kanter agter de det rådeligt at hol-
de øje med mig. Nylig sendte Cæsar Gallos sin
husprest Aëzios hid for at udforske om jeg hol-
der fast ved den uforfalskede lære.
Basilios fra Cæsaræa
.Og så –?
Fyrst Julian
.Jeg forsømmer ikke lettelig nogen morgenandagt
i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de
udmærkede mennesker; thi det er i sandhed
ingen ringe sag at lide så store smerter, ja,
endog døden, for sine meningers skyld. I
det hele tror jeg nok at Aëzios var vel til-
freds med mig da han rejste.
i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de
udmærkede mennesker; thi det er i sandhed
ingen ringe sag at lide så store smerter, ja,
endog døden, for sine meningers skyld. I
det hele tror jeg nok at Aëzios var vel til-
freds med mig da han rejste.
Basilios fra Cæsaræa
(griber hans hånd.)
Faksimile
11
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, – tal
åbent om din stilling.
åbent om din stilling.
Fyrst Julian
.Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner!
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med
rette, – Maximos er den største, som no-
gen tid har levet.
Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med
rette, – Maximos er den største, som no-
gen tid har levet.
Gregor fra Nazianz
.
(bereder sig til at gå.)
Vi vilde kun se dig, herre!
Fyrst Julian
.Kan dette gøre broder så fremmed imod broder?
I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det un-
drer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg
blev seende og før jeg aned det, som er li-
vets kerne.
I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det un-
drer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg
blev seende og før jeg aned det, som er li-
vets kerne.
Basilios fra Cæsaræa
.Hvad kalder du livets kerne?
Fyrst Julian
.Maximos ved det. I ham er den ny åben-
baring.
baring.
Basilios fra Cæsaræa
.Og den er bleven dig til del?
Fyrst Julian
.Næsten. Jeg står lige ved det. Endnu i den-
ne nat har Maximos lovet mig –
ne nat har Maximos lovet mig –
Gregor fra Nazianz
.Maximos er en sværmer eller han bedrager
dig –!
dig –!
Fyrst Julian
.Hvor tør du dømme om de hemmelige ting?
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor!
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig.
Hine drømmere i Eleusis var nær ved det
rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg
siden – ved hans hånd. Jeg har vandret
gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet
vand var ved min venstre side; – jeg tror
det var en strøm, som havde glemt at fly<...>
de. Hvasse stemmer talte forvirret, plud-
seligt, og ligesom uden al årsag i natten.
Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skik-
kelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i
dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Faksimile
Dette er ikke for din lærdom, min Gregor!
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig.
Hine drømmere i Eleusis var nær ved det
rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg
siden – ved hans hånd. Jeg har vandret
gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet
vand var ved min venstre side; – jeg tror
det var en strøm, som havde glemt at fly<...>
de. Hvasse stemmer talte forvirret, plud-
seligt, og ligesom uden al årsag i natten.
Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skik-
kelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i
dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Siden, siden, – o, I dyrebare – jeg har med
dette mit til ånd forvandlede legeme været langt
inde i paradisets egne; englene har sunget
sine lovsange for mig; jeg har skuet det
midterste lys –
dette mit til ånd forvandlede legeme været langt
inde i paradisets egne; englene har sunget
sine lovsange for mig; jeg har skuet det
midterste lys –
Gregor fra Nazianz
.Ve over denne ugudelige Maximos! Ve over
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
denne til djævlen hjemfaldne hedenske gøgler!
Fyrst Julian
.Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin
forudgangne broder; han hylder begge hine sto-
re brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren
fra Nazareth. – –
forudgangne broder; han hylder begge hine sto-
re brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren
fra Nazareth. – –
Ved du, hvorledes erkendelsens ånd fyld-
te mig? – Det skede en nat under bøn og fa-
ste. Da fornam jeg at jeg blev rykket vidt –
vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der
var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod
ensom på et skib med slappe sejl midt i det
blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned
sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og
skibet lå tungt, som om det sov, på den
vinblå flade. –
te mig? – Det skede en nat under bøn og fa-
ste. Da fornam jeg at jeg blev rykket vidt –
vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der
var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod
Faksimile
13
ensom på et skib med slappe sejl midt i det
blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned
sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og
skibet lå tungt, som om det sov, på den
vinblå flade. –
Se, da blev denne flade mere og mere gen-
nemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den
der ikke mere, og mit skib hang over et tomt
forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol der-
nede, – kun den døde, slimede, sorte hav-
bund i al sin afskylige nøgenhed. –
nemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den
der ikke mere, og mit skib hang over et tomt
forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol der-
nede, – kun den døde, slimede, sorte hav-
bund i al sin afskylige nøgenhed. –
Men ovenover, i det uendelige hvælv, som
før havde syntes mig tomhed, – der var li-
vet; der tog det usynlige former og stil-
heden tog toner. – Da fatted jeg den store
forløsende erkendelse.
før havde syntes mig tomhed, – der var li-
vet; der tog det usynlige former og stil-
heden tog toner. – Da fatted jeg den store
forløsende erkendelse.
Gregor fra Nazianz
.Hvilken erkendelse mener du?
Fyrst Julian
.Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er,
det er.
det er.
Basilios fra Cæsaræa
.O, du forspildes og fortabes i dette spind af
lys og tåger!
lys og tåger!
Fyrst Julian
.Jeg? Sker der ikke jertegn? Forkynder ikke
både varsler og visse sælsomme forekomster i-
mellem stjernerne at den guddommelige
vilje har noget endnu uopklaret i sinde med mig?
både varsler og visse sælsomme forekomster i-
mellem stjernerne at den guddommelige
vilje har noget endnu uopklaret i sinde med mig?
Gregor fra Nazianz
.Fyrst Julian
.Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der
allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte:)
allerede har bekræftet sig?
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor om-
væltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg
skal inden føje tid komme til at dele her-
redømmet over verden, – han som kejser, og
jeg som –, ja, hvad skal jeg kalde r det? det u-
fødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det
har intet. Altså ikke mere om dette før tidens
fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved
I noget om hint syn, for hvilket man har fæng-
slet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
væltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg
skal inden føje tid komme til at dele her-
redømmet over verden, – han som kejser, og
jeg som –, ja, hvad skal jeg kalde r det? det u-
fødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det
har intet. Altså ikke mere om dette før tidens
fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved
I noget om hint syn, for hvilket man har fæng-
slet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
Basilios fra Cæsaræa
.Nej, nej; hvor kan vi vide –?
Fyrst Julian
.Apollinaris har udsagt at han hørte nogen
banke gentagne gange på døren ved nattetid.
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, –
derude fik han øje på en skikkelse, – mand
eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skik-
kelsen talte til ham og bød ham skaffe til-
veje en purpurklædning, således, som nyvalg-
te herskere bærer dem. Men da Apollinaris
i skræk vilde vægre sig for så farlige ting,
var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst
råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklæd-
ningen hurtig færdig!
banke gentagne gange på døren ved nattetid.
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, –
derude fik han øje på en skikkelse, – mand
eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skik-
kelsen talte til ham og bød ham skaffe til-
veje en purpurklædning, således, som nyvalg-
te herskere bærer dem. Men da Apollinaris
i skræk vilde vægre sig for så farlige ting,
var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst
råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklæd-
ningen hurtig færdig!
Faksimile
1
Gregor fra Nazianz
.Var det dette tegn, du nys sagde, havde bekræftet
sig?
sig?
Fyrst Julian
(nikker langsomt.)
Syv dage senere døde Cæsars hustru i Bithy-
nia. Konstantina har altid været hans on-
de engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge
det omslag, som er sket i den himm guddom-
melige vilje. Tre uger efter Konstantinas død
kom kejserens udsending, tribunen Skudilo,
med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos
kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til
gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu
som en sejerherres tog gennem landene. I Kon-
stantinopel har han holdt væddeløb i hippodro-
men, og mængden jubled højt da han, skønt
endnu kun Cæsar af navn, stod frem på de
fordums kejseres vis og rakte kransen til
hin Korax, der vandt løbet. Så vidunder-
ligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sun-
ken under synd og forfølgelse.
nia. Konstantina har altid været hans on-
de engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge
det omslag, som er sket i den himm guddom-
melige vilje. Tre uger efter Konstantinas død
kom kejserens udsending, tribunen Skudilo,
med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos
kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til
gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu
som en sejerherres tog gennem landene. I Kon-
stantinopel har han holdt væddeløb i hippodro-
men, og mængden jubled højt da han, skønt
endnu kun Cæsar af navn, stod frem på de
fordums kejseres vis og rakte kransen til
hin Korax, der vandt løbet. Så vidunder-
ligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sun-
ken under synd og forfølgelse.
Gregor fra Nazianz
.Sælsomt. I Athen gik andre rygter.
Fyrst Julian
.Jeg har sikker kundskab. Det haster med
purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg
så tvivle på de ting, Maximos har bebudet
som nær forestående for mig? I nat falder
det sidste slør. Her inde skal den store gåde
vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, –
bliv hos mig i disse angstens og forventningens na
natte-timer! Når Maximos kommer, skal
I være vidne til –
purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg
så tvivle på de ting, Maximos har bebudet
som nær forestående for mig? I nat falder
det sidste slør. Her inde skal den store gåde
vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, –
Faksimile
bliv hos mig i disse angstens og forventningens na
natte-timer! Når Maximos kommer, skal
I være vidne til –
Basilios fra Cæsaræa
.Aldrig!
Gregor fra Nazianz
.Kan ikke ske; vi er på hjemrejsen til Kappa-
dokia.
dokia.
Fyrst Julian
.Og hvad har så brat forjaget jer fra Grækenland?
Basilios fra Cæsaræa
.Min moder er enke, Julian!
Gregor fra Nazianz
.Min fader er svag både af helbred og af sind;
han trænger vel til en støtte.
han trænger vel til en støtte.
Fyrst Julian
.O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
Gregor fra Nazianz
.Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry.
Fyrst Julian
.Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry for
eder.
eder.
Basilios fra Cæsaræa
.Julian, lad mig ikke drage bort i altfor
stor angst. Sig mig, – når Maximos har
tydet alle gåder for dig, – hvad så?
stor angst. Sig mig, – når Maximos har
tydet alle gåder for dig, – hvad så?
Fyrst Julian
.Mindes du hin flod, Strabon skriver om, –
hin flod, som har sine kilder på det liby-
ske berg? Den vokser og vokser i sit løb;
men når den er som størst, siver den ud i
ørkensanden og begraver sig selv i det jordens mo-
derskød, hvoraf den fremgik.
hin flod, som har sine kilder på det liby-
ske berg? Den vokser og vokser i sit løb;
men når den er som størst, siver den ud i
Faksimile
3
ørkensanden og begraver sig selv i det jordens mo-
derskød, hvoraf den fremgik.
Basilios fra Cæsaræa
.Du higer dog ikke mod døden, Julian!
Fyrst Julian
.Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det er det
just den store hemmeligheds mål at forhverve alle
medvidende her i vort jordiske liv. Det er genop-
rejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, –
det er den forspildte lighed med guddommen.
Hvorfor så tvivlende, I brødre? Hvorfor står I
der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg ved,
hvad jeg ved. I hvert af de skiftende slægts-led
har der været en sjæl, hvori den rene Adam gen-
fødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han
havde evnen til at gøre sig jorden underdanig
i den makedoniske Alexander; han var næ-
sten fuldkommen i Jesus fra Nazareth. Men
se, Basilios, (han griber ham i armen) dem
alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den
rene kvinde!
just den store hemmeligheds mål at forhverve alle
medvidende her i vort jordiske liv. Det er genop-
rejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, –
det er den forspildte lighed med guddommen.
Hvorfor så tvivlende, I brødre? Hvorfor står I
der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg ved,
hvad jeg ved. I hvert af de skiftende slægts-led
har der været en sjæl, hvori den rene Adam gen-
fødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han
havde evnen til at gøre sig jorden underdanig
i den makedoniske Alexander; han var næ-
sten fuldkommen i Jesus fra Nazareth. Men
se, Basilios, (han griber ham i armen) dem
alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den
rene kvinde!
Basilios fra Cæsaræa
.
(river sig løs.)
Julian, Julian!
Gregor fra Nazianz
.Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hovmod
trukket dig!
trukket dig!
Basilios fra Cæsaræa
.O, Gregor, han er syg og forvildet!
Fyrst Julian
.Hvorfor al denne hånlige tvivl? Er det min spink-
le vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg si-
ger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end
af legemet. I den første Adam var der ligevægt,
som i hine billeder af guden Apollon. Siden har
der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en
stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da
han skulde holde dem manende oprakte hist
ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren
jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke
drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus
fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt
legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens
dog de andre holdt sig vågne? Segned han ik-
ke under korset, hint kors, som Jøden Simon
bar med lethed? De to røvere segned ikke. –
I kalder eder troende, og har dog så liden tro til
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent, –
I skal få se; – bruden skal visselig skænkes
mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå imod
øst, did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, –
ind i ensomheden, skjule os, som guddom-
men skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bred-
der, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra
skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud
over jorden; der, I skriftbundne tvivlere, der
skal åndens kejser-rige grundes!
Faksimile
le vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg si-
ger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå.
Det vordende skal mere undfanges af ånden, end
af legemet. I den første Adam var der ligevægt,
som i hine billeder af guden Apollon. Siden har
der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en
stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da
han skulde holde dem manende oprakte hist
ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren
jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke
drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus
fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt
legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens
dog de andre holdt sig vågne? Segned han ik-
ke under korset, hint kors, som Jøden Simon
bar med lethed? De to røvere segned ikke. –
I kalder eder troende, og har dog så liden tro til
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent, –
I skal få se; – bruden skal visselig skænkes
mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå imod
øst, did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, –
ind i ensomheden, skjule os, som guddom-
men skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bred-
der, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra
skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud
over jorden; der, I skriftbundne tvivlere, der
skal åndens kejser-rige grundes!
Basilios fra Cæsaræa
.O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over
dig. Er du hin samme Julian, som for tre
år siden drog fra Konstantinopel!
dig. Er du hin samme Julian, som for tre
år siden drog fra Konstantinopel!
Faksimile
10.
Fyrst Julian
.Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte kun
den vej, der stander ved læren.
den vej, der stander ved læren.
Gregor fra Nazianz
.Ved du, hvor din vej standser?
Fyrst Julian
.Hvor vejen og målet er et. – For sidste gang, Gre-
gor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig.
Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og me-
get andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem
os. Dig, min Basilios, havde jeg så meget at
sige. Du er jo din slægts hoved; og hvo ved, om
ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –;
om ikke gennem dig og i dit hus –
gor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig.
Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og me-
get andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem
os. Dig, min Basilios, havde jeg så meget at
sige. Du er jo din slægts hoved; og hvo ved, om
ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –;
om ikke gennem dig og i dit hus –
Basilios fra Cæsaræa
.Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i
dit afsind og i dine vilde drømme.
dit afsind og i dine vilde drømme.
Fyrst Julian
.Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en skri-
vende hånd på væggen; snart skal jeg tyde skrif
skriften.
vende hånd på væggen; snart skal jeg tyde skrif
skriften.
Gregor fra Nazianz
.Kom, Basilios!
Fyrst Julian
(med udstrakte arme.)
O, I venner; I venner!
Gregor fra Nazianz
.Mellem os er et skille fra denne dag.
(han drager Basilios med sig; begge går ud
til højre.)
Faksimile
Fyrst Julian
.
(ser en stund efter dem.)
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad ved I to lærde mænd!
Hvad bringer I med fra visdommens stad?
Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Ba-
silios, p mere pige end mand, – I kender kun
to gader i Athen, gaden til skolen og ga-
den til kirken; den tredje gade, over Eleu-
sis og videre, den kender I ikke, og end
mindre –. Ah!
Hvad bringer I med fra visdommens stad?
Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Ba-
silios, p mere pige end mand, – I kender kun
to gader i Athen, gaden til skolen og ga-
den til kirken; den tredje gade, over Eleu-
sis og videre, den kender I ikke, og end
mindre –. Ah!
(Forhænget på højre side drages til side.
To tjenere i østerlandske klæder bringer ind en
høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjør-
net bag bordet. Lidt efter kommer mysti-
keren Maximos gennem den samme dør.
Han er en mager middelshøj mand med et
brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er
stærkt gråsprængt med undtagelse af de tyk-
ke øjenbryn og skægget over munden, der end<...>
nu har sin begsorte farve. Han bærer en spids
hue og en lang sort klædning; i hånden har
han en hvid stav.)
To tjenere i østerlandske klæder bringer ind en
høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjør-
net bag bordet. Lidt efter kommer mysti-
keren Maximos gennem den samme dør.
Han er en mager middelshøj mand med et
brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er
stærkt gråsprængt med undtagelse af de tyk-
ke øjenbryn og skægget over munden, der end<...>
nu har sin begsorte farve. Han bærer en spids
hue og en lang sort klædning; i hånden har
han en hvid stav.)
Mystikeren Maximos
(går, uden at agte på Julian, hen til den til-
hyllede genstand, standser og giver tjenerne
et vink; de fjerner sig lydløst.)
Fyrst Julian
(sagte.)
Endelig!
Mystikeren Maximos
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe
Faksimile
på en høj trefod; derefter fremtager han en liden
sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lam<...>
pen tænder sig af sig selv og brænder med et
stærkt rødligt skær.)
Fyrst Julian
(i spændt forventning.)
Er tiden inde?
Mystikeren Maximos
(uden at se på ham.)
Er dit sind og dit legem rent?
Fyrst Julian
.Jeg har fastet og salvet mig.
Mystikeren Maximos
.Så kan nattens højtid begynde!
(han giver et tegn; danserinder og fløjtespille-
re viser sig i forgården. Musik og dans un-
der det følgende.)
Fyrst Julian
.Maximos, – hvad er dette?
Mystikeren Maximos
.Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de
skønne lemmer i leg!
skønne lemmer i leg!
Fyrst Julian
.Og midt under denne sansernes tummel vil du –?
Mystikeren Maximos
.Synden er kun i dit syn på det syndige.
Fyrst Julian
.Roser i håret! Perlende vin!
(han kaster sig ned på et af hynderne ved
bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den
hurtigt fra sig og spørger:)
Faksimile
Ah, hvad var der i vinen?
Mystikeren Maximos
.En glød af den ild, som Prometheus stjal.
(han lægger sig Fyrst Julian ned på den anden
Mine side af bordet.)
Fyrst Julian
.Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører
klarhed og jeg ser toner.
klarhed og jeg ser toner.
Mystikeren Maximos
.Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, frivillige
fange. Logos i Pan!
fange. Logos i Pan!
De dansende piger
(synger i forgården.)
Frigør dig, tømmende
Bakki blod; –
vug dig på strømmende
rythmers flod!
Fyrst Julian
(drikker.)
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde
denne salighed?
denne salighed?
Mystikeren Maximos
.Rusen er dit bryllup med naturens sjæl.
Fyrst Julian
.Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad var
det? Hvi lo du?
det? Hvi lo du?
Mystikeren Maximos
.Jeg?
Fyrst Julian
.Det hvisker ved min venstre side! Silkehyn-
det knittrer –
det knittrer –
Faksimile
Maximos, vi er ikke alene!
Mystikeren Maximos
(råber.)
Vi er fem tilbords!
Fyrst Julian
.Symposion med ånderne!
Mystikeren Maximos
.Med skyggerne.
Fyrst Julian
.Nævn mine gæster!
Mystikeren Maximos
.Ikke nu. Hør, hør!
Fyrst Julian
.Hvad er det? Det bruser som en storm gennem huset –
Mystikeren Maximos
(skriger.)
Julian! Julian! Julian!
Fyrst Julian
.Tal, tal! Hvad sker med os?
Mystikeren Maximos
.Bebudelsens time er over dig!
Fyrst Julian
(springer op og viger langt tilbage fra bordet.)
Ah!
(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den
store broncelampe hæver sig en blåligt lysende kreds.)
store broncelampe hæver sig en blåligt lysende kreds.)
Mystikeren Maximos
(kaster sig helt ned.)
Øjet mod lyset!
Faksimile
Fyrst Julian
.Hist?
Mystikeren Maximos
.Ja, ja!
Pigernes sang
(dæmpet fra forgården.)
Natten, den seende,
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
Fyrst Julian
(stirrer mod lysskæret.)
Maximos! Maximos!
Mystikeren Maximos
(sagte.)
Ser du noget?
Fyrst Julian
.Ja.
Mystikeren Maximos
.Hvad ser du?
Fyrst Julian
.Jeg ser et skinnende ansigt i lyset.
Mystikeren Maximos
.Mand eller kvinde?
Fyrst Julian
.Jeg ved ikke.
Mystikeren Maximos
.Tal til det.
Fyrst Julian
.Tør jeg?
Faksimile
Mystikeren Maximos
.Tal; tal!
Fyrst Julian
(nærmere.)
Hvi blev jeg?
En stemme i lyset
.For at tjene ånden.
Mystikeren Maximos
.Svarer det?
Fyrst Julian
.Ja, ja.
Mystikeren Maximos
.Spørg mere.
Fyrst Julian
.Hvad er min gerning?
Stemmen i lyset
.Du skal grundfæste riget.
Fyrst Julian
.Hvilket rige?
Stemmen i lyset
.Riget.
Fyrst Julian
.Og på hvilken vej?
Stemmen i lyset
.På frihedens.
Fyrst Julian
.Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
Stemmen i lyset
.Nødvendighedens vej.
Fyrst Julian
.Og ved hvilken magt?
Faksimile
Stemmen i lyset
.Ved at ville.
Fyrst Julian
.
Hvad skal jeg ville?
Stemmen i lyset
.Hvad du må.
Fyrst Julian
.Det blegner; det svinder –!
(nærmere.)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Stemmen i lyset
(veklagende.)
Julian!
(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder
som før.)
som før.)
Mystikeren Maximos
(ser op.)
Borte?
Fyrst Julian
.Borte.
Mystikeren Maximos
.Er du nu vidende?
Fyrst Julian
.Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende dybs
befæstning, – midt imellem lys og mørke.
(han lægger sig atter ned.)
befæstning, – midt imellem lys og mørke.
Hvad er riget?
Mystikeren Maximos
.Der er tre riger.
Fyrst Julian
.Tre?
Faksimile
Mystikeren Maximos
.Først er hint rige, som grundlagdes på kund-
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes
på korsets træ –
skabens træ; så hint rige, der grundlagdes
på korsets træ –
Fyrst Julian
.Og det tredje?
Mystikeren Maximos
.Det tredje er den store hemmeligheds rige,
det rige, som skal grundlægges på kundskabens
og på korsets træ tilsammen, fordi det hader
og elsker dem begge, og fordi det har sine le-
vende kilder under Adams lund og under Gol-
gata.
det rige, som skal grundlægges på kundskabens
og på korsets træ tilsammen, fordi det hader
og elsker dem begge, og fordi det har sine le-
vende kilder under Adams lund og under Gol-
gata.
Fyrst Julian
.Og det rige skal komme –?
Mystikeren Maximos
.Det står for døren. Jeg har regnet og regnet –
Fyrst Julian
.
(bryder hvast af.)
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
Mystikeren Maximos
.De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede.
Fyrst Julian
.Hvem, hvem?
Mystikeren Maximos
.De tre store hjælpere i fornægtelse.
Fyrst Julian
.Nævn dem!
Mystikeren Maximos
.Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men
jeg kunde vise dig dem –
jeg kunde vise dig dem –
Faksimile
Fyrst Julian
.Så vis mig dem! Straks, Maximos –!
Mystikeren Maximos
.Vogt dig –!
Fyrst Julian
.Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale med
dem, en for en.
dem, en for en.
Mystikeren Maximos
.Over dig selv komme skylden.
(han svinger sin stav og råber:)
Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvælgelsens
første offerlam!
første offerlam!
Fyrst Julian
.Ah!
Mystikeren Maximos
(med tilhyllet ansigt.)
Hvad ser du?
Fyrst Julian
(dæmpet.)
Der ligger han; lige for hjørnet. – Han er stor,
som Herakles, og skøn –, dog nej, ikke – –
(nølende.)
som Herakles, og skøn –, dog nej, ikke – –
Kan du, så tal til mig!
En stemme
.Hvad vil du vide?
Fyrst Julian
,Hvad var dit hverv i livet?
Stemmen
.Min brøde.
Fyrst Julian
.Hvi forbrød du dig?
Faksimile
Stemmen
.Hvi blev jeg ikke min broder?
Fyrst Julian
.Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
Stemmen
.Hvi blev jeg mig selv?
Fyrst Julian
.Og hvad vilde du, som dig selv?
Stemmen
.Hvad jeg måtte.
Fyrst Julian
.Og hvorfor måtte du?
Stemmen
.Jeg var mig.
Fyrst Julian
.Du er ordknap.
Mystikeren Maximos
(uden at se op.)
In vino veritas.
Fyrst Julian
.Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.)
Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kæ<...>
Kvæg
dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som
en offerrøg.
dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som
en offerrøg.
Stemmen
.Offerrøg stiger ikke altid.
Fyrst Julian
.Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej, nej, –
stryg ikke håret over. Hvad er det?
stryg ikke håret over. Hvad er det?
Faksimile
Stemmen
.Tegnet.
Fyrst Julian
.Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har
din brøde båret?
din brøde båret?
Stemmen
.Den herligste.
Fyrst Julian
.Hvad kalder du den herligste?
Stemmen
.Livet.
Fyrst Julian
.Og livets grund?
Stemmen
.Døden.
Fyrst Julian
.Og dødens?
Stemmen
(taber sig, som i et suk.)
Ja, det er gåden!
Fyrst Julian
.Borte!
Mystikeren Maximos
(ser op.)
Borte?
Fyrst Julian
.Ja.
Mystikeren Maximos
.Kendte du ham?
Fyrst Julian
.Ja.
Faksimile
11.
1
Mystikeren Maximos
.Hvem var det?
Fyrst Julian
.Kain.
Mystikeren Maximos
.
Den vej altså! Forsk ikke mere!
Fyrst Julian
(slår ud med hånden.)
Den anden, Maximos!
Mystikeren Maximos
.Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
Fyrst Julian
.Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig at
komme tilbunds i visse ting. Den anden, Max-
imos! Jeg vil se ham; jeg vil kende mine gæ-
ster!
komme tilbunds i visse ting. Den anden, Max-
imos! Jeg vil se ham; jeg vil kende mine gæ-
ster!
Mystikeren Maximos
.
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven.)
Her frem og lad dig tilsyne, du villende slave, du,
som hjalp ved den næste store verdens-vending!
som hjalp ved den næste store verdens-vending!
Fyrst Julian
(stirrer et øjeblik i dett det tomme rum; pludse-
lig strækker han hånden afværgende ud imod sædet
lige ved siden af sig og siger dæmpet:)
Ikke nærmere!
Mystikeren Maximos
(bortvendt.)
Ser du ham?
Fyrst Julian
.Ja.
Faksimile
2.
Mystikeren Maximos
.Hvorledes ser du ham?
Fyrst Julian
.Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
har forrevne klæder og et reb om halsen. – –
Tal til ham, Maximos!
Mystikeren Maximos
.
Du må tale.
Fyrst Julian
.Hvad var du i livet?
En stemme
(lige ved ham.)
Verdens-vognens tolvte hjul.
Fyrst Julian
.Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt.
Stemmen
.Hvor var vognen rullet hen uden mig?
Fyrst Julian
.Hvor rulled den hen ved dig?
Stemmen
.Ind i forherligelsen.
Fyrst Julian
.Hvi hjalp du?
Stemmen
.Fordi jeg var villende.
Fyrst Julian
.Hvad vilde du?
Stemmen
.Hvad jeg måtte ville.
Fyrst Julian
.Hvem kåred dig?
Faksimile
3.
Stemmen
.Mesteren.
Fyrst Julian
.Var mesteren forud-vidende da han kåred dig?
Stemmen
.Ja, det er gåden!
(kort stilhed.)
Mystikeren Maximos
.Du tier?
Fyrst Julian
.Han er her ikke mere.
Mystikeren Maximos
(ser op.)
Kendte du ham?
Fyrst Julian
.Ja.
Mystikeren Maximos
.Hvad hed han i livet?
Fyrst Julian
.Judas Ischariotes.
Mystikeren Maximos
(springer op.)
Afgrunden skyder blomster; natten forråder
sig selv!
sig selv!
Fyrst Julian
.
(skriger til ham.)
Den tredje frem!
Mystikeren Maximos
Han skal komme!
(svinger staven.)
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem,
du tredje store frigivne under nødvendigheden!
(kaster sig atter ned på hyndet og vender sit
Faksimile
4.
du tredje store frigivne under nødvendigheden!
ansigt bort.)
Hvad ser du?
Fyrst Julian
.Jeg ser intet.
Mystikeren Maximos
.Og dog er han her.
(svinger staven igen.)
Ved Salomons segl, ved øjet i trekanten, –
jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – –
Hvad ser du ny nu?
Fyrst Julian
.Intet; intet!
Mystikeren Maximos
(svinger atter staven.)
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer
op fra bordet.)
Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst er
forgæves.
forgæves.
Fyrst Julian
(rejser sig.)
Hvorfor? Tal, tal!
Mystikeren Maximos
.Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu.
Fyrst Julian
.Han lever?
Mystikeren Maximos
.Ja, han lever.
Faksimile
5.
Fyrst Julian
.Og her, sagde du –!
Mystikeren Maximos
.Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg ved
ikke –
ikke –
Fyrst Julian
(trænger ind på ham.)
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde du –!
Mystikeren Maximos
.Slip min kappe!
Fyrst Julian
.Altså du eller jeg! Men hvem af os?
Mystikeren Maximos
.Slip kappen, Julian!
Fyrst Julian
.Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
Mystikeren Maximos
.Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte
røsten i lyset?
røsten i lyset?
Fyrst Julian
.Røsten i lyset –?
(med et skrig.)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
Mystikeren Maximos
.Det tredje rige!
Fyrst Julian
.Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver! Jeg si-
ger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
ger mig løs fra dig og fra alt dit værk –
Mystikeren Maximos
.Fra nødvendigheden?
Faksimile
6.
Fyrst Julian
.Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene den.
Jeg er fri, fri, fri!
Jeg er fri, fri, fri!
(Larm udenfor; danserinderne og fløjtespillerne flygter)
Mystikeren Maximos
(lytter mod højre.)
Hvad skræk og skrig –?
Fyrst Julian
.Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
Mystikeren Maximos
.Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
Fyrst Julian
.Vær rolig; os kan ingen ramme.
Husmesteren Eutherios
(kommer ilsomt over forgården.)
Herre, herre!
Fyrst Julian
.Hvem volder hin larm udenfor?
Husmesteren Eutherios
.Fremmede mænd har omringet huset; de har sat
vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten
med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten
med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge
kommer ind fra højre.)
kommer ind fra højre.)
Quæstoren Leontes
.Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min nå-
digste herre –
digste herre –
Fyrst Julian
(et skridt tilbage.)
Hvad ser jeg!
Faksimile
7.
Quæstoren Leontes
.Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind; og
da det var mig så højst magtpåliggende –
da det var mig så højst magtpåliggende –
Fyrst Julian
.Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
Quæstoren Leontes
.Jeg har rejst nætter og dage som kejserens udsending.
Fyrst Julian
(bleg.)
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig sande-
lig ingen brøde bevidst. D Jeg er syg, Leontes! Den-
ne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som
læge.
lig ingen brøde bevidst. D Jeg er syg, Leontes! Den-
ne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som
læge.
Quæstoren Leontes
.Tillad mig, nådige herre –!
Fyrst Julian
.Hvi trænger man voldsomt ind til mig? Hvad er
det kejseren vil?
det kejseren vil?
Quæstoren Leontes
.Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt
budskab.
budskab.
Fyrst Julian
.Jeg beder dig, lad mig vide, hvad bud{g}skab du bringer.
Quæstoren Leontes
(knæler.)
Min allerhøjeste herre, – prisende din og min
egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.
Quæstorens følge
.Længe leve Cæsar Julian!
Mystikeren Maximos
.Cæsar!
Faksimile
8
Fyrst Julian
(viger med et udråb tilbage.)
Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du!
Quæstoren Leontes
.Jeg bringer kejserens bud.
Fyrst Julian
.Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
Quæstoren Leontes
.O, spørg ikke.
Fyrst Julian
.Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er Gallos?
Quæstoren Leontes
.
(står op.)
Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru.
Fyrst Julian
.Død!
Quæstoren Leontes
.Salig hos sin hustru.
Fyrst Julian
.Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejerstog!
Men når, – og hvor?
Men når, – og hvor?
Quæstoren Leontes
.O, dyrebare herre, forskån mig –
Gregor fra Nazianz
(brydes med vagten ved indgangen.)
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. – Julian!
Fyrst Julian
.Gregor, broder, – så kom du dog igen!
Gregor fra Nazianz
.Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pileregn
over staden?
over staden?
Faksimile
9.
Fyrst Julian
.Jeg er selv som rammet af ˹rygtets˺ pile. Tør jeg tro på den-
ne blanding af lykke og ulykke?
ne blanding af lykke og ulykke?
Gregor fra Nazianz
.For Kristi skyld, vis fristeren fra dig!
Fyrst Julian
.Kejserens bud, Gregor!
Gregor fra Nazianz
.Du vil træde på din broders blodige lig –
Fyrst Julian
Blodige –?
Gregor fra Nazianz
.Ved du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
Fyrst Julian
(med sammenslagne hænder.)
Myrdet!
Quæstoren Leontes
.Ah, hvo er denne forvovne –?
Fyrst Julian
.Myrdet; myrdet! (til Leontes.) Han lyver dog?
Quæstoren Leontes
.Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
Fyrst Julian
.Myrdet; – hvo myrded ham?
Quæstoren Leontes
.Hvad der er sked, var en nødvendighed, høje herre!
Cæsar Gallos har misbrugt magten som en rasen-
de her i Østerlandene. Hans stilling som Cæsar var
ham ikke længer nok. Hans færd, både i Konstanti-
nopel og andetsteds undervejs, viste tilfulde, hvad
han pønsed på.
Cæsar Gallos har misbrugt magten som en rasen-
de her i Østerlandene. Hans stilling som Cæsar var
ham ikke længer nok. Hans færd, både i Konstanti-
nopel og andetsteds undervejs, viste tilfulde, hvad
han pønsed på.
Faksimile
10.
Fyrst Julian
.Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet vil jeg vide.
Quæstoren Leontes
.O, lad mig skåne dine broderlige øren.
Fyrst Julian
.Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine sønlige
øren har tålt. Hvo dræbte ham?
øren har tålt. Hvo dræbte ham?
Quæstoren Leontes
.Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt det
rådeligt at lade ham henrette.
rådeligt at lade ham henrette.
Fyrst Julian
.Hvor? Dog ikke i Rom?
Quæstoren Leontes
.Nej, herre, det skede på rejsen did, – i staden Po-
la i Illyrien.
la i Illyrien.
Fyrst Julian
.
(bøjer sig.)
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af slægten,
Gregor! – Kejser Konstanzios er stor.
Gregor! – Kejser Konstanzios er stor.
Quæstoren Leontes
(tager en purpurkåbe fra en af følget.)
Høje Cæsar, værdiges at iføre dig –
Fyrst Julian
.Rød! Væk med den! Var det den, han bar i Pola –?
Quæstoren Leontes
.Den er kommen ny fra Sidon.
Fyrst Julian
(med et blik til Maximos.)
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
Mystikeren Maximos
.Apollinaris's syn!
Faksimile
11. 12
Gregor fra Nazianz
.Julian; Julian!
Quæstoren Leontes
.Se, den sendes dig af din frænde, kejseren. Han lader
dig sige at han, børnløs som han er, håber at du
vil læge dette hans livs dybeste sår. Han ønsker
at se dig i Rom. Derefter er det hans vilje at du
går som Cæsar til Gallien. De alemanske græn-
sefolk har sat over Rhin-strømmen og gjort et far-
ligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held
og din fremgang imod barbarerne. I drømme har
visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord
til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lyk-
kes dig at grundfæste riget.
dig sige at han, børnløs som han er, håber at du
vil læge dette hans livs dybeste sår. Han ønsker
at se dig i Rom. Derefter er det hans vilje at du
går som Cæsar til Gallien. De alemanske græn-
sefolk har sat over Rhin-strømmen og gjort et far-
ligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held
og din fremgang imod barbarerne. I drømme har
visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord
til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lyk-
kes dig at grundfæste riget.
Fyrst Julian
.Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
Mystikeren Maximos
.Tegn imod tegn.
Quæstoren Leontes
.Hvorledes, høje Cæsar?
Fyrst Julian
.Også mig er visse ting varslet; men dette –
Gregor fra Nazianz
.Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger de
vil hæfte til dine skuldre.
vil hæfte til dine skuldre.
Quæstoren Leontes
.Hvo er du, som trodser kejseren?
Gregor fra Nazianz
.Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen i Na-
zianz; – gør med mig, hvad I vil.
zianz; – gør med mig, hvad I vil.
Faksimile
12.
Fyrst Julian
.Han er min ven og broder; ingen røre ham!
(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt for-
gården.)
gården.)
Basilios fra Cæsaræa
(baner sig vej gennem mæn˹g˺den.)
Tag ikke purpuret, Julian!
Fyrst Julian
.Du også, min trofaste Basilios!
Basilios fra Cæsaræa
.Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
Fyrst Julian
.Hvad forfærder dig ved dette?
Basilios fra Cæsaræa
.De rædsler, som vil komme.
Fyrst Julian
.Ved mig skal riget grundfæstes.
Basilios fra Cæsaræa
.Kristi rige?
Fyrst Julian
.Kejserens store skønne rige.
Basilios fra Cæsaræa
.Var det kejserens rige, som stod i lys for dit syn,
da du som barn forkyndte læren fra de kappa-
dokiske blodvidners grave? Var det kejserens
rige, du drog fra Konstantinopel for at grund-
fæste på jorden? Var det kejserens rige –
da du som barn forkyndte læren fra de kappa-
dokiske blodvidners grave? Var det kejserens
rige, du drog fra Konstantinopel for at grund-
fæste på jorden? Var det kejserens rige –
Fyrst Julian
.Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig som en vild
drøm.
drøm.
Faksimile
12.
13.
Basilios fra Cæsaræa
.Dig var det bedre at du selv, med en møllesten
om din hals, lå på havets bund, end at denne
drøm skulde ligge bag dig. – Ser du ikke friste-
rens værk? Al jordens herlighed lægges for dine
fødder.
om din hals, lå på havets bund, end at denne
drøm skulde ligge bag dig. – Ser du ikke friste-
rens værk? Al jordens herlighed lægges for dine
fødder.
Mystikeren Maximos
.Tegn imod tegn, Cæsar!
Fyrst Julian
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside.)
Hvor fører du mig hen?
Quæstoren Leontes
.Til Rom, herre!
Fyrst Julian
.Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du mig hen;
til lykken og magten, – eller til slagterbænken?
til lykken og magten, – eller til slagterbænken?
Quæstoren Leontes
.O, herre, en så hånende mistro –
Fyrst Julian
.Gallos's legeme er knapt rådnet endnu.
Quæstoren Leontes
.Jeg kan hæve alle tvivl. (tager et papir frem.) Det-
te brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig
i enrum –
te brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig
i enrum –
Fyrst Julian
.Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser.)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena til mig!
Quæstoren Leontes
.Kejseren skænker dig hende, herre! Han skænker dig
denne elskede søster, som Cæsar Gallos forgæves bad
om.
Faksimile
14
denne elskede søster, som Cæsar Gallos forgæves bad
om.
Fyrst Julian
.Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men hun,
Leontes –?
Leontes –?
Quæstoren Leontes
.Ved afskeden tog han fyrstinden ved hånden og
ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt
blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog
sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde,
og lad ham vide at han altid har været den
mand, som – –
ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt
blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog
sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde,
og lad ham vide at han altid har været den
mand, som – –
Fyrst Julian
.Videre, Leontes!
Quæstoren Leontes
.Med de ord taug hun, den tugtige og rene kvinde.
Fyrst Julian
.Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt!
(han råber højt.)
Purpurkappen om mig!
Mystikeren Maximos
.Du har valgt?
Fyrst Julian
.Valgt, Maximos!
Mystikeren Maximos
.Valgt, trods tegn imod tegn?
Fyrst Julian
.Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Maxi-
mos, du har været blind, du seende! – Purpurkåben
om mig!
mos, du har været blind, du seende! – Purpurkåben
om mig!
(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.)
Faksimile
15
Basilios fra Cæsaræa
.Det er sked!
Mystikeren Maximos
.
(mumler for sig selv, med oprakte hænder.)
Sejr og lys over den villende!
Quæstoren Leontes
.Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse Cæsar.
Fyrst Julian
.Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var, – den fat-
tige visdomselsker, der tog alt af kejserens nåde. –
Til statholderens bolig, I venlige herrer!
tige visdomselsker, der tog alt af kejserens nåde. –
Til statholderens bolig, I venlige herrer!
Stemmer blandt quæstorens følge
.Plads, plads for Cæsar Julian!
(Alle går ud gennem forgården under mængdens
bifaldsråb; kun Gregor og Basilios blir stående.)
bifaldsråb; kun Gregor og Basilios blir stående.)
Basilios fra Cæsaræa
.Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde sam
sammen.
sammen.
Gregor fra Nazianz
.Her er min hånd.
Faksimile
16
Fjerde handling.
(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars
palats «De varme bade» udenfor staden. Ind-
gangsdør i baggrunden; til højre en anden
mindre dør; foran på venstre side er et
vindu med forhæng.)
palats «De varme bade» udenfor staden. Ind-
gangsdør i baggrunden; til højre en anden
mindre dør; foran på venstre side er et
vindu med forhæng.)
(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret,
Fyrs<...> sidder i en armstol og ser ud gennem vin-
duet. Slavinden Myrrha står ovenfor hende og
holder forhænget tilside.)
Fyrs<...> sidder i en armstol og ser ud gennem vin-
duet. Slavinden Myrrha står ovenfor hende og
holder forhænget tilside.)
Fyrstinde Helena
.Hvilken stimmel! Hele staden strømmer dem imø-
de. – Hys! Myrrha, – hører du ikke fløjter og
trommer?
de. – Hys! Myrrha, – hører du ikke fløjter og
trommer?
Slavinden Myrrha
.Jo, jeg synes visst –
Fyrstinde Helena
.Du lyver! Larmen er for stærk; du kan intet høre.
(springer op.) O, denne marterfulde usikkerhed!
Ikke at vide om han kommer som sejerherre eller
som flygtning.
(springer op.) O, denne marterfulde usikkerhed!
Ikke at vide om han kommer som sejerherre eller
som flygtning.
Slavinden Myrrha
.Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo altid
kommen som sejerherre.
kommen som sejerherre.
Fyrstinde Helena
.Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men
dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag.
Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kom-
men s{ <...> }om sejerherre, hvorfor skulde han da have
skikket hint brev til stadsforstanderne og for-
budt dem at møde ham med æresbevisninger
udenfor portene?
dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag.
Faksimile
17
Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kom-
men s{ <...> }om sejerherre, hvorfor skulde han da have
skikket hint brev til stadsforstanderne og for-
budt dem at møde ham med æresbevisninger
udenfor portene?
Slavinden Myrrha
.O, du ved jo, herskerinde, hvor lidet din høje hus-
bond tragter efter slige ting.
bond tragter efter slige ting.
Fyrstinde Helena
.Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde lidt
noget nederlag – i Rom måtte man jo vide det –
mon kejseren da havde skikket os denne udsending,
som må kunne være her endnu idag, og hvis il-
bud har bragt mig alle disse rige smykker og
gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
noget nederlag – i Rom måtte man jo vide det –
mon kejseren da havde skikket os denne udsending,
som må kunne være her endnu idag, og hvis il-
bud har bragt mig alle disse rige smykker og
gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden.)
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare
noget pålideligt –
noget pålideligt –
Fyrstinde Helena
.Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv må
dog vide –
dog vide –
Husmesteren Eutherios
.Det er kun barbariske hjælpetropper, som rykker
ind, – Bataver og andre, – o{ d }g de ved intet.
ind, – Bataver og andre, – o{ d }g de ved intet.
Fyrstinde Helena
(vrider sine hænder.)
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige Kri-
stus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
(lytter og skriger ud.)
stus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
Cæsar Julian
,
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden.)
Helena!
Husmesteren Eutherios
.Min høje Cæsar!
Cæsar Julian
(favner fyrstinden med voldsomhed.)
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
Fyrstinde Helena
.Slagen! Forfulgt!
Husmesteren Eutherios
.Herre!
Cæsar Julian
.Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe ind!
Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren?
Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren?
Husmesteren Eutherios
.Nej, herre; men der er en udsending ivente.
Cæsar Julian
.Gå, gå! (til slavinden.) Væk med dig.
(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.)
Fyrstinde Helena
(synker ned i armstolen.)
Så er det da ude med os!
Cæsar Julian
.
(trækker forhænget sammen.)
Hvem ved. Blot varsom, så kan uvejret endnu –
Fyrstinde Helena
.Efter et sådant nederlag –?
Cæsar Julian
.Nederlag? Hvad taler du om, min elskede?
Faksimile
19
Fyrstinde Helena
.Har ikke Alemanerne slåt dig?
Cæsar Julian
.Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig levende
igen.
igen.
Fyrstinde Helena
.
(springer op.)
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
Cæsar Julian
(sagte.)
Det værste, Helena; – en umådelig sejr.
Fyrstinde Helena
.Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har sejret,
og dog –?
og dog –?
Cæsar Julian
.Du kan ikke fatte hvorledes jeg står. Du kender
kun den gyldne yderside af al en Cæsars elendig-
hed.
kun den gyldne yderside af al en Cæsars elendig-
hed.
Fyrstinde Helena
.Julian!
Cæsar Julian
.Kan du fortænke mig i at jeg har dulgt sligt for
dig? Bød ikke både pligt og skam at –? Ah, –
hvad er det? Hvilken forandring –!
dig? Bød ikke både pligt og skam at –? Ah, –
hvad er det? Hvilken forandring –!
Fyrstinde Helena
.Hvad? Hvad?
Cæsar Julian
.Hvilken forandring med dig i disse måneder!
Helena, har du været syg?
Helena, har du været syg?
Fyrstinde Helena
.Nej, nej; men sig mig –?
Faksimile
20
Cæsar Julian
.Jo, du har været syg! Du må være syg endnu; –
disse feberhede tindinger, disse blå-brune ringe
om øjnene –
disse feberhede tindinger, disse blå-brune ringe
om øjnene –
Fyrstinde Helena
.O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian!
Kun angst og nattevågen for din skyld; bræn-
dende bønner til den højt velsignede på kor-
sets træ –
Kun angst og nattevågen for din skyld; bræn-
dende bønner til den højt velsignede på kor-
sets træ –
Cæsar Julian
.Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel usikkert
om denne nidkærhed frugter så meget.
om denne nidkærhed frugter så meget.
Fyrstinde Helena
.Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om dine eg-
ne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig.
ne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig.
Cæsar Julian
.Der kan intet dølges længer. Siden kejserindens
død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her
i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved
hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alema-
nerne, så hed det at jeg var frygtagtig og uvirk-
som. Man spottede over visdomselskeren, som
ikke ret kunde vænne sig til at bære krigsrust-
ning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så
måtte jeg høre at jeg burde kunnet opnå mere.
død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her
i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved
hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alema-
nerne, så hed det at jeg var frygtagtig og uvirk-
som. Man spottede over visdomselskeren, som
ikke ret kunde vænne sig til at bære krigsrust-
ning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så
måtte jeg høre at jeg burde kunnet opnå mere.
Fyrstinde Helena
.Men alle dine venner i hæren –
Cæsar Julian
.Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke
en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor
bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag
på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen
til mig i lejren, har mindet mig om vort gam-
le venskab i Athen og bedt om at måtte følge
mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sal-
lust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem,
man der kalder hedninger. Han kan intet ga
gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten
Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indeslut-
tet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges
under følelsen af sin egen udygtighed, og som
dog ikke kan forlige sig med min nye krigs-
førsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger
dig, denne urolige mand tragter efter de højeste
ting.
en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor
Faksimile
21.
bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag
på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen
til mig i lejren, har mindet mig om vort gam-
le venskab i Athen og bedt om at måtte følge
mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sal-
lust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem,
man der kalder hedninger. Han kan intet ga
gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten
Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indeslut-
tet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges
under følelsen af sin egen udygtighed, og som
dog ikke kan forlige sig med min nye krigs-
førsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger
dig, denne urolige mand tragter efter de højeste
ting.
Fyrstinde Helena
.Ah, Julian!
Cæsar Julian
(går op og ned.)
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet
og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden
som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spisesed-
del, min kok har at rette sig efter, den er sendt
ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at æn-
dre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!
Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til
Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet
og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden
som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spisesed-
del, min kok har at rette sig efter, den er sendt
ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at æn-
dre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!
Fyrstinde Helena
.Og alt dette har du båret hemmeligt –!
Faksimile
22
Cæsar Julian
.Alle ved det, uden du. Alle spotter over Cæsars
afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke
bære det!
afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke
bære det!
Fyrstinde Helena
.Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har rygtet
overdrevet –?
overdrevet –?
Cæsar Julian
.Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hys; hvad
var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
var det? (lytter mod døren.) Nej, nej; jeg syntes
kun –.
Jeg tør sige at jeg i disse måneder har udrettet alt,
hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt,
og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg
barbarerne tilbage mod den østlige grænse. For-
an Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak
kong Knodomar alle sine stridskræfter sam-
men. Fem konger og ti ringere fyrster stødte
til ham. Men forinden han havde fåt sam-
let de nødvendige både til overgang i nødsfald,
lod jeg min hær rykke frem til angreb.
hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt,
og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg
barbarerne tilbage mod den østlige grænse. For-
an Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak
kong Knodomar alle sine stridskræfter sam-
men. Fem konger og ti ringere fyrster stødte
til ham. Men forinden han havde fåt sam-
let de nødvendige både til overgang i nødsfald,
lod jeg min hær rykke frem til angreb.
Fyrstinde Helena
.Min helt, min Julian!
Cæsar Julian
.Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede
omgik fienden i nord; de gamle legioner un-
der Severus drev barbarerne mere og mere øst-
ligt imod floden; Bataverne, vore bundsfor-
vandte, under den trofaste Bainabaudes, stod
legionerne <...> ærligt bi, og da Knodomar mær-
ked at der var al fare, søgte han at undkom-
me imod syd for at nå over til øerne. Men
før det kunde ske lod jeg Florentius møde ham
med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg
gider ikke sige det højt, men visst er det at for-
ræderi eller misundelse nær havde røvet mig
sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang
efter gang for barbarerne, som kasted sig til
jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort ne-
derlag for øjnene –
omgik fienden i nord; de gamle legioner un-
der Severus drev barbarerne mere og mere øst-
ligt imod floden; Bataverne, vore bundsfor-
vandte, under den trofaste Bainabaudes, stod
legionerne <...> ærligt bi, og da Knodomar mær-
ked at der var al fare, søgte han at undkom-
Faksimile
23
me imod syd for at nå over til øerne. Men
før det kunde ske lod jeg Florentius møde ham
med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg
gider ikke sige det højt, men visst er det at for-
ræderi eller misundelse nær havde røvet mig
sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang
efter gang for barbarerne, som kasted sig til
jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort ne-
derlag for øjnene –
Fyrstinde Helena
.Men slagenes Gud var med dig!
Cæsar Julian
.Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper
med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til
dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv
en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig,
og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde løn-
net mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste
kamptummel.
med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til
dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv
en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig,
og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde løn-
net mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste
kamptummel.
Fyrstinde Helena
.Julian! O, du elsker mig ikke!
Cæsar Julian
.I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vil-
de dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom,
min elskede! Det var som om en lynslående ræd-
sel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Kno-
domar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo
selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget,
og med ham flygtede hans broder Vestralp og
kongerne Hortar og Suomar og alle, som ik-
ke lå under for vore sværd.
de dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom,
min elskede! Det var som om en lynslående ræd-
sel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Kno-
domar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo
selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget,
og med ham flygtede hans broder Vestralp og
kongerne Hortar og Suomar og alle, som ik-
ke lå under for vore sværd.
Faksimile
24
Fyrstinde Helena
.O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser; det
var dig, som atter udsendte mordenglene fra
den mulviske bro!
var dig, som atter udsendte mordenglene fra
den mulviske bro!
Cæsar Julian
.Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte
i, der vi vaded over de faldne. Floden gjorde
resten; de druknende kæmped indbyrdes til de væl-
ted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrster-
ne faldt levende i vore hænder; Knodomar
selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; vore
en af hans ledsagere røbed ham, vore folk send-
te en pileregn ind imod den skjulte, men u-
den at ramme. Da kom han frivilligt frem
og overgav sig.
har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte
i, der vi vaded over de faldne. Floden gjorde
resten; de druknende kæmped indbyrdes til de væl-
ted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrster-
ne faldt levende i vore hænder; Knodomar
selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; vore
en af hans ledsagere røbed ham, vore folk send-
te en pileregn ind imod den skjulte, men u-
den at ramme. Da kom han frivilligt frem
og overgav sig.
Fyrstinde Helena
.Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg?
Cæsar Julian
(nølende.)
Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et til-
fælde, en ubetydelighed –
fælde, en ubetydelighed –
Fyrstinde Helena
.Et tilfælde?
Cæsar Julian
.Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled vi
så meget over Nemesis. – Min sejr var så over-
vældende stor, Helena; min stilling var lige-
som kommen ud af ligevægt; jeg ved ikke –
så meget over Nemesis. – Min sejr var så over-
vældende stor, Helena; min stilling var lige-
som kommen ud af ligevægt; jeg ved ikke –
Fyrstinde Helena
.O, tal dog; du ængster mig!
Faksimile
13.
25
Cæsar Julian
.Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod
den fangne Knodomar føre for mig i hærens på-
syn. Før slaget havde han truet med at jeg skul-
de flåes levende når jeg faldt i hans hænder.
Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælven-
de over hele legemet; knækket af ulykken, således,
som det er barbarers vis, kasted han sig ned for
mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad
for livet.
den fangne Knodomar føre for mig i hærens på-
syn. Før slaget havde han truet med at jeg skul-
de flåes levende når jeg faldt i hans hænder.
Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælven-
de over hele legemet; knækket af ulykken, således,
som det er barbarers vis, kasted han sig ned for
mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad
for livet.
Fyrstinde Helena
.Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lem-
mer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte
du ham, min elskede?
mer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte
du ham, min elskede?
Cæsar Julian
.Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg tilsagde
ham sikkerhed og loved at sende ham til som
fange til Rom.
ham sikkerhed og loved at sende ham til som
fange til Rom.
Fyrstinde Helena
.Uden at pine ham?
Cæsar Julian
.Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, –
jeg fatter ikke hvorledes det gik til, – i over-
strømmende glæde, og med et hyl på sine læber,
sprang barbaren op, strakte sine bunde hænder
ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog,
råbte han med høj røst: priset være du, Julian,
du mægtige kejser!
jeg fatter ikke hvorledes det gik til, – i over-
strømmende glæde, og med et hyl på sine læber,
sprang barbaren op, strakte sine bunde hænder
ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog,
råbte han med høj røst: priset være du, Julian,
du mægtige kejser!
Fyrstinde Helena
.Ah!
Faksimile
26
Cæsar Julian
.Mine ledsagere vilde til at le; men barbar-kongens
råb slog ˹ned˺ som et tændende lyn iblandt soldaternes
klynger. «Leve kejser Julian», råbte de omståen-
de; og råbet forplanted sig i videre og videre
ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om
en Titan havde slynget et berg ud i verdensha-
vet; – o, min elskede, tilgiv mig denne heden-
ske lignelse, men –
råb slog ˹ned˺ som et tændende lyn iblandt soldaternes
klynger. «Leve kejser Julian», råbte de omståen-
de; og råbet forplanted sig i videre og videre
ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om
en Titan havde slynget et berg ud i verdensha-
vet; – o, min elskede, tilgiv mig denne heden-
ske lignelse, men –
Fyrstinde Helena
.Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!
Cæsar Julian
.Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios,
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvin-
der, var for ham den største –
hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvin-
der, var for ham den største –
Fyrstinde Helena
.Ja, ja; men soldaterne –?
Cæsar Julian
.Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, –
Florentius, Severus og visse andre stod stille
omkring, hvide af skræk og vrede.
Florentius, Severus og visse andre stod stille
omkring, hvide af skræk og vrede.
Fyrstinde Helena
.Ja, ja, – de, men ikke soldaterne.
Cæsar Julian
.Der var knapt gåt en nat tilende før mine hem-
melige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed
det, og til gengæld har han skænket barbar-kongen
livet. – Således, vendt op og ned, er det også ble-
ven meldt til Rom.
melige fiender havde forvansket sagen. Cæsar
har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed
det, og til gengæld har han skænket barbar-kongen
livet. – Således, vendt op og ned, er det også ble-
ven meldt til Rom.
Faksimile
27
Fyrstinde Helena
.Er du viss på det? Og af hvem?
Cæsar Julian
.Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt
til kejseren og fortalte ham det hele, men –
til kejseren og fortalte ham det hele, men –
Fyrstinde Helena
.Nu, – og hvad har han svaret?
Cæsar Julian
.Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående
taushed når han vil ramme nogen.
taushed når han vil ramme nogen.
Fyrstinde Helena
.Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt
andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig
sikkerhed for at –
andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig
sikkerhed for at –
Cæsar Julian
.Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst
gemmer jeg opsnappede breve, som –
gemmer jeg opsnappede breve, som –
Fyrstinde Helena
.O, Herre min Gud, lad mig se!
Cæsar Julian
.Siden, siden.
(han går op og ned.)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham!
Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden
for lange tider, mens han selv har lidt nederlag
på nederlag ved Donau og mens hæren i Asien
ikke synes at vinde et skridts fremgang imod
Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undta-
gen her, hvor man satte en modstræbende vis-
domsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes
jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste
store sejr har man gort et spottedigt over mig og
kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden
for lange tider, mens han selv har lidt nederlag
på nederlag ved Donau og mens hæren i Asien
ikke synes at vinde et skridts fremgang imod
Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undta-
gen her, hvor man satte en modstræbende vis-
domsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes
jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste
Faksimile
28
store sejr har man gort et spottedigt over mig og
kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
Fyrstinde Helena
.Ja, jeg tror det også.
Cæsar Julian
.Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår!
Fyrstinde Helena
.Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive ståen-
de ved dette.
de ved dette.
Cæsar Julian
(standser.)
Helena, kunde du følge mig?
Fyrstinde Helena
(sagte.)
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
Cæsar Julian
.Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til den så
længe eftertragtede ensomhed –!
længe eftertragtede ensomhed –!
Fyrstinde Helena
.Hvad siger du? Ensomhed!
Cæsar Julian
.Med dig, min elskede; og med mine kære bøger,
dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem
jeg kun har turdet vie mine hvileløse nætter.
dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem
jeg kun har turdet vie mine hvileløse nætter.
Fyrstinde Helena
(ser nedad ham.)
Ah, således!
Cæsar Julian
.Hvad ellers?
Fyrstinde Helena
.Nu ja; hvad ellers?
Faksimile
29.
Cæsar Julian
.Ja ja, – jeg spørger, hvad ellers?
Fyrstinde Helena
(nærmere.)
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
Cæsar Julian
(vigende.)
Helena!
Fyrstinde Helena
(atter nærmere.)
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i sol-
daternes rækker?
daternes rækker?
Cæsar Julian
.Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver
dør!
dør!
Fyrstinde Helena
.Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds nåde o-
ver dig? Har du ikke været den lykkelige i alle
træfninger? – Jeg ser den manende frelser; jeg ser en-
gelen med ildsværdet, som baned vej for min fa-
der da han kasted Maxentius t i Tiberen!
ver dig? Har du ikke været den lykkelige i alle
træfninger? – Jeg ser den manende frelser; jeg ser en-
gelen med ildsværdet, som baned vej for min fa-
der da han kasted Maxentius t i Tiberen!
Cæsar Julian
.Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker!
Fyrstinde Helena
.Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå,
gå; slå dem med din vredes lyn! ˹;˺ gør ende på det-
te tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk.
Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til sol-
varmen, til Rom og Grækenland.
gå; slå dem med din vredes lyn! ˹;˺ gør ende på det-
te tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk.
Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til sol-
varmen, til Rom og Grækenland.
Cæsar Julian
.Hjem igen til din broder?
Faksimile
30
Fyrstinde Helena
(sagte.)
Konstanzios er affældig.
Cæsar Julian
.Helena!
Fyrstinde Helena
.Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig. Tiden går.
Eusebia er borte; hendes tomme sæde står vin-
kende til hæder og herlighed mens jeg ældes –
Eusebia er borte; hendes tomme sæde står vin-
kende til hæder og herlighed mens jeg ældes –
Cæsar Julian
.Du ældes ikke; du er ung og skøn!
Fyrstinde Helena
.Nej, nej, nej! Tiden går; ik jeg kan ikke bære dette
med tålmod; livet går fra mig!
med tålmod; livet går fra mig!
Cæsar Julian
(ser på hende.)
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du ikke!
Fyrstinde Helena
(klynger sig til ham.)
Er jeg det, Julian?
Cæsar Julian
(favner hende.)
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den ene-
ste, som har elsket mig.
ste, som har elsket mig.
Fyrstinde Helena
.Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere. Når
alt er over, så –
alt er over, så –
Cæsar Julian
.
(river sig løs.)
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
Faksimile
31
Fyrstinde Helena
(går efter ham.)
Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger i et hår
over graven. O, min elskede Julian, du har jo sol-
daterne for dig –
over graven. O, min elskede Julian, du har jo sol-
daterne for dig –
Cæsar Julian
.Ti, ti!
Fyrstinde Helena
.Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det så
at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt.
Fy, hvor kunde du tænke det? Skækken vil være
nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt
ende hans lidelser.
at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt.
Fy, hvor kunde du tænke det? Skækken vil være
nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt
ende hans lidelser.
Cæsar Julian
.Glemmer du den usynlige livvagt om den salvede?
Fyrstinde Helena
.Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver han
meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for
dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blod-
vidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skæn
Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil
udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig
ind under korsets nåde.
meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for
dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blod-
vidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skæn
Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil
udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig
ind under korsets nåde.
Cæsar Julian
.Alemanerne bøjer sig ikke did under.
Fyrstinde Helena
.Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet sti-
ge op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge
hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved
os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder
for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og
da, min Julian, – når du ser mig igen , ˹–;˺ forynget,
forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du el-
skede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet
skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –
ge op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge
hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved
os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder
for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og
Faksimile
32
da, min Julian, – når du ser mig igen , ˹–;˺ forynget,
forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du el-
skede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet
skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –
Cæsar Julian
.Helena, du forbryder dig!
Fyrstinde Helena
.Er det en brøde at forbryde sig for din skyld?
Cæsar Julian
.Du skønne, du eneste!
Fyrstinde Helena
(bøjer sig ned over hans hænder.)
Min herre for Gud og mennesker! – Vig ikke
dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg
ser himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus;
mine kvinder skal samles i bøn. (med oprakte
arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes Gud,
du, som har nåden og sejren i din hånd –
dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg
ser himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus;
mine kvinder skal samles i bøn. (med oprakte
arme.) O, du velsignede! O, du hærskarernes Gud,
du, som har nåden og sejren i din hånd –
Cæsar Julian
,
(med et blik mod døren, råber:)
Helena!
Fyrstinde Helena
.Ah!
Husmesteren Eutherios
(fra baggrunden.)
Herre, kejserens sendebud –
Cæsar Julian
.Er han kommen?
Husmesteren Eutherios
.Ja, herre!
Faksimile
33
Cæsar Julian
.Hans navn? Hvem er han?
Husmesteren Eutherios
.Tribunen Decentius.
Fyrstinde Helena
.Virkelig? Den fromme Decentius!
Cæsar Julian
.Hvem har han talt med?
Husmesteren Eutherios
.Med ingen, herre{!}
˹;˺ han kom i dette øjeblik.
Cæsar Julian
.Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et. Hærfø-
rerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos
mig.
rerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos
mig.
Husmesteren Eutherios
Godt, nådigste herre!
(han går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian
.Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
Fyrstinde Helena
(sagte.)
Hvad der end viser sig, så glem ikke at du kan
stole på soldaterne.
stole på soldaterne.
Cæsar Julian
.Ah, stole, stole –; jeg ved ikke om jeg kan stole
på nogen.
på nogen.
(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.)
Fyrstinde Helena
(imod ham.)
Velkommen, ædle Decentius! Et romersk ansigt, –
og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger et livende
solskær over vort umilde Gallien.
og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger et livende
Faksimile
34.
solskær over vort umilde Gallien.
Tribunen Decentius
.Kejseren møder din længsel og dit håb på halvvejen,
høje Fyrstinde! Vi tør tro at Gallien ikke ret længe
skal lænke dig.
høje Fyrstinde! Vi tør tro at Gallien ikke ret længe
skal lænke dig.
Fyrstinde Helena
.Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tæn-
ker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes
er det med hans sundhed?
ker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes
er det med hans sundhed?
Cæsar Julian
.Gå, gå, min elskede Helena!
Tribunen Decentius
.Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig.
Fyrstinde Helena
.Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle disse
ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun
var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decen-
tius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver
har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige
gaver –; nej, nej, broderlige gaver, i sandhed! To
skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min
Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frug-
ter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus,
ferskener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske
mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun
var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decen-
tius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver
har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige
gaver –; nej, nej, broderlige gaver, i sandhed! To
skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min
Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frug-
ter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus,
ferskener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske
mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
Cæsar Julian
.Et glædes-måltid skal ende dagen; men forretnin-
ger først. Gå, min dyrebare hustru!
ger først. Gå, min dyrebare hustru!
Fyrstinde Helena
.Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og for
alle håb.
alle håb.
Faksimile
35.
(hun går ud til højre.)
Cæsar Julian
(efter et øjebliks ophold.)
Bud eller brevskaber?
Tribunen Decentius
.Brevskaber.
(han rækker ham en papirrulle.)
Cæsar Julian
(læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud.)
Mere!
Tribunen Decentius
.Høje Cæsar, det er omtrent alt.
Cæsar Julian
.Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange vej
kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned.)
kun for at –?
Var Alemaner˹-˺kongen Knodomar kommen til
Rom før din afrejse?
Rom før din afrejse?
Tribunen Decentius
.Ja, høje Cæsar!
Cæsar Julian
.Og hvorledes hjælper han sig i det fremmede land,
ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er højst
ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter
for mine soldater. Tænk dig, han forveksled
så gængse ord som kejser og Cæsar.
ukyndig i sproget, som han er? Ja, han er højst
ukyndig, Decentius! Han var ligefrem til latter
for mine soldater. Tænk dig, han forveksled
så gængse ord som kejser og Cæsar.
Tribunen Decentius
(trækker på skuldrene.)
En barbar. Hvad skal man vel sige?
Cæsar Julian
.Tribunen Decentius
.Knodomar er død, herre!
Cæsar Julian
(standser.)
Knodomar er død?
Tribunen Decentius
.I fremmed-lejren på den cøliske bakke.
Cæsar Julian
.Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
Tribunen Decentius
.Alemaner-kongen døde af hjemve, herre! Læng-
selen efter slægt og frihed –
selen efter slægt og frihed –
Cæsar Julian
.– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg ved det. – Jeg
burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg
burde ladet ham dræbe her.
burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg
burde ladet ham dræbe her.
Tribunen Decentius
.Cæsars sind er mildt.
Cæsar Julian
.Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra
baggrunden.)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere.
(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum
taler han altid til mig om sejers-vognen og det
hvide forspand. (til Sintula.) Det blev Phaë-
tons færd med de lybske solheste. Hvorledes en
endte det? Har du glemt – har du glemt dit he-
denskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse,
Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
(til Decentius.) Siden slaget ved Argentoratum
taler han altid til mig om sejers-vognen og det
hvide forspand. (til Sintula.) Det blev Phaë-
tons færd med de lybske solheste. Hvorledes en
endte det? Har du glemt – har du glemt dit he-
denskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse,
Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
Faksimile
14.
37
Tribunen Decentius
.Cæsar kildrer sin tjeners øre; men han sårer det ikke.
Cæsar Julian
.Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger. Jeg ved
virkelig ikke at tage det på anden måde. – Der
har vi dem.
virkelig ikke at tage det på anden måde. – Der
har vi dem.
(Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Floren-
tius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæ-
sars hof kommer fra baggrunden.)
tius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæ-
sars hof kommer fra baggrunden.)
Cæsar Julian
(går dem imøde.)
God morgen, I våbenbrødre og venner! Harmes ikke
formeget over at jeg kalder eder lige hid fra lande-
vejens smuds og møje; jeg burde visselig undt eder
nogle timers ro; men –
formeget over at jeg kalder eder lige hid fra lande-
vejens smuds og møje; jeg burde visselig undt eder
nogle timers ro; men –
Prætorianhøvdingen Florentius
.Er der hændt noget særdeles, herre?
Cæsar Julian
.Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, – hvad
fattedes i Cæsars lykke?
fattedes i Cæsars lykke?
Prætorianhøvdingen Florentius
.Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
Cæsar Julian
.
Nu ingenting. (til Decentius.) Hæren har for-
langt at jeg skulde holde sejers-indtog i staden.
I spidsen for legionerne vilde man at jeg skulde
drage ind gennem Lutetias porte. Fangne bar-
bar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved
vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve over-
vundne folkeslag skulde følge efter, tæt sam-
mentrængte, hoved ved hoved – (bryder plud-
selig af.) Glæd eder, mine tapre medkæmpere;
her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige
ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med
gaver og hilsninger fra Rom.
langt at jeg skulde holde sejers-indtog i staden.
I spidsen for legionerne vilde man at jeg skulde
drage ind gennem Lutetias porte. Fangne bar-
bar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved
vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve over-
vundne folkeslag skulde følge efter, tæt sam-
mentrængte, hoved ved hoved – (bryder plud-
Faksimile
38.
selig af.) Glæd eder, mine tapre medkæmpere;
her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige
ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med
gaver og hilsninger fra Rom.
Prætorianhøvdingen Florentius
.Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
Hærføreren Severus
(sagte til Florentius.)
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
Prætorianhøvdingen Florentius
.
(sagte.)
O, denne vankelmodige kejser!
Cæsar Julian
.Det synes, som om en forundringsfuld stumhed hav<...>
de slåt eder alle. – Man finder at kejseren har gjort
formeget, gode Decentius!
de slåt eder alle. – Man finder at kejseren har gjort
formeget, gode Decentius!
{
H
}Prætorianhøvdingen Florentius
.Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
Hærføreren Severus
.Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke kej-
seren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?
seren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?
Prætorianhøvdingen Florentius
.Tilvisse er dette en stor og sjelden udmærkelse –
Hærføreren Severus
.Jeg vil kalde den overmåde stor og sjelden.
Prætorianhøvdingen Florentius
.Og navnlig giver den et lysende vidnesbyrd for, at vor op-
højede kejsers sind er frit for al misundelse –
højede kejsers sind er frit for al misundelse –
Hærføreren Severus
.Et vidnesbyrd uden forbillede; det tør jeg nok sige.
Faksimile
39
Prætorianhøvdingen Florentius
.Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i disse
få år i Gallien?
få år i Gallien?
Cæsar Julian
.En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har slet
intet udrettet. Intet, intet!
intet udrettet. Intet, intet!
Prætorianhøvdingen Florentius
.Og det regner din beskedenhed for intet? Hvad var
hæren, da du overtog den? En uordnet hob –
hæren, da du overtog den? En uordnet hob –
Hærføreren Severus
.– uden sammenhæng, uden lydighed, uden ledelse –
Cæsar Julian
.Overdrivelse, Severus!
Prætorianhøvdingen Florentius
.Og var det ikke med denne utøjlede hob at du gik
imod Alemanerne; slog du dem ikke med disse ban-
der, som du gennem sejervindinger omskabte til
en hær af sejerherrer; tog du ikke Colonia Agrip-
pina tilbage –?
imod Alemanerne; slog du dem ikke med disse ban-
der, som du gennem sejervindinger omskabte til
en hær af sejerherrer; tog du ikke Colonia Agrip-
pina tilbage –?
Cæsar Julian
.Ej, ej, du ser med venskabets øje, min Floren-
tius! – Eller er det virkelig sandt? Er det så,
at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin? At
jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i forsvars-
tilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er
det virkelig så?
tius! – Eller er det virkelig sandt? Er det så,
at jeg jog barbarerne bort fra øerne i Rhin? At
jeg satte det forfaldne Tres Tabernæ i forsvars-
tilstand til fromme for rigets sikkerhed? Er
det virkelig så?
Prætorianhøvdingen Florentius
.Hvorledes, herre? Kan du tvivle om så store ting?
Cæsar Julian
.Nej, i sandhed, jeg synes –. Og slaget ved Argen-
toratum? Var jeg ikke med der? Det svæver mig
så visst for, at jeg sejrede over Knodomar. Og efter
sejren –; Florentius, har jeg drømt; eller bygged
jeg ikke Trajans kastel op igen, da vi rykked ind
i de germaniske egne?
toratum? Var jeg ikke med der? Det svæver mig
Faksimile
40
så visst for, at jeg sejrede over Knodomar. Og efter
sejren –; Florentius, har jeg drømt; eller bygged
jeg ikke Trajans kastel op igen, da vi rykked ind
i de germaniske egne?
Prætorianhøvdingen Florentius
.Høje Cæsar, gives der nogen så afsindig mand, at
han vil gøre dig denne ære stridig?
han vil gøre dig denne ære stridig?
Hærføreren Severus
(til Decentius.)
Jeg priser skæbnen, som forundte mig på mine gam-
le dage at følge så lykkelig en fører.
le dage at følge så lykkelig en fører.
Prætorianhøvdingen Florentius
.
(ligeledes til tribunen.)
Hvad vending det alemanske overfald uden Cæ-
sars <...> tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
sars <...> tapperhed og klogskab kunde have taget,
det vover jeg knapt at tænke på.
Flere hofmænd
(trænger sig frem.)
Ja, herre, Cæsar er stor!
Andre herrer
,
(klapper i hænderne.)
Cæsar er uden lige!
Cæsar Julian
(ser en stund afvekslende på Decentius og de an-
dre; derpå brister han ud i en høj kort latter.)
Så blindt er venskab, Decentius! Så blindt, blindt!
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen,
som han holder i hånden.)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug
det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det
er kejserens melding til alle statholderne rundt
om i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt
en afskrift med. Her står det: jeg har intet ud-
rettet i Gallien. Det var en drøm, som jeg
nys sagde. Her har vi kejserens egne ord: det
var under kejserens lykkelig forvarsler at den riget
overhængende fare blev afvendt.
det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det
er kejserens melding til alle statholderne rundt
Faksimile
41.
om i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt
en afskrift med. Her står det: jeg har intet ud-
rettet i Gallien. Det var en drøm, som jeg
nys sagde. Her har vi kejserens egne ord: det
var under kejserens lykkelig forvarsler at den riget
overhængende fare blev afvendt.
Prætorianhøvdingen Florentius
.Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens
forvarsler.
forvarsler.
Cæsar Julian
.Mere, mere! Her berettes det, at det
˹er˺
var
kejseren,
som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren,
som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-
konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn
lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette
skriftstykke, – og heller ikke dit, Florentius, og
heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen
af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg
havde det? jo her; her står det; det var kej-
seren, som påbød slagordningen; det var kejseren
selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæm-
pende i de forreste rækker; det var kejseren, som,
ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på ho-
vedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren,
som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-
konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn
lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette
skriftstykke, – og heller ikke dit, Florentius, og
heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen
af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg
havde det? jo her; her står det; det var kej-
seren, som påbød slagordningen; det var kejseren
selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæm-
pende i de forreste rækker; det var kejseren, som,
ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på ho-
vedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
Hærføreren Severus
.Høje Cæsar, dit ord er nok.
Cæsar Julian
.Og hvor vil I så hen med eders dårende
<...>
tale{?},
I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig,
gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den
overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad
tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette?
Du ser at jeg i min egen lejr må holde øje med
tilhængere, som stundom i blindhed er på vej til
at forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.
I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig,
gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den
overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad
Faksimile
42.
tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette?
Du ser at jeg i min egen lejr må holde øje med
tilhængere, som stundom i blindhed er på vej til
at forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.
Prætorianhøvdingen Florentius
.
(hurtigt til tribunen.)
I sandhed, mine ˹ord˺ er bleven højlig mistydede, ifald –
Hærføreren Severus
.
(ligeledes til tribunen.)
Det kunde aldrig komme mig isinde på den vis at –
Cæsar Julian
.Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle til-
hobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad
der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det. Det
var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæ-
sars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til
at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius!
Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom. Han
finder derfor at alle højtideligheder her er over-
flødige. Gå, Sintula, og sørg for at de påtænkte
optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine
soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at de
skal forblive i lejren udenfor murene.
hobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad
der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det. Det
var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæ-
sars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til
at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius!
Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom. Han
finder derfor at alle højtideligheder her er over-
flødige. Gå, Sintula, og sørg for at de påtænkte
optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine
soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at de
skal forblive i lejren udenfor murene.
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.)
Cæsar Julian
.Var jeg ikke engang en visdomsven? Man sagde
det idetmindste, både i Athen og i Efesos. Så svagt
er det menneskelige sind i medgang. Jeg var nær
bleven visdommen utro. Kejseren har påmindet
mig. Tak ham ydmygst, Decentius! Har du
mere at melde?
det idetmindste, både i Athen og i Efesos. Så svagt
er det menneskelige sind i medgang. Jeg var nær
bleven visdommen utro. Kejseren har påmindet
mig. Tak ham ydmygst, Decentius! Har du
mere at melde?
Faksimile
43.
Tribunen Decentius
.Et endnu. Efter alt, hvad kejseren har fornum-
met, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra Argen-
toratum, er det store fredsværk lykkeligt ført
til ende her i Gallien.
met, og ifølge det brev, du tilskrev ham fra Argen-
toratum, er det store fredsværk lykkeligt ført
til ende her i Gallien.
Cæsar Julian
.Visselig; kejseren har dels ved sin tapperhed
og dels ved sin højmodige mildhed –
og dels ved sin højmodige mildhed –
Tribunen Decentius
.Rigets grænse er sikret imod Rhin.
Cæsar Julian
.Af kejseren, af kejseren.
Tribunen Decentius
.I landskaberne omkring Donau står derimod
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sa-
pores vinder stadig fremgang.
sagerne slet, og endnu slettere i Asien; kong Sa-
pores vinder stadig fremgang.
Cæsar Julian
.Den forvovne mand! Rygtet siger at kejseren
heller ikke i sommer har behaget at lade si-
ne hærførere knuse ham.
heller ikke i sommer har behaget at lade si-
ne hærførere knuse ham.
Tribunen Decentius
.Kejseren agter selv at knuse ham til foråret.
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje
Cæsar!
(tager en papirrulle frem.) Her er hans vilje, høje
Cæsar!
Cæsar Julian
.Lad se, lad se! (læser.) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse;
derpå ser han op og siger:)
Det er altså kejserens vilje at –? Godt, godt,
ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efter-
kommet.
ædle Decentius; kejserens vilje skal blive efter-
kommet.
Faksimile
44.
Tribunen Decentius
.Det er nødvendigt at den efterkommes endnu i-
dag.
dag.
Cæsar Julian
.Endnu idag; forstår sig. Kom her, Sintula!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
Nu, hvor er han? Ah så! – Hent Sintula tilbage!
(En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian
går hen til vinduet og læser papirerne igennem
på ny.)
går hen til vinduet og læser papirerne igennem
på ny.)
Prætorianhøvdingen Florentius
(dæmpet til tribunen.)
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før sag-
de. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selv-
følgelig ikke dermed ment at –
de. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selv-
følgelig ikke dermed ment at –
Hærføreren Severus
(sagte.)
Aldrig kunde det komme i min tanke at det
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
En hofmand
(på tribunens anden side.)
Jeg bæ<...>
beder dig, ædle herre, – læg et ord ind
for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne
pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er kej-
serens høje slægtning, men –
for mig i hoflejren, og forløs mig fra denne
pinlige post hos en Cæsar, som –; ja, han er kej-
serens høje slægtning, men –
En anden hofmand
.Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner
lige så meget om grænseløs forfængelighed, som
om forvovne håb –
lige så meget om grænseløs forfængelighed, som
om forvovne håb –
Cæsar Julian
.Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius!
Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde ned-
lægge denne ansvarsfulde værdighed.
Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde ned-
Faksimile
45.
lægge denne ansvarsfulde værdighed.
Tribunen Decentius
.Det skal blive kejseren meldt.
Cæsar Julian
.Jeg kræver himlen til vidne på at jeg aldrig –;
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tri-
bunen.) Du går?
ah, der er Sintula; så kan vi altså – (til tri-
bunen.) Du går?
Tribunen Decentius
.Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!
Cæsar Julian
.Uden min mellemkomst?
Tribunen Decentius
.Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare
slægtning.
(Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige,
slægtning.
undtagen af Sintula, som blir stående ved
døren.)
Cæsar Julian
(ser en stund på ham.)
Sintula!
Staldmesteren Sintula
.Ja, høje herre!
Cæsar Julian
.Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud. Til-
giv; jeg har aldrig tænkt på at du kunde være
mig så hengiven.
giv; jeg har aldrig tænkt på at du kunde være
mig så hengiven.
Staldmesteren Sintula
.Hvoraf ved du at jeg er dig hengiven, herre?
Cæsar Julian
(peger på papirrullen.)
Staldmesteren Sintula
.Jeg, herre?
Cæsar Julian
.Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
Staldmesteren Sintula
.Opløser –?
Cæsar Julian
.Ja, hvad er det andet end en opløsning? Kejseren
trænger til at forstærke sig, både i Donau-egnen og i-
mod Perserne. Vore bataviske og æruliske hjelpe-
tropper skal afgå i al skynding for at kunne stå
i Asien til foråret.
trænger til at forstærke sig, både i Donau-egnen og i-
mod Perserne. Vore bataviske og æruliske hjelpe-
tropper skal afgå i al skynding for at kunne stå
i Asien til foråret.
Cæsar Julian
.Staldmesteren Sintula
.Men dette er jo umulige ting, herre! Du har jo
højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvand<...>
te at da de på ingen vis må bruges hinsides Al-
perne.
højtideligt tilsvoret netop disse vore bundsforvand<...>
te at da de på ingen vis må bruges hinsides Al-
perne.
Cæsar Julian
.Just det, Sintula! Kejseren skriver at jeg gav hint til-
sagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har
jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det.
Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære
mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede
harm, kanske deres dødbringende våben, i-
mod mig.
sagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har
jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det.
Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære
mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede
harm, kanske deres dødbringende våben, i-
mod mig.
Staldmesteren Sintula
.Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner vil
byde dig sit bryst til skjold.
byde dig sit bryst til skjold.
Faksimile
47.
Cæsar Julian
.De romerske legioner? Hm; – troskyldige ven! Af
hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede
mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sen-
des til kejseren.
hver Romer-legion skal der udtages tre hundrede
mænd, som ligeledes ad de korteste veje skal sen-
des til kejseren.
Staldmesteren Sintula
.Ah, dette er –!
Cæsar Julian
.Det er vel beregnet; ikke sandt? Alle hærafdelinger
skal opægges imod mig, for at man med desto min-
dre fare kan gøre mig våbenløs.
skal opægges imod mig, for at man med desto min-
dre fare kan gøre mig våbenløs.
Staldmesteren Sintula
.Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af dine hær-
førere lader sig bruge til dette.
førere lader sig bruge til dette.
Cæsar Julian
.Mine hærførere vil heller ikke komme i fri-
stelse. Du er manden.
stelse. Du er manden.
Staldmesteren Sintula
.Jeg, min Cæsar!
Cæsar Julian
.Her står det skrevet. Kejseren overdrager til dig at
ordne alt fornødent og derpå at føre de udvalgte
afdelinger til Rom.
ordne alt fornødent og derpå at føre de udvalgte
afdelinger til Rom.
Staldmesteren Sintula
.Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd, som Flo-
rentius og den gamle Severus –
rentius og den gamle Severus –
Cæsar Julian
.Du har ingen sejervindinger på din syndeliste,
Sintula!
Sintula!
Staldmesteren Sintula
.Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her
villet unde mig lejlighed til at vise –
Faksimile
48.
villet unde mig lejlighed til at vise –
Cæsar Julian
.Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for din
troskab.
troskab.
Staldmesteren Sintula
.Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
Cæsar Julian
.Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge
til dette.
til dette.
Staldmesteren Sintula
.Gud forbyde at jeg skulde nægte kejseren lydighed!
Cæsar Julian
.Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
Staldmesteren Sintula
.Cæsar har alle dage sat liden pris på mig. Cæsar
har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle
om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.
har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle
om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.
Cæsar Julian
.Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
Staldmesteren Sintula
.Herre, – jeg brænder efter at gøre min pligt; må
jeg bede om kejserens befaling?
jeg bede om kejserens befaling?
Cæsar Julian
(rækker ham et af papirerne.)
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt.
Slavinden Myrrha
(kommer ilsomt fra højre.)
O, forbarmende frelser!
Cæsar Julian
.Myrrha! Hvad er det?
Faksimile
15.
49.
Slavinden Myrrha
.O, nådige himmel, min herskerinde –
Cæsar Julian
.Din herskerinde, – hvad hun?
Slavinden Myrrha
.Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
Cæsar Julian
.Helena syg! Lægen! Oribases skal komme, Sin-
tula! Hent ham!
tula! Hent ham!
(Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.
Cæsar Julian vil ile ud til højre, men møder
i døren fyrstinde Helena omringet af slavinder.
Hendes ansigt er blegt ˹vildt˺ og forstyrret, hendes hår
og klæder i uorden.)
Cæsar Julian vil ile ud til højre, men møder
i døren fyrstinde Helena omringet af slavinder.
Hendes ansigt er blegt ˹vildt˺ og forstyrret, hendes hår
og klæder i uorden.)
Fyrstinde Helena
.Løs kammen! Løs kammen, siger jeg! Den
er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg
brænder!
er gloende. Ild i håret; jeg brænder, jeg
brænder!
Cæsar Julian
.Helena! For Guds nådes skyld –!
Fyrstinde Helena
.Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder
mig med nålestik!
mig med nålestik!
Cæsar Julian
.Min Helena! Hvad er der hændt med dig!
Fyrstinde Helena
.Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha!
Lægen Oribases
(kommer fra baggrunden.)
Hvilket rædselsbudskab fortælles –? Er det sand
sandt? Ah!
sandt? Ah!
Faksimile
50.
Cæsar Julian
.Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
Fyrstinde Helena
.Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
(hun synker halvt om mellem slavinderne.)
Cæsar Julian
.Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases?
Se, – se øjnene, hvor store –!
Se, – se øjnene, hvor store –!
Lægen Oribases
(til Myrrha.)
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spis<...>
spist eller drukket?
spist eller drukket?
Cæsar Julian
.Ah, du tror –?
Lægen Oribases
.Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
Slavinden Myrrha
.Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
Lægen Oribases
.Nu, nu!
Slavinden Myrrha
.Nogle frugter; det var ferskener, tror jeg; –
o, jeg ved ikke –
o, jeg ved ikke –
Cæsar Julian
.Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
Slavinden Myrrha
.Ja – nej – ja; jeg ved ikke, herre; – det var to
Nubiere –
Nubiere –
Cæsar Julian
.Hjælp, hjælp, Oribases!
Faksimile
51.
Lægen Oribases
.Desværre, jeg frygter –
Cæsar Julian
.Nej, nej, nej!
Lægen Oribases
.Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
Fyrstinde Helena
.
(hviskende.)
Hvi gik solen ned? O, hellige løndomsful-
de mørke!
de mørke!
Cæsar Julian
.Helena! Hør; saml dine tanker –
Lægen Oribases
.Min høje fyrstinde –
Cæsar Julian
.Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd.) Nej,
her, hvor jeg står.
her, hvor jeg står.
Fyrstinde Helena
(river sig løs.)
Fy; der var han igen!
Cæsar Julian
.Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
Fyrstinde Helena
.Den afskyelige; – altid er han om mig.
Cæsar Julian
.Hvad mener hun?
Lægen Oribases
.Gå tilside, nådige herre –!
Fyrstinde Helena
.Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gal-
los!
los!
Faksimile
52
Cæsar Julian
.Gallos?
Lægen Oribases
.Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
Fyrstinde Helena
.Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
Cæsar Julian
.Alle afgrundes afgrund –!
Lægen Oribases
.
Feb<...>
Vildelsen tager til –
Cæsar Julian
.Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Oriba-
ses!
ses!
Fyrstinde Helena
(ler sagte.)
Nu vil han forske igen. – Blæk på fingrene;
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han
stinker!
bogstøv i håret, – uvasket; fy, fy, hvor han
stinker!
Slavinden Myrrha
.Herre, befaler du ikke at jeg skal –?
Cæsar Julian
.Væk med dig, kvinde!
Fyrstinde Helena
.Hvor kunde du lade dig overvinde af ham, du bru-
ne svulmende barbar? Han kan ikke overvinde
kvinder. Hvor jeg ækles ved denne vanmagtens
dyd.
ne svulmende barbar? Han kan ikke overvinde
kvinder. Hvor jeg ækles ved denne vanmagtens
dyd.
Cæsar Julian
.Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases!
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Jeg selv skal vogte fyrstinden.
Faksimile
53.
Fyrstinde Helena
.Vredes du på mig, du herlige? Gallos er jo død.
Halshugget. Hvilket hug det må have været!
Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd
Gallos i helvedes ild; – det var jo dog kun dig,
dig, dig –!
Halshugget. Hvilket hug det må have været!
Ikke skinsyg, du min første og sidste. Brænd
Gallos i helvedes ild; – det var jo dog kun dig,
dig, dig –!
Cæsar Julian
.Ikke nærmere, Oribases!
Fyrstinde Helena
.Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter dette.
Du ved jo vor søde hemmelighed. O, du mine
dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det
var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bede-
kamret; ja, ja, du var der; det var dig – i
mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin
nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –
Du ved jo vor søde hemmelighed. O, du mine
dages længsel, mine nætters henrykkelse! Det
var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bede-
kamret; ja, ja, du var der; det var dig – i
mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin
nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –
Cæsar Julian
(viger (med et skrig.)
Ah!
Fyrstinde Helena
(med udbredte arme.)
Min elsker og herre! Min, min –!
(hun falder om på gulvet; slavinderne iler til
og flokker sig om hende.)
Cæsar Julian
(står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hån-
den ivejret og råber:)
Galilæer!
(Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre;
i det samme kommer ridderen Sallust hur-
tigt ind gennem døren i baggrunden.)
i det samme kommer ridderen Sallust hur-
tigt ind gennem døren i baggrunden.)
Faksimile
54.
Ridderen Sallust
.Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
Cæsar Julian
(griber lægen om armen og fører ham tilside.)
Sig sandheden! Har du før idag vidst at –; nu ja, ˹du forstår mig;˺
˹har˺ du før idag vidst noget om – om fyrstindens til-
stand?
˹har˺ du før idag vidst noget om – om fyrstindens til-
stand?
Lægen Oribases
.Jeg, som alle andre, herre!
Cæsar Julian
.Og du har intet sagt mig, Oribases!
Lægen Oribases
.Hvorledes, min Cæsar?
Cæsar Julian
.Hvor kunde du vove at fortie sligt!
Lægen Oribases
.Herre, der var et, vi alle var uvidende om.
Cæsar Julian
.Og det var?
Lægen Oribases
.At Cæsar intet vidste.
(han vil gå.)
Cæsar Julian
.Hvorhen?
Lægen Oribases
.Prøve de midler, som min kunst –
Cæsar Julian
.Jeg tror at din kunst vil vise sig unyttig.
Lægen Oribases
.Herre, det var dog muligt at –
Faksimile
55.
Cæsar Julian
.Unyttig, siger jeg!
Lægen Oribases
.
(et skridt tilbage.)
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig
i dette.
i dette.
Cæsar Julian
.Hvorledes tyder du mine ord? Gå, gå; prøv,
hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejse-
ren vilde føle sig utrøstelig ifald hans kærlige om-
hu skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du
ved vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?
hvad din kunst –; frels kejserens søster; kejse-
ren vilde føle sig utrøstelig ifald hans kærlige om-
hu skulde drage nogen ulykke efter sig. Ja, du
ved vel, at hine frugter var en gave fra kejseren?
Lægen Oribases
.Ah!
Cæsar Julian
.Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
Lægen Oribases
(bøjer sig ærbødigt.)
Jeg tror min kunst er unyttig, herre!
(han går ud til højre.)
Cæsar Julian
.Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder
skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.
skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.
Ridderen Sallust
.O, men der er redning. Oribases vil –
Cæsar Julian
(kort og afværgende.)
Fyrstinden dør.
Ridderen Sallust
.O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore de
lønlige tråde i dette fordærvelsens p spind!
lønlige tråde i dette fordærvelsens p spind!
Faksimile
56
Cæsar Julian
.Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for en
dag, og så –
dag, og så –
Tribunen Decentius
(kommer fra baggrunden.)
Hvorledes skal jeg nærme mig Cæsars åsyn! Hvor u-
randsagelige er ikke Guds veje! Sønderknust –;
gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg sorgens
og ulykkens bud –!
randsagelige er ikke Guds veje! Sønderknust –;
gid du kunde læse i mine indvolde! Jeg sorgens
og ulykkens bud –!
Cæsar Julian
.Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius! Og
hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og sløren-
de nok, for at bringe dette i en tålelig fremstil-
ling for kejserens broderlige øre!
hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og sløren-
de nok, for at bringe dette i en tålelig fremstil-
ling for kejserens broderlige øre!
Tribunen Decentius
.Usaligt, at noget sådant skulde hænde næsten
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O,
dette lynslag fra forhåbningernes skyløse him-
mel!
samtidigt med min sendelse! Og just nu! O,
dette lynslag fra forhåbningernes skyløse him-
mel!
Cæsar Julian
.Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende hav-
storm, just som skibet syntes at ville løbe ind
i en længe forønsket havn; denne, denne –; sor-
gen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig.
Men først forretninger. De to Nubiere skal
fængsles og forhøres.
storm, just som skibet syntes at ville løbe ind
i en længe forønsket havn; denne, denne –; sor-
gen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig.
Men først forretninger. De to Nubiere skal
fængsles og forhøres.
Tribunen Decentius
.Nubierne, herre? Tror du min harmfulde iver
kunde tål tåle at de to upåpasselige tjenere
et øjeblik bl længer –?
kunde tål tåle at de to upåpasselige tjenere
et øjeblik bl længer –?
Faksimile
57
Cæsar Julian
.Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
Tribunen Decentius
.Kald mig en ilsindet mand, høje Cæsar; men min
kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne
hus måtte i sandhed være ringere, end den er,
ifald den i en slig stund kunde give rum for
sindigt overlæg.
kærlighed til kejseren og til hans sorgtrufne
hus måtte i sandhed være ringere, end den er,
ifald den i en slig stund kunde give rum for
sindigt overlæg.
Cæsar Julian
.Du har ladet begge slaverne dræbe?
Tribunen Decentius
.Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efter-
ladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres
vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det
var mig umuligt at få presset andet ud af dem,
end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en
temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning,
tilgængelige for alle og enhver –
ladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres
vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det
var mig umuligt at få presset andet ud af dem,
end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en
temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning,
tilgængelige for alle og enhver –
Cæsar Julian
.Aha! Ja så, Decentius!
Tribunen Decentius
.Jeg anklager ingen. O, men, dyrebare Cæsar, jeg va-
rer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere.
Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har
troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal
kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren
nødtvungen har måttet træffe her; kort og godt –
rer dig ad; thi du er omgiven af utro tjenere.
Dit hof – hvilken usalig misforståelse! – man har
troet at skimte et slags unåde, eller hvad jeg skal
kalde det, bag de forholdsregler, som kejseren
nødtvungen har måttet træffe her; kort og godt –
Staldmesteren Sintula
(kommer fra baggrunden.)
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på ingen
måde magter.
måde magter.
Faksimile
58
Cæsar Julian
.Kejseren har givet dig hvervet, gode Sintula!
Staldmesteren Sintula
.Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed ikke vok-
sen.
sen.
Tribunen Decentius
.Hvad er hændt?
Staldmesteren Sintula
.Lejren er i vildt oprør. Legionstropperne og de
bundsforvandte rotter sig sammen –
bundsforvandte rotter sig sammen –
Tribunen Decentius
.Trods imod kejserens vilje!
Staldmesteren Sintula
.Soldaterne råber på at de vil holde sig til Cæsars løfter.
Cæsar Julian
.Hør, hør; disse brøl udenfor –!
Staldmesteren Sintula
.Sværmen stormer hid –
Tribunen Decentius
.Lad ingen slippe ind!
Ridderen Sallust
(ved vinduet.)
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af truende
soldater.
soldater.
Tribunen Decentius
.Cæsars dyre liv er i fare! Hvor er Florentius?
Staldmesteren Sintula
.Flygtet.
Tribunen Decentius
.Den storpralende usling! Men Severus da?
Faksimile
59
Staldmesteren Sintula
.Severus siger sig syg; han har ladet sig køre ud
til sit landsted landgods.
til sit landsted landgods.
Cæsar Julian
.Jeg vil selv tale med de rasende.
Tribunen Decentius
.Ikke af stedet, høje Cæsar!
Cæsar Julian
.Hvad nu?
Tribunen Decentius
.Det er min pligt, nådigste herre; kejserens bud –;
hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar er min fange.
hans dyrebare slægtnings liv –; Cæsar er min fange.
Ridderen S{l}allust
.Ah!
Cæsar Julian
.Så kom det dog!
Tribunen Decentius
.Hustropperne, Sintula! Du har at føre Cæsar i sik-
kerhed til Rom.
kerhed til Rom.
Cæsar Julian
.Til Rom!
Staldmesteren Sintula
.Hvad siger du, herre!
Tribunen Decentius
.Til Rom, siger jeg!
Cæsar Julian
.Som Gallos! (råber gennem vinduet.) Hjælp, hjælp!
Ridderen Sallust
.Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
(Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssol-
dater, bataviske hjælpetropper og andre bundsfor-
vandte stiger ind gennem vinduet. På samme tid
trænger en anden sværm ind gennem døren i bag-
grunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mau-
ros; kvinder, tildels med børn på armene, føl-
ger de indtrængende.)
dater, bataviske hjælpetropper og andre bundsfor-
Faksimile
60.
vandte stiger ind gennem vinduet. På samme tid
trænger en anden sværm ind gennem døren i bag-
grunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mau-
ros; kvinder, tildels med børn på armene, føl-
ger de indtrængende.)
Skrig blandt soldaterne
.Cæsar, Cæsar!
Andre stemmer
.Cæsar, hvi har du forrådt os?
Atter andre
.Ned med den troløse Cæsar!
Cæsar Julian
.
(kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt sol-
daterne og råber:)
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine
fiender!
fiender!
Tribunen Decentius
.Ah, hvad er det –!
Vilde skrig
.Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
Cæsar Julian
.Slut kreds om mig; drag eders sværd!
Fanebæreren Mauros
.De er alt dragne!
Kvinder
.Hug ham; hug ham!
Cæsar Julian
.Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja, ja;
på dig kan jeg stole.
på dig kan jeg stole.
Bataviske soldater
.Andre bundsforvandte
.Ikke over {a}Alperne! Det pligter vi ikke!
Cæsar Julian
.Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde
mig, som de myrded min broder Gallos!
mig, som de myrded min broder Gallos!
Fanebæreren Mauros
.Hvad siger du, herre?
Tribunen Decentius
.Tro ham ikke!
Cæsar Julian
.Rør ikke den ædle Decentius; han er uden skyld.
Underføreren Laipso
.Det er sandt; Cæsar er den skyldige.
Cæsar Julian
.Ah, er det dig, Laipso! Kække ven, er det dig? Du
slog godt ved Argentoratum.
slog godt ved Argentoratum.
Underføreren Laipso
.Det mindes Cæsar?
Underføreren Varro
.Sine løfter mindes han ikke!
Cæsar Julian
.Var det ikke den uforfærdede Varros røst, jeg der for-
nam? Der har vi ham jo! Dit sår er lægt, ser jeg.
O, du velfortjente kriger, – at det dog skulde nægtes
mig at gøre dig til høvedsmand!
nam? Der har vi ham jo! Dit sår er lægt, ser jeg.
O, du velfortjente kriger, – at det dog skulde nægtes
mig at gøre dig til høvedsmand!
Underføreren Varro
.Har du virkelig villet det?
Cæsar Julian
.Lægg ikke kejseren til last at han afslog min bøn.
Kejseren kender ingen af eder, således, som jeg
kender eder.
Kejseren kender ingen af eder, således, som jeg
Faksimile
62
kender eder.
Tribunen Decentius
.Soldater, hør mig –!
Mange stemmer
.Vi har intet med kejseren at skaffe.
Andre
(trænger truende frem.)
Cæsar skal stå os til regnskab!
Cæsar Julian
.Hvad magt har vel eders ulykkelige Cæsar, I venner?
Man vil føre mig til Rom. Man nægter mig
at forvalte endog mine egne sager. Man lægger
beslag på min andel af krigsbyttet. Fem guld-
stykker og et pund sølv havde jeg tænkt at skæn-
ke hver soldat, men –
Man vil føre mig til Rom. Man nægter mig
at forvalte endog mine egne sager. Man lægger
beslag på min andel af krigsbyttet. Fem guld-
stykker og et pund sølv havde jeg tænkt at skæn-
ke hver soldat, men –
Soldaterne
.Hvad siger ham han?
Cæsar Julian
.Det er ikke kejseren, som forbyder det; det er onde
og misundelige rådgivere. Kejseren er god, I kære
venner! O, men kejseren er syg; han kan intet
udrette –
og misundelige rådgivere. Kejseren er god, I kære
venner! O, men kejseren er syg; han kan intet
udrette –
Mange soldater
.Fem guldstykker og et pund sølv!
Andre soldater
.Og det nægtes os!
Atter andre
.Hvem tør nægte Cæsar noget!
Fanebæreren Mauros
.Således handler man med Cæsar, soldater-
nes fader!
nes fader!
Faksimile
63.
Underføreren Laipso
.Med Cæsar, som mere har været os en ven end
en herre! Eller har han kanske ikke?
en herre! Eller har han kanske ikke?
Mange stemmer
.Jo, jo, det har han!
Underføreren Varro
.Bør ikke Cæsar, sejerherren, kunne b vælge til
høvedsmænd, hvem han vil?
høvedsmænd, hvem han vil?
Fanebæreren Mauros
.Bør han ikke have fri rådighed over det
bytte, som er tilfaldet ham?
bytte, som er tilfaldet ham?
Høje råb
.Jo, jo, jo!
Cæsar Julian
.Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug
kan I gøre af jordiske goder, I, som skal fø-
res bort til de fjerneste lande for at gå en
uviss skæbne imøde –
kan I gøre af jordiske goder, I, som skal fø-
res bort til de fjerneste lande for at gå en
uviss skæbne imøde –
Soldaterne
.Vi går ikke!
Cæsar Julian
.Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg er nær
ved at udgyde en tårestrøm når jeg tænker på
at I inden få måneder skal gives til pris for syg-
domme, for hunger og for en blodtørstig fiendes
våben.
ved at udgyde en tårestrøm når jeg tænker på
at I inden få måneder skal gives til pris for syg-
domme, for hunger og for en blodtørstig fiendes
våben.
Mange soldater
(stimler om ham.)
Cæsar! Gode Cæsar!
Cæsar Julian
.Og nu eders værgeløse hustruer og børn, som I må
efterlade i de spredte hjem! Hvo skal skærme
disse medynksværdige, disse vordende enker og
faderløse, der snart vil være udsatte for Ale-
manernes hævngærrige overfald?
Faksimile
64
efterlade i de spredte hjem! Hvo skal skærme
disse medynksværdige, disse vordende enker og
faderløse, der snart vil være udsatte for Ale-
manernes hævngærrige overfald?
Kvinderne
(grædende.)
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
Cæsar Julian
(ligeledes i gråd.)
Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne Cæsar?
Underføreren Laipso
.Skriv til kejseren og lad ham vide –
Cæsar Julian
.Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind
og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets
vel. Ikke sandt, Decentius?
og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets
vel. Ikke sandt, Decentius?
Tribunen Decentius
.Jo, visselig; men –
Cæsar Julian
.Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg erfor – –
(han trykker de omståendes hænder.)
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kristus!
Bring offer for hans helse, I, som er forblevne tro-
faste imod eders fædrene guder! – – Ved I vel at
kejseren har holdt sejersindtog i Rom?
Bring offer for hans helse, I, som er forblevne tro-
faste imod eders fædrene guder! – – Ved I vel at
kejseren har holdt sejersindtog i Rom?
Fanebæreren Mauros
.Har kejseren?
Underføreren Varro
.Hvad? Slagen, som han kom fra Donau?
Cæsar Julian
.Tribunen Decentius
.
Ho
(truende.)
Høje Cæsar, betænk –!
Cæsar Julian
.Ja, det er sandt, som tribunen siger; ˹betænk,˺ hvorledes
må ikke kejserens sind ˹må˺ være omsløret, når sligt
kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde! Da
han i Rom red igennem Konstantins vældige bue,
trode han sig så stor at han bøjed krummed ryg-
gen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.
må ikke kejserens sind ˹må˺ være omsløret, når sligt
kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde! Da
han i Rom red igennem Konstantins vældige bue,
trode han sig så stor at han bøjed krummed ryg-
gen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.
Fanebæreren Mauros
.Som en hane i en porthvælving!
(Latter blandt soldaterne.)
Enkelte stemmer
.Er det en kejser!
Underføreren Varro
.Og ham skal vi lyde!
Underføreren Laipso
.Væk med ham!
Fanebæreren Mauros
.Cæsar, tag du styret!
Tribunen Decentius
.Oprør –!
Mange stemmer
.Tag magten; tag magten, Cæsar!
Cæsar Julian
.Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I
efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det
Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig,
gode Mauros, – hvad råbte han?
efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det
Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig,
gode Mauros, – hvad råbte han?
Faksimile
66
Fanebæreren Mauros
.Han råbte: leve kejser Julian!
Cæsar Julian
.Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
Fanebæreren Mauros
.Leve kejser Julian!
De bagenfor stående
.Hvad går for sig?
Underføreren Varro
.De udråber Cæsar Julian til kejser!
Høje skrig
.Leve kejseren! Leve kejser Julian!
(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse
udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæ-
sar Julian kan i lang tid ikke komme til-
orde.)
udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæ-
sar Julian kan i lang tid ikke komme til-
orde.)
Cæsar Julian
.O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner, kamp-
fæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende arme –!
Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at jeg måtte
opleve dette! Jeg lægger eder intet til last, I trofaste;
det er fortvivlelsen, som har drevet jer. I vil det.
Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintu-
la, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun,
kan vidne for {k}Konstanzios at jeg kun nødtvun-
gen – (vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og
forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg
selv vil uden ophold skrive til Rom –
fæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende arme –!
Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at jeg måtte
opleve dette! Jeg lægger eder intet til last, I trofaste;
det er fortvivlelsen, som har drevet jer. I vil det.
Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintu-
la, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun,
kan vidne for {k}Konstanzios at jeg kun nødtvun-
gen – (vender sig til Varro.) Gå, høvedsmand, og
forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg
selv vil uden ophold skrive til Rom –
Ridderen Sallust
.Herre, soldaterne vil se dig.
Faksimile
67.
Fanebæreren Mauros
.En gylden ring om dit hoved, kejser!
Cæsar Julian
.Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
Fanebæreren Mauros
.Denne kan gøre det.
(han aftager sin halskæde og slynger den flerdob-
belt om Cæsars pande.)
Råb udenfor
.Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren!
Soldater
.På skjoldet med ham! Op, op!
(De omstående løfter Julian højt ivejret på et
skjold og viser ham for mængden under læn-
ge vedvarende bifaldsråb.)
skjold og viser ham for mængden under læn-
ge vedvarende bifaldsråb.)
Cæsar Julian
.Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det uundgåe-
lige og fornyer alle tilsagn –
lige og fornyer alle tilsagn –
Legionssoldater
.Fem guldstykker og et pund sølv!
Bataver
.Ikke over Alperne!
Cæsar Julian
.Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er Gal-
liens stærkeste og derhos rig på allehånde for-
råd. Der er det min agt e at vente indtil vi ser,
om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi her,
til rigets tarv, har vedtaget –
liens stærkeste og derhos rig på allehånde for-
råd. Der er det min agt e at vente indtil vi ser,
om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi her,
til rigets tarv, har vedtaget –
Ridderen Sallust
.Det gør han ikke, herre!
Faksimile
68
Cæsar Julian
(med oprakte hænder.)
Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede
sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du
lykke, som aldrig har svigtet mig før!
sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du
lykke, som aldrig har svigtet mig før!
Myrrha
og kvinderne
(veklagendes udenfor til højre.)
Død, død, død!
Faksimile
69
Femte handling.
(I Vienna. Et hvælvet rum i katakomber-
ne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad.
Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en
trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran
til højre fører en mængde trin ned til de dybere
liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en
brændende hængelampe.)
ne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad.
Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en
trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran
til højre fører en mængde trin ned til de dybere
liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en
brændende hængelampe.)
(Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige
klæder, står ludende over åbningen til højre.
Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den
udenfor tilbyggede kirke.)
klæder, står ludende over åbningen til højre.
Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den
udenfor tilbyggede kirke.)
Cæsar Julian
(taler nedad.)
Endnu intet tegn?
En stemme
(dybt nede.)
Intet.
Cæsar Julian
.Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
Stemmen
.Begge dele.
Cæsar Julian
.Det er jævngodt med intet.
Stemmen
.Vent, vent.
Faksimile
70
Cæsar Julian
.Jeg har ventet i fem døgn; du kræved kun tre.
Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at – (han lytter
imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at – (han lytter
imod udgangen og råber dæmpet nedad.) Tal ikke!
Ridderen Sallust
(kommer oppe fra gangen tilvenstre.)
Herre; herre!
Cæsar Julian
.Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
Ridderen Sallust
.Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
Cæsar Julian
.Hvad vil du?
Ridderen Sallust
.Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til de le-
vende igen.
vende igen.
Cæsar Julian
.Hvad nyt oppe fra verden?
Ridderen Sallust
.Soldaterne er i uro; vi mærker allehånde forbud
på at tålmodet snart forgår dem.
på at tålmodet snart forgår dem.
Cæsar Julian
.Nu skinner visst solen deroppe.
Ridderen Sallust
.Ja, herre!
Cæsar Julian
.Himlen hvælver sig som et hav af tindrende lys.
Det er kanske høj middag. Det er varmt; luften
dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt
udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv;
skønne verden!
Det er kanske høj middag. Det er varmt; luften
dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt
udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv;
skønne verden!
Faksimile
71.
Ridderen Sallust
.O, kom, kom, herre! Dette ophold i gravgangene
udlægges til skade for dig.
udlægges til skade for dig.
Cæsar Julian
.Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust
.Tør jeg sige det?
Cæsar Julian
.Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
Ridderen Sallust
.Mange tror at det mindre var sorg end anger, som
så sælsomt drev dig ned under jorden.
så sælsomt drev dig ned under jorden.
Cæsar Julian
.De tror jeg dræbte hende?
Ridderen Sallust
.Det gådefulde i sagen må undskylde dem, om –
Cæsar Julian
.Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren for
dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen
hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på
hende. Eller hvad? Ved du ikke at presterne i
Lutetia udlagde hendes død på denne vis?
Og presterne må jo vide det. Har ikke hendes lig-
tog hid været som et sejerstog gennem landet? Strøm-
med ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde
udenfor portene, hilste hende med grønne grene
i hænderne, og bredte tepper ud på vejen og istem-
te lovsange til ære for himmelbruden, som førtes
hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?
dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen
hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på
hende. Eller hvad? Ved du ikke at presterne i
Lutetia udlagde hendes død på denne vis?
Og presterne må jo vide det. Har ikke hendes lig-
tog hid været som et sejerstog gennem landet? Strøm-
med ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde
udenfor portene, hilste hende med grønne grene
i hænderne, og bredte tepper ud på vejen og istem-
te lovsange til ære for himmelbruden, som førtes
hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?
Ridderen Sallust
.Jeg, herre?
Faksimile
72
Cæsar Julian
.Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene siden. Hør,
hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var
tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet
efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars var, og
den anden gav hun –; nå, det var ikke det, vi
skulde tale om; du er ikke indviet i lærens hem<...>
meligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?
hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var
tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet
efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars var, og
den anden gav hun –; nå, det var ikke det, vi
skulde tale om; du er ikke indviet i lærens hem<...>
meligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?
Ridderen Sallust
.Det vigtigste, jeg ved, er at kejseren ved budskabet
om, hvad der i Lutetia gik for sig, skyndsomt
skal være flygtet over til Antiokia.
om, hvad der i Lutetia gik for sig, skyndsomt
skal være flygtet over til Antiokia.
Cæsar Julian
.Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os vel
allerede i ånden foran Roms porte.
allerede i ånden foran Roms porte.
Ridderen Sallust
.De venner, som forvovent slutted sig til dig i denne
farlige sag, så i ånden det samme.
farlige sag, så i ånden det samme.
Cæsar Julian
.Tiden er os ikke gunstig, Sallust! Ved du ikke at un-
der kamplegene, før afrejsen fra Lutetia, brast mit
skjold istykker, så jeg kun beholdt håndtaget igen?
Og ved du ikke at da jeg vilde stige tilhest, så snub-
led hin tjener, på hvis sammenfoldede hænder
jeg skulde svinge mig op?
der kamplegene, før afrejsen fra Lutetia, brast mit
skjold istykker, så jeg kun beholdt håndtaget igen?
Og ved du ikke at da jeg vilde stige tilhest, så snub-
led hin tjener, på hvis sammenfoldede hænder
jeg skulde svinge mig op?
Ridderen Sallust
.Du kom dog i sadlen, herre!
Cæsar Julian
.Men manden faldt.
Ridderen Sallust
.Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.
Faksimile
17.
73.
Cæsar Julian
.Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust
.Kejseren lever. De breve, du har skrevet ham
til om din udråbelse –
til om din udråbelse –
Cæsar Julian
.Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang
mig; der var intet valg.
mig; der var intet valg.
Ridderen Sallust
.Kejseren lader ikke den forklaring gælde. Det er
hans agt, når en hær er samlet i de østlige land-
skaber, at rykke ind i Gallien.
hans agt, når en hær er samlet i de østlige land-
skaber, at rykke ind i Gallien.
Cæsar Julian
.
Hvaraf ved du –?
Ridderen Sallust
.Ved et tilfælde, herre! Jeg bønfalder dig, tro mig –!
Cæsar Julian
.Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Konstanzios
imøde, – ikke med sværd i hånd –
imøde, – ikke med sværd i hånd –
Ridderen Sallust
.Ikke? Hvorledes tænker du da at møde ham?
Cæsar Julian
.Jeg vil give kejseren, hvad kejserens er.
Ridderen Sallust
.Mener du dermed, at du vil træde af?
Cæsar Julian
.Kejseren er affældig.
Ridderen Sallust
.O, dette forfængelige håb! (kaster sig på knæ.)
Så tag mit liv, herre!
Så tag mit liv, herre!
Faksimile
74
Cæsar Julian
.Hvad nu!
Ridderen Sallust
.Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit end
på kejserens bud.
på kejserens bud.
Cæsar Julian
.Rejs dig, ven!
Ridderen Sallust
.Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder og til-
stå alt. O, dyrebare herre, – at måtte sige dig
dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren ved Rhin, –
da jeg minded dig om vort fordums venskab un-
der samværet i Grækenland, – da jeg bad om at måt-
te dele krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da
kom jeg som en lønlig spejder i kejserens sold –
stå alt. O, dyrebare herre, – at måtte sige dig
dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren ved Rhin, –
da jeg minded dig om vort fordums venskab un-
der samværet i Grækenland, – da jeg bad om at måt-
te dele krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da
kom jeg som en lønlig spejder i kejserens sold –
Cæsar Julian
.Du –!
Ridderen Sallust
.Mit sind havde i nogen tid været optændt af harm
imod dig; du mindes hin ringe tvist i Mai-
land, – dog ikke ringe for mig, som havde håbet
at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke på
fode igen. Alt dette drog man fordel af i Rom;
man holdt mig for den rette mand til at efter-
spore dine veje.
imod dig; du mindes hin ringe tvist i Mai-
land, – dog ikke ringe for mig, som havde håbet
at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke på
fode igen. Alt dette drog man fordel af i Rom;
man holdt mig for den rette mand til at efter-
spore dine veje.
Cæsar Julian
.Og til sligt kunde du sælge dig? Så sort et bedrag!
Ridderen Sallust
.Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes at Cæsar hav-
de slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg for-
rådte dig – i de første måneder; siden ikke.
Din vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du
viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig
ud for, din trofaste tilhænger, og i mine løn-
lige breve til Rom førte jeg bag lyset dem, som
havde udsendt mig.
de slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg for-
rådte dig – i de første måneder; siden ikke.
Faksimile
75
Din vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du
viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig
ud for, din trofaste tilhænger, og i mine løn-
lige breve til Rom førte jeg bag lyset dem, som
havde udsendt mig.
Cæsar Julian
.Disse breve var fra dig? O, Sallust!
Ridderen Sallust
.De indeholdt intet til skade for dig, herre! Hvad
andre kan have skrevet, ved jeg ikke; jeg ved kun
at jeg tidt nok vånded mig i kval under en nødtvun-
gen og forhadt taushed. Jeg voved mig så langt
frem, som jeg på nogen måde turde. Hin skri-
velse, stilet til en unavngiven mand i din lejr,
˹hvori˺ som m meldes om kejserens sejers-indtog i Rom,
og som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt
indstukken under dit telt –; ja, du fandt den
dog, herre?
andre kan have skrevet, ved jeg ikke; jeg ved kun
at jeg tidt nok vånded mig i kval under en nødtvun-
gen og forhadt taushed. Jeg voved mig så langt
frem, som jeg på nogen måde turde. Hin skri-
velse, stilet til en unavngiven mand i din lejr,
˹hvori˺ som m meldes om kejserens sejers-indtog i Rom,
og som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt
indstukken under dit telt –; ja, du fandt den
dog, herre?
Cæsar Julian
.Ja, ja –?
Ridderen Sallust
.Den var rettet til mig og et lykketræf var mig gunstigt,
så den kom i dine hænder. Tale turde jeg jo ikke.
Jeg vilde tale; men jeg kunde det ikke; jeg udsatte fra
dag til dag at forråde min skændsel. O, straf mig,
herre; se, her ligger jeg!
så den kom i dine hænder. Tale turde jeg jo ikke.
Jeg vilde tale; men jeg kunde det ikke; jeg udsatte fra
dag til dag at forråde min skændsel. O, straf mig,
herre; se, her ligger jeg!
Cæsar Julian
.Stå op; du er mig kærere således, – vunden imod
min og imod din egen vilje. Stå op, du min
sjæls ven; in t gen skal krumme et hår på dit
hoved.
min og imod din egen vilje. Stå op, du min
sjæls ven; in t gen skal krumme et hår på dit
hoved.
Faksimile
76
Ridderen Sallust
.Tag heller det liv, som du dog ikke længe vil have
magt til at skærme. Du siger, kejseren er affæl-
dig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har svoret
på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens affældig-
hed rummer intet håb for dig. Kejseren tager
en ny hustru til ægte.
magt til at skærme. Du siger, kejseren er affæl-
dig. (rejser sig.) Min Cæsar, hvad jeg har svoret
på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens affældig-
hed rummer intet håb for dig. Kejseren tager
en ny hustru til ægte.
Cæsar Julian
.Ah, hvilket vanvid
{?}!
˹!˺ Hvor kan du tænke –?
Ridderen Sallust
.Kejseren tager en ny hustru, herre! (rækker ham
nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve vil
ikke levne nogen tvivl hos dig.
nogle papirer.) Læs, læs, høje Cæsar; disse breve vil
ikke levne nogen tvivl hos dig.
Cæsar Julian
(griber papirerne og læser.)
Ja, ved solens lys og magt –!
Ridderen Sallust
.O, havde jeg dog turdet tale før!
Cæsar Julian
,
(fremdeles læsende.)
Han tager en kvinde til ægte. Konstanzios, – den-
ne svindende menneske-skygge –! Faustina –,
hvad står der? ung – knapt nitten år gammel –,
en datter af – ah! en datter af hin overmodige
slægt. En ivrig kristen-kvinde altså (folder pa-
pirerne sammen.) Du har ret, Sallust; hans af-
fældighed rummer intet håb. Om han er affæl-
dig, døende, – hvad vil det sige? Er ikke Fau-
stina from? En bebudelsens engel vil åben-
bare sig; eller også –; ha-ha! kort og godt, – på
en eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar
tilveje, og så –
ne svindende menneske-skygge –! Faustina –,
hvad står der? ung – knapt nitten år gammel –,
en datter af – ah! en datter af hin overmodige
slægt. En ivrig kristen-kvinde altså (folder pa-
pirerne sammen.) Du har ret, Sallust; hans af-
fældighed rummer intet håb. Om han er affæl-
dig, døende, – hvad vil det sige? Er ikke Fau-
stina from? En bebudelsens engel vil åben-
bare sig; eller også –; ha-ha! kort og godt, – på
en eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar
Faksimile
77
tilveje, og så –
Ridderen Sallust
.At nøle er at gå tilgrunde.
Cæsar Julian
.Dette har været forberedt længe og i al stilhed, Sal-
lust! Ja, når så er, da løses alle gåder. Helena –,
det var ikke, som jeg tænkte, hendes uforsig{ <...> }tige
tunge, der fældte hende –
lust! Ja, når så er, da løses alle gåder. Helena –,
det var ikke, som jeg tænkte, hendes uforsig{ <...> }tige
tunge, der fældte hende –
Ridderen Sallust
.Nej, herre!
Cæsar Julian
.– man har tænkt, – man har troet at –; o, uudgrun-
delige udjævnende retfærd! derfor måtte hun
afvejen.
delige udjævnende retfærd! derfor måtte hun
afvejen.
Ridderen Sallust
.Ja, derfor; jeg var den, man i Rom først kasted
sine øjne på. O, herre, du drager dog ikke i
tvivl at jeg afslog det? Jeg skød mig ind un-
der umuligheden af at finde en lejlighed; man
forsikred mig at det brødefulde forehavende
var opgivet, og da –!
sine øjne på. O, herre, du drager dog ikke i
tvivl at jeg afslog det? Jeg skød mig ind un-
der umuligheden af at finde en lejlighed; man
forsikred mig at det brødefulde forehavende
var opgivet, og da –!
Cæsar Julian
.De standser ikke ved – ved dobbelt-liget i stenkisten
deroppe. Konstanzios tager tilægte. Derfor var
det at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
deroppe. Konstanzios tager tilægte. Derfor var
det at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.
Ridderen Sallust
.Kun et kan frelse dig, min Cæsar; du må handle
før kejseren kommer til kræfter.
før kejseren kommer til kræfter.
Cæsar Julian
.Om jeg frivilligt drog mig tilbage i ensomheden,
hengivende mig til den visdom, jeg her har været
nødt til at forsømme? Vilde de nye magthavere
tåle en slig tilværelse? Vilde ikke blot det, at de
vidste mig ilive, være som et hængende sværd
over deres hoveder?
hengivende mig til den visdom, jeg her har været
Faksimile
78
nødt til at forsømme? Vilde de nye magthavere
tåle en slig tilværelse? Vilde ikke blot det, at de
vidste mig ilive, være som et hængende sværd
over deres hoveder?
Ridderen Sallust
.Den vordende kejserindes slægtninge er de mænd,
som omgav Cæsar Gallos i hans sidste timer.
som omgav Cæsar Gallos i hans sidste timer.
Cæsar Julian
.Tribunen Skudilo. Tro mig, ven, – jeg har ikke
glemt det. Og for denne blodige kejser skal jeg
vige og falde! Ham skal jeg skåne, ham, som
i lange år har stolpret omkring mellem mine
nærmestes lig!
glemt det. Og for denne blodige kejser skal jeg
vige og falde! Ham skal jeg skåne, ham, som
i lange år har stolpret omkring mellem mine
nærmestes lig!
Ridderen Sallust
.Skåner du ham, så vil han inden tre måneder
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhænge-
re.
stolpre omkring mellem ligene af dine tilhænge-
re.
Cæsar Julian
.Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig næ-
sten som et tvingende bud at træde op imod
ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min
egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel,
som her handles om? Gælder det ikke tusenders
liv? Eller stod det vel i min magt at afvende
denne yderlighed? Du er mere skyldig,
end jeg, Sallust! Hvorfor talte du ikke
før nu?
sten som et tvingende bud at træde op imod
ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min
egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel,
som her handles om? Gælder det ikke tusenders
liv? Eller stod det vel i min magt at afvende
denne yderlighed? Du er mere skyldig,
end jeg, Sallust! Hvorfor talte du ikke
før nu?
Ridderen Sallust
.I Rom lod de mig sværge en dyr ed på at tie.
Cæsar Julian
.En ed. Så. Ved dine forfædres guder?
Faksimile
79.
Ridderen Sallust
.Ja, herre, – ved Zeus og ved Apollon.
Cæsar Julian
.Og dog bryder du eden?
Ridderen Sallust
.Jeg ønsker at leve.
Cæsar Julian
.Men guderne?
Ridderen Sallust
.Guderne – de er langt borte.
Cæsar Julian
.Ja, eders guder er langt borte; de hemmer in-
gen; de tynger ikke på nogen; de levner en mand
rum omkring sig til at handle. O, denne græske
lykke, at føle sig fri! – –
gen; de tynger ikke på nogen; de levner en mand
rum omkring sig til at handle. O, denne græske
lykke, at føle sig fri! – –
Du sagde at kejseren, hævnfyldt, som han er, vil
udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvivle
på at så sker? Blev Knodomar skånet? Måt-
te ikke denne uskadelige fange bøde med livet
for en sprogfejl? Thi – jeg ved det, Sallust – de
dræbte ham; det var løgn, hint rygte om barba-
rens hjemve. Hvad har så ikke vi at vente os?
I hvilket forhadt lys har vel ikke tribunen De-
centius fremstillet sagerne i Rom?
udgyde mine trofastes blod. Ja, hvem kan tvivle
på at så sker? Blev Knodomar skånet? Måt-
te ikke denne uskadelige fange bøde med livet
for en sprogfejl? Thi – jeg ved det, Sallust – de
dræbte ham; det var løgn, hint rygte om barba-
rens hjemve. Hvad har så ikke vi at vente os?
I hvilket forhadt lys har vel ikke tribunen De-
centius fremstillet sagerne i Rom?
Ridderen Sallust
.Det skønnes bedst af hoffets skyndsomme flugt
til Antiokia.
til Antiokia.
Cæsar Julian
.Og er jeg ikke hærens fader, Sallust?
Ridderen Sallust
.Cæsar Julian
.Og hvad blev rigets lod, om jeg vakler nu? En af-
fældig kejser, og efter ham et umyndigt barn i
herskersædet; splid og oprør; alles hånd imod
alles for at rane magten. – For ikke mange næt-
ter siden havde jeg et syn. Der åbenbared sig for
mig en skikkelse med en lyskreds om hovedet;
den så vredt på mig og sagde: vælg! Dermed løs-
te den sig op, ligesom en stigende morgendamp.
Hidtil har jeg udlagt dette syn, som sigtende til
ganske andre ting; men nu, da jeg ved om
kejserens forestående giftermål – –
fældig kejser, og efter ham et umyndigt barn i
herskersædet; splid og oprør; alles hånd imod
alles for at rane magten. – For ikke mange næt-
ter siden havde jeg et syn. Der åbenbared sig for
mig en skikkelse med en lyskreds om hovedet;
den så vredt på mig og sagde: vælg! Dermed løs-
te den sig op, ligesom en stigende morgendamp.
Hidtil har jeg udlagt dette syn, som sigtende til
ganske andre ting; men nu, da jeg ved om
kejserens forestående giftermål – –
Ja, det gælder i sandhed at vælge, før ulykken
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen for-
del; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust?
Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge
mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme
og vente på de mordere, som han i sin vanvittige
angst tinger til at støde mig ned? Har jeg ret
til at give den ulykkelige Konstanzios lejlig-
hed til at vælte en ny blodskyld over sit synd-
betyngede hoved? Er det ikke bedre for ham, –
som der står i skrifterne, – at han lider uret end
at han øver uret? Hvis derfor det, jeg tilføjer min
frænde, kan kaldes en uret, så mener jeg at denne
min uret udjævnes derved at den forhindrer min
frænde fra at tilføje mig en uret. Jeg tror at
både Platon og Mark Aurel, hin Sofias kro-
nede brudgom, skulde give mig medhold i
dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske
uværdig opgave for visdomsvennerne, min kæ-
re Sallust! – O, havde jeg do{ <...> }g Libanios her!
vælter ind over riget. Jeg tænker ikke på egen for-
del; men tør jeg skyde valget fra mig, Sallust?
Og er det ikke min pligt imod kejseren at værge
mit liv? Har jeg ret til at stå med hængende arme
og vente på de mordere, som han i sin vanvittige
angst tinger til at støde mig ned? Har jeg ret
til at give den ulykkelige Konstanzios lejlig-
hed til at vælte en ny blodskyld over sit synd-
betyngede hoved? Er det ikke bedre for ham, –
som der står i skrifterne, – at han lider uret end
at han øver uret? Hvis derfor det, jeg tilføjer min
frænde, kan kaldes en uret, så mener jeg at denne
min uret udjævnes derved at den forhindrer min
frænde fra at tilføje mig en uret. Jeg tror at
både Platon og Mark Aurel, hin Sofias kro-
nede brudgom, skulde give mig medhold i
dette. Det vilde i al fald ikke være en ganske
Faksimile
81.
uværdig opgave for visdomsvennerne, min kæ-
re Sallust! – O, havde jeg do{ <...> }g Libanios her!
Ridderen Sallust
.Herre, du er jo selv så vidt forfremmet i visdom
at du –
at du –
Cæsar Julian
.Sandt, sandt; men jeg gad dog gerne høre visse
andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke
det! Og heller ikke finder jeg at vi har nogen
grund til at mistvivle om et heldigt udfald.
Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde af-
skrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da mit
skjold brast under kamplegene, det tykkes mig
med fuld føje at kunde udlægges således, at det skal
lykkes mig at beholde, hvad min hånd har fattet
tag i. Og når jeg, svingende mig op på min hest,
rev til jorden den mand, der hjalp mig i sadlen,
så synes det som om dette bebuder et brat fald for
Konstanzios, hvem jeg skylder min ophøjelse. Hvor-
om alting er, min Sallust, så agter jeg at affatte
et skrift, som hel tydeligen skal retfærdiggøre at –
andres mening. Ikke fordi jeg vakler. Tro ikke
det! Og heller ikke finder jeg at vi har nogen
grund til at mistvivle om et heldigt udfald.
Thi hine varslende hændelser bør ingenlunde af-
skrække os. At jeg beholdt håndtaget igen, da mit
skjold brast under kamplegene, det tykkes mig
med fuld føje at kunde udlægges således, at det skal
lykkes mig at beholde, hvad min hånd har fattet
tag i. Og når jeg, svingende mig op på min hest,
rev til jorden den mand, der hjalp mig i sadlen,
så synes det som om dette bebuder et brat fald for
Konstanzios, hvem jeg skylder min ophøjelse. Hvor-
om alting er, min Sallust, så agter jeg at affatte
et skrift, som hel tydeligen skal retfærdiggøre at –
Ridderen Sallust
.Såre vel, nådige herre; men soldaterne er u-
tålmodige; de ønsker at se dig og høre sin skæb-
ne af din egen mund.
tålmodige; de ønsker at se dig og høre sin skæb-
ne af din egen mund.
Cæsar Julian
.Gå, gå, og stil dem tilfreds; – sig dem, at Cæsar
snart skal vise sig.
snart skal vise sig.
Ridderen Sallust
.Herre, det er ikke Cæsar, det er kejseren selv,
de vil se.
de vil se.
Faksimile
82.
Cæsar Julian
.Kejseren kommer.
Ridderen Sallust
.Da kommer han – selv tomhændet – med tusenders
liv i sin hånd!
liv i sin hånd!
Cæsar Julian
.En tuskhandel, Sallust; tusenders liv imod
tusenders død.
tusenders død.
Ridderen Sallust
.Har dine fiender livets ret?
Cæsar Julian
.Lykkelig du, hvis guder er langt borte. O, denne
viljens våbenførhed –!
viljens våbenførhed –!
En stemme
(råber dybt nede i gravgangene.)
Julian, Julian!
Ridderen Sallust
.Ah, hvad er det?
Cæsar Julian
.Gå bort, du kære; gå skyndsomt bort!
Stemmen
.Døv kirkesangen, Julian!
Ridderen Sallust
.Det råber igen. O, så er det dog sandt!
Cæsar Julian
.Hvad skulde være sandt?
Ridderen Sallust
.At du lever hernede med en gådefuld fremmed,
med en spåmand eller med en heksemester,
som er kommen til dig ved nattetid.
med en spåmand eller med en heksemester,
som er kommen til dig ved nattetid.
Faksimile
83.
Cæsar Julian
.Ha-ha; det siger man? Gå, gå!
Ridderen Sallust
.Jeg besværger dig, herre, – lad disse fordærvelige drøm-
me fare. Kom med; kom op i dagen!
me fare. Kom med; kom op i dagen!
Stemmen
(nærmere, nedenunder.)
Al møje er spildt.
Cæsar Julian
(ved nedgangen til højre.)
Intet tegn, min broder?
Stemmen
.Øde og tomhed.
Cæsar Julian
.O, Maximos!
Ridderen Sallust
.Maximos!
Cæsar Julian
.Gå, siger jeg! Træder jeg ud af dette forrådnelsens
hus, så kommer jeg som kejser.
hus, så kommer jeg som kejser.
Ridderen Sallust
.Jeg bønfalder dig –; hvad søger du her i mørket?
Cæsar Julian
.Lys. Gå, gå!
Ridderen {J<...>
}Sallust
.Nøler Cæsar, så frygter jeg han finder vejen spær-
ret.
ret.
(Han går bort gennem gangen til venstre. Lidt
efter stiger <...> mystikeren Maximos op ad trap-
pen; han bærer et hvidt offerbind om panden; i
hånden har han en lang blodig kniv.)
efter stiger <...> mystikeren Maximos op ad trap-
pen; han bærer et hvidt offerbind om panden; i
hånden har han en lang blodig kniv.)
Faksimile
84
Cæsar Julian
.Tal, min Maximos!
Mystikeren Maximos
.Al møje er spildt, hører du jo. Hvi kunde du
ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle
varsler; de vilde tale, men de fik ikke kom-
me tilorde.
ikke døvet kirkesangen? Den har kvalt alle
varsler; de vilde tale, men de fik ikke kom-
me tilorde.
Cæsar Julian
.Taushed, mørke; – og jeg kan ikke vente læn-
ger! Hvad råder du mig til?
ger! Hvad råder du mig til?
Mystikeren Maximos
.Gå frem iblinde, kejser Julian! Lyset søger
dig.
dig.
Cæsar Julian
.Ja, ja, ja; jeg tror det også. Jeg havde ikke havt
nødig at lade dig hente den lange vej. Ved du,
hvad jeg nys har erfaret –?
nødig at lade dig hente den lange vej. Ved du,
hvad jeg nys har erfaret –?
Mystikeren Maximos
.Jeg vil ikke vide, hvad du har erfaret. Tag
din skæbne i egne hænder.
din skæbne i egne hænder.
Cæsar Julian
(går urolig op og ned.)
I sandhed, hvad er han vel, denne Konstan-
zios, – denne furie-piskede synder, denne hen-
smuldrende levning af et fordums menneske?
zios, – denne furie-piskede synder, denne hen-
smuldrende levning af et fordums menneske?
Mystikeren Maximos
.Gravmælet over ham, kejser Julian!
Cæsar Julian
.Har han ikke i al sin færd imod mig været
som et skibsvrag uden ror, – snart drivende
til venstre på mistroens strøm, snart kastet
mod højre af angerens stormpust? Raved han
ikke op på kejsersædet, skrækslagen, med purpur-
kåben dryppende af min faders blod? kanske
af min moders også. – Måtte ikke alle mine
slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt?
Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der <...>
måtte levnes et par liv, som han kunde købe
sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistro-
ens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et Cæ-
sar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en
dødsdom over Cæsar. Og jeg? Skylder jeg ham tak
for det liv, han hidtil har forundt mig? En for
en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet
under angsten for at den dag, der gik, skulde
være min sidste.
som et skibsvrag uden ror, – snart drivende
til venstre på mistroens strøm, snart kastet
Faksimile
18.
85.
mod højre af angerens stormpust? Raved han
ikke op på kejsersædet, skrækslagen, med purpur-
kåben dryppende af min faders blod? kanske
af min moders også. – Måtte ikke alle mine
slægtninge falde, for at han kunde sidde trygt?
Nej, ikke alle; Gallos skåntes, og jeg; – der <...>
måtte levnes et par liv, som han kunde købe
sig lidt tilgivelse på. Så drev han for mistro-
ens strømdrag igen. Angeren afpinte ham et Cæ-
sar-navn til Gallos; så afpinte frygten ham en
dødsdom over Cæsar. Og jeg? Skylder jeg ham tak
for det liv, han hidtil har forundt mig? En for
en; først Gallos og så –; hver nat har jeg svedet
under angsten for at den dag, der gik, skulde
være min sidste.
Mystikeren Maximos
.Var Konstanzios og døden din værste angst?
Tænk dig om.
Tænk dig om.
Cæsar Julian
.Ja, du har vel ret. Presterne –! Hele min ungdom
har været en sammenhængende rædsel for kej-
seren og for Kristus. O, han er forfærdelig,
denne gådefulde, – dette skånselløse gudemen-
neske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han
mig stor og streng ivejen med sit ubetingede
ubønhørlige krav.
har været en sammenhængende rædsel for kej-
seren og for Kristus. O, han er forfærdelig,
denne gådefulde, – dette skånselløse gudemen-
neske! Overalt, hvor jeg vilde frem, trådte han
mig stor og streng ivejen med sit ubetingede
ubønhørlige krav.
Mystikeren Maximos
.Og dette krav, – var det i dig?
Cæsar Julian
.Altid udenfor. Jeg skulde! Krøb
˹min sjæl˺
mit sind
sam-
men i gravende og tærende had til min slægts
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted
mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder
fra den forgangne Græker-verden, så slog kri-
sten-kravet ned i mig med sit: søg det ene
fornødne! Fornam jeg legemets søde lyst og
begær imod dette eller hint, så skræmte forsagel-
sens fyrste mig med sit: afdø her for at leve his-
set! – Det menneskelige er bleven ulovligt efter
den dag, da seeren fra Galilæa tog verdens-styret.
At leve er ved ham bleven at dø. At elske og at
hade, det er at synde. Har han da forvandlet
menneskets kød og blod? Eller er ikke det jord-
bundne menneske blevet ved at være, hvad det
var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod
dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen
vilje! Vi skal, skal, skal!
men i gravende og tærende had til min slægts
Faksimile
86.
morder, så lød budet: elsk din fiende! Tørsted
mit skønhedsbetagne sind imod sæder og billeder
fra den forgangne Græker-verden, så slog kri-
sten-kravet ned i mig med sit: søg det ene
fornødne! Fornam jeg legemets søde lyst og
begær imod dette eller hint, så skræmte forsagel-
sens fyrste mig med sit: afdø her for at leve his-
set! – Det menneskelige er bleven ulovligt efter
den dag, da seeren fra Galilæa tog verdens-styret.
At leve er ved ham bleven at dø. At elske og at
hade, det er at synde. Har han da forvandlet
menneskets kød og blod? Eller er ikke det jord-
bundne menneske blevet ved at være, hvad det
var? Vor sunde inderste sjæl rejser sig imod
dette; – og dog skal vi ville tvert imod vor egen
vilje! Vi skal, skal, skal!
Mystikeren Maximos
.Og videre, end som så, er du ikke kommen? Skam
dig!
dig!
Cæsar Julian
.Jeg?
Mystikeren Maximos
.Ja, du, manden fra Athen og fra Efesos.
Cæsar Julian
.Ak, hine tider, Maximos! Dengang var det let at
vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden? En
visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
vælge. Hvad var det, vi sysled med igrunden? En
visdoms-bygning; hverken mere eller mindre.
Mystikeren Maximos
.Står der ikke et steds i eders skrifter: enten med
os eller mod os?
os eller mod os?
Faksimile
87.
Cæsar Julian
.Vedblev ikke Libanios at være den han var, en-
ten han i en ordstrid stod på anklagens el-
ler på forsvarets side? Dette her ligger dy-
bere. Her er det en handling, som jeg skal over.
«Giv kejseren, hvad kejserens er». I Athen gjorde
jeg engang leg deraf; – men det ligger dybere.
Du kan ikke fatte det, du, som aldrig har været un-
der gudemenneskets magt. Det er mere end en
lære, han har spredt ud over verden; det er en
trolddom, som tager sindene fangen. Den, som
engang har været under ham, – jeg tror aldrig
han kommer helt løs.
ten han i en ordstrid stod på anklagens el-
ler på forsvarets side? Dette her ligger dy-
bere. Her er det en handling, som jeg skal over.
«Giv kejseren, hvad kejserens er». I Athen gjorde
jeg engang leg deraf; – men det ligger dybere.
Du kan ikke fatte det, du, som aldrig har været un-
der gudemenneskets magt. Det er mere end en
lære, han har spredt ud over verden; det er en
trolddom, som tager sindene fangen. Den, som
engang har været under ham, – jeg tror aldrig
han kommer helt løs.
Mystikeren Maximos
.Fordi du ikke vil helt.
Cæsar Julian
.Hvorledes skal jeg kunne ville det umulige.
Mystikeren Maximos
.Er det møjen værd at ville det mulige?
Cæsar Julian
.Ord-skvalder fra læresalene! I mætter mig ikke læn-
ger med sligt. Og dog –; o, nej, nej, Maximos! Men
I kan ikke fatte, hvorledes vi har det. Vi er
som vinstokke, der er plantede om i en frem-
med uvant jordbund; – plant os tilbage igen,
og vi skulde gå ud; men i det nye vantri-
ves vi.
ger med sligt. Og dog –; o, nej, nej, Maximos! Men
I kan ikke fatte, hvorledes vi har det. Vi er
som vinstokke, der er plantede om i en frem-
med uvant jordbund; – plant os tilbage igen,
og vi skulde gå ud; men i det nye vantri-
ves vi.
Mystikeren Maximos
.Vi? Hvem kalder du vi?
Cæsar Julian
.Alle dem, som er under den åbenbaredes rædsel.
Faksimile
88.
Mystikeren Maximos
.Skyggerædsel!
Cæsar Julian
.Det være, som det vil. Men ser du ikke at denne lam-
mende rædsel har tætnet og tårnet sig til en mur
om kejseren? O, jeg skønner vel hvorfor den store
Konstantin førte en slig vilje-bindende lære til sejr
og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold
slutter således op om kejsersædet, som denne beta-
gende tro, der altid peger ud over jordlivet. Har
du set rigtig på dem, disse kristne? Huløjede, bleg-
kindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner
linned-væverne i Byssos; intet æreshåb får lov til
at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser
for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin
fylde, og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer,
er at forsage og lide for at komme til at dø.
mende rædsel har tætnet og tårnet sig til en mur
om kejseren? O, jeg skønner vel hvorfor den store
Konstantin førte en slig vilje-bindende lære til sejr
og magt i riget. Ingen livvagt med spyd og skjold
slutter således op om kejsersædet, som denne beta-
gende tro, der altid peger ud over jordlivet. Har
du set rigtig på dem, disse kristne? Huløjede, bleg-
kindede, fladbrystede er de alle tilhobe; de ligner
linned-væverne i Byssos; intet æreshåb får lov til
at spire i denne henrugende tilværelse; solen lyser
for dem, og de ser den ikke; jorden byder dem sin
fylde, og de begærer den ikke; – alt, hvad de begærer,
er at forsage og lide for at komme til at dø.
Mystikeren Maximos
.Så brug dem, som de er; men da må du selv stå
udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget.
Vær træl under rædselen eller hersker i dagens
og lysets og glædens land! Du kan ikke ville
det modsigende; og dog er det det du vil. Du
vil forene det uforenlige, – forlige de to, som ik-
ke står til at forlige; derfor er det at du ligger
her og rådner i mørket.
udenfor. Kejser eller Galilæer; – det er valget.
Vær træl under rædselen eller hersker i dagens
og lysets og glædens land! Du kan ikke ville
det modsigende; og dog er det det du vil. Du
vil forene det uforenlige, – forlige de to, som ik-
ke står til at forlige; derfor er det at du ligger
her og rådner i mørket.
Cæsar Julian
.Kan du, så lys for mig!
Mystikeren Maximos
.Er du den Akilleus, som din moder drømte at
hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl
gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, Herre! Sej-
ersmodig, som en rytter på sin vælige hest, må du
sætte over Galilæeren, hvis du skal vinde frem
til kejsersædet –
hun skulde skænke verden? En ømskindet hæl
Faksimile
89.
gør ingen mand til Akilleus. Rejs dig, Herre! Sej-
ersmodig, som en rytter på sin vælige hest, må du
sætte over Galilæeren, hvis du skal vinde frem
til kejsersædet –
Cæsar Julian
.Maximos!
Mystikeren Maximos
.Min elskede Julian, se dig dog om i verden! Hine
kristne, med dødslængselen, som du nys nævnte, de
er de færreste. Men hvorledes står det sig med al-
le de andre? Falder ikke sindene fra mesteren,
et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af
denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke
samfund imod samfund indbyrdes? Og nu
biskopperne, hine guldbrammende herrer, der kalder
sig k{ y }irkens kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd
noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?
kristne, med dødslængselen, som du nys nævnte, de
er de færreste. Men hvorledes står det sig med al-
le de andre? Falder ikke sindene fra mesteren,
et for et? Ja, svar mig, – hvad er der bleven af
denne sælsomme kærlighedens lære? Raser ikke
samfund imod samfund indbyrdes? Og nu
biskopperne, hine guldbrammende herrer, der kalder
sig k{ y }irkens kirkens overhyrder! Giver de selv hoffets stormænd
noget efter i griskhed og herskelyst og kryberi –?
Cæsar Julian
.Således er de ikke alle; tænk på den vældige Atha-
nasios i Alexandria –
nasios i Alexandria –
Mystikeren Maximos
.Athanasios var også den eneste. Og hvor er Athanasi-
os nu? Forjog de ham ikke, fordi han ikke var
tilfals efter kejserens vilje? Måtte han ikke ty
ind i den libyske ørken, hvor han er bleven op-
ædt af løver? Og kan du så nævne mig en til,
som Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kal-
kedon, som nu tre gange har skiftet sind i de
arianske stridigheder. Tænk på den gamle bi-
skop Markos i Arethusa; ham kender du jo fra
din ungdom. Har han ikke nylig, tvert imod lov
og billighed, frataget borgerskabet al fælles ejendom
og lagt den ind under kirken? Og tænk så på den
affældige viljeløse biskop i Nazianz, som går til spot
for sin egen menighed, fordi han svarer ja og nej
til den samme sag og fordi han vil tækkes alle de
stridende.
os nu? Forjog de ham ikke, fordi han ikke var
tilfals efter kejserens vilje? Måtte han ikke ty
ind i den libyske ørken, hvor han er bleven op-
ædt af løver? Og kan du så nævne mig en til,
som Athanasios? Tænk på biskop Maris af Kal-
kedon, som nu tre gange har skiftet sind i de
arianske stridigheder. Tænk på den gamle bi-
skop Markos i Arethusa; ham kender du jo fra
din ungdom. Har han ikke nylig, tvert imod lov
Faksimile
90.
og billighed, frataget borgerskabet al fælles ejendom
og lagt den ind under kirken? Og tænk så på den
affældige viljeløse biskop i Nazianz, som går til spot
for sin egen menighed, fordi han svarer ja og nej
til den samme sag og fordi han vil tækkes alle de
stridende.
Cæsar Julian
.Sandt, sandt, sandt!
Mystikeren Maximos
.Disse er dine våbenbrødre, min Julian; bedre fin-
der du dem ikke. Eller kanske du regner på hine
to forventede store galilæiske lys fra Kappadokia?
Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager i sin
fødeby, og Basilios gransker verdslige vismænds
skrifter på sit landgods i de østlige egne.
der du dem ikke. Eller kanske du regner på hine
to forventede store galilæiske lys fra Kappadokia?
Ha-ha; bispesønnen Gregor fører retssager i sin
fødeby, og Basilios gransker verdslige vismænds
skrifter på sit landgods i de østlige egne.
Cæsar Julian
.Ja, jeg ved det vel. Frafald på alle kanter! Hekebo-
lios, min fordums lærer, er bleven en rig mand på
sin iver i troen og på sin skrift-udlægning; og
siden den tid –! Maximos, – det er ikke langt fra
at jeg står alene i alvoret.
lios, min fordums lærer, er bleven en rig mand på
sin iver i troen og på sin skrift-udlægning; og
siden den tid –! Maximos, – det er ikke langt fra
at jeg står alene i alvoret.
Mystikeren Maximos
.Du står alene. Hele din hær er på vild flugt eller
den ligger slagen rundt omkring dig. Blæs til kamp, –
og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen vil følge
dig efter! Bild dig ikke ind at du kan fremme
den sag, som har opgivet sig selv. Du bukker un-
der, siger jeg dig! Og hvor vil du så hen? Forstødt
af Konstanzios vil du være forstødt af alle
magter på jorden – og over jorden. Eller vil
du ty til Galilæerens favn? Hvorledes står det
mellem dig og ham? Har du ikke selv sagt at
du er under rædselen? Har du hans krav i dig?
Elsker du din fiende, Konstanzios, fordi om du
ikke slår ham? Hader du kødets lyst og jordens
lokkende færd, fordi om du ikke, som en hed
svømmer, dukker dig ned deri? Forsager du
verden, fordi om du ikke har mod til at eje den?
Og ved du så visst at – om du afdør her – du da skal
leve hisset?
den ligger slagen rundt omkring dig. Blæs til kamp, –
og ingen vil høre dig; gå frem, – og ingen vil følge
dig efter! Bild dig ikke ind at du kan fremme
den sag, som har opgivet sig selv. Du bukker un-
der, siger jeg dig! Og hvor vil du så hen? Forstødt
af Konstanzios vil du være forstødt af alle
magter på jorden – og over jorden. Eller vil
du ty til Galilæerens favn? Hvorledes står det
Faksimile
91.
mellem dig og ham? Har du ikke selv sagt at
du er under rædselen? Har du hans krav i dig?
Elsker du din fiende, Konstanzios, fordi om du
ikke slår ham? Hader du kødets lyst og jordens
lokkende færd, fordi om du ikke, som en hed
svømmer, dukker dig ned deri? Forsager du
verden, fordi om du ikke har mod til at eje den?
Og ved du så visst at – om du afdør her – du da skal
leve hisset?
Cæsar Julian
(går frem og tilbage.)
Hvad har han gjort for mig, denne store fordrings-
fulde? Holder han verdens-vognens tøjler i sin hånd,
så måtte han jo have kunnet –
(Salmesangen lyder stærkere oppe fra kirken.)
fulde? Holder han verdens-vognens tøjler i sin hånd,
så måtte han jo have kunnet –
Hør, hør! Dette kalder de at tjene ham. Og dette ta-
ger han hen som en sød offer-røg. Lovsa{g}ng over ham,
– og lovsang over hende i kisten! Er han den
alting vidende, hvor kan han da –?
ger han hen som en sød offer-røg. Lovsa{g}ng over ham,
– og lovsang over hende i kisten! Er han den
alting vidende, hvor kan han da –?
Husmesteren Eutherios
(kommer hurtigt ned gennem gangen tilvenstre.)
Min Cæsar! Herre, herre; hvor er du?
Cæsar Julian
.Her, Eutherios! Hvad vil du mig?
Husmesteren Eutherios
.Du må komme op, herre; du må se det med
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens
lig.
egne øjne; – der sker jertegn ved fyrstindens
lig.
Cæsar Julian
.Du lyver!
Faksimile
92.
Husmesteren Eutherios
.Jeg lyver ikke, herre! Jeg hænger ikke ved denne frem-
mede lære; men hvad jeg har set, kan jeg ikke tviv-
le på.
mede lære; men hvad jeg har set, kan jeg ikke tviv-
le på.
Cæsar Julian
.Hvad så du?
Husmesteren Eutherios
.Hele staden er i oprør. Der bæres syge og vanføre
ind til fyrstindens kiste; presterne lader dem røre
ved den, og de går bort helbredede.
ind til fyrstindens kiste; presterne lader dem røre
ved den, og de går bort helbredede.
Cæsar Julian
.Og det har du selv set?
Husmesteren Eutherios
.Ja, herre; jeg har set en faldsyg kvinde gå sund ud
af kirken prisende Galilæernes gud.
af kirken prisende Galilæernes gud.
Cæsar Julian
.Ah, Maximos, Maximos!
Husmesteren Eutherios
.Hør, hvor de kristne jubler; – nu sker et nyt jer-
tegn igen.
tegn igen.
Lægen Oribases
(råber oppe i gangen til venstre.)
Eutherios, – fandt du ham? Eutherios, Eutherios<...>
hvor er Cæsar?
hvor er Cæsar?
Cæsar Julian
(imod ham.)
Her, her; – er det sandt, Oribases?
Lægen Oribases
(kommer frem.)
Utroligt, uforklarligt, – og dog sandt; der rører
ved kisten, presterne læser og beder over dem, og
de vorder helbredede; en røst forkynder fra tid
til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
ved kisten, presterne læser og beder over dem, og
Faksimile
93.
de vorder helbredede; en røst forkynder fra tid
til anden: hellig, hellig er den rene kvinde!
Cæsar Julian
.En røst forkynder –?
Lægen Oribases
.En usynlig røst, min Cæsar; en røst, højt under
kirkens hvælving; – ingen ved, hvor den kom-
mer fra.
kirkens hvælving; – ingen ved, hvor den kom-
mer fra.
Cæsar Julian
(står et øjeblik urørlig, derpå vender han sig pludselig
til Maximos og råber:)
Livet eller løgnen!
Mystikeren Maximos
.Vælg!
Lægen Oribases
.Kom, kom, herre; de skrækslagne soldater tru-
er dig –
er dig –
Cæsar Julian
.Lad dem true.
Lægen Oribases
.De giver dig og mig skylden for den undergørende
fyrstindes død –
fyrstindes død –
Cæsar Julian
.Jeg vil komme; jeg vil stille dem tilfreds –
Lægen Oribases
.Der findes kun et middel; du må vende deres
tanker i en anden retning, <...> herre; – de er vil-
de af fortvivlelse over den skæbne, som venter
dem, hvis du nøler længer.
tanker i en anden retning, <...> herre; – de er vil-
de af fortvivlelse over den skæbne, som venter
dem, hvis du nøler længer.
Cæsar J
Faksimile
94.
Mystikeren Maximos
.Stig nu til himmels, du dåre; nu dør du for din
herre og mester!
herre og mester!
Cæsar Julian
(griber ham om armen.)
Kejserens rige for mig!
Mystikeren Maximos
.Akilleus!
Cæsar Julian
.Hvad løser pakten?
Mystikeren Maximos
(rækker ham offerkniven.)
Denne.
Cæsar Julian
.Hvad tvætter vandet af?
Mystikeren Maximos
.Dyrets blod.
(han river offerbindet af sin pande og fæster det
om Cæsars.)
Lægen Oribases
(nærmer sig.)
Hvad har du isinde, herre?
Cæsar Julian
.Forsk ikke.
Husmesteren Eutherios
.Hør larmen! Op, op, min Cæsar!
Cæsar Julian
.Først ned, – siden op. (til Maximos.) Helligdom-
men, min elskede d broder –?
men, min elskede d broder –?
Mystikeren Maximos
.Lige under, i den anden hævlving.
Faksimile
95.
Lægen Oribases
.Cæsar, Cæsar, – hvor går du?
Mystikeren Maximos
.Til frihed.
Cæsar Julian
.Gennem mørke til lys. Ah –!
(han stiger ned i gravgangene.)
Mystikeren Maximos
(sagte, ser efter ham.)
Så kom det dog.
Husmesteren Eutherios
.Tal, tal; hvad gælder
˹hine˺
disse
lønlige kunster?
Lægen Oribases
.Og det nu, da hvert øjeblik er dyrebart –
Mystikeren Maximos
(hvisker urolig idet han skifter plads:)
Disse glidende fugtige skygger! Fy; dette slimede
kryb om fødderne –!
kryb om fødderne –!
Lægen Oribases
(lytter.)
Larmen stiger, Eutherios! Det er soldaterne; hør,
hør!
hør!
Husmesteren Eutherios
.Det er sangen fra kirken –
Lægen Oribases
.Nej, det er soldaterne; – der kommer de!
(Ridderen Sallust viser sig oppe i gangen om-
ringet af en stor skare ophidsede soldater. Fa-
nebæreren Mauros er iblandt dem.)
ringet af en stor skare ophidsede soldater. Fa-
nebæreren Mauros er iblandt dem.)
Ridderen Sallust
.Vær sindige; jeg besværger jer –!
Faksimile
96.
Soldaterne
.Cæsar har forrådt os! Cæsar skal dø!
Ridderen Sallust
.Og hvad så, I rasende?
Fanebæreren Mauros
.Hvad så? Med Cæsars hoved køber vi tilgivelse –
Soldaterne
.Frem, frem, Cæsar!
Ridderen Sallust
.Cæsar, – min Cæsar, hvor er du?
Cæsar Julian
(råber nede i gravkamret.)
Helios! Helios!
Mystikeren Maximos
.Frigjort!
Korsang oppe i kirken
.Fader vor, du som er i himlen!
Ridderen Sallust
.Hvor er han? Eutherios, Oribases, – hvad går her
for sig?
for sig?
Koret
(i kirken.)
Helliget vorde dit navn!
Cæsar Julian
(stiger op ad trappen; han har blod på panden, på
brystet og på hænderne.)
Fuldbyrdet!
Soldaterne
.Cæsar!
Ridderen Sallust
.Blodig –! Hvad har du gjort?
Faksimile
19.
97.
Cæsar Julian
.Kløvet rædselens tåger.
Mystikeren Maximos
.Det skabte er i din hånd.
Koret
(i kirken.)
Ske din vilje i himlen, så og på jorden!
(sangen vedbliver under det følgende.)
Cæsar Julian
.Nu står ingen livvagt om Konstanzios længer.
Fanebæreren Mauros
.Hvad siger du, herre!
Cæsar Julian
.Ah, mine trofaste! Op i dagen; til Rom og Græ-
kenland!
kenland!
Soldaterne
.Leve kejser Julian!
Cæsar Julian
.Vi vil ikke se tilbage; alle veje ligger åbne for
os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne skal
forstumme –!
(han iler op ad trappen i baggrunden.)
os. Op i dagen. Gennem kirken! Løgnerne skal
forstumme –!
Min hær, min skat, mit kejsersæde!
Koret
(i kirken.)
Led os ikke udi fristelse!
˹;˺ men frels os fra det onde!
(Cæsar Julian slår døren vidt op. Man ser ind i den
stærkt oplyste kirke. Presterne står for højalteret;
andægtige skarer knæler nedenfor omkring fyrst-
indens kiste.)
stærkt oplyste kirke. Presterne står for højalteret;
andægtige skarer knæler nedenfor omkring fyrst-
indens kiste.)
Faksimile
98
Cæsar Julian
.Fri, fri! Mit er riget!
Ridderen Sallust
(råber til ham.)
Og magten og æren!
Koret
(i kirken.)
Dit er riget og magten og æren –
Cæsar Julian
(blændet af lysningen.)
Ah!
Mystikeren Maximos
.Sejer!
Koret
(i kirken.)
– i evighed, amen!
Faksimile
99
II.
Kejser Julian.
Kejser Julian.
Skuespil i fem handlinger.
Faksimile
100.
Faksimile
101.
De optrædende:
Kejser Julian.
Krigsøversten Nevita.
Guldsmeden Potamon.
Livlægen Cæsarios fra Nazianz.
Taleren Themisteos.
Taleren Mamertinos.
Skatmesteren Ursulos.
Hårskæreren Eunapios.
Kvinden Barbara.
Skriftlæreren Hekebolios.
Hofmænd og statstjenere.
Borgerfolk i Konstantinopel.
Deltagere i Dionysos-toget, fløjtespillere, dansere,
gøglere og kvinder.
Udsendinger fra de østerlandske konger.
Husmesteren Eutherios.
Tjenere i palatset.
Dommere, talere, lærere og borgere i Antiokia.
Kornhandleren Medon.
Skatteopkræveren Malkos.
Gregor fra Nazianz, Cæsarios's broder.
Farveren Fokion.
Kvinden Publia.
Hendes søn Hilarion.
Agathon fra Kappadokia.
Biskop Maris af Kalkedon.
Deltagere i Apollon-toget, offerprester, tempeltje-
nere, harpeslagere og stadsvogtere.
Agathons yngre broder.
Faksimile
102
De kristne fangers tog.
Digteren Herakleos.
Livlægen Oribases
<...>
.
Taleren Libanios, stadsforstander i Antiokia.
Salmedigteren Apollinaris.
Læreren Kyrillos.
En gammel prest ved Kybeles helligdom.
Salmesyngerskerne i Antiokia.
Høvedsmanden Fromentinos.
Krigsøversten Jovian.
Mystikeren Maximos.
Spåmanden Numa.
To andre etruskiske spåmænd.
Fyrst Hormisdas, en landflygtig Perser.
Livvagtsføreren Anatolos.
Visdomslæreren Priskos.
Visdomslæreren Kytron.
Høvedsmanden Ammian.
Basilios fra Cæsaræa.
Hans søster Makrina.
En persisk overløber.
Romerske og græske soldater.
Persiske krigsfolk.
(Første handling foregår i Konstantinopel, anden
handling i Antiokia, tredje handling ligeledes i Antio-
kia, fjerde handling i og omkring de østlige egne
af kejserriget og femte handling på sletterne hinsi-
des Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra De-
cember måned i året 361 til slutningen af Juni
i året 363.)
handling i Antiokia, tredje handling ligeledes i Antio-
kia, fjerde handling i og omkring de østlige egne
af kejserriget og femte handling på sletterne hinsi-
des Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra De-
cember måned i året 361 til slutningen af Juni
i året 363.)
Faksimile
103
Første handling.
(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til
højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med
tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen,
ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude
på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt
med sørgeflag.)
højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med
tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen,
ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude
på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt
med sørgeflag.)
Talløs menneskemængde i både og på stranden.
Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Ju-
lian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er om-
given af hofmænd og høje statstjenere. Blandt
dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Ne-
vita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos
og Mamertinos.)
Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Ju-
lian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er om-
given af hofmænd og høje statstjenere. Blandt
dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Ne-
vita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos
og Mamertinos.)
Kejser Julian
(ser vidt ud over vandet.)
Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende. –
O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne eg-
ne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sødmen
af at favne min frænde for sidste gang! Bi{ <...> }ttre lod for
os begge! – – –
O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne eg-
ne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sødmen
af at favne min frænde for sidste gang! Bi{ <...> }ttre lod for
os begge! – – –
Hvor er ligskibet?
Krigsøversten Nevita
.Der kommer det.
Faksimile
104
Kejser Julian
.Hin lange båd?
Krigsøversten Nevita
.Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian
.Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du nøjes
med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde din
pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved
da du red gennem Konstantins bue.
med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde din
pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved
da du red gennem Konstantins bue.
En borger blandt tilskuerne
(til guldsmeden Potamon.)
Hvor ung han ser ud, vor nye kejser.
Guldsmeden Potamon
.Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så ham
sidst, var han spæd og mager; – det er nu en ni–
ti år siden.
sidst, var han spæd og mager; – det er nu en ni–
ti år siden.
En anden borger
.Ja, han har øvet store gerninger i de år.
En kvinde
.Og alle de farer, han har svævet i lige fra barn af!
En prest
.Vidunderligt frelst af dem alle; den guddommelige
varetægt er over ham.
varetægt er over ham.
Guldsmeden Potamon
.Rygtet siger at han i Gallien har givet sig under
en anden slags varetægt.
en anden slags varetægt.
Presten
.Løgn, løgn; det kan I lide på.
Kejser Julian
.Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og
den store lynslyngende gud ved at jeg ikke har
ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed
været langt fra min tanke. Jeg har opsendt
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du
må jo vide det bedst – har man undervejs vist
det kejserlige legeme al sømmelig ære?
den store lynslyngende gud ved at jeg ikke har
Faksimile
105.
ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed
været langt fra min tanke. Jeg har opsendt
bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du
må jo vide det bedst – har man undervejs vist
det kejserlige legeme al sømmelig ære?
Livlægen Cæsarios
.Ligtoget var som en sejerherres tog gennem hele Lil-
le-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled de
troende sammen på gaden; hele nætter genlød kir-
kerne af bønner og sange; mørket blev til høj lys
dag under blusset af de tusend tændte kerter –
le-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled de
troende sammen på gaden; hele nætter genlød kir-
kerne af bønner og sange; mørket blev til høj lys
dag under blusset af de tusend tændte kerter –
Kejser Julian
.Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig banghed
ved tanken om at skulle tage styret efter en så stor
og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev det mig ikke
forundt at få leve i tilbagetrukken stilhed!
ved tanken om at skulle tage styret efter en så stor
og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev det mig ikke
forundt at få leve i tilbagetrukken stilhed!
Taleren Mamertinos
.Og hvem skulde da gjort fyldest i det store vanskelige
kald, således som du, uforlignelige herre, vil gø-
re det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har
attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets
ror; men tag det således, som Julian tager det.
Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i nav-
net og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders
plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke
ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men
udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være
lige fjernt fra føjelighed og fra grusomhed.
Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds
skal vride hænderne over eder. Byd trods – bå-
de Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde.
Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strænge for-
dringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og
råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for a<...> alt
dette!
kald, således som du, uforlignelige herre, vil gø-
re det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har
attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets
ror; men tag det således, som Julian tager det.
Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i nav-
net og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders
plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke
ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men
udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være
lige fjernt fra føjelighed og fra grusomhed.
Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds
skal vride hænderne over eder. Byd trods – bå-
de Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde.
Faksimile
106
Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strænge for-
dringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og
råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for a<...> alt
dette!
Kejser Julian
.Den alt-styrende give at så store forhåbninger ikke
må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ik-
ke? En gysning overfalder mig. At skulle sam-
menlignes med Alexander, med Mark Aurel
og med så mange andre fortræffelige mænd! Har
ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske o-
ver menneskene? O, bed med mig at jeg må gå
fri for ærgærrighedens snarer og for magtens
fristelser. Athen, Athen! Did går min læng-
sel! Jeg var som en mand, der for sin sund-
heds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; – og
nu kommer man til mig og siger: træd frem
på skuepladsen og sejr i de olympiske lege.
Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ik-
ke mit sind gribes af skræk allerede før jeg
begynder på kampen?
må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ik-
ke? En gysning overfalder mig. At skulle sam-
menlignes med Alexander, med Mark Aurel
og med så mange andre fortræffelige mænd! Har
ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske o-
ver menneskene? O, bed med mig at jeg må gå
fri for ærgærrighedens snarer og for magtens
fristelser. Athen, Athen! Did går min læng-
sel! Jeg var som en mand, der for sin sund-
heds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; – og
nu kommer man til mig og siger: træd frem
på skuepladsen og sejr i de olympiske lege.
Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ik-
ke mit sind gribes af skræk allerede før jeg
begynder på kampen?
Taleren Themisteos
.Hvad skræk, o kejser,? Har du ikke allerede
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke
kommen for at indsætte alle landflygtige dy-
der i deres gamle ret? Er ikke hos dig sam-
let i en mand al den sejervindingens evne,
som Herakles, som Dionysos, som Solon, som –?
Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke
kommen for at indsætte alle landflygtige dy-
der i deres gamle ret? Er ikke hos dig sam-
let i en mand al den sejervindingens evne,
som Herakles, som Dionysos, som Solon, som –?
Kejser Julian
.Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres i-
dag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen
og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige pry-
delser i en stund som denne.
dag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen
Faksimile
107.
og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige pry-
delser i en stund som denne.
(Han giver smykkerne til en af de omstående. Lig-
toget kommer indover landgangsbroen med stor
pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten
drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran
og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; ska-
rer af kristne borgere følger efter.)
toget kommer indover landgangsbroen med stor
pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten
drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran
og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; ska-
rer af kristne borgere følger efter.)
Kejser Julian
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt.)
Ah!
En tilskuer
.Slog han korsets tegn for sig?
En anden i hoben
.Nej.
Den første
.Ser du; ser du!
En tredje tilskuer
.Ikke heller bøjed han sig for det hellige.
Den første tilskuer
(til den anden.)
Ser du vel{?}! Hvad sagde jeg?
Kejser Julian
.Så far hjem under pragt og ære, du min fræn-
des afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv an-
svarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig.
Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så
hårdt med slægten at jeg nu står alene tilbage?
Var det din ånd, som bød at min barndom skul-
de formørkes af tusend ængstelser. Var det din
ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde?
Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling,
på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien,
og som siden, da det ikke lykkedes modgang
og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig
æren for mine sejervindinger stridig? O, Kon-
stanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit
udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du
dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skyg-
ger om dig på dit sidste smertefulde leje?
Onde rådgivere har forbittret dit liv og din døds<...>
stund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det
var mænd, som tog skade af at færdes i din
nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, dis-
se mænd, der så villigt iførte sig det overbevis-
ningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
des afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv an-
svarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig.
Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så
hårdt med slægten at jeg nu står alene tilbage?
Var det din ånd, som bød at min barndom skul-
de formørkes af tusend ængstelser. Var det din
ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde?
Faksimile
108.
Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling,
på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien,
og som siden, da det ikke lykkedes modgang
og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig
æren for mine sejervindinger stridig? O, Kon-
stanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit
udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du
dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skyg-
ger om dig på dit sidste smertefulde leje?
Onde rådgivere har forbittret dit liv og din døds<...>
stund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det
var mænd, som tog skade af at færdes i din
nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, dis-
se mænd, der så villigt iførte sig det overbevis-
ningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.
Hedenske borgere
(blandt de omstående.)
Leve kejser Julian!
Livlægen Cæsarios
.Nådigste herre, toget venter –
Kejser Julian
.
(til presterne.)
Lad ikke eders fromme sang forstumme for min skyld.
Fremad, mine venner!
(toget drager langsomt ud til venstre.)
Fremad, mine venner!
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men
det skal I alle vide på denne dag, at min plads
er her.
(uro og bevægelse i mængden.)
det skal I alle vide på denne dag, at min plads
er her.
Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed
sagt alt? Gives der ikke et kejserligt embede, som
syn{ t }es hånligt visket ud af erindringen i de senere
år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Au-
rel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt:
var han ikke noget mere end kejser? Var han
ikke yppersteprest tillige?
sagt alt? Gives der ikke et kejserligt embede, som
Faksimile
20.
109.
syn{ t }es hånligt visket ud af erindringen i de senere
år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Au-
rel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt:
var han ikke noget mere end kejser? Var han
ikke yppersteprest tillige?
Stemmer i mængden
.Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad sagde han?
Taleren Themisteos
.O, herre, skulde det i sandhed ligge i din tanke –?
Kejser Julian
.End ikke min store farbroder Konstantin vovede
at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han
havde indrømmet en viss ny troeslære så højst
overordendtlige rettigheder, vedblev han dog at
kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast
ved Græker-folkets ældgamle guddomme. At det-
te embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt,
vil jeg ikke her tale om, men kun om at ingen
af mine ophøjede forgængere, end ikke han,
hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den
sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. Skul-
de jeg formaste mig til noget, som så vise og
retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det
være langt fra mig!
at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han
havde indrømmet en viss ny troeslære så højst
overordendtlige rettigheder, vedblev han dog at
kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast
ved Græker-folkets ældgamle guddomme. At det-
te embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt,
vil jeg ikke her tale om, men kun om at ingen
af mine ophøjede forgængere, end ikke han,
hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den
sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. Skul-
de jeg formaste mig til noget, som så vise og
retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det
være langt fra mig!
Taleren Themisteos
.O, store kejser, vil du dermed sige –?
Kejser Julian
.Jeg vil dermed sige at der skal være fuld frihed for
alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som
finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig an-
går, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb
på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle
foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for at
al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den
skylder jeg hine andre guddomme, der begunsti-
gede Alexander på en noget lignende måde. Un-
der disse guddommes skærm og skjold slap jeg
lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det
dem, der førte mig frem på min rejse hid med
en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her
i gaderne har hørt tilråb, som tyder på at man
holder mig for et guddommeligt menneske, – hvil-
ket er e{t}n stor overdrivelse, I venner! Men visst er
det at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så ved-
holdende nådesbevisninger.
alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som
finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig an-
går, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb
Faksimile
110
på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle
foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for at
al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den
skylder jeg hine andre guddomme, der begunsti-
gede Alexander på en noget lignende måde. Un-
der disse guddommes skærm og skjold slap jeg
lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det
dem, der førte mig frem på min rejse hid med
en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her
i gaderne har hørt tilråb, som tyder på at man
holder mig for et guddommeligt menneske, – hvil-
ket er e{t}n stor overdrivelse, I venner! Men visst er
det at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så ved-
holdende nådesbevisninger.
Stemmer i mængden
(dæmpet.)
Hvad vil han gøre?
Kejser Julian
.Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige guder i
deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal veder-
fares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes.
De templer, som fromme herskere i fordums
dage med så megen kunstfærdighed lod byg-
ge, de skal igen oprejses i forynget herlighed
med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige gu-
der, således at sømmelig dyrkelse der kan finde
sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle at der
sker de kristnes kirker nogen hadefuld over-
last medfart; heller ikke skal der øves overlast
mod deres gravsteder eller mod andre pladse,
som en sælsom vildfarelse bringer dem til at hol-
de for hellige. Vi vil bære over med de andres for-
vildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; –
dog, over dette kaster jeg et slør <...> . Hvad jeg siden
mit enogtyvende år har tænkt om de guddomme-
lige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun si-
ge at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at
jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fod-
spor, – at jeg vel vil forsøge på at overtale, men
uden at ville tvinge nogen.
deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal veder-
fares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes.
De templer, som fromme herskere i fordums
dage med så megen kunstfærdighed lod byg-
ge, de skal igen oprejses i forynget herlighed
med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige gu-
der, således at sømmelig dyrkelse der kan finde
sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle at der
sker de kristnes kirker nogen hadefuld over-
last medfart; heller ikke skal der øves overlast
mod deres gravsteder eller mod andre pladse,
som en sælsom vildfarelse bringer dem til at hol-
Faksimile
111.
de for hellige. Vi vil bære over med de andres for-
vildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; –
dog, over dette kaster jeg et slør <...> . Hvad jeg siden
mit enogtyvende år har tænkt om de guddomme-
lige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun si-
ge at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at
jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fod-
spor, – at jeg vel vil forsøge på at overtale, men
uden at ville tvinge nogen.
(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde;
svagt bifald høres hist og her i sværmen.)
svagt bifald høres hist og her i sværmen.)
Kejser Julian
(hæftigere.)
Med rette havde jeg regnet på taknemmelige til-
råb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig forun-
dring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en
sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger
sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Un-
dertrykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdi-
ge skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig
for, højt og lavt; men knapt en har kunnet
give mig troværdig besked om hvorledes en of-
ring til Apollon eller til Fortuna i et og alt
er at foretage. Jeg må da gå foran i dette,
som i andet. Det har kostet mig mangen nats
søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum
har været brugeligt i så måde; men jeg besvæ-
rer mig ikke derover når jeg eftertænker, hvor
stor tak vi er netop hine guddomme skyldig;
og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette
alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios?
råb, hvor jeg nu kun sporer en nysgærrig forun-
dring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en
sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger
sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Un-
dertrykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdi-
ge skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig
for, højt og lavt; men knapt en har kunnet
give mig troværdig besked om hvorledes en of-
ring til Apollon eller til Fortuna i et og alt
er at foretage. Jeg må da gå foran i dette,
som i andet. Det har kostet mig mangen nats
søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum
har været brugeligt i så måde; men jeg besvæ-
rer mig ikke derover når jeg eftertænker, hvor
stor tak vi er netop hine guddomme skyldig;
og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette
alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios?
Faksimile
112.
Livlægen Cæsarios
.Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min
bortgangne herres sjæl.
bortgangne herres sjæl.
Kejser Julian
.Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjene-
re går ud til venstre.)
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste
borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så for-
kynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen
vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdom<...>
me og skikke, som var vore forfædre hellige, – at
de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle
nye og fremmede meninger, – og da jeg er et barn
af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær,
så forkynder jeg dette i de staden beskyttende
guddommes navn.
borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så for-
kynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen
vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdom<...>
me og skikke, som var vore forfædre hellige, – at
de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle
nye og fremmede meninger, – og da jeg er et barn
af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær,
så forkynder jeg dette i de staden beskyttende
guddommes navn.
(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget
fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved
dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden
vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum
bevægelse i mængden idet Julian går op til al-
teret og gør forberedelser til ofringen.)
fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved
dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden
vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum
bevægelse i mængden idet Julian går op til al-
teret og gør forberedelser til ofringen.)
Taleren Themisteos
.O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i tårer
ved synet af så megen ydmyghed og from iver!
ved synet af så megen ydmyghed og from iver!
En borger
.Se, han bryder brændet selv.
En anden borger
.Over det venstre lår. Er det så det skal brydes?
Faksimile
113
Den første borger
.Det må vel så være.
Taleren Mamertinos
.Den ild, du der tænder, o store kejser, i den
skal granskningen og lærdommen lyse, ja, op-
stå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
skal granskningen og lærdommen lyse, ja, op-
stå forynget, ligervis som hin forunderlige fugl –
Krigsøversten Nevita
.Denne ild vil hærde de græske våben. Jeg kender
ikke meget til de galilæiske påfund; men det
har jeg mærket at d alle de, som hænger ved dem,
de er forsagte og ubrugelige til større ting.
ikke meget til de galilæiske påfund; men det
har jeg mærket at d alle de, som hænger ved dem,
de er forsagte og ubrugelige til større ting.
Taleren Themisteos
.I denne ild, o du uforlignelige, ser jeg vis-
dommen renset for al anklage og for alle be-
skyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig
et purpur, hvormed du pryder sandheden og sæt-
ter den på et kongeligt sæde. Nu, da du opræk-
ker dine hænder –
dommen renset for al anklage og for alle be-
skyldninger. Den vin, som du udgyder, er lig
et purpur, hvormed du pryder sandheden og sæt-
ter den på et kongeligt sæde. Nu, da du opræk-
ker dine hænder –
Taleren Mamertinos
.Nu, da du oprækker dine hænder, er det som om
du hædrer videnskabens pande med en guldkrans;
og de tårer, du udgyder –
du hædrer videnskabens pande med en guldkrans;
og de tårer, du udgyder –
Taleren Themisteos
(trænger sig nærmere.)
Ja, ja; de tårer, jeg ser dig udgyde, de er som
kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal
lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter
tilladt Grækerne at hæve sine øjne til him-
len og følge de evige stjerner på deres gang!
Hvor længe er det ikke siden at dette var os
forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere,
skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene?
Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue
solens opgang og nedgang?
(han vender sig til hoben.)
kostelige perler, hvormed veltalenheden igen skal
lønnes på kejserlig vis. O, så er det da atter
tilladt Grækerne at hæve sine øjne til him-
len og følge de evige stjerner på deres gang!
Hvor længe er det ikke siden at dette var os
forundt! Måtte vi ikke, af frygt for angivere,
Faksimile
114.
skælve og bøje vort åsyn til jorden ligesom dyrene?
Hvem iblandt os turde fordriste sig til at beskue
solens opgang og nedgang?
End ikke I agerdyrkere, som er strømmet hid
i så store skarer idag, end ikke I voved at mær-
ke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog
skulde afpasse eders arbejder derefter –
i så store skarer idag, end ikke I voved at mær-
ke eder himmellegemernes stilling, skønt I dog
skulde afpasse eders arbejder derefter –
Taleren Mamertinos
.Og I sømænd, – har I eller eders fædre vovet at
udtale navnene på de stjernebilleder, som I
skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I det;
nu er det ingen forment at –
udtale navnene på de stjernebilleder, som I
skulde rette eders sejlads efter? Nu tør I det;
nu er det ingen forment at –
Taleren Themisteos
.Nu har ingen Græker længere nødig at leve på
land eller vand uden at rådspørge de uforan-
derlige himmellove; han behøver ikke at lade
sig omtumle som en bold for tilfældigheder og
hændelser; han –
land eller vand uden at rådspørge de uforan-
derlige himmellove; han behøver ikke at lade
sig omtumle som en bold for tilfældigheder og
hændelser; han –
Taleren Mamertinos
.O, hvilken mand er ikke denne kejser, hvem vi
skylder så store goder!
skylder så store goder!
Kejser Julian
(for altret med oprakte arme.)
Så har jeg da åbenlyst og i ydmyghed udgydt
olje og vin for eder, I velgørende guddomme,
der så længe har måttet savne denne for eder så
højst sømmelige ihukommelse. Jeg har op-
sendt min tak til dig, o Apollon, hvem nog-
le af vismændene – og især de fra østerlandene –
tillægger navnet sol-kongen, fordi du bringer
og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og
sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig,
o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter
menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem
op til et for ånden værdigt samliv med højere
ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har
jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig,
o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bi-
stand? Visselig ved jeg, at du ikke længere selv
lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i
den gyldne tidsalder, hvorom hin uforligne-
lige blinde sanger har fortalt os. Men det ved
jeg dog – og deri er alle andre visdomsven-
ner enige med mig – at det er dig, som har
en væsentlig andel i valget af den ledsagende
ånd, god eller fordærvelig, som skal følge
ethvert <...> menneske på hans livs-gang. Jeg
har ingen årsag til at klage over dig, o For-
tuna! Meget mere har jeg den højeste op-
fordring til at yde dig lov og pris. Denne for
mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag
underkastet mig. Her står jeg, ved høj lys
dag; alle Grækeres Jeg har ikke skyet end det
ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag;
alle {g}Grækeres øjne er rettede på mig; jeg for-
venter at alle Grækeres røster vil forene sig
med min i et tilråb til eder, I udødelige
guder!
olje og vin for eder, I velgørende guddomme,
der så længe har måttet savne denne for eder så
højst sømmelige ihukommelse. Jeg har op-
sendt min tak til dig, o Apollon, hvem nog-
le af vismændene – og især de fra østerlandene –
tillægger navnet sol-kongen, fordi du bringer
Faksimile
115
og fornyer det lys, hvori livet har sin grund og
sit ophav. – Jeg har bragt mit offer til dig,
o Dionysos, du henrykkelsens gud, der løfter
menneskenes sjæle ud af lavheden og bærer dem
op til et for ånden værdigt samliv med højere
ånder. – Og, skønt jeg nævner dig sidst, har
jeg dog ikke derfor mindst ihukommet dig,
o Fortuna! Stod jeg vel her uden din bi-
stand? Visselig ved jeg, at du ikke længere selv
lader dig tilsyne, således, som tilfældet var i
den gyldne tidsalder, hvorom hin uforligne-
lige blinde sanger har fortalt os. Men det ved
jeg dog – og deri er alle andre visdomsven-
ner enige med mig – at det er dig, som har
en væsentlig andel i valget af den ledsagende
ånd, god eller fordærvelig, som skal følge
ethvert <...> menneske på hans livs-gang. Jeg
har ingen årsag til at klage over dig, o For-
tuna! Meget mere har jeg den højeste op-
fordring til at yde dig lov og pris. Denne for
mit hjerte så dyrebare pligt har jeg idag
underkastet mig. Her står jeg, ved høj lys
dag; alle Grækeres Jeg har ikke skyet end det
ringeste arbejd. Her står jeg, ved høj lys dag;
alle {g}Grækeres øjne er rettede på mig; jeg for-
venter at alle Grækeres røster vil forene sig
med min i et tilråb til eder, I udødelige
guder!
(Under offertjenesten har de fleste kristne
tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden
hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder
inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sag<...>
te latter og en forundret hvisken.)
tilskuere efterhånden fjernet sig; kun en liden
hob er bleven tilbage. Da kejser Julian holder
Faksimile
116.
inde, høres et svagt bifaldsråb, blandet med sag<...>
te latter og en forundret hvisken.)
Kejser Julian
(ser sig om.)
Ah, så! Hvad blev der af dem alle? Lister man
sig bort?
sig bort?
Taleren Themisteos
.Ja, med skamrødme over en så mangeårig
utaknemmelighed.
utaknemmelighed.
Taleren Mamertinos
.Nej, det var glædesrødme. De gik for at udbre-
de det store budskab i alle gader.
de det store budskab i alle gader.
Kejseren Julian
.
(går fra alteret.)
Den uvidende hob ved aldrig at finde sig tilrette
i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at gøre;
men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er
sømmeligere for en visdomsven, end at udryd-
de vildfarelser? I det øjemed regner jeg på e-
der, I oplyste venner! Dog, vore tanker må for-
lade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går
nu til andre pligter.
i det uvante. Jeg får et besværligt arbejde at gøre;
men ingen møje skal fortryde mig. Hvad er
sømmeligere for en visdomsven, end at udryd-
de vildfarelser? I det øjemed regner jeg på e-
der, I oplyste venner! Dog, vore tanker må for-
lade dette for en kort stund. Følg mig; jeg går
nu til andre pligter.
(Han går hurtigt bort uden at gengælde borgernes
hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere føl-
ger ham.)
hilsen; hofmændene og hans øvrige ledsagere føl-
ger ham.)
Faksimile
117.
(En stor sal i kejserpalatset. Døre på begge sider
og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved
væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)
og i baggrunden; på en forhøjning til venstre ved
væggen i forgrunden står det kejserlige sæde.)
(Kejser Julian omgiven af sit hof og høje embeds-
mænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt taler-
ne Themisteos og Mamertinos.)
mænd, deriblandt skatmesteren Ursulos samt taler-
ne Themisteos og Mamertinos.)
Kejser Julian
.Så langt har guderne hjulpet. Nu vil værket
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stum-
me trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg
mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind
ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms
særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi ved
alle at man ved passende midler kan helbrede le-
gemets onder; – men kan man med ild og sværd til-
intetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting?
Og hvad nytter det mig at eders hånd ofrer, der-
som eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør?
rulle fremad, som en stormflods bølger. Den stum-
me trods, som jeg sporer fra visse hold, hvor jeg
mindst burde vente det, skal ikke bringe mit sind
ud af ligevægt. Det er jo netop den ægte visdoms
særkende at lægge tålsomhed for dagen. Vi ved
alle at man ved passende midler kan helbrede le-
gemets onder; – men kan man med ild og sværd til-
intetgøre vildfarelserne om de guddommelige ting?
Og hvad nytter det mig at eders hånd ofrer, der-
som eders sjæle fordømmer, hvad hånden gør?
Således vil vi leve i endrægtighed med hver-
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for al-
le udmærkede mænd, hvad meninger de end
måtte have. Lad os vise verden det usædvan-
lige og ophøjede skuespil af et hof uden hyk-
leri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof,
hvor smiger blir regnet til de farligste fien-
der. Vi vil anklage og dadle hverandre, når
sådant måtte være betimeligt, dog uden der-
for at elske hverandre mindre.
andre. Mit hof skal være tilgængeligt for al-
le udmærkede mænd, hvad meninger de end
måtte have. Lad os vise verden det usædvan-
lige og ophøjede skuespil af et hof uden hyk-
leri – tilvisse det eneste hof i sit slags – et hof,
hvor smiger blir regnet til de farligste fien-
der. Vi vil anklage og dadle hverandre, når
sådant måtte være betimeligt, dog uden der-
for at elske hverandre mindre.
Faksimile
118.
(til krigsøversten Nevita, som kommer fra baggrun-
den.)
Dit ansigt lyser, Nevita; – hvad gode tidender
bringer du?
bringer du?
Krigsøversten Nevita
.Sandelig de bedste og glædeligste. Et stort antal
sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er kom-
met for at bringe dig gaver og bede om dit ven-
skab.
sendebud fra fyrster i det fjerne Indien er kom-
met for at bringe dig gaver og bede om dit ven-
skab.
Kejser Julian
.Ah, fortæl mig dog, – fra hvilke folkeslag?
Krigsøversten Nevita
.Fra Armenierne og andre hinsides Tigris. Ja, der
er endog nogle af de fremmede, som siger sig at kom-
me fra øerne Diu og Serandib.
er endog nogle af de fremmede, som siger sig at kom-
me fra øerne Diu og Serandib.
Kejser Julian
.Altså fra verdens yderste grænse, I venner!
Taleren Themisteos
.Selv did hen har rygtet båret dit navn og din
hæder!
hæder!
Taleren Mamertinos
.Selv i hine ukendte egne er dit sværd en skræk
for fyrster og folkeslag!
for fyrster og folkeslag!
Taleren Themisteos
.Diu og Serandib! Langt øst i det indiske hav –
Taleren Mamertinos
.Jeg tager ikke i betænkning at sige: udenfor jordens
kreds –
kreds –
Kejser Julian
.Hårskæreren skal komme!
(en hofmand går ud til højre.)
Faksimile
119.
Jeg vil modtage sendebudene i sømmelighed, –
dog uden pragt og smykker. Således vilde den op-
højede Mark Aurel have modtaget dem; og
jeg vælger heller ham til forbillede, end den
kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang.
Ikke mere nogen prunk med forgængelige jor-
diske ting! Selv barbarerne skal mærke sig at
visdommen – rigtignok i sin ringeste tjeners
skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.
dog uden pragt og smykker. Således vilde den op-
højede Mark Aurel have modtaget dem; og
jeg vælger heller ham til forbillede, end den
kejser, der nys bedrøvede os ved sin bortgang.
Ikke mere nogen prunk med forgængelige jor-
diske ting! Selv barbarerne skal mærke sig at
visdommen – rigtignok i sin ringeste tjeners
skikkelse – igen har taget plads på kejsersædet.
(Hofmanden kommer tilbage med hårskæreren
Eunapios, der er iført en prægtig klædning.)
Eunapios, der er iført en prægtig klædning.)
Kejser Julian
(ser forundret på ham, går ham imøde og hilser.)
Hvad søger du her, herre?
Hårskæreren Eunapios
.Nådigste kejser, du har befalet mig at komme –
Kejser Julian
.Du tager fejl, ven; jeg har ikke havt bud efter nogen
af mine rådsherrer.
af mine rådsherrer.
Hårskæreren Eunapios
.Allernådigste kejser –
Skatmesteren Ursulos
.Tilgiv, herre; denne mand er den kejserlige hår-
skærer.
skærer.
Kejser Julian
.Hvad siger du! Virkelig? Denne mand – o, du
spøger – denne mand, i silke, med guldstukne
støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hårskæ-
reren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg
formaste mig til at lade mig betjene af så
fine hænder.
spøger – denne mand, i silke, med guldstukne
støvler, skulde være –? Ja, så! Så du er hårskæ-
reren! (bukker for ham.) Aldrig skulde jeg
formaste mig til at lade mig betjene af så
fine hænder.
Faksimile
120.
Hårskæreren Eunapios
.Allernådigste kejser, – jeg beder for Guds og min
frelsers skyld –
frelsers skyld –
Kejser Julian
.Ho-ho! En Galilæer! Ja, tænkte jeg det ikke
nok! Er dette den forsagelse, som I praler med?
Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tem-
pel har du plyndret, eller hvor mange greb i kej-
serens kasse har du gjort, for at kunne stadse
dig således til? – Du kan gå igen; jeg har ik-
ke brug for dig.
(Eunapios går ud til højre.)
nok! Er dette den forsagelse, som I praler med?
Men jeg kender eder vel! Hvilken guddoms tem-
pel har du plyndret, eller hvor mange greb i kej-
serens kasse har du gjort, for at kunne stadse
dig således til? – Du kan gå igen; jeg har ik-
ke brug for dig.
Sig mig, Ursulos, hvad har dette menneske i
løn?
løn?
Skatmesteren Ursulos
.Nådigste kejser, efter din ophøjede forgængers
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
befaling er der tillagt ham tyve mænds dagligt
underhold –
Kejser Julian
.Se, se; ikke mere?
Skatmesteren Ursulos
.Jo, herre; i den senere tid har han havt frit he-
stehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig
sum i penge og et guldstykke for hver gang han –
stehold i de kejserlige stalde, samt en viss årlig
sum i penge og et guldstykke for hver gang han –
Kejser Julian
.Og alt det for en hårskærer! Hvad må så ikke de andre –?
Der skal gøres en brat ende på dette. – Lad de fremme-
de sendebud komme ind!
(krigsøversten Nevita går ud i baggrunden.)
Der skal gøres en brat ende på dette. – Lad de fremme-
de sendebud komme ind!
Jeg vil modtage dem med uklippet hår. Det er
sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel ved
at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kap-
pe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg
dog at det forbillede, som både Antisthenes og Dio-
genes har givet, vel bør tages i agt af den mand,
der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store
læreres fodspor.
sømmeligst således; thi omendskønt jeg vel ved
Faksimile
21.
1
at det ikke er det uredte hår eller den pjaltede kap-
pe, som gør den sande visdomsven, så mener jeg
dog at det forbillede, som både Antisthenes og Dio-
genes har givet, vel bør tages i agt af den mand,
der – selv på kejsersædet – gerne vil følge i så store
læreres fodspor.
(Han stiger op på forhøjningen, hvor tronstolen
står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene,
indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren
Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede
af slaver, der bærer gaver af alle slags.)
står. Hoffet ordner sig nedenfor. Sendebudene,
indførte af krigsøversten Nevita og husmesteren
Eutherios, kommer i pragtfuldt optog, ledsagede
af slaver, der bærer gaver af alle slags.)
Krigsøversten Nevita
.Nådigste kejser og herre! Ikke mægtige det æd-
le tungemål, som så mange veltalende mænd,
og ikke mindst du selv, har udbildet til fuld-
kommenhed fremfor alle andre tungemål, –
samt derhos vel vogtende sig for at lade barbari-
ske lyde skurre i dine ører, har disse udsen-
dinger fra østerlandske fyrster kåret mig til
talsmand.
le tungemål, som så mange veltalende mænd,
og ikke mindst du selv, har udbildet til fuld-
kommenhed fremfor alle andre tungemål, –
samt derhos vel vogtende sig for at lade barbari-
ske lyde skurre i dine ører, har disse udsen-
dinger fra østerlandske fyrster kåret mig til
talsmand.
Kejser Julian
(siddende i tronstolen.)
Jeg er rede til at høre dig.
Krigsøversten Nevita
.Først nedlægger da kongen af Armenien for
dine fødder denne rustning, som han beder
dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han
vel ved at du, uovervindelige helt, står under
gudernes skærmende øje, der ikke tillader no-
gen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes
dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrster-
ne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give til-
kende, at når guderne har forundt hine lande en
overvættes rigdom, så skede det i det øjemed at
den skulde komme gudernes yndling tilgode. –
Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu,
sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold,
samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rå-
deligst at stå værgeløse lige over for den sejer-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig mæg-
tig nok til at bryde enhver modstand. – Til
gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om
dit venskab, og navnlig beder de at du, hvis du,
som et rygte har sagt dem, til våren agter at
tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du
da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.
dine fødder denne rustning, som han beder
dig bære i kampen mod rigets fiender, skønt han
vel ved at du, uovervindelige helt, står under
gudernes skærmende øje, der ikke tillader no-
gen dødeligs våben at såre dig. – Her bringes
dig kostelige tepper, telte og sadeltøj fra fyrster-
Faksimile
2
ne hinsides Tigris-floden. De vil dermed give til-
kende, at når guderne har forundt hine lande en
overvættes rigdom, så skede det i det øjemed at
den skulde komme gudernes yndling tilgode. –
Kongen af Serandib, og ligervis kongen af Diu,
sender dig disse våben, sværd, spyd og skjold,
samt buer og pile; thi, siger de, vi agter det rå-
deligst at stå værgeløse lige over for den sejer-
herre, der, ligesom en guddom, har vist sig mæg-
tig nok til at bryde enhver modstand. – Til
gengæld beder de alle, som den højeste nåde, om
dit venskab, og navnlig beder de at du, hvis du,
som et rygte har sagt dem, til våren agter at
tilintetgøre den forvovne Perser-konge, – at du
da vil skåne deres lande for fiendtligt indfald.
Kejser Julian
.Ikke kunde en sådan sendelse komme mig gan-
ske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i
mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders
herskere vide at det er min agt at holde ven-
skab med alle de folkeslag, som ikke – det være
sig med våben eller med underfundighed – stiller
sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at
man i eders fjernt-liggende liggende lande, for-
ledet af mine lykkelige sejervindinger, har la-
det sig henrive til i mig at se en guddom, så
vil jeg ikke videre indlade mig på den sag.
Jeg agter guderne for højt til at jeg skulde
ville tilrane mig en upassende plads iblandt
dem, skønt jeg vel ved at der oftere, og især i
ældre tider, har levet helte og herskere, som
har været således fremdragne af gudernes yndest
og nåde, at det har været vanskeligt at sige om
de rettest var at regne til de dødelige eller til de u-
dødelige. Om deslige ting er det imidlertid vo-
veligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor me-
get mere da for eder? Altså, nok om dette. –
Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sør-
ger for at intet fattes dem.
ske uventet. De medbragte gaver skal nedlægges i
mit skatkammer, og gennem eder lader jeg eders
herskere vide at det er min agt at holde ven-
skab med alle de folkeslag, som ikke – det være
sig med våben eller med underfundighed – stiller
sig mine hensigter ivejen. – Hvad det angår, at
man i eders fjernt-liggende liggende lande, for-
ledet af mine lykkelige sejervindinger, har la-
det sig henrive til i mig at se en guddom, så
vil jeg ikke videre indlade mig på den sag.
Jeg agter guderne for højt til at jeg skulde
ville tilrane mig en upassende plads iblandt
dem, skønt jeg vel ved at der oftere, og især i
ældre tider, har levet helte og herskere, som
Faksimile
3.
har været således fremdragne af gudernes yndest
og nåde, at det har været vanskeligt at sige om
de rettest var at regne til de dødelige eller til de u-
dødelige. Om deslige ting er det imidlertid vo-
veligt at dømme, selv for os Grækere. Hvor me-
get mere da for eder? Altså, nok om dette. –
Du, Eutherios, fører de fremmede til hvile og sør-
ger for at intet fattes dem.
(Sendebudene og deres følge forlader salen ledsage-
de af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger
ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne om-
ringer ham under beundrende lykønskninger.)
de af husmesteren Eutherios. Kejser Julian stiger
ned fra forhøjningen; hofmændene og talerne om-
ringer ham under beundrende lykønskninger.)
Taleren Themisteos
.Så ung, – og allerede så højt hædret fremfor alle
andre kejsere!
andre kejsere!
Taleren Mamertinos
.Jeg spørger: vil ikke Fama fattes lunger til at for-
kynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg visst håber,
forunder dig et langt liv?
kynde dit ry, ifald guderne, hvad jeg visst håber,
forunder dig et langt liv?
Taleren Themisteos
.Det skrækkens råb, som de flygtende Alemaner
udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder,
det har væltet sig østover indtil det slog an imod
Tauros og Kaukasos –
udstødte ved Rhin-strømmens fjerneste bredder,
det har væltet sig østover indtil det slog an imod
Tauros og Kaukasos –
Taleren Mamertinos
.– nu runger det, som en buldrende genlyd, over
hele Asien.
hele Asien.
Krigsøversten Nevita
.Hvad der har forfærdet Inderne er denne lighed
imellem vor græske Julian og hin makedoniske
Alexander –
imellem vor græske Julian og hin makedoniske
Alexander –
Faksimile
4.
Taleren Mamertinos
.O, hvad lighed! Havde kong Alexander lønlige fien-
der i sin egen lejr? Havde han et misundeligt
og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?
der i sin egen lejr? Havde han et misundeligt
og bagtalerisk kejserhof at kæmpe imod?
Krigsøversten Nevita
.Sandt, sandt; og der var heller ingen uduelige
hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
hærførere, som hemmed Alexanders fremgang.
Kejser Julian
.Ursulos, det er min vilje at disse sendebuds kom-
me skal gøres bekendt både i staden og i s<...> ri-
gets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøj-
agtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke gaver
de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne
noget af det, som kommer min styrelse ved.
Du kan også lade indflyde nogle ord om den
forunderlige mening blandt Inderne, at Alex-
ander skulde være kommen tilbage.
me skal gøres bekendt både i staden og i s<...> ri-
gets samtlige landskaber. Alt skal fortælles nøj-
agtigt, – hvor de hører hjemme og hvilke gaver
de har medbragt. Jeg vil ikke forholde borgerne
noget af det, som kommer min styrelse ved.
Du kan også lade indflyde nogle ord om den
forunderlige mening blandt Inderne, at Alex-
ander skulde være kommen tilbage.
Skatmesteren Ursulos
(nølende.)
Tilgiv mig, nådigste kejser, men –
Kejser Julian
.Nu?
Skatmesteren Ursulos
.Du har selv sagt at ved dette hof skal ingen smi-
ger tåles –
ger tåles –
Kejser Julian
.Tilvisse, ven!
Skatmesteren Ursulos
.Så lad mig da ærligt sige dig at disse sendebud
kom hid for at søge din forgænger og ikke <...>
dig.
kom hid for at søge din forgænger og ikke <...>
dig.
Faksimile
5.
Kejser Julian
.Hvad vover du at ville indbilde mig!
Taleren Themisteos
.Ej, hvilken urimelig tale!
Taleren Mamertinos
.Hvilken opdigtelse!
Skatmesteren Ursulos
.Det er sandhed. Jeg har længe vidst at disse mænd
skulde komme, – længe før kejser Konstanzios
lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ik-
ke en falsk forfængelighed få indgang i dit un-
ge sind –
skulde komme, – længe før kejser Konstanzios
lukked sine øjne. O, min nådigste herre, lad ik-
ke en falsk forfængelighed få indgang i dit un-
ge sind –
Kejser Julian
.Nok, nok! Du vil altså dermed sige at –?
Skatmesteren Ursulos
.Tænk selv efter. Hvorledes skulde dine sejre i Gal-
lien, så berømmelige de end har været, i slig hast
kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når
sendebudene talte om kejserens heltegerninger,
så tænkte de på krigen imod Perser-kongen –
lien, så berømmelige de end har været, i slig hast
kunnet nå til hine fjerne folkeslags ører? Når
sendebudene talte om kejserens heltegerninger,
så tænkte de på krigen imod Perser-kongen –
Krigsøversten Nevita
.Jeg vidste ikke at krigen imod kong Sapores
var bleven ført på den vis, at den skulde sprede
skræk til verdens grænse.
var bleven ført på den vis, at den skulde sprede
skræk til verdens grænse.
Skatmesteren Ursulos
.Sandt; lykken har været vore våben imod i hi-
ne egne. Men rygtet om de store rustninger,
som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var
det, der ængsted Armenierne og de andre folke-
slag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene,
om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit
tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig
hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske
øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere
ifald –; spørg dem, og du skal få høre –
ne egne. Men rygtet om de store rustninger,
som kejser Konstanzios påtænkte til våren, var
det, der ængsted Armenierne og de andre folke-
slag. – O, regn dog tiden efter, herre; tæl dagene,
om du vil, og sig så om andet er muligt. Dit
Faksimile
6.
tog hid fra Gallien skede med en vidunderlig
hurtighed; men hine mænds rejse fra de indiske
øer –; det vilde dog være tifold vidunderligere
ifald –; spørg dem, og du skal få høre –
Kejser Julian
(bleg af vrede.)
Hvorfor siger du mig alt dette?
Skatmesteren Ursulos
.Fordi det er sandhed og fordi jeg ikke kan tåle
at se din unge skønne hæder formørket af en lånt
kappe.
at se din unge skønne hæder formørket af en lånt
kappe.
Taleren Themisteos
.Hvilken forvoven tale!
Taleren Mamertinos
.Hvilken højst forvoven tale!
Kejser Julian
.Det kan du ikke tåle? Så! O, jeg kender dig bedre.
Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er
guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ik-
ke gudernes hæder, at de mægter store ting gen-
nem et menneske? Men I hader dem – disse gu-
der – hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøt-
ter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilra-
net jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore
højst velgørende guder. I har knapt tilladt at
de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne.
Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens
tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte;
I vil tage fra mig den erkendtlige tanke at jeg
skylder de udødelige en ny og såre attråværdig
velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en så-
dan?
Jeg kender alle eder gamle ved dette hof. Det er
guderne, hvis hæder I vil forringe. Thi er det ik-
ke gudernes hæder, at de mægter store ting gen-
nem et menneske? Men I hader dem – disse gu-
der – hvis templer I har nedbrudt, hvis billedstøt-
ter I har slåt sønder og hvis skatte I har tilra-
net jer. I har knapt tålt dem engang, disse vore
højst velgørende guder. I har knapt tilladt at
de fromme bar dem løndomsfuldt i hjerterne.
Nu vil I også nedbryde det taknemmelighedens
tempel, som jeg har rejst for dem i mit hjerte;
I vil tage fra mig den erkendtlige tanke at jeg
skylder de udødelige en ny og såre attråværdig
velgerning; – thi er ikke hæder at agte for en så-
Faksimile
7.
dan?
Skatmesteren Ursulos
.Den eneste himmelens Gud er mit vidne at –
Kejser Julian
.Den eneste! Der har vi det igen! Således er I al-
tid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog I os. Si-
ger vi at vore guder er de eneste? Agter vi ikke
både Egypternes guder og hin jødiske Jehova,
der visselig har udført store ting i sit folk? Men
I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –!
Er du en Romer, født af græske forfædre? Den
eneste! Hvilken barbarisk uforskammethed!
tid. Hvilken utålsomhed! Spejl eder dog I os. Si-
ger vi at vore guder er de eneste? Agter vi ikke
både Egypternes guder og hin jødiske Jehova,
der visselig har udført store ting i sit folk? Men
I derimod, – og det en mand, som du, Ursulos –!
Er du en Romer, født af græske forfædre? Den
eneste! Hvilken barbarisk uforskammethed!
Skatmesteren Ursulos
.Du har lovet at du ikke vil hade nogen for hans
meningers l skyld.
meningers l skyld.
Kejser Julian
.Det har jeg lovet; men jeg tåler heller ikke at I træ-
der os for nær. Sendebudene skulde ikke være kom-
ne for at –? Det vil altså med andre ord sige
at den store guddommelige Dionysos, der besyn-
derligen har sin magt i at åbenbare menneske-
ne de skjulte ting, – at han ikke skulde være
virksom nu, ligeså vel som i de henfarne ti-
der. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvæt-
tes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig
til regnskab?
der os for nær. Sendebudene skulde ikke være kom-
ne for at –? Det vil altså med andre ord sige
at den store guddommelige Dionysos, der besyn-
derligen har sin magt i at åbenbare menneske-
ne de skjulte ting, – at han ikke skulde være
virksom nu, ligeså vel som i de henfarne ti-
der. Bør jeg tåle dette? Er det ikke en overvæt-
tes frækhed? Tvinges jeg ikke til at drage dig
til regnskab?
Skatmesteren Ursulos
.Da vil alle kristne sige at det er deres tro, du
forfølger.
forfølger.
Kejser Julian
.Der skal ingen forfølges for troens skyld. Men
har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gø-
re eder skyldige i, blot fordi I er kristne? Skal eders
vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I
forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved
hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smig-
ret for alle laster og bøjet eder for alle luner?
Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem
fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyn-
tede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys
fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skat-
mester? Hvorledes har du kunnet give efter for
hans ublu fordringer?
Faksimile
8.
har jeg ret til at slå en streg over, hvad I måtte gø-
re eder skyldige i, blot fordi I er kristne? Skal eders
vildfarelser skærme eders fejl? Hvad har ikke I
forvovne mænd allerede længe øvet, både her ved
hoffet og andetsteds? Hvorledes har I ikke smig-
ret for alle laster og bøjet eder for alle luner?
Ja, hvad har ikke du, Ursulos, selv set igennem
fingre med? Jeg tænker på hin skamløst udpyn-
tede hårskærer, hin salvestinkende nar, som nys
fyldte mig med ækkelhed her. Er du ikke skat-
mester? Hvorledes har du kunnet give efter for
hans ublu fordringer?
Skatmesteren Ursulos
.Er det en brøde, at jeg har været min herres tjener?
Kejser Julian
.Jeg bruger ikke deslige overdådige tjenere. Alle
hine frække halvmænd skal jages ud af palatset;
og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En
sømmelig tarvelighed skal indføres igen.
(til Themisteos og Mamertinos.)
hine frække halvmænd skal jages ud af palatset;
og alle kokke og gøglere og dansere ligervis. En
sømmelig tarvelighed skal indføres igen.
I, mine venner, skal gå mig tilhånde i dette. –
Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op
med des større anseelse, giver en hærførers vær-
dighed, – dig overdrager jeg at undersøge hvorledes
statens embeder er blevne forvaltede under min
forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkal-
de bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme
med dig i disse sager.
(til de ældre hofmænd og rådsherrer.)
Og du, Nevita, hvem jeg, for at du kan træde op
med des større anseelse, giver en hærførers vær-
dighed, – dig overdrager jeg at undersøge hvorledes
statens embeder er blevne forvaltede under min
forgænger, og især i de senere år. Du kan tilkal-
de bekvemme mænd, hvem du vil, til at dømme
med dig i disse sager.
Jeg har ingen brug for jer. Da min begrædte frænde
på sit dødsleje indsatte mig til sin arving, så gav
han mig også i arv den retfærdighed, som hans
lange svaghedstilstand havde hindret ham selv
fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede
og rigtighed for eder, da kan I drage hvorhen
I lyster.
på sit dødsleje indsatte mig til sin arving, så gav
Faksimile
9.
han mig også i arv den retfærdighed, som hans
lange svaghedstilstand havde hindret ham selv
fra at udøve. Gå hjem; og når I har gjort rede
og rigtighed for eder, da kan I drage hvorhen
I lyster.
Skatmesteren Ursulos
.Gud, Herren, opholde og skærme dig, min kejser!
(Han bøjer sig og går ud i baggrunden sammen med
de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt
alle de unge samler sig om kejseren.)
de ældre. Nevita, Themisteos og Mamertinos samt
alle de unge samler sig om kejseren.)
Hærføreren Nevita
.Min ophøjede hersker, hvorledes skal jeg tilfulde
takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –
takke dig for det tegn på din nåde, som du nys –
Kejser Julian
.Ingen tak. Jeg har i disse få dage lært at skatte
din troskab og din dømmekraft. Også kundgø-
relsen om de østerlandske sendebud overdrager
jeg dig at affatte. Skriv den således, at de vel-
gørende guder ikke deri skal finde grund til
at fortørnes på nogen af os.
din troskab og din dømmekraft. Også kundgø-
relsen om de østerlandske sendebud overdrager
jeg dig at affatte. Skriv den således, at de vel-
gørende guder ikke deri skal finde grund til
at fortørnes på nogen af os.
Hærføreren Nevita
.Jeg skal handle efter min kejsers vilje både i
det ene og i det andet.
det ene og i det andet.
(Han går ud til højre.)
Kejser Julian
.Og nu, I trofaste, nu priser vi de udødelige magter,
som har vist os den rette vej.
som har vist os den rette vej.
Taleren Themistios
.De udødelige og deres mere end dødelige yndling! Hvil-
ken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når
det rygtes at du har fjernet hine voldsomme og
egennyttige mænd!
ken jubel vil vi ikke få høre gennem riget, når
det rygtes at du har fjernet hine voldsomme og
Faksimile
10.
egennyttige mænd!
Taleren Mamertinos
.Med hvilken spænding og med hvilket utålmodigt
håb vil man ikke vente på valget af deres efter-
følgere!
håb vil man ikke vente på valget af deres efter-
følgere!
Taleren Themisteos
.Alle Grækere vil råbe med en
mind mund: Pla-
ton selv har taget statens ror!
ton selv har taget statens ror!
Taleren Mamertinos
.Nej, nej, værdige ven; alle Grækere vil råbe: Pla-
tons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en gud
kan herske over menneskene!
tons udsagn er bleven til virkelighed, – kun en gud
kan herske over menneskene!
Taleren Themisteos
.Nu ønsker jeg blot at de lykkebringendes velvilje må
følge Nevita. Han har fåt et stort og vanskeligt
hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi bør
jo alle håbe at han må vise sig at være den rette –
følge Nevita. Han har fåt et stort og vanskeligt
hverv; jeg kender ham ikke så nøje; men vi bør
jo alle håbe at han må vise sig at være den rette –
Taleren Mamertinos
.Ganske visst; skønt der vel turde findes andre mænd,
som –
som –
Taleren Themisteos
.Ikke vil jeg dermed have sagt at det valg, som du,
o uforlignelige kejser –
o uforlignelige kejser –
Taleren Mamertinos
.Nej, nej, på ingen måde!
Taleren Themisteos
.Men hvis det er en fejl at brænde af iver efter at
tjene en elsket hersker –
tjene en elsket hersker –
Taleren Mamertinos
.– da har du i sandhed mere end en fejlende
ven –
ven –
Faksimile
11.
Taleren Themisteos
.– selv om du ikke hædrer dem således, som du har
hædret den højst lykkelige Nevita –
hædret den højst lykkelige Nevita –
Taleren Mamertinos
.– selv om de måtte undvære ethvert synligt tegn
på din nåde –
på din nåde –
Kejser Julian
.Vi vil ikke lade nogen dygtig mand unyttet og
heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos,
da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i
Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan bere-
de dig på i det kommende år at rejse til Rom
og overtage et af de ledige konsulater.
heller ikke ulønnet. Hvad dig angår, Themisteos,
da overdrager jeg dig stadsforstanderskabet her i
Konstantinopel; og du, Mamertinos, kan bere-
de dig på i det kommende år at rejse til Rom
og overtage et af de ledige konsulater.
Taleren Themisteos
.Min kejser! Jeg svimler over så megen ære –!
Taleren Mamertinos
.Så høj en hæder! Konsul! Fandtes der nogen tid
en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius,
mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad
var disses hæder imod min? Hine udnævntes
af folket, men jeg af Julian!
en så højt hædret konsul, som jeg? Mon Lucius,
mon Brutus, mon Publius Valerius? Hvad
var disses hæder imod min? Hine udnævntes
af folket, men jeg af Julian!
En hofmand
.Priset være den kejser, som lader retfærdigheden råde!
En anden hofmand
.Priset han, hvis blotte navn slår barbarerne med for-
færdelse!
færdelse!
Taleren Themisteos
.Priset være alle de ophøjede guder, som i samdrægtighed
har kastet sine forelskede øjne på en eneste mand, så-
ledes at denne eneste, når han første gang – det ske sent! –
sent! – volder os sorg og går bort, må siges at have
stillet Sokrates og Mark Aurel og Alexander i skyggen!
har kastet sine forelskede øjne på en eneste mand, så-
ledes at denne eneste, når han første gang – det ske sent! –
sent! – volder os sorg og går bort, må siges at have
Faksimile
12.
stillet Sokrates og Mark Aurel og Alexander i skyggen!
Kejser Julian
.Der traf du tingens kerne, min Themisteos! Til guderne
er det vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg
siger ikke dette for at belære eder, men for at påminde
eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt.
Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg
vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den
søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig idet jeg
føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset,
priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er
nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde
ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del,
har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det
skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej heller
et gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slut-
te sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille
de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. –
er det vi skal opløfte vore hænder og vore hjerter. Jeg
siger ikke dette for at belære eder, men for at påminde
eder om, hvad der ved dette hof så længe er bleven forsømt.
Det være fjernt fra mig at ville tvinge nogen. Men er jeg
vel at laste, fordi jeg gerne vil gøre andre delagtige i den
søde henrykkelse, som gennemstrømmer mig idet jeg
føler mig vugget i de udødeliges samfund? Priset,
priset være du, vinløvkransede Dionysos! Thi det er
nærmest dig, som virker så store og hemmelighedsfulde
ting. Gå I nu hver til eders gerning. Jeg, for min del,
har tilsagt et glædesoptog gennem stadens gader. Det
skal ikke være noget gilde for mine hoffolk, ej heller
et gæstebud inden fire vægge. Frit kan borgerne slut-
te sig til mig, eller holde sig borte; jeg vil udskille
de rene fra de urene, de fromme fra de vildfarende. –
O, sol-konge, kast skønhed l{
<...>
}ys og skønhed over da-
gen! O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over
sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld
dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel dra-
ger ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!
gen! O, Dionysos, sænk din svulmende herlighed over
sindene; fyld sjælene med dit hellige stormsus, fyld
dem indtil alle bånd brister og den frigjorte jubel dra-
ger ånde i dans og sang! – Liv, liv, liv i skønhed!
(Han går ilsomt ud til højre. Hoffolkene samler
sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.)
sig i hviskende klynger og fjerner sig efterhånden.)
Faksimile
22.
13.
(En trang gade i Konstantinopel.)
(Stor sammenstimlen af mennesker; alle ser i en
retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter
og trommer høres i nogen frastand.)
retning henad gaden. Larm, sang og musik af fløjter
og trommer høres i nogen frastand.)
En skomager
(i sin husdør, råber tvers over gaden.)
Hvad er på færde, kære nabo?
En kramhandler
(i huset lige over for.)
Man siger, det skal være nogle syriske gøglere, som
er kommen til staden.
er kommen til staden.
En frugtsælger
(på gaden.)
Visst ikke; det er en egyptisk bande, som driver
om med abekatte og dromedarer.
om med abekatte og dromedarer.
Hårskæreren Eunapios
(tarveligt klædt, søger forgæves at slippe igennem
trængselen.)
Plads dog, I dårer! Hvor djævelen kan nogen fjase
og snaddre på en slig ulykkesdag!
og snaddre på en slig ulykkesdag!
En kvinde
(i et lidet vindu.)
Pst, pst; Eunapios! Smukke herre!
Hårskæreren Eunapios
.Tal ikke til mig på åben gade, din rufferske!
Kvinden i vinduet
.List dig ind bagvejen, søde ven!
Hårskæreren Eunapios
.Tvi med dig! Er jeg oplagt til at skæmte –
Faksimile
14.
Kvinden i vinduet
.Du skal nok bli oplagt. Kom, smukke Eunapios;
i iforgårs fik jeg en sending friske duer –
i iforgårs fik jeg en sending friske duer –
Hårskæreren Eunapios
.O, du syndige verden! (vil forbi.) Plads, plads dog<...>
i Satans navn; lad mig komme frem!
i Satans navn; lad mig komme frem!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejseklædt og fulgt af et par belæssede slaver, kommer
fra en sidegade.)
Er staden bleven en dårekiste? Alle skriger i mu<...>
munden på hverandre, og ingen kan sige mig be-
sked. Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!
munden på hverandre, og ingen kan sige mig be-
sked. Ah, se, – Eunapios, min fromme broder!
Hårskæreren Eunapios
.Bud og hilsen, ærværdige herre! Du er altså kom-
men tilbage til staden?
men tilbage til staden?
Skriftlæreren Hekebolios
.I dette øjeblik; – jeg har helliget de hede høstmå-
neder til stille andagt på mit landgods på Kre-
ta. Men sig mig for al ting, hvad går her for
sig?
neder til stille andagt på mit landgods på Kre-
ta. Men sig mig for al ting, hvad går her for
sig?
Hårskæreren Eunapios
.Ulykke og forvirring. Den nye kejser –
Skriftlæreren Hekebolios
.Ja, ja, jeg har hørt forunderlige rygter –
Hårskæreren Eunapios
.Tifold værre end rygterne. Alle tro tjenere er for-
jagne fra palatset.
jagne fra palatset.
Skriftlæreren Hekebolios
.Taler du sandhed?
Hårskæreren Eunapios
.Ve mig; jeg selv var den første –
Faksimile
15.
Skriftlæreren Hekebolios
.Forskrækkeligt˹!˺
? Så er kanske også jeg –?
Hårskæreren Eunapios
.Tilvisse. Alle regnskaber skal undersøges, alle ga-
ver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler –
ver skal tages tilbage, alle unøjagtige oppebørsler –
Skriftlæreren Hekebolios
.
(bleg.)
Gud forbarme sig!
Hårskæreren Eunapios
.Herren være lovet, jeg har en god samvittighed.
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg også, jeg også; men alligevel –; ah, så er det
sagtens dog sandt at kejseren har ofret til Apol-
lon og Fortuna?
sagtens dog sandt at kejseren har ofret til Apol-
lon og Fortuna?
Hårskæreren Eunapios
.Ja visst; men hvem bryr sig om slige småting?
Skriftlæreren {E}Hekebolios
.Småting? Skønner du da ikke, forblindede ven,
at det er vort sindelag, som gode kristne, han for-
følger?
at det er vort sindelag, som gode kristne, han for-
følger?
Hårskæreren Eunapios
.Hvad siger du? Herrens kors, skulde det være mu-
ligt?
ligt?
Kvinder
(i trængselen.)
Der kommer de!
En mand
(på et hustag.)
Jeg kan se ham!
Andre stemmer
.Hvem kommer? Hvem, hvem?
Faksimile
16.
Manden på taget
.Kejser Julian. Han har vinløv i håret.
Folk på gaden
.Kejseren!
Hårskæreren Eunapios
.Kejseren!
Skriftlæreren Hekebolios
.Kom, kom, fromme broder!
Hårskæreren Eunapios
.Slip mig, herre; jeg er slet ikke from.
Skriftlæreren Hekebolios
.Ikke from –?
Hårskæreren Eunapios
.Hvem tør sige mig på –? Vil man ødelægge mig?
From? Når var jeg from? Jeg hørte <...> engang
til Donatisternes samfund; det er mangfoldige
år siden. Gid djævelen tage Donatisterne! (banker
på vinduet.) Hej, Barbara, Barbara; luk op, gam
gamle tæve!
(man slipper ham ind gennem husdøren.)
From? Når var jeg from? Jeg hørte <...> engang
til Donatisternes samfund; det er mangfoldige
år siden. Gid djævelen tage Donatisterne! (banker
på vinduet.) Hej, Barbara, Barbara; luk op, gam
gamle tæve!
Mængden
.Der er han! Der kommer han!
Skriftlæreren Hekebolios
.Alle unøjagtige oppebørsler –! Undersøgelse!
O, forfærdelsens lynslag!
(han lister sig bort med begge slaverne.)
O, forfærdelsens lynslag!
(Dionysos-toget kommer nedad gaden. Fløjtespil-
lere går foran; drukne mænd, tildels udklædte
som fauner og satyrer, danser efter takten.
Midt i toget ser man kejser Julian, ridende
på et æsel, der er overtrukket med panterskind;
han er klædt som guden Dionysos, med en panter-
hud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i
hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øver-
ste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne
sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere
omringer ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler,
andre slår tamburiner og bevæger sig fremad un-
der vilde spring og fagter.)
lere går foran; drukne mænd, tildels udklædte
som fauner og satyrer, danser efter takten.
Midt i toget ser man kejser Julian, ridende
på et æsel, der er overtrukket med panterskind;
Faksimile
17.
han er klædt som guden Dionysos, med en panter-
hud over skuldrene, vinløvkrans om panden, og i
hånden en med grønt omvunden stav, på hvis øver-
ste ende der er fæstet en pinje-kongle. Halvnøgne
sminkede kvinder og ynglinge, dansere og gøglere
omringer ham; nogle bærer vinkander og drikkeskåler,
andre slår tamburiner og bevæger sig fremad un-
der vilde spring og fagter.)
Danserne
(synger.)
Ildnende drag af fyldte skåler!
Ildnende drag!
Læberne nippende,
øjnene klippende,
bukkeben trippende
hylder dig, vingud, i svimlende lag!
Kvinderne
(synger.)
Kærlighedsleg, som ej natten selv tåler,
prøv, I bakkanter!
Øv den i dagglansens tindrende stråler!
Se, på sin panter
sidder den herlige!
Favn os, bakkanter;
kend, vi er hede; føl, vi er kærlige;
springende, syngende,
ravende, gyngende,
favn os, bakkanter!
Kejser Julian
.Plads! Ryddeligt, I borgere! Vig ærbødigt til side;
ikke for os, men for ham, som vi hædrer!
ikke for os, men for ham, som vi hædrer!
Faksimile
18.
En røst i mængden
.Kejseren i skøgers og gøgleres selskab!
Kejser Julian
.Skam få I, at jeg må tage tiltakke med slige. Blues
Blues I ikke over at finde større fromhed og me-
re iver hos disse, end hos eder selv?
Blues I ikke over at finde større fromhed og me-
re iver hos disse, end hos eder selv?
En gammel mand
.Kristus oplyse dig, herre!
Kejser Julian
.Aha, du er en Galilæer! Og du vil tale med? Sad
ikke din store mester tilbords med syndere? Gik
han ikke ud og ind i huse, som holdtes for lidet
sømmelige? Svar mig på det.
ikke din store mester tilbords med syndere? Gik
han ikke ud og ind i huse, som holdtes for lidet
sømmelige? Svar mig på det.
Hårskæreren Eunapios
(omringet af piger i kvinden Barbaras husdør.)
Ja, svar, svar, om du kan, du dåre!
Kejser Julian
.Ej, se, – er du ikke hin hårskærer, som –?
Hårskæreren Eunapios
.En frigjort mand, nådigste kejser! – Plads, I bak-
kanter; plads for en broder!
(han og pigerne danser ind i Dionysos-togets rækker.)
kanter; plads for en broder!
Kejser Julian
.Det må jeg vel lide. Spejl eder i denne Græker, hvis
I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og det
er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud
er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som
denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem
Romerne også kalder Bakkus. Mener I, han
er en gud for drukkenbolte? O, I højst uviden-
de, jeg ynker eder, hvis I tænker så. Hvem an-
den end ham er det, seerne og digterne skylder sine
vidunderlige gaver? Vel ved jeg at nogle tillægger
Apollon denne virksomhed, og det visselig ikke
uden al føje; men da er sammenhængen hel ander-
ledes at forstå, – hvilket jeg kan bevise af forskel-
lige skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes
med eder på åben gade. Heller ikke tillader
tiden det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn!
Jeg ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted
gerne stene efter mig, om I voved det. – O, må
jeg ikke skamme mig over denne stad, der er
sunken ned under barbarerne og som ikke ved
noget bedre, end at holde fast ved en vankundig
Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; –
stands os ikke!
I har en gnist af de gamles ånd tilbage. Og det
er vel fornødent, dette, I borgere; thi ingen gud
er bleven så miskendt – ja, latterliggjort – som
denne henrykkelse bringende Dionysos, hvem
Romerne også kalder Bakkus. Mener I, han
er en gud for drukkenbolte? O, I højst uviden-
de, jeg ynker eder, hvis I tænker så. Hvem an-
Faksimile
19.
den end ham er det, seerne og digterne skylder sine
vidunderlige gaver? Vel ved jeg at nogle tillægger
Apollon denne virksomhed, og det visselig ikke
uden al føje; men da er sammenhængen hel ander-
ledes at forstå, – hvilket jeg kan bevise af forskel-
lige skrifter. Dog, herom vil jeg ikke tvistes
med eder på åben gade. Heller ikke tillader
tiden det. Ja, spot kun! Slå kun korsets tegn!
Jeg ser det godt. I peb gerne i fingrene; I kasted
gerne stene efter mig, om I voved det. – O, må
jeg ikke skamme mig over denne stad, der er
sunken ned under barbarerne og som ikke ved
noget bedre, end at holde fast ved en vankundig
Jødes vildfarende påfund! – Fremad! Til side; –
stands os ikke!
Danserne
.Se, på sin panter
sidder den herlige!
Kvinderne
.Kend, vi er hede; føl, vi er kærlige; –
favn os, bakkanter!
(Optoget drejer under sangen ind i en sidegade;
mængden ser til i stum forundring.)
mængden ser til i stum forundring.)
Faksimile
20.
(Kejserens bogsal i palatset. Indgangsdør på
venstre side; en mindre døråbning med forhæng
for til højre.)
venstre side; en mindre døråbning med forhæng
for til højre.)
(Husmesteren Eutherios kommer fra venstre, fulgt
af to tjenere, der bærer tæpper.)
af to tjenere, der bærer tæpper.)
Husmesteren Eutherios
(råber imod rummet til højre.)
Agilo, Agilo, varmt rosenvand! Kejseren vil
i bad.
(han går ud til højre med begge tjenerne.)
i bad.
(Kejser Julian kommer ilfærdigt fra venstre. Han
bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hån-
den har han den omvundne stav. Han går et par
gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han
staven hen i en krog.)
bærer endnu panterhuden og vinløvkransen; i hån-
den har han den omvundne stav. Han går et par
gange op og ned ad gulvet, derpå slænger han
staven hen i en krog.)
Kejser Julian
.Var der skønhed i dette? – –
Hvor var oldingerne med det hvide skæg? Hvor
var de rene jomfruer med bånd om panden,
med sømmelige lader, tugtige midt i dansens
glæde?
var de rene jomfruer med bånd om panden,
med sømmelige lader, tugtige midt i dansens
glæde?
Tvi eder, I skøger! – –
(han river panterhuden af og kaster den tilside.)
Hvor er skønheden bleven af? Kan ikke kejse-
ren byde den stå op ˹igen˺, og så står den op?
ren byde den stå op ˹igen˺, og så står den op?
Tvi over denne stinkende utugt! – –
Hvilke ansigter! Alle laster skreg ud af dis-
se forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder –
se forstyrrede drag. Kroppens og sjælens bylder –
Fy, fy! Et bad, Agilo! Stanken kvæler mig.
Faksimile
21.
Badetjeneren Agilo
(i døråbningen til højre.)
Badet er rede, nådigste herre!
Kejser Julian
.Badet? Lad blive med det. Hvad er legemets smuds
at regne imod alt det andet? Gå!
(Agilo går ud igen. Kejseren står en stund i tanker.)
at regne imod alt det andet? Gå!
Seeren fra Nazareth sad til højbord mellem tol-
dere og syndere. –
dere og syndere. –
Hvori ligger svælget mellem hint og dette? – –
(Skriftlæreren Hekebolios kommer ind fra venstre og
standser ængstelig i ved døren.)
standser ængstelig i ved døren.)
Kejser Julian
.Hvad vil du, mand?
Skriftlæreren Hekebolios
(på knæ.)
Herre!
Kejser Julian
.Ah, hvad ser jeg? Hekebolios; – er det virkelig dig?
Skriftlæreren Hekebolios
.Den samme, og dog en anden.
Kejser Julian
.Min gamle lærer. Hvad vil du? Stå op!
Skriftlæreren Hekebolios
.Nej, nej, lad mig ligge. Og vredes ikke over at jeg
gør brug af min fordums ret til at gå ud og ind
hos dig.
gør brug af min fordums ret til at gå ud og ind
hos dig.
Kejser Julian
.
(koldt.)
Jeg spurgte hvad du vilde mig?.
Faksimile
22.
Skriftlæreren Hekebolios
.Min gamle lærer, sagde du. O, om jeg kunde kaste
glemselens slør over hine tider!
glemselens slør over hine tider!
Kejser Julian
.
(som før.)
Jeg forstår. Du mener at –
Skriftlæreren Hekebolios
.O, at jeg kunde synke i jorden og dølge min skam-
fuldhed! Se, se, – her ligger jeg for dig, en mand,
hvis hår er i færd med at gråne, – en mand, som
har gransket og grundet alle sine dage og som
nu må bekende at han foer vild og at han før-
te sin elskede lærling vild!
fuldhed! Se, se, – her ligger jeg for dig, en mand,
hvis hår er i færd med at gråne, – en mand, som
har gransket og grundet alle sine dage og som
nu må bekende at han foer vild og at han før-
te sin elskede lærling vild!
Kejser Julian
.Hvad ønsker du at sige med det?
Skriftlæreren Hekebolios
.Du kaldte mig din gamle lærer. Se, her ligger
jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og
kalder dig min nye lærer.
jeg for dine fødder, ser med undren op til dig og
kalder dig min nye lærer.
Kejser Julian
.Rejs dig, Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios
(rejser sig.)
Du skal høre alt, herre, og døm mig så efter din
retfærdighed. – Da du var borte blev det mig næ-
sten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof.
Jeg ved ikke om du har erfaret at jeg forfremmedes
til kejserindens forelæser og til uddeler af milde
gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet
af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud at
se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd
til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle
slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med
grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for en-
hver, som kunde opveje klingende ord med klin-
gende guld. O, min kejser, du ved ikke hvad
her har gåt i svang –!
retfærdighed. – Da du var borte blev det mig næ-
sten utåleligt at leve ved din høje forgængers hof.
Jeg ved ikke om du har erfaret at jeg forfremmedes
til kejserindens forelæser og til uddeler af milde
gaver? Ak, kunde æresposter erstatte mig savnet
af min Julian? Jeg holdt næsten ikke længere ud at
se på, hvorledes mænd, der bar en pralende dyd
Faksimile
23.
til skue, tog imod foræringer og stikpenge af alle
slags. Det blev mig forhadt, dette samkvem med
grådige lykkejægere, hvis forbøn var tilfals for en-
hver, som kunde opveje klingende ord med klin-
gende guld. O, min kejser, du ved ikke hvad
her har gåt i svang –!
Kejser Julian
.Jeg ved det, jeg ved det.
Skriftlæreren Hekebolios
.Et tarveligt liv i ensomhed lokked mig. Så ofte
det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit besked-
ne Tuskulum – min lille landgård –, hvor ikke
al dyd syntes at være flygtet fra verden. Der har
jeg levet også denne sommer, overvejende de men-
neskelige ting og de himmelske sandheder.
det kunde ske, drog jeg til Kreta, til mit besked-
ne Tuskulum – min lille landgård –, hvor ikke
al dyd syntes at være flygtet fra verden. Der har
jeg levet også denne sommer, overvejende de men-
neskelige ting og de himmelske sandheder.
Kejser Julian
.Lykkelige Hekebolios!
Skriftlæreren Hekebolios
.Da nåde rygtet om alle dine vidunderlige ger-
ninger til Kreta –
ninger til Kreta –
Kejser Julian
.Ah!
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg spurgte mig selv: er han mere end et menne-
ske, denne højst mageløse yngling? Under hvis be-
skyttelse står han? Er det på slig vis at de krist-
nes gud plejer åbenbare sin magt –?
ske, denne højst mageløse yngling? Under hvis be-
skyttelse står han? Er det på slig vis at de krist-
nes gud plejer åbenbare sin magt –?
Kejser Julian
(spændt.)
Nu; nu!
Faksimile
24.
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg gav mig til at forske de gamles skrifter igen-
nem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o, at måt-
te tilstå dette!
nem på ny. Lys for lys gik op for mig –; o, at måt-
te tilstå dette!
Kejser Julian
.Tal ud, – jeg besværger dig!
Skriftlæreren Hekebolios
(kaster sig på knæ.)
Straf mig i din retfærdighed, herre; men afstå
fra din ungdoms vildfarelser om de guddomme-
lige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vild-
farelse; og jeg – o, ufatteligt at ikke skammen dræber
mig –, jeg, jeg har været med at føre dig vild –
fra din ungdoms vildfarelser om de guddomme-
lige ting! Ja, nådigste kejser, du er hildet i vild-
farelse; og jeg – o, ufatteligt at ikke skammen dræber
mig –, jeg, jeg har været med at føre dig vild –
Kejser Julian
(med udbredte arme.)
Kom i min inderste favn!
Skriftlæreren Hekebolios
.O, jeg bønfalder dig, vis taksomhed imod de udø-
delige guder, hvis yndling du er! Og kan du ik-
ke dette, så straf mig fordi jeg gør det i dit sted –
delige guder, hvis yndling du er! Og kan du ik-
ke dette, så straf mig fordi jeg gør det i dit sted –
Kejser Julian
.Kom, kom i min åbne favn, siger jeg!
(han løfter ham op, trykker ham i sine arme
og kysser ham.)
Min Hekebolios! Hvilken stor og uventet
glæde!
glæde!
Skriftlæreren Hekebolios
.Herre, hvorledes skal jeg forstå dette?
Kejser Julian
.O, du ved da ikke –? Hvad tid kom du til
staden?
staden?
Faksimile
23.
25.
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg gik fra skibet for en time siden.
Kejser Julian
.Og iled lige hid?
Skriftlæreren Hekebolios
.På angstens og angerens vinger, herre!
Kejser Julian
.Uden at tale med nogen?
Skriftlæreren Hekebolios
.Ja, ja, uden at tale med nogen; men –?
Kejser Julian
.O, så kan du jo ikke vide –
(han omfavner ham igen.)
Min Hekebolios, erfar det da nu! Jeg, så vel som
du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige
sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget,
har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har
modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og
hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smu-
le afkræftet, så er det fordi jeg nylig har fejret en
højtid til ære for den guddommelige Dionysos.
du, har afkastet vildfarelsens åg. Den udødelige
sol-konge, hvem vi mennesker skylder så meget,
har jeg indsat i sin fordums ret; Fortuna har
modtaget sit offer af mine ydmyge hænder, og
hvis du i dette øjeblik finder mig træt og en smu-
le afkræftet, så er det fordi jeg nylig har fejret en
højtid til ære for den guddommelige Dionysos.
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg hører, og jeg forbauses!
Kejser Julian
.Se her, – endnu sidder kransen i mit hår. Under
mængdens glade tilråb –, ja, der var temmelig
mange –
mængdens glade tilråb –, ja, der var temmelig
mange –
Skriftlæreren Hekebolios
.Og jeg, som ikke har anet så store ting!
Kejser Julian
.Nu vil vi samle alle sandhedsvenner og visdoms-
elskere om os, alle sømmelige og ærbare dyrkere af gu-
derne; – der er allerede nogle, – dog ikke ret mange –
Faksimile
26.
elskere om os, alle sømmelige og ærbare dyrkere af gu-
derne; – der er allerede nogle, – dog ikke ret mange –
(Livlægen Cæsarios, ledsaget af flere embedsmænd og
herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.)
herrer ved det forrige hof, kommer ind fra venstre.)
Kejser Julian
.Ah, der har vi jo den gode Cæsarios, – i talrigt følge,
og med et ansigt, som tyder på noget vigtigt.
og med et ansigt, som tyder på noget vigtigt.
Livlægen Cæsarios
.Nådigste kejser, vil du tillade din tjener et spørgs-
mål i sit eget og i alle disse bekymrede mænds navn?
mål i sit eget og i alle disse bekymrede mænds navn?
Kejser Julian
.Spørg, min kæreste Cæsarios! Er du ikke min elskede
Gregors broder? Spørg, spørg!
Gregors broder? Spørg, spørg!
Livlægen Cæsarios
.Sig mig da, o herre –
(han bemærker Hekebolios.)
Hvad ser jeg! Hekebolios her?
Kejser Julian
.Nys hjemkommen –
Livlægen Cæsarios
(vil trække sig tilbage.)
Da beder jeg om at måtte vente –
Kejser Julian
.Visst ikke, min Cæsarios; denne ven tør høre alt.
Livlægen Cæsarios
.Ven, siger du? O, min kejser, disse fængslinger sker
altså ikke med din vilje?
altså ikke med din vilje?
Kejser Julian
.Hvad taler du om?
Livlægen Cæsarios
.Du ved det altså ikke? Krigsøversten Nevita – hær-
føreren, som han nu kalder sig – lader, under påskud
af at det sker på dine vegne, anstille forfølgelser
imod alle din forgængers betroede mænd.
Faksimile
27.
føreren, som han nu kalder sig – lader, under påskud
af at det sker på dine vegne, anstille forfølgelser
imod alle din forgængers betroede mænd.
Kejser Julian
.Undersøgelser, højst fornødne undersøgelser, min
Cæsarios!
Cæsarios!
Livlægen Cæsarios
.O, men, herre, forbyd ham at fare så voldsomt frem.
Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater, og ligeså
en viss prætorian-høvding, hvis navn du har forbudt
at nævne; du ved, hvem jeg mener, herre, – denne u-
lykkelige mand, der allerede med hele sit hus hol-
der sig skjult i angst for dig.
Bogføreren Pentadios eftersøges af soldater, og ligeså
en viss prætorian-høvding, hvis navn du har forbudt
at nævne; du ved, hvem jeg mener, herre, – denne u-
lykkelige mand, der allerede med hele sit hus hol-
der sig skjult i angst for dig.
Kejser Julian
.Du kender ikke denne mand. I Gallien omgik-
kes han med højst forvovne tanker.
kes han med højst forvovne tanker.
Livlægen Cæsarios
.Lad så være; men nu er han jo uska{
l
}delig. Dog
ikke han alene trues med undergang; også skat-
mesteren Ursulos er fængslet –
ikke han alene trues med undergang; også skat-
mesteren Ursulos er fængslet –
Kejser Julian
.Ah, Ursulos? Det var altså dog fornødent.
Livlægen Cæsarios
.Fornødent! Var det fornødent, herre? Tænk dig dog
Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet hviler, –
denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer sig i
ærefrygt –
Ursulos, denne olding, på hvem ingen plet hviler, –
denne mand, for hvis ord høj og lav bøjer sig i
ærefrygt –
Kejser Julian
.Denne mand uden al dømmekraft, siger jeg!
Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger
har mættet hoftjenernes grådighed. Og han er der-
hos en ubrugelig mand i statssager. Jeg har selv
erfaret det. Jeg vilde aldrig turde betro ham at mod-
tage fremmede fyrsters sendebud.
Ursulos er en ødeland, som uden indvendinger
har mættet hoftjenernes grådighed. Og han er der-
Faksimile
28.
hos en ubrugelig mand i statssager. Jeg har selv
erfaret det. Jeg vilde aldrig turde betro ham at mod-
tage fremmede fyrsters sendebud.
Livlægen Cæsarios
.Og dog beder vi dig, herre, så mange vi her står for
dig: vær højmodig – både imod Ursulos og imod
de øvrige.
dig: vær højmodig – både imod Ursulos og imod
de øvrige.
Kejser Julian
.Hvem er de øvrige?
Livlægen Cæsarios
.Altfor mange, frygter jeg. Jeg vil kun nævne un-
derskatmesteren Evagrios, den forrige husmester,
Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –
derskatmesteren Evagrios, den forrige husmester,
Saturninos, overdommeren Kyrenos og – –
Kejser Julian
.Hvorfor standser du?
Livlægen Cæsarios
.
(nølende.)
Herre, – blandt de anklagede er også hof-forelæseren
Hekebolios.
Hekebolios.
Kejser Julian
.Hvad?
Skriftlæreren Hekebolios
.Jeg? Umuligt!
Livlægen Cæsarios
.Anklaget for at have taget stikpenge af uværdige
embedssøgere –
embedssøgere –
Kejser Julian
.Og det skulde Hekebolios –? En mand, som Heke-
bolios –?
bolios –?
Skriftlæreren Hekebolios
.Hvilken skændig bagvaskelse! O, Kristus – hvad
jeg vilde sige – o, I himmels˹k˺e guddomme!
Faksimile
29.
jeg vilde sige – o, I himmels˹k˺e guddomme!
Livlægen Cæsarios
.Ah!
Kejser Julian
.Hvad mener du?
Livlægen Cæsarios
(koldt.)
Intet, min nådigste kejser!
Kejser Julian
.Cæsarios!
Livlægen Cæsarios
.Ja, min høje herre?
Kejser Julian
.Ikke herre; kald mig din ven.
Livlægen Cæsarios
.Tør en kristen kalde dig så?
Kejser Julian
.Jeg beder dig: nær ikke deslige tanker, Cæsarios! Du må
ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle hine an-
klagede mænd er kristne? Viser ikke det kun
at de kristne har forståt at tilrane sig alle ind-
bringende embeder? Men tør kejseren tillade at
rigets vigtigste embeder forvaltes slet?
˹
(han vender sig
˺(til de øvrige.)
ikke tro dette. Hvad kan jeg for, at alle hine an-
klagede mænd er kristne? Viser ikke det kun
at de kristne har forståt at tilrane sig alle ind-
bringende embeder? Men tør kejseren tillade at
rigets vigtigste embeder forvaltes slet?
I mener dog vel ikke at det er eders tro, som har op-
tændt mig til harm imod de uredelige? Jeg kalder
alle guder til vidne på at jeg ikke vil man skal
fare frem imod eder kristne uden efter lov og
dom, og heller ikke at man overhovedet skal til-
føje eder noget ondt. I, eller i al fald mange
af eder, er jo dog fromme, eftersom jo også I
tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker
over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios,
er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun un-
der andre navne?
tændt mig til harm imod de uredelige? Jeg kalder
alle guder til vidne på at jeg ikke vil man skal
fare frem imod eder kristne uden efter lov og
dom, og heller ikke at man overhovedet skal til-
føje eder noget ondt. I, eller i al fald mange
af eder, er jo dog fromme, eftersom jo også I
Faksimile
30.
tilbeder den herre, der er almægtig og som hersker
over hele den synlige verden. – O, min Cæsarios,
er det ikke ham, hvem også jeg tilbeder, kun un-
der andre navne?
Livlægen Cæsarios
.Forund mig, nådigste herre –
Kejser Julian
.For øvrigt er det min agt at vise mildhed, hvor
sådant sømmeligen kan ske. Hvad Hekebolios
angår, så må ikke hans lønlige fiender indbil-
de sig at de skal få lov til at skade ham med an-
givelser eller med andet slags lumpne rænker.
sådant sømmeligen kan ske. Hvad Hekebolios
angår, så må ikke hans lønlige fiender indbil-
de sig at de skal få lov til at skade ham med an-
givelser eller med andet slags lumpne rænker.
Skriftlæreren Hekebolios
.Min kejser! Mit skjold og mit værn!
Kejser Julian
.Heller ikke vil jeg at man ubarmhjertigt skal
tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg tænker
således på hin hårskærer, som jeg jog bort. Det
fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud
til at være et menneske, som forstår sit håndværk
tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan
jeg gå, min Cæsarios, men heller ikke videre.
Ursulos får selv bære følgerne. Jeg må handle så-
ledes at retfærdighedens blinde og dog så nøjeseen-
de gudinde ikke får nogen grund til at rynke
sine øjenbryn over en dødelig, i hvis hænder hun
har nedlagt et så stort ansvar.
tage brødet fra alle ringere hoftjenere. Jeg tænker
således på hin hårskærer, som jeg jog bort. Det
fortryder mig. Manden kan blive. Han så mig ud
til at være et menneske, som forstår sit håndværk
tilgavns. Ære være deslige mænd! Så vidt kan
jeg gå, min Cæsarios, men heller ikke videre.
Ursulos får selv bære følgerne. Jeg må handle så-
ledes at retfærdighedens blinde og dog så nøjeseen-
de gudinde ikke får nogen grund til at rynke
sine øjenbryn over en dødelig, i hvis hænder hun
har nedlagt et så stort ansvar.
Livlægen Cæsarios
.Efter dette har jeg ikke et ord mere at sige for
de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte
forlade hoffet og staden.
de ulykkelige. Jeg beder kun om at måtte
forlade hoffet og staden.
Faksimile
31.
Kejser Julian
.Det vil du?
Livlægen Cæsarios
.Ja, nådigste kejser!
Kejser Julian
.Du er stivnakket, ligesom din broder.
Livlægen Cæsarios
.De nye ting giver mig meget at tænke på.
Kejser Julian
.Jeg havde store hensigter med dig, Cæsarios! Det vil-
de være mig såre kært om du kunde give slip på
dine vildfarelser. Kan du det ikke?
de være mig såre kært om du kunde give slip på
dine vildfarelser. Kan du det ikke?
Livlægen Cæsarios
.Gud ved, hvad jeg for en måned siden havde
kunnet; – nu kan jeg det ikke.
kunnet; – nu kan jeg det ikke.
Kejser Julian
.Et giftermål i en af de mægtigste slægter skulde
stå dig åbent. Betænker du dig ikke?
stå dig åbent. Betænker du dig ikke?
Livlægen Cæsarios
.Nej, nådigste herre!
Kejser Julian
.En mand, som du, kunde i hast stige fra stilling
til stilling. Cæsarios, skulde det ikke være muligt
at du turde være med mig på at fremme de
nye ting?
til stilling. Cæsarios, skulde det ikke være muligt
at du turde være med mig på at fremme de
nye ting?
Livlægen Cæsarios
.Nej, nådigste herre!
Kejser Julian
.Jeg mener ikke her; men andetsteds. Det er min
agt at drage bort. Konstantinopel er mig højlig
imod; I Galilæere har fordærvet det for mig i al-
le måder. Jeg går til Antiokia; der finder jeg
en bedre jordbund. Du skulde ledsage mig. Vil
du det, Cæsarios?
agt at drage bort. Konstantinopel er mig højlig
imod; I Galilæere har fordærvet det for mig i al-
Faksimile
32.
le måder. Jeg går til Antiokia; der finder jeg
en bedre jordbund. Du skulde ledsage mig. Vil
du det, Cæsarios?
Livlægen Cæsarios
.Nådigste herre, jeg vil også til de østlige landska-
ber; men jeg vil rejse alene.
ber; men jeg vil rejse alene.
Kejser Julian
.Og hvad vil du der?
Livlægen Cæsarios
.Opsøge min gamle fader; hjælpe Gregor at
styrke ham til den kamp, som forestår.
styrke ham til den kamp, som forestår.
Kejser Julian
.Gå!
Livlægen Cæsarios
.Lev vel, min kejser!
Kejser Julian
.Lykkelige fader, der har så ulykkelige sønner!
(han vinker med hånden; Cæsarios og hans ledsagere
bøjer sig dybt og går ud til venstre.)
Skriftlæreren Hekebolios
.Hvilken forvoven og højst usømmelig trods!
Kejser Julian
.Mit hjerte er såret tilblods af dette og af
meget andet. Du, min Hekebolios, skal føl-
ge mig. Jorden brænder under mig i denne
forgiftede galilæiske stad! Jeg vil skrive
til hine visdomsvenner Kytron og Priskos,
som har vundet så stort ry i de senere år.
Maximos kan jeg hver dag vente hid; han
skal gå med os. – Jeg siger dig, der forestår
os lykkelige sejersdage, Hekebolios! I Antiokia,
ven, – der kommer vi til at mødes med den u-
forlignelige Libanios, – og der er vi Helios nærme-
re i hans opstandelse. – O, denne dragende længsel
imod sol-kongen –!
meget andet. Du, min Hekebolios, skal føl-
ge mig. Jorden brænder under mig i denne
forgiftede galilæiske stad! Jeg vil skrive
til hine visdomsvenner Kytron og Priskos,
som har vundet så stort ry i de senere år.
Maximos kan jeg hver dag vente hid; han
skal gå med os. – Jeg siger dig, der forestår
Faksimile
33
os lykkelige sejersdage, Hekebolios! I Antiokia,
ven, – der kommer vi til at mødes med den u-
forlignelige Libanios, – og der er vi Helios nærme-
re i hans opstandelse. – O, denne dragende længsel
imod sol-kongen –!
Skriftlæreren Hekebolios
.Ja, ja, ja –!
Kejser Julian
.
(omfavner ham.)
Min Hekebolios! – Visdom; lys; skønhed!
Faksimile
34.
Anden handling.
(En stor forhal i kejserens palats i Antiokia. Åben
indgang i baggrunden; på den venstre væg er en dør,
som fører ind til de indre værelser.)
indgang i baggrunden; på den venstre væg er en dør,
som fører ind til de indre værelser.)
(På et ophøjet sæde i forgrunden til højre sidder
kejser Julian omgiven af sit hof. Dommere, talere, læ-
digtere og lærere, iblandt disse læreren Hekebolios, sid-
der på lavere sæder nedenfor ham. Lænet op imod
væggen, nær ved udgangen, står en mand, klædt
som kristen prest; han skjuler ansigtet i sine hæn-
der og synes hensunken i bøn. En stor forsamling
af stadens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren
står vagt; ligeså ved døren til venstre.)
kejser Julian omgiven af sit hof. Dommere, talere, læ-
digtere og lærere, iblandt disse læreren Hekebolios, sid-
der på lavere sæder nedenfor ham. Lænet op imod
væggen, nær ved udgangen, står en mand, klædt
som kristen prest; han skjuler ansigtet i sine hæn-
der og synes hensunken i bøn. En stor forsamling
af stadens borgere fylder hallen. Ved udgangsdøren
står vagt; ligeså ved døren til venstre.)
Kejser Julian
(taler til de forsamlede.)
Så stor fremgang har guderne forundt mig. Knapt
en eneste stad har jeg nærmet mig på min rejse,
uden at jo Galilæere i hele hobe har strømmet
mig imøde på landevejen, jamrende over sine
vildfarelser og givende sig ind under de guddom-
melige magters varetægt. Hvad er spotternes dår-
lige adfærd at regne imod dette? Er ikke spot-
terne nærmest at ligne med hunde, der i sin u-
videnhed hyler op imod måneskiven? Dog vil
jeg ikke nægte at det har fortørnet mig at erfare
at enkelte af denne stads indbyggere har ladet
falde hånlige ord om den levevis, som jeg har ind-
skærpet Kybeles, den gode gudindes, prester at fø-
re. Burde ikke ærefrygten for så ophøjet en gud-
dom fritage hendes tjenere for at gøres til genstan-
de for spot? Jeg tilråber hine dumdristige men-
nesker: er I barbarer, eftersom I ikke ved, hvem
Kybele er? Skal jeg være nødt til alvorligen at
minde eder om at dengang det romerske herredøm-
me truedes så hårdt af hin puniske feltherre,
hvis grav jeg for ikke lang tid siden har set i Li-
byssa, – da gav den kumæiske Sibylle det råd at ta-
ge Kybeles billedstøtte ud af templet i Pessinos
og føre det til Rom? Hvad nu presternes leve-
måde vedkommer, da har nogle opholdt sig o-
ver at det er bleven dem forbudt at spise rødder
og alt, hvad der gror langs henad jorden, medens
det tillades dem at nyde urter og frugter, som
har sin vækst i højden. O, I højst vankundige, –
jeg ynker eder, at I ikke fatter dette! Kan da
menneskets ånd nære sig af det, der kryber langs
jorden? Lever ikke sjælen af alt det, som higer
opad imod himlen og imod solen? Disse ting
vil jeg ikke vidtløftigere omtale idag. Hvad me-
re derom er at sige, det vil I erfare af et skrift,
som jeg arbejder på i mine vågende nætter, og
som jeg håber om føje tid skal blive forelæst
både i læresalene og på torvene.
(han rejser sig.)
en eneste stad har jeg nærmet mig på min rejse,
uden at jo Galilæere i hele hobe har strømmet
mig imøde på landevejen, jamrende over sine
vildfarelser og givende sig ind under de guddom-
melige magters varetægt. Hvad er spotternes dår-
lige adfærd at regne imod dette? Er ikke spot-
terne nærmest at ligne med hunde, der i sin u-
videnhed hyler op imod måneskiven? Dog vil
jeg ikke nægte at det har fortørnet mig at erfare
at enkelte af denne stads indbyggere har ladet
Faksimile
35.
falde hånlige ord om den levevis, som jeg har ind-
skærpet Kybeles, den gode gudindes, prester at fø-
re. Burde ikke ærefrygten for så ophøjet en gud-
dom fritage hendes tjenere for at gøres til genstan-
de for spot? Jeg tilråber hine dumdristige men-
nesker: er I barbarer, eftersom I ikke ved, hvem
Kybele er? Skal jeg være nødt til alvorligen at
minde eder om at dengang det romerske herredøm-
me truedes så hårdt af hin puniske feltherre,
hvis grav jeg for ikke lang tid siden har set i Li-
byssa, – da gav den kumæiske Sibylle det råd at ta-
ge Kybeles billedstøtte ud af templet i Pessinos
og føre det til Rom? Hvad nu presternes leve-
måde vedkommer, da har nogle opholdt sig o-
ver at det er bleven dem forbudt at spise rødder
og alt, hvad der gror langs henad jorden, medens
det tillades dem at nyde urter og frugter, som
har sin vækst i højden. O, I højst vankundige, –
jeg ynker eder, at I ikke fatter dette! Kan da
menneskets ånd nære sig af det, der kryber langs
jorden? Lever ikke sjælen af alt det, som higer
opad imod himlen og imod solen? Disse ting
vil jeg ikke vidtløftigere omtale idag. Hvad me-
re derom er at sige, det vil I erfare af et skrift,
som jeg arbejder på i mine vågende nætter, og
som jeg håber om føje tid skal blive forelæst
både i læresalene og på torvene.
Og hermed, mine venner, hvis ingen har no-
get yderligere at foredrage –
get yderligere at foredrage –
Faksimile
36.
En borger
(trænger sig frem.)
O, nådigste kejser, lad mig ikke gå uhørt!
Kejser Julian
(sætter sig atter.)
Visst ikke, min ven! Hvem er du?
Borgeren
.Jeg er kornhandleren Medon. O, herre, hvis ik-
ke min kærlighed til dig, du ophøjede og gud-
dommelige –
ke min kærlighed til dig, du ophøjede og gud-
dommelige –
Kejseren Julian
.Frem med din sag, mand!
Medon
.Jeg har en {
<...>
}nabo, Alites, som nu i mange år
har skadet mig på alle tænkelige måder; han
handler nemlig også med korn og går mig på den
skammeligste vis i næringen –
har skadet mig på alle tænkelige måder; han
handler nemlig også med korn og går mig på den
skammeligste vis i næringen –
Kejser Julian
.Aha, min gode Medon, du ser dog velnæret nok
ud.
ud.
Medon
.Det er heller ikke dette, allernådigste kejser! O,
ved de ærværdige guder, hvem jeg lærer at elske og
prise højere dag for dag, – de fornærmelser, han
tilføjer mig, skulde jeg overse; men hvad jeg
umuligt kan tåle –
ved de ærværdige guder, hvem jeg lærer at elske og
prise højere dag for dag, – de fornærmelser, han
tilføjer mig, skulde jeg overse; men hvad jeg
umuligt kan tåle –
Kejser Julian
.Han håner dog ikke guderne?
Medon
.Han gør det, som værre er, – ja, i al fald det, som
er ligeså forvovent; han – o, jeg ved knapt om
harmen tillader mig at udsige det – han håner
dig selv, allernådigste herre!
er ligeså forvovent; han – o, jeg ved knapt om
Faksimile
24.
37.
harmen tillader mig at udsige det – han håner
dig selv, allernådigste herre!
Kejser Julian
.Så? Hvilke ord har han brugt?
Medon
.Han har slet ingen ord brugt; han har brugt det,
som værre er.
som værre er.
Kejser Julian
.Og hvad er værre?
Medon
.En purpurfarvet kåbe –
Kejser Julian
.Den bærer han? Ej, ej, det er dristigt.
Medon
.Ja, du store vingefodede Merkur, når jeg tænker
på, hvorledes den kåbe vilde bekommet ham i din
forgængers tid! Og dette hovmode{n}ts klædebon har
jeg hver dag for øjne –
på, hvorledes den kåbe vilde bekommet ham i din
forgængers tid! Og dette hovmode{n}ts klædebon har
jeg hver dag for øjne –
Kejser Julian
.Dette klædebon, købt for penge, som kunde været dine –
Medon
.O, nådigste kejser, – straf denne formastelige mand;
lad ham udjages af staden; min kærlighed til vor
store ophøjede hersker tillader mig ikke at være
vidne til en slig uforskammet anmasselse.
lad ham udjages af staden; min kærlighed til vor
store ophøjede hersker tillader mig ikke at være
vidne til en slig uforskammet anmasselse.
Kejser Julian
.Sig mig, gode Medon, hvad slags klædningsstyk-
ker bærer Alites foruden purpurkåben?
ker bærer Alites foruden purpurkåben?
Medon
.Det husker jeg sandelig ikke, herre; jeg tænker, de
vanlige; jeg har kun lagt mærke til purpurkåben.
vanlige; jeg har kun lagt mærke til purpurkåben.
Faksimile
38.
Kejser Julian
.Altså purpurkåbe og ugarvede såler –
Medon
.Ja, herre; det ser ligeså latterligt som uforskam-
met ud.
met ud.
Kejser Julian
.Den ting må vi bøde på, Medon!
Medon
(lykkelig.)
Ah, nådigste herre –!
Kejser Julian
.Imorgen tidlig kommer du hid i palatset –
Medon
(endnu lykkeligere.)
Jeg skal komme ganske tidligt, nådigste kejser!
Kejser Julian
.Du melder dig hos min husmester –
Medon
.Ja, ja, min allernådigste kejser!
Kejser Julian
.Af ham modtager du et par purpurstøvler, stuk-
ne med guld –
ne med guld –
Medon
.Ak, ak, min gavmilde herre og kejser!
Kejser Julian
.Disse støvler bærer du hen til Alites, ifører ham dem
og siger ham at han for al ting må tage dem på
hver gang han herefter får i sinde at vise sig
i purpurkåbe på gaden ved lys dag –
og siger ham at han for al ting må tage dem på
hver gang han herefter får i sinde at vise sig
i purpurkåbe på gaden ved lys dag –
Medon
.O!
Faksimile
39.
Kejser Julian
.– og når du det har gjort, kan du fortælle ham
fra mig at han er en nar, hvis har tror sig hæd-
ret ved purpurkåben uden at eje purpurets magt.
– Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!
fra mig at han er en nar, hvis har tror sig hæd-
ret ved purpurkåben uden at eje purpurets magt.
– Gå; og kom igen efter støvlerne imorgen!
(Kornhandleren Medon går slukøret bort under
borgernes latter; hofmændene, talerne, digterne samt
de øvrige klapper i hænderne og tilråber kejseren
bifald.)
borgernes latter; hofmændene, talerne, digterne samt
de øvrige klapper i hænderne og tilråber kejseren
bifald.)
En anden borger
(træder frem af hoben.)
Priset være kejserens retfærdighed! O, hvor denne
nidske kornpuger har fortjent at straffes således!
O, hør mig og lad din nåde –
nidske kornpuger har fortjent at straffes således!
O, hør mig og lad din nåde –
Kejser Julian
.Aha; jeg synes, jeg kender dit ansigt. Var ikke du
en af dem, som råbte foran min vogn da jeg
drog ind i staden?
en af dem, som råbte foran min vogn da jeg
drog ind i staden?
Borgeren
.Jeg var en af de ivrigste råbere, uforlignelige
kejser! Jeg er skatteopkræveren Malkos. Ak,
tag dig af mig! Jeg fører en retstrætte med et
ondt og gærrigt menneske –
kejser! Jeg er skatteopkræveren Malkos. Ak,
tag dig af mig! Jeg fører en retstrætte med et
ondt og gærrigt menneske –
Kejser Julian
.Og derom kommer du til mig? Gives her ikke
dommere –?
dommere –?
Skatteopkræveren Malkos
.Sagen er noget indviklet, høje kejser! Den drejer
so sig om en mark, som jeg har givet hin onde
mand i forpagtning og som jeg for syv år siden
lagde mig til, da en del af Apostel-kirkens
jordegods blev solgt.
so sig om en mark, som jeg har givet hin onde
mand i forpagtning og som jeg for syv år siden
lagde mig til, da en del af Apostel-kirkens
Faksimile
40.
jordegods blev solgt.
Kejser Julian
.Se, se; kirkegods altså?
Malkos
.Redeligt erhvervet; men nu nægter dette menne-
ske at svare mig afgift, og heller ikke vil han gi-
ve ejendommen tilbage, alt under påskud af at
denne mark engang skal have tilhørt Apollons
tempel og, som han siger, uretteligen skal være
bleven templet fratagen for mange år siden.
ske at svare mig afgift, og heller ikke vil han gi-
ve ejendommen tilbage, alt under påskud af at
denne mark engang skal have tilhørt Apollons
tempel og, som han siger, uretteligen skal være
bleven templet fratagen for mange år siden.
Kejser Julian
.Hør, sig mig, Malkos, – du er visst en af Gali-
læerens tilhængere?
læerens tilhængere?
Malkos
.Nådigste kejser, det er en gammel vane i vor
slægt at bekende Kristus.
slægt at bekende Kristus.
Kejser Julian
.Og det siger du sådan lige til, uden sky?
Malkos
.Min modstander er dristigere end jeg, her-
re! Han går ud og ind af sit hus, som før;
han flygtede ikke fra staden da det rygtedes
at du vilde komme.
re! Han går ud og ind af sit hus, som før;
han flygtede ikke fra staden da det rygtedes
at du vilde komme.
Kejser Julian
.Flygtede ikke? Og hvorfor skulde han det, han,
en mand, som står på gudernes bedste?
en mand, som står på gudernes bedste?
MedonMalkos
.Allernådigste kejser, du har uden tvivl hørt
tale om bogføreren Thelassios?
tale om bogføreren Thelassios?
Kejser Julian
.Hvad! Hin Thelassios, som, for at indynde
sig hos min forgænger, mens jeg stod bagtalt og
faretruet i Gallien, her, i Antiokia, midt på
torvet foreslog borgerne at de skulde bede kejse-
ren sende dem Cæsar Julians hoved!
Faksimile
41.
sig hos min forgænger, mens jeg stod bagtalt og
faretruet i Gallien, her, i Antiokia, midt på
torvet foreslog borgerne at de skulde bede kejse-
ren sende dem Cæsar Julians hoved!
Malkos
.Herre, det er denne din dødsfiende, som foru-
retter mig.
retter mig.
Kejser Julian
.Sandelig, Malkos, imod denne mand har
jeg ligeså stor grund til klage, som du.
jeg ligeså stor grund til klage, som du.
Malkos
.Tifold større, min nådige kejser!
Kejser Julian
.Og hvad mener du? Skal vi to slå vore sager sam-
men og forklage ham på en gang?
men og forklage ham på en gang?
Malkos
.O, hvilken overvættes nåde! Jeg tifold lyk-
kelige mand!
kelige mand!
Kejser Julian
.Du tifold dårlige! Thalassios går ud og ind
af sit hus som før, siger du? Han er ikke
flygtet fra staden ved mit komme. Thalas-
sios har kendt mig bedre end du. Væk med
dig, menneske! Når jeg forklager Thalassios
for mit hoved, kan du forklage ham for
din mark.
af sit hus som før, siger du? Han er ikke
flygtet fra staden ved mit komme. Thalas-
sios har kendt mig bedre end du. Væk med
dig, menneske! Når jeg forklager Thalassios
for mit hoved, kan du forklage ham for
din mark.
Malkos
(hændervridende.)
Jeg tifold ulykkelige!
(Han går ud i baggrunden; de forsamlede
tilklapper atter kejseren bifald.)
tilklapper atter kejseren bifald.)
Faksimile
42.
Kejser Julian
.Ret så, mine venner; glæd eder over at det er lyk<...>
kedes mig, ikke ganske uværdigt, at begynde den<...>
ne dag, der særligt er viet til en højtid for
den strålende Apollon. Thi er det ikke en
visdomsven værdigt at overse de fornærmelser,
der rettes imod ham selv, medens han strængt straf-
fer den uret, som tilføjes de udødelige guder?
Jeg mindes ikke om hin lærdommens krone-
de dyrker, Mark Aurel, nogensinde har væ-
ret i et lignende tilfælde; men har han været
det, da bør vi håbe at han har handlet ikke al-
deles uligt mig, der sætter en ære i ydmygt at føl-
ge hans fodspor.
kedes mig, ikke ganske uværdigt, at begynde den<...>
ne dag, der særligt er viet til en højtid for
den strålende Apollon. Thi er det ikke en
visdomsven værdigt at overse de fornærmelser,
der rettes imod ham selv, medens han strængt straf-
fer den uret, som tilføjes de udødelige guder?
Jeg mindes ikke om hin lærdommens krone-
de dyrker, Mark Aurel, nogensinde har væ-
ret i et lignende tilfælde; men har han været
det, da bør vi håbe at han har handlet ikke al-
deles uligt mig, der sætter en ære i ydmygt at føl-
ge hans fodspor.
Lad dette tjene eder til rettesnor for, hvad I
har at iagttage for fremtiden. I palatset, på tor-
vet, ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes ved
at betræde et sådant dårskabens sted – kan det
være sømmeligt at I hilser mig med tilråb
og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest,
ved jeg, er bleven vel optagen både af den makedo-
niske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke mænd
det af lykkens gudinde også blev forundt at skin-
ne fremfor andre dødelige.
har at iagttage for fremtiden. I palatset, på tor-
vet, ja, i theatret – hvis jeg ikke væmmedes ved
at betræde et sådant dårskabens sted – kan det
være sømmeligt at I hilser mig med tilråb
og en glad klappen i hænderne. En slig hyldest,
ved jeg, er bleven vel optagen både af den makedo-
niske Alexander og af Julius Cæsar, hvilke mænd
det af lykkens gudinde også blev forundt at skin-
ne fremfor andre dødelige.
Men ser I mig træde ind i et tempel, da er
det en anden sag. Da vil jeg at I skal tie eller
rette eders tilråb imod guderne, men og ikke
imod mig, hvem I ser skride frem med ned-
slagne øjne og en sænket pande. Og allermest
håber jeg at I vil iagttage dette idag, da jeg
har at ofre til en så højst overordentlig og mæg-
tig guddom, som han, hvem vi kender under navn
af sol-kongen, og som bliver end større i vore øjne
når vi betænker at han er den samme, hvem vis-
se østerlandske folkeslag kalder Mithra.
det en anden sag. Da vil jeg at I skal tie eller
rette eders tilråb imod guderne, men og ikke
imod mig, hvem I ser skride frem med ned-
slagne øjne og en sænket pande. Og allermest
håber jeg at I vil iagttage dette idag, da jeg
har at ofre til en så højst overordentlig og mæg-
Faksimile
43.
tig guddom, som han, hvem vi kender under navn
af sol-kongen, og som bliver end større i vore øjne
når vi betænker at han er den samme, hvem vis-
se østerlandske folkeslag kalder Mithra.
Og hermed, – hvis ellers ingen har noget at sige –
Presten ved døren
(retter sig ivejret.)
I Gud Herrens navn!
Kejser Julian
.Hvo taler der?
Presten
.En Guds og kejserens tjener.
Kejser Julian
.Kom nærmere. Hvad vil du?
Presten
.Tale til dit hjerte og til din samvittighed.
Kejser Julian
(springer op.)
Hvilken røst! Hvad ser jeg! Trods skæg og klæd-
ning –! Gregor!
ning –! Gregor!
Presten
.Ja, min høje herre!
Kejser Julian
.Gregor! Gregor fra Nazianz!
Gregor fra Nazianz
.Ja, nådige kejser!
Kejser Julian
(er stegen ned, har grebet hans hænder og ser læn-
ge på ham.)
Lidt ældet; brunere; førere. Nej; det var kun i
første øjeblik; nu er du den samme, som da.
første øjeblik; nu er du den samme, som da.
Faksimile
44.
Gregor fra Nazianz
.O, var det dog så med dig, herre!
Kejser Julian
.Athen. Hin nat i buegangen. Ingen mand
har ligget mit hjerte så nær som du.
har ligget mit hjerte så nær som du.
Gregor fra Nazianz
.Dit hjerte? Ak, kejser, af dit hjerte har du udre-
vet en bedre ven end mig.
vet en bedre ven end mig.
Kejser Julian
.Du mener Basilios?
Gregor fra Nazianz
.Jeg mener en større end Basilios.
Kejser Julian
(formørket.)
Ah, så! Det er dette, du kommer for at sige mig?
Og i denne klædning –
Og i denne klædning –
Gregor fra Nazianz
.Jeg har ikke valgt denne klædning, herre!
Kejser Julian
.Du ikke? Hvem da?
Gregor fra Nazianz
.Han, der er større end kejseren.
Kejser Julian
.Jeg kender disse galilæiske talemåder. For vort ven-
skabs skyld, spring dette over.
skabs skyld, spring dette over.
Gregor fra Nazianz
.Lad mig da begynde med at sige dig hvorledes det
er gåt til at du ser mig her, viet til prest i den
kirke, som du forfølger.
er gåt til at du ser mig her, viet til prest i den
kirke, som du forfølger.
Kejser Julian
(med et hvast blik.)
Faksimile
45.
Forfølger!
(han stiger atter op på forhøjningen og sætter sig.)
Nu kan du tale videre.
Gregor fra Nazianz
.Du ved, hvad jeg mente om de guddommelige
ting under vort glade samliv i Athen. Men fjernt
lå det dengang fra mine tanker at forsage jor-
dens glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom, det
tør jeg nok sige, har aldrig fristet mig; dog blev
jeg neppe sandheden tro, hvis jeg vilde nægte at
mit øje og mit sind hang undrende ved al den
herlighed, som oplod sig for mig i Grækernes
gamle videnskab og kunst. Kævlerierne, alle
hine smålige stridigheder i vor kirke, bedrø-
vede mig dybt; men jeg tog ingen del i dem; jeg
tjente mine landsmænd i verdslige ting; videre
ikke. –
ting under vort glade samliv i Athen. Men fjernt
lå det dengang fra mine tanker at forsage jor-
dens glæder. Ærelyst eller tørst efter rigdom, det
tør jeg nok sige, har aldrig fristet mig; dog blev
jeg neppe sandheden tro, hvis jeg vilde nægte at
mit øje og mit sind hang undrende ved al den
herlighed, som oplod sig for mig i Grækernes
gamle videnskab og kunst. Kævlerierne, alle
hine smålige stridigheder i vor kirke, bedrø-
vede mig dybt; men jeg tog ingen del i dem; jeg
tjente mine landsmænd i verdslige ting; videre
ikke. –
Da kom tidender fra Konstantinopel. Det sagdes
at Konstanzios var død af skræk over dine fore-
tagender og havde indsat dig til sin arving.
Modtagen som en overmenneskelig, og med sejers-
rygtet flyvende foran dig, var du, Galliens og
Germaniens helt, uden sværdslag stegen op på
Konstantins sæde. Verden lå for dine fødder.
at Konstanzios var død af skræk over dine fore-
tagender og havde indsat dig til sin arving.
Modtagen som en overmenneskelig, og med sejers-
rygtet flyvende foran dig, var du, Galliens og
Germaniens helt, uden sværdslag stegen op på
Konstantins sæde. Verden lå for dine fødder.
Da kom atter tidender. Verdens herre rusted
sig til krig imod himlens herre –
sig til krig imod himlens herre –
Kejser Julian
.Gregor, hvad fordrister du dig –!
Gregor fra Nazianz
.Legemernes herre rusted sig til krig imod sjæ-
lenes herre. Jeg står her for dig i kødets frygt
og bæven; men jeg tør ikke lyve. Vil du høre sand-
heden, eller skal jeg tie?
lenes herre. Jeg står her for dig i kødets frygt
Faksimile
46.
og bæven; men jeg tør ikke lyve. Vil du høre sand-
heden, eller skal jeg tie?
Kejser Julian
.Du skal tale, Gregor!
Gregor fra Nazianz
.Hvad har ikke mine troesfæller måttet lide al-
lerede i disse få måneder? Hvor mange døds-
domme er ikke bleven afsagte og fuldbyrdede på
den grusomste måde? Statsskriveren Gauden-
zios, – Artemios, hin forhenværende statholder i
Egypten, – begge tribunerne Romanos og Vinzen-
zios –
lerede i disse få måneder? Hvor mange døds-
domme er ikke bleven afsagte og fuldbyrdede på
den grusomste måde? Statsskriveren Gauden-
zios, – Artemios, hin forhenværende statholder i
Egypten, – begge tribunerne Romanos og Vinzen-
zios –
Kejser Julian
.Du kender ikke disse ting. Jeg siger dig at ret-
færdighedens gudinde vilde have udgydt tårer,
hvis hine forrædere havde sluppet med livet.
færdighedens gudinde vilde have udgydt tårer,
hvis hine forrædere havde sluppet med livet.
Gregor fra Nazianz
.Lad så være, min kejser; men jeg siger dig at der
er fældet en dødsdom, som retfærdighedens gud
aldrig kan tilgive dig. Ursulos! Denne mand,
som var dig en ven i trængselsfulde dage! Ur-
sulos, som med fare for sit eget liv forstrak-
te dig med penge i Gallien; Ursulos, hvis
hele brøde var hans kristentro og hans oprigtig-
hed –
er fældet en dødsdom, som retfærdighedens gud
aldrig kan tilgive dig. Ursulos! Denne mand,
som var dig en ven i trængselsfulde dage! Ur-
sulos, som med fare for sit eget liv forstrak-
te dig med penge i Gallien; Ursulos, hvis
hele brøde var hans kristentro og hans oprigtig-
hed –
Kejser Julian
.Ah, dette har du fra din broder Cæsarios!
Gregor fra Nazianz
.Straf mig, herre; men skån min broder.
Kejser Julian
.Du ved godt at du intet vover, Gregor! For øv-
rigt vil jeg give dig ret i at Nevita har faret for
strængt frem.
Faksimile
47
rigt vil jeg give dig ret i at Nevita har faret for
strængt frem.
Gregor fra Nazianz
.Ja, denne barbar, hvem det under Græker-sminken
ikke lykkes at fornægte sin herkomst –!
ikke lykkes at fornægte sin herkomst –!
Kejser Julian
.Nevita er nidkær for sit hverv, og jeg kan ikke
selv være overalt. Over Ursulos har jeg oprigtigt
sørget, og jeg beklager dybt at hverken tid eller
omstændigheder tillod mig selv at undersøge
hans sag. Jeg havde visselig skånet ham, Gre-
gor! Jeg har også tænkt på at give hans arvin-
ger tilbage, hvad han måtte have efterladt sig.
selv være overalt. Over Ursulos har jeg oprigtigt
sørget, og jeg beklager dybt at hverken tid eller
omstændigheder tillod mig selv at undersøge
hans sag. Jeg havde visselig skånet ham, Gre-
gor! Jeg har også tænkt på at give hans arvin-
ger tilbage, hvad han måtte have efterladt sig.
Gregor fra Nazianz
.Høje kejser, du skylder mig intet regnskab for dine
handlinger. Jeg har kun villet sige dig at alle
disse tidender slog ned som et lyn både i Cæsaræa
og i Nazianz og i de øvrige kappadokiske stæder.
Hvorledes skal jeg skildre dig virkningen? Vore
indbyrdes tvistemål forstummede under den fælles
fare. Mange af kirkens usunde lemmer faldt
fra; men i mange ligegyldige hjerter tændtes Her-
rens lys i en aldrig før anet klarhed. Under
alt dette brød trængslerne ind over Guds folk.
Hedningerne – ja, min kejser, de, som jeg kal-
der hedninger – begyndte at true, at forurette, at
forfølge os –
handlinger. Jeg har kun villet sige dig at alle
disse tidender slog ned som et lyn både i Cæsaræa
og i Nazianz og i de øvrige kappadokiske stæder.
Hvorledes skal jeg skildre dig virkningen? Vore
indbyrdes tvistemål forstummede under den fælles
fare. Mange af kirkens usunde lemmer faldt
fra; men i mange ligegyldige hjerter tændtes Her-
rens lys i en aldrig før anet klarhed. Under
alt dette brød trængslerne ind over Guds folk.
Hedningerne – ja, min kejser, de, som jeg kal-
der hedninger – begyndte at true, at forurette, at
forfølge os –
Kejser Julian
.Gengæld, – gengæld, Gregor!
Gregor fra Nazianz
.Det være langt fra mig at ville forsvare alt, hvad
mine troesbrødre kan have forøvet i udskejende
iver for kirkens sag. Men du, som er højt op-
lyst, og som er alles hersker, du tør ikke tåle
at de levende straffes for de dødes fejl. Dette
er dog sket i Kappadokia. De kristnes fiender,
få i antal, men tørstende efter vinding og bræn-
dende af iver efter at være de nye embedsmænd
til behag, har vakt uro og bekymring hos befolk-
ningen både i stæderne og på landet.
Faksimile
48.
mine troesbrødre kan have forøvet i udskejende
iver for kirkens sag. Men du, som er højt op-
lyst, og som er alles hersker, du tør ikke tåle
at de levende straffes for de dødes fejl. Dette
er dog sket i Kappadokia. De kristnes fiender,
få i antal, men tørstende efter vinding og bræn-
dende af iver efter at være de nye embedsmænd
til behag, har vakt uro og bekymring hos befolk-
ningen både i stæderne og på landet.
Jeg tænker ikke her nærmest på de forhånelser,
vi har måttet lide, ej heller på de krænkelser
af vor vel erhvervede ejendomsret, som vi i den
senere tid idelig har været udsatte for. Hvad
der mest bekymrer mig og alle mine alvorlige
brødre, det er den fare, som dette medfører for
sjælene. Mange er ubefæstede i troen og mægter
ikke ganske at se bort fra de jordiske goder.
Den hårde medfart, som nu må døjes af en-
hver den, der bærer kristennavnet, har allerede
havt mere end et frafald til følge. Herre,
dette er et sjæleran fra Guds rige.
vi har måttet lide, ej heller på de krænkelser
af vor vel erhvervede ejendomsret, som vi i den
senere tid idelig har været udsatte for. Hvad
der mest bekymrer mig og alle mine alvorlige
brødre, det er den fare, som dette medfører for
sjælene. Mange er ubefæstede i troen og mægter
ikke ganske at se bort fra de jordiske goder.
Den hårde medfart, som nu må døjes af en-
hver den, der bærer kristennavnet, har allerede
havt mere end et frafald til følge. Herre,
dette er et sjæleran fra Guds rige.
Kejser Julian
.O, min kloge Gregor, – hvor kan du tale så? Jeg
forbauses! Skulde du ikke tvert om, som en god
Galilæer, glæde dig over at eders samfund vor-
der disse mennesker kvit?
forbauses! Skulde du ikke tvert om, som en god
Galilæer, glæde dig over at eders samfund vor-
der disse mennesker kvit?
Gregor fra Nazianz
.Nådige kejser, jeg er ikke af den mening. Jeg
har selv været en ligegyldig i troen, og jeg hol-
der enhver sådan for en syg, der har helbredens
mulighed i sig så længe han blir i kirkens
skød. Således tænkte også vor lille menighed i Na-
zianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom
sammen for at rådslå om tidens hjælp imod
tidens nød. Med dem forenede sig udsendin-
ger fra Cæsaræa og fra de andre stæder. Min
fader er affældig, og – som han med sorg beken-
der – han har ikke det faste uryggelige sind,
som i disse trængselens dage kræves af den, der
sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen,
at der til hans medhjælper skulde udkåres en
yngre mand, som kunde holde Herrens hjord
sammen.
har selv været en ligegyldig i troen, og jeg hol-
der enhver sådan for en syg, der har helbredens
mulighed i sig så længe han blir i kirkens
Faksimile
25.
49.
skød. Således tænkte også vor lille menighed i Na-
zianz. Bekymringsfulde brødre og søstre kom
sammen for at rådslå om tidens hjælp imod
tidens nød. Med dem forenede sig udsendin-
ger fra Cæsaræa og fra de andre stæder. Min
fader er affældig, og – som han med sorg beken-
der – han har ikke det faste uryggelige sind,
som i disse trængselens dage kræves af den, der
sidder på bispesædet. Da vedtog forsamlingen,
at der til hans medhjælper skulde udkåres en
yngre mand, som kunde holde Herrens hjord
sammen.
Valget faldt på mig.
Kejser Julian
.Ah!
Gregor fra Nazianz
.Jeg var den tid fraværende på en rejse. Men i
mit fravær, og uden at rådspørge mig, indvie-
de min fader mig til prest og sendte mig
den prestelige klædning.
mit fravær, og uden at rådspørge mig, indvie-
de min fader mig til prest og sendte mig
den prestelige klædning.
Dette budskab traf mig i Tiberina, på min
landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sam-
men med min broder og med min ungdoms-
ven Cæsaræeren Basilios.
landgård, hvor jeg tilbragte nogle dage sam-
men med min broder og med min ungdoms-
ven Cæsaræeren Basilios.
Herre, – var min dødsdom bleven mig forkyndt,
det kunde ikke have forfærdet mig mere end
dette.
det kunde ikke have forfærdet mig mere end
dette.
Jeg prest! Jeg vilde det, og jeg vilde det ikke.
Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke. Jeg brø-
des med Gud Herren, således som patriarken
brødes med ham i den gamle pakts dage.
Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte
på, det ved jeg ikke. Men det ved jeg, at før ha-
nen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den
korsfæstede. – Da blev jeg hans.
Jeg måtte det, – og jeg turde det ikke. Jeg brø-
des med Gud Herren, således som patriarken
brødes med ham i den gamle pakts dage.
Faksimile
50.
Hvad der foregik med mig i den nat, som fulgte
på, det ved jeg ikke. Men det ved jeg, at før ha-
nen gol, talte jeg ansigt til ansigt med den
korsfæstede. – Da blev jeg hans.
Kejser Julian
.Dårskab; dårskab! Jeg kender disse drømme.
Gregor fra Nazianz
.På hjemrejsen kom jeg gennem Cæsaræa. O, hvil-
ken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg
fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde
forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer
havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle
oljehaver øde. For at undgå hungersdøden havde
de tyet til de hungrende. Der lå <...> de – mænd, kvin-
der og børn – i klynger langs husvæggene; feber
rysted dem, sulten grov i deres indvolde. Hvad
havde Cæsaræa at byde dem, – denne udarmede
ulykkelige stad, som endnu kun halvt har
rejst sig efter det store jordskælv for to år si-
den? Og midt under dette, under brændende hede,
under hyppige jordstød, måtte vi se ugudelige
offerfester foregå ved dag og nat. De omstyrtede
altere genopbyggedes i al hast; offerblodet randt
i strømme; gøglere og skøger drev under sang
og dans gennem stadens gader.
ken sørgelig tilstand fandt jeg ikke der! Jeg
fandt staden fuld af flygtende landboere, som havde
forladt hus og hjem, fordi tørken i denne sommer
havde sviet sæden af og lagt alle vinberge, alle
oljehaver øde. For at undgå hungersdøden havde
de tyet til de hungrende. Der lå <...> de – mænd, kvin-
der og børn – i klynger langs husvæggene; feber
rysted dem, sulten grov i deres indvolde. Hvad
havde Cæsaræa at byde dem, – denne udarmede
ulykkelige stad, som endnu kun halvt har
rejst sig efter det store jordskælv for to år si-
den? Og midt under dette, under brændende hede,
under hyppige jordstød, måtte vi se ugudelige
offerfester foregå ved dag og nat. De omstyrtede
altere genopbyggedes i al hast; offerblodet randt
i strømme; gøglere og skøger drev under sang
og dans gennem stadens gader.
Herre, – kan det undre dig, om mine hårdt
prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som over-
gik dem, troede at øjne en himlens straf for-
di de så længe havde tålt vantroen og vantroens
tegn forargelige tegn iblandt sig?
prøvede brødre, i den hjemsøgelse, som over-
gik dem, troede at øjne en himlens straf for-
di de så længe havde tålt vantroen og vantroens
tegn forargelige tegn iblandt sig?
Faksimile
51.
Kejser Julian
.Hvilke tegn sigter du til?
Gregor fra Nazianz
.De opskræmtes, de febersyges råb blev stedse højere;
de krævede at stadens forstandere skulde aflægge
for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd ved at
lade nedrive, hvad der endnu står som et min-
de om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.
de krævede at stadens forstandere skulde aflægge
for Kristus et håndgribeligt vidnesbyrd ved at
lade nedrive, hvad der endnu står som et min-
de om hedenskabets fordums magt i Cæsaræa.
Kejser Julian
.Du vil da vel ikke dermed sige at –?
Gregor fra Nazianz
.Stadens styresmænd lod tillyse et møde, hvor
også jeg var tilstede. Du ved, nådigste kejser, at
alle templer er borgerskabets ejendom. Borgerne
kan altså forføje over dem efter egen fri vilje.
også jeg var tilstede. Du ved, nådigste kejser, at
alle templer er borgerskabets ejendom. Borgerne
kan altså forføje over dem efter egen fri vilje.
Kejser Julian
.Nu, nu? Og om så var?
Gregor fra Nazianz
.I hint forfærdelige jordskælv, som overgik Cæ-
saræa for to år siden, ødelagdes alle templer
på et nær.
saræa for to år siden, ødelagdes alle templer
på et nær.
Kejser Julian
.Ja, ja; Fortunas tempel.
Gregor fra Nazianz
.På det møde, jeg taler om, vedtog menigheden
at fuldbyrde Guds straffende værk, som et vidnes-
byrd om at de vilde holde sig helt og alene til
ham og ikke længere tåle forargelsen i sin
midte.
at fuldbyrde Guds straffende værk, som et vidnes-
byrd om at de vilde holde sig helt og alene til
ham og ikke længere tåle forargelsen i sin
midte.
Gregor fra Nazianz
.Menigheden fattede da en beslutning, som jeg
ikke kunde billige, men som fik næsten alle
stemmer for sig. Men da vi frygtede for at
sagen skulde komme i en forvansket skikkelse
for dine ører, og måske optænde dig til vrede
imod staden, så blev det vedtaget at en mand
skulde begive sig hid for at lade dig vide, hvad
vi har besluttet og hvad der nu vil ske.
ikke kunde billige, men som fik næsten alle
stemmer for sig. Men da vi frygtede for at
sagen skulde komme i en forvansket skikkelse
for dine ører, og måske optænde dig til vrede
imod staden, så blev det vedtaget at en mand
skulde begive sig hid for at lade dig vide, hvad
vi har besluttet og hvad der nu vil ske.
Ophøjede hersker, – der fandtes ingen anden, som
var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg måt-
te da påtage mig det. Det er derfor, herre, at
jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig
vide at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget at det
tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en
falsk guddom under navnet Fortuna, skal ned-
rives og jævnes med jorden.
var villig til at påtage sig dette hverv. Jeg måt-
te da påtage mig det. Det er derfor, herre, at
jeg her i ydmyghed står for dig og lader dig
vide at vi kristne i Cæsaræa har vedtaget at det
tempel, hvori hedningerne i sin tid dyrkede en
falsk guddom under navnet Fortuna, skal ned-
rives og jævnes med jorden.
Kejser Julian
.
(springer op.)
Og dette må jeg fornemme med mine egne
ører! Så uhørte ting vover en enkelt mand
at sige mig!
ører! Så uhørte ting vover en enkelt mand
at sige mig!
Hofmænd
, talere
og digtere
.O, fromme kejser, tål ikke dette! Straf denne
forvovne!
forvovne!
Læreren Hekebolios
.Han er afsindig, herre! Lad ham gå. Se, se, –
vanvidet gnistrer ud af hans øjne.
vanvidet gnistrer ud af hans øjne.
Kejser Julian
.Ja, vel må dette kaldes vanvid. Men det er
mere end vanvid. At ville nedrive dette udmærke-
de tempel, oprejst for en ligeså udmærket gud-
inde! Og er det ikke netop denne gudinde,
hvis gunst jeg skylder de gerninger, hvorom
selv de fjerneste folkeslag taler? Hvad håb
om sejr og held skulde jeg efter denne dag kun-
ne gøre mig, hvis jeg lod sligt ske? – Gregor,
jeg befaler dig at rejse tilbage til Cæsaræa og
lade borgerne vide at jeg forbyder dette formaste-
lige værk.
Faksimile
53.
mere end vanvid. At ville nedrive dette udmærke-
de tempel, oprejst for en ligeså udmærket gud-
inde! Og er det ikke netop denne gudinde,
hvis gunst jeg skylder de gerninger, hvorom
selv de fjerneste folkeslag taler? Hvad håb
om sejr og held skulde jeg efter denne dag kun-
ne gøre mig, hvis jeg lod sligt ske? – Gregor,
jeg befaler dig at rejse tilbage til Cæsaræa og
lade borgerne vide at jeg forbyder dette formaste-
lige værk.
Gregor fra Nazianz
.Det er ikke gørligt, herre! Sagen er nu kommen
dertil, at den er bleven os et valg imellem men-
neskefrygt og lydighed under Gud. Vi kan ikke
vige.
dertil, at den er bleven os et valg imellem men-
neskefrygt og lydighed under Gud. Vi kan ikke
vige.
Kejser Julian
.Da skal I vel få føle, hvor langt kejserens arm
rækker!
rækker!
Gregor fra Nazianz
.Kejserens arm er vældig i de jordiske ting; og
jeg, som andre, bæver under den.
jeg, som andre, bæver under den.
Kejser Julian
.Så vis det i gerning! Ah, I Galilæere, I sto-
ler på mit langmod. Lid ikke på det; thi
sandelig –
ler på mit langmod. Lid ikke på det; thi
sandelig –
(Larm ved indgangen. Hårskæreren Eunapios,
fulgt af flere borgere, styrter ind.)
fulgt af flere borgere, styrter ind.)
Kejser Julian
.Hvad er dette? Eunapios, hvad er hændt dig?
Hårskæreren Eunapios
.O, at mine øjne måtte være vidne til sligt syn!
Faksimile
54.
Kejser Julian
.Hvad syn har du havt?
Hårskæreren Eunapios
.Se, allernådigste kejser, jeg kommer blodig, for-
slåt, og dog lykkelig over at være den første, som
påkalder din straf –
slåt, og dog lykkelig over at være den første, som
påkalder din straf –
Kejser Julian
.Tal mand; – hvem har slåt dig?
Hårskæreren Eunapios
.Tillad mig, herre, at bære min klage frem.
Jeg gik i denne morgenstund udenfor byen for
at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys har
ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød sang
og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte skøn-
ne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg det
hele rum fyldt af en jublende skare, mens prester-
ne foran alteret foretog de ofringer, du har på-
budt.
at opsøge det lille Venus-tempel, som du nys har
ladet sætte i stand. Da jeg kom derud, lød sang
og fløjtespil mig imøde. Kvinder opførte skøn-
ne danse i forhallen, og indenfor fandt jeg det
hele rum fyldt af en jublende skare, mens prester-
ne foran alteret foretog de ofringer, du har på-
budt.
Kejser Julian
.Ja, ja; og så?
Hårskæreren Eunapios
.Knapt havde jeg fåt tid til i andagt at vende
mine tanker imod denne henrykkende gudinde,
hvem jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte en
stor sværm af unge mænd ind i templet –
mine tanker imod denne henrykkende gudinde,
hvem jeg særligt ærer og dyrker, – da trængte en
stor sværm af unge mænd ind i templet –
Kejser Julian
.Dog ikke Galilæere?
Hårskæreren Eunapios
.Jo, herre, – Galilæere.
Kejser Julian
.Ah!
Faksimile
55.
Hårskæreren Eunapios
.Hvilket optrin fulgte så ikke på! Grædende under
voldsmændenes skældsord og stokkeslag flygtede
hine dansende piger fra forhallen ind til os.
Galilæerne faldt over os alle, mishandlede os og for-
hånede os på den skændigste måde.
voldsmændenes skældsord og stokkeslag flygtede
hine dansende piger fra forhallen ind til os.
Galilæerne faldt over os alle, mishandlede os og for-
hånede os på den skændigste måde.
Kejser Julian
(stiger ned af forhøjningen.)
Vent, vent!
Hårskæreren Eunapios
.Ak, havde denne overlast blot rammet os alene!
Men de utæmmelige gik videre. Ja, nådigste
kejser, – med et ord: alteret er nedrevet, gudindens
billedstøtte knust i stykker, offerdyrenes indvol-
de kastet udenfor til føde for hundene –
Men de utæmmelige gik videre. Ja, nådigste
kejser, – med et ord: alteret er nedrevet, gudindens
billedstøtte knust i stykker, offerdyrenes indvol-
de kastet udenfor til føde for hundene –
Kejser Julian
(går op og ned.)
Vent, vent, vent!
Gregor fra Nazianz
.Herre, denne ene mands ord er ikke nok –
Kejser Julian
.Ti!
(til Eunapios.)
Kendte du nogen af disse tempelskændere?
Hårskæreren Eunapios
.Jeg ikke, herre; men disse borgere kendte fle-
re af dem.
re af dem.
Kejser Julian
.Tag vagt med eder. Grib så mange af de skyldige,
som I kan få fat på. Kast dem i fængsel. De fang-
ne skal navngive de øvrige; og når jeg har
dem alle i min magt –
som I kan få fat på. Kast dem i fængsel. De fang-
ne skal navngive de øvrige; og når jeg har
Faksimile
56.
dem alle i min magt –
Gregor fra Nazianz
.Hvad da, herre?
Kejser Julian
.Det vil bøddelen kunne sige dig. Både du og
borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har at
vente, dersom I med galilæisk stivsind holder
fast ved eders forehavende.
borgerne i Cæsaræa skal erfare, hvad I har at
vente, dersom I med galilæisk stivsind holder
fast ved eders forehavende.
(Kejseren går i heftig vrede ud til venstre;
Eunapios og hans vidner fjerner sig med vag-
ten; den øvrige forsamling skilles ad.)
Eunapios og hans vidner fjerner sig med vag-
ten; den øvrige forsamling skilles ad.)
(Et torv i Antiokia. I forgrunden til højre
munder en gade ud på torvet; til venstre i bag-
grunden ser man ind i et trangt og bugtet
stræde.)
munder en gade ud på torvet; til venstre i bag-
grunden ser man ind i et trangt og bugtet
stræde.)
(En stor menneskemængde opfylder torvet. Sælgere rå-
ber med kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet
sammen i ivrigt talende klynger.)
ber med kramvarer. På flere steder er borgerne stimlet
sammen i ivrigt talende klynger.)
En borger
.Men, du gode himmelens gud, hvad tid skede den-
ne ulykke.
ne ulykke.
En anden borger
.Imorges, siger jeg; ganske tidligt imorges.
Farveren Fokion
(som er kommen gående fra gaden til højre.)
Kære mand, finder du det passende at kalde dette
en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse, og det, til
og med, en højst fræk forbrydelse.
Faksimile
57.
en ulykke? Jeg kalder det en forbrydelse, og det, til
og med, en højst fræk forbrydelse.
Den anden borger
.Ja, ja; det er ganske sandt; det var højst frækt gjort.
Farveren Fokion
.Tænke sig til – ja, er det ikke overfaldet i Venus-tem-
plet I taler om? Jo. Tænke sig til, siger jeg, på en
tid, da kejseren selv er i staden –! Og så at vælge
en dag, som denne, – en dag –
plet I taler om? Jo. Tænke sig til, siger jeg, på en
tid, da kejseren selv er i staden –! Og så at vælge
en dag, som denne, – en dag –
En tredje borger
(nærmer sig de talende.)
Hør, sig mig, gode fremmede, hvad er det egentlig –?
Farveren Fokion
.Jeg siger, en dag som denne, da vor ophøjede her-
sker selv vil forrette ved Apollon-festen.
sker selv vil forrette ved Apollon-festen.
Den tredje borger
.Ja, visst, det ved jeg; men hvorfor fængsler man
disse kristne?
disse kristne?
Farveren Fokion
.Hvad? Fængsler man dem? Er man virkelig
kommen dem på spor?
(høje skrig høres.)
kommen dem på spor?
Hys; hvad er det? Ja, ved guderne, tror jeg ikke
man har dem!
man har dem!
(En gammel kvinde, forstyrret og med udslåt hår,
baner sig vej gennem menneskemassen; hun er om-
ringet af andre kvinder, som forgæves søger at
holde hende tilbage.)
baner sig vej gennem menneskemassen; hun er om-
ringet af andre kvinder, som forgæves søger at
holde hende tilbage.)
Den gamle kvinde
.Hold ikke på mig! Han er min eneste; han er min
alderdoms barn! Slip mig; slip mig! Kan da ingen
sige mig, hvor jeg skal finde kejseren?
alderdoms barn! Slip mig; slip mig! Kan da ingen
Faksimile
58.
sige mig, hvor jeg skal finde kejseren?
Farveren Fokion
.Hvad vil du kejseren, gamle moder?
Den gamle kvinde
.Jeg vil have min søn igen. Hjælp mig! Min søn!
Hilarion! O, tænk, de tog ham fra mig! De brød
ind i huset til os, – og så tog de ham!
Hilarion! O, tænk, de tog ham fra mig! De brød
ind i huset til os, – og så tog de ham!
En af borgerne
(til Fokion.)
Hvem er den kvinde?
Farveren Fokion
.Hvad? Kender du ikke enken Publia, – salme-
syngersken?
syngersken?
Borgeren
.Ah, ja, ja, ja!
Kvinden Publia
.Hilarion! Mit barn! Hvad vil de gøre med
ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds lyk<...>
ke at jeg traf en kristen broder –
ham? Ah, se, Fokion, – er du der? En Guds lyk<...>
ke at jeg traf en kristen broder –
Farveren Fokion
.Hys, stille, stille; skrig ikke så; kejseren kommer.
K{ej}vinden Publia
.O, den ugudelige kejser! Vredens Herre hjemsøger
os for hans synders skyld; hungersnød hærjer
landene; jorden skælver under os!
os for hans synders skyld; hungersnød hærjer
landene; jorden skælver under os!
(En deling soldater kommer fra gaden til højre.)
Delings-føreren
.Til side; gør plads her!
Kvinden Publia
.O, kom, gode Fokion; – hjælp mig for vort ven-
skabs og vort broderskabs skyld –
skabs og vort broderskabs skyld –
Faksimile
59.
Farveren Fokion
.Er du gal, kvinde? Jeg kender dig ikke.
Kvinden Publia
.Hvad? Kender du mig ikke? Er du ikke farveren Fo-
kion? Er du ikke søn af –?
kion? Er du ikke søn af –?
Farveren Fokion
.Jeg er ikke søn af nogen. Gå fra mig, kvinde! Du
er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig set dig.
(han skynder sig ind i trængselen.)
er jo gal. Jeg kender dig ikke; jeg har aldrig set dig.
En underfører
(med soldater fra højre.)
Gør ryddigt her!
(Soldaterne trænger menneskemængden ind imod
husvæggene. Den gamle Publia falder om i kvinder-
nes arme til venstre. Alle stirrer forventningsfuldt
henad gaden.)
husvæggene. Den gamle Publia falder om i kvinder-
nes arme til venstre. Alle stirrer forventningsfuldt
henad gaden.)
Farveren Fokion
(i klyngen bag vagtposterne til højre.)
Ja, ved solens gud, kommer han ikke der, den velsig-
nede herre!
nede herre!
En soldat
.Træng ikke så på der bag!
Farveren Fokion
.Kan I se ham? Den mand med det hvide bind om
panden, det er kejseren.
panden, det er kejseren.
En borger
.Den mand, som er ganske hvidklædt?
Farveren Fokion
.Ja, ja, netop han.
Borgeren
.Men hvorfor er han hvidklædt?
Faksimile
60.
Farveren Fokion
.Rimeligvis for hedens skyld; – eller nej, bi lidt, jeg
tænker det er som offerprest at han –
tænker det er som offerprest at han –
En anden borger
.Vil da kejseren ofre selv?
Farveren Fokion
.Ja, kejser Julian gør alting selv.
En tredje borger
.Han ser ikke så vældig ud som kejser Konstazios.
Konstanzios.
Konstanzios.
Farveren Fokion
.Det synes jeg dog. Han er ikke så høj, som den forrige
kejser; men så er hans arme længere end hins. Og så
har han et blik, – o, I venner{!}–! Ja, nu kan I ikke
se det; han slår øjet ærbart ned under gangen. Ja,
ærbar er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til.
Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død har
han ikke ret mange gange –; jeg skal sige eder,
han skriver hele natten. Derfor er også hans fin-
gre ofte så sorte som en farvers; ja, ligesom mi-
ne;. Jeg er også farver. I må tro, jeg kender kej-
seren bedre end de fleste. Jeg er barnefødt her
i staden; men jeg har levet femten år i Konstanti-
nopel indtil nu for ganske nylig –
kejser; men så er hans arme længere end hins. Og så
har han et blik, – o, I venner{!}–! Ja, nu kan I ikke
se det; han slår øjet ærbart ned under gangen. Ja,
ærbar er han, det må I tro. Kvinder ser han ikke til.
Jeg tør sværge på, at siden hans hustrus død har
han ikke ret mange gange –; jeg skal sige eder,
han skriver hele natten. Derfor er også hans fin-
gre ofte så sorte som en farvers; ja, ligesom mi-
ne;. Jeg er også farver. I må tro, jeg kender kej-
seren bedre end de fleste. Jeg er barnefødt her
i staden; men jeg har levet femten år i Konstanti-
nopel indtil nu for ganske nylig –
En borger
.Skulde der være noget i det rygte at kejseren tæn-
ker at bo her stadigt?
ker at bo her stadigt?
Farveren Fokion
.Jeg kender kejserens hårskærer, og han siger det.
Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer måtte
ægge ham altfor meget.
Gid nu bare ikke disse skammelige optøjer måtte
ægge ham altfor meget.
Faksimile
26.
61.
En borger
.Ak, ak, det skulde være harmeligt!
En anden borger
.Blev kejseren her, så faldt der lidt af til os alle.
Farveren Fokion
.Det havde også jeg stolet på; derfor flytted jeg over.
Men nu får vi gøre vort bedste, venner; når kejse-
ren kommer forbi, vil vi opløfte glade tilråb bå-
de til ham og til Apollon.
Men nu får vi gøre vort bedste, venner; når kejse-
ren kommer forbi, vil vi opløfte glade tilråb bå-
de til ham og til Apollon.
En borger
(til en anden.)
Hvad er det egentlig for en Apollon, som folk er be-
gyndt at tale så meget om?
gyndt at tale så meget om?
Den anden borger
.Ej, det er jo presten i Korinth, – han, som vandede,
hvad den hellige Paulus havde plantet.
hvad den hellige Paulus havde plantet.
Den første borger
.Ja så; ja, nu synes jeg, jeg mindes det.
Farveren Fokion
.Ej, ej, ej, det er ikke den Apollon; det er en ganske
anden; det er solkongen, – den store lyrespillende
Apollon.
anden; det er solkongen, – den store lyrespillende
Apollon.
Den anden borger
.Ah så; den Apollon! Er han bedre?
Farveren Fokion
.Ja, det skulde jeg mene. – Se, se, der kommer
han. O, den højst velsignede herre!
han. O, den højst velsignede herre!
(Kejser Julian, klædt som yppersteprest, kommer
omgiven af offerprester og tempeltjenere. Hofmænd
og lærde, hvoriblandt læreren Hekebolios, har slut-
tet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren
går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstje-
nere med lange stokke gør ryddigt foran og på
siderne.)
omgiven af offerprester og tempeltjenere. Hofmænd
og lærde, hvoriblandt læreren Hekebolios, har slut-
tet sig til toget; ligeså borgerfolk. Foran kejseren
Faksimile
62.
går fløjtespillere og harpeslagere. Soldater og stadstje-
nere med lange stokke gør ryddigt foran og på
siderne.)
Mængden på torvet
(klapper i hænderne.)
Priset være kejseren! Lovet være Julian, helten og den
lykkebringende!
lykkebringende!
Farveren Fokion
.Hilset være Julian og solkongen! Leve Apollon!
Borgerne
(i forgrunden til højre.)
Kejser, kejser, bliv længe iblandt os!
(Kejser Julian giver et tegn med hånden; toget standser.)
Kejser Julian
.Borgere af Antiokia! Ikke ved jeg i hast at nævne
den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte mere,
end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel kan
mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse.
den ting, der skulde kunne fryde mit hjerte mere,
end disse eders opmuntrende tilråb. Og vel kan
mit hjerte tiltrænge denne vederkvægelse.
Det var med åndens nedslagenhed at jeg tiltråd-
te denne vandring, der skulde være en glædens og
en opløftelsens gang. Ja, jeg vil ikke lægge skjul
på det, jeg var imorges ikke langt fra at bringes
ud af den sindets ligevægt, som det for en visdoms-
elsker er sømmeligst at bevare under alle til-
skikkelser.
te denne vandring, der skulde være en glædens og
en opløftelsens gang. Ja, jeg vil ikke lægge skjul
på det, jeg var imorges ikke langt fra at bringes
ud af den sindets ligevægt, som det for en visdoms-
elsker er sømmeligst at bevare under alle til-
skikkelser.
Men skulde nogen nænne at gå i rette med mig
herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke forma-
steligheder man andetsteds pønser på og her al-
lerede har sat i værk.
herfor? Jeg giver enhver at betænke, hvilke forma-
steligheder man andetsteds pønser på og her al-
lerede har sat i værk.
Kvinden Publia
.Herre, herre!
Faksimile
63.
Farveren Fokion
.O, fromme og retsindige kejser, straf disse forvovne!
Kvinden Publia
.Herre, giv mig Hilarion igen!
Farveren Fokion
.Alle gode borgere anråber om din yndest for sta-
den.
den.
Kejser Julian
.Søg at vinde gudernes yndest, da har I visselig
min. Og er det ikke billigt at Antiokia heri går
foran? Er det ikke som om solgudens øje med sær-
ligt velbehag hvil{d}te på denne stad? Forhør eder
hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket
sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vild-
farelsen at lægge vore hellige steder øde. Hvad står
tilbage? En levning hist og her; og intet af det
bedste.
min. Og er det ikke billigt at Antiokia heri går
foran? Er det ikke som om solgudens øje med sær-
ligt velbehag hvil{d}te på denne stad? Forhør eder
hos vidt berejste mænd, og I skal erfare, i hvilket
sørgeligt overmål det andetsteds er lykkedes vild-
farelsen at lægge vore hellige steder øde. Hvad står
tilbage? En levning hist og her; og intet af det
bedste.
Men hos eder, I borgere af Antiokia! O, mine
øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første gang
så denne uforlignelige helligdom, Apollons e-
get hus, som man neppe skulde kunne tænke
sig opført af menneskehænder. Står ikke den
herliges billede derinde som før i ukrænket
skønhed? Ikke en kant er afhakket eller smul-
dret på hans alter; ikke en revne er at se i de
ranke bærende støtter.
øjne fyldtes med glædestårer, da jeg første gang
så denne uforlignelige helligdom, Apollons e-
get hus, som man neppe skulde kunne tænke
sig opført af menneskehænder. Står ikke den
herliges billede derinde som før i ukrænket
skønhed? Ikke en kant er afhakket eller smul-
dret på hans alter; ikke en revne er at se i de
ranke bærende støtter.
O, når jeg betænker dette, – når jeg føler bindet om
min pande, – når jeg ser nedad denne klædning,
der er mig dyrebarere end purpurkåben, da for-
nemmer jeg gudens nærhed i en hellig isnen.
min pande, – når jeg ser nedad denne klædning,
der er mig dyrebarere end purpurkåben, da for-
nemmer jeg gudens nærhed i en hellig isnen.
Se, se, lyset sittrer om os i herlighed!
Faksimile
64.
Føl, føl, luften er svanger med friske kranses
duft!
duft!
Skønne jord, lysets og livets hjem, glædens hjem,
og lykkens og skønhedens hjem, – hvad du var, skal
du vorde! – I solkongens favn! Mithra, Mithra!
og lykkens og skønhedens hjem, – hvad du var, skal
du vorde! – I solkongens favn! Mithra, Mithra!
Fremad på vor sejersgang!
(Toget sætter sig atter, under mængdens bifaldsråb,
i bevægelse, men de forreste standser ved indgangen til
det trange stræde, hvorigennem et andet tog kom-
mer ned imod torvet.)
i bevægelse, men de forreste standser ved indgangen til
det trange stræde, hvorigennem et andet tog kom-
mer ned imod torvet.)
Kejser Julian
.Hvad hindrer os?
Læreren Hekebolios
.Nådigste herre, der er noget på færde oppe i gaden.
Sang
(langt borte.)
Saligt at lide, saligt at dødes;
saligt bag trængslernes dal at opstå.
Farveren Fokion
.Galilæerne, herre! Man har dem!
Kvinden Publia
.Hilarion!
Farveren Fokion
.Man har dem! Jeg hører lænkerne –
Kejser Julian
.Forbi dem –!
Hårskæreren Eunapios
(ilsomt gennem mængden.)
Det er lykkedes over al måde, herre!
Kejser Julian
.Hvem er de, disse skamløse?
Faksimile
65.
Hårskæreren Eunapios
.Nogle af dem er borgere her af staden; men de fle-
ste skal være flygtende landmænd fra Kappadokia.
ste skal være flygtende landmænd fra Kappadokia.
Kejser Julian
.Jeg vil ikke se dem. Fremad, har jeg befalet!
Fangernes sang
(nærmere.)
Saligt, med henfarne blodvidner mødes;
saligt, martyriets krans at få.
Kejser Julian
.De afsindige. Ikke så nær til mig! Vagt, vagt!
(Begge tog er imidlertid stødt sammen i trængselen.
Apollon-toget nødes til at gøre holdt, medens toget
med fangerne, mænd i lænker, omgivne af soldater
og ledsagede af en stor menneskemæn{d}gde, skrider forbi.)
Apollon-toget nødes til at gøre holdt, medens toget
med fangerne, mænd i lænker, omgivne af soldater
og ledsagede af en stor menneskemæn{d}gde, skrider forbi.)
Kvinden Publia
.Mit barn! Hilarion!
Hilarion
(blandt fangerne.)
Glæd dig, min moder!
Kejser Julian
.I arme forvildede! Når jeg hører vanvidet således
tale ud af eder, da tvivler jeg næsten på at jeg har
ret til at straffe eder.
tale ud af eder, da tvivler jeg næsten på at jeg har
ret til at straffe eder.
En anden stemme
(blandt fangerne.)
Til side; tag ikke tornekronen fra os.
Kejser Julian
.Nat og rædsel, – hvilken røst er det!
Vagtføreren
.Herre, det var denne, som talte.
Faksimile
66.
(han støder frem en ung mand, d af fangerne, en ung
mand, der holder en halvvoksen yngling ved hånden.)
Kejser Julian
(med et skrig.)
Agathon!
Fangen
(ser på ham og tier.)
Kejser Julian
.Agathon, Agathon! Svar mig; er du ikke Agathon?
Fangen
.Jo.
Kejser Julian
.Du imellem disse! Tal til mig!
Agathon
.Jeg kender dig ikke.
Kejser Julian
.Du kender mig ikke? Du ved ikke, hvem jeg er?
Agathon
.Jeg ved at du er jordens herre; derfor kendes jeg
ikke ved dig.
ikke ved dig.
Kejser Julian
.Og barnet –? Er det din unge broder?
(til vagtføreren.)
Denne mand må være uskyldig.
Hårskæreren Eunapios
.Herre, denne mand er just lederen af det hele.
Han har selv tilståt det; ja, han har endog rost
sig af sin gerning.
Han har selv tilståt det; ja, han har endog rost
sig af sin gerning.
Kejser Julian
.Så sælsomt kan da hunger og sygdom og ulykke
forvilde et menneskes sind.
forvilde et menneskes sind.
Faksimile
67.
(til fangerne.)
Sig blot med et ord at I angrer, og der skal in-
tet ondt tilføjes eder.
tet ondt tilføjes eder.
Kvinden Publia
(skriger.)
Sig det ikke, Hilarion!
Agathon
.Vær stærk, kære broder!
Kvinden Publia
.Gå, gå til det, som venter dig, min eneste!
Kejser Julian
.Hør og betænk jer, I andre –
Agathon
(til fangerne.)
Vælg mellem Kristus og kejseren!
Fangerne
.Lovet være herren i det høje!
Kejser Julian
.Forfærdelig er Galilæerens vildledende magt. Det-
te må knækkes. Forbi dem, de vederstyggelige!
De skygger for glæden; de mørkner dagen med
sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere, –
mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til pris
for liv og lys og lykke!
te må knækkes. Forbi dem, de vederstyggelige!
De skygger for glæden; de mørkner dagen med
sin rugende dødslængsel. – Fløjtespillere, –
mænd, kvinder, – stem i! Sang, – sang til pris
for liv og lys og lykke!
Apollon-toget
.
(synger.)
Dejligt at køles af rosernes krans;
dejligt at vugges i soldagens glans!
Fangetoget
.Saligt at sænkes i blodfyldte grave;
saligt at afdø mod himmelens have!
Faksimile
68.
Apollon-toget
.Dejligt at ånde i virakens flod.
Fangetoget
.Saligt at kvæles i osende blod.
Apollon-toget
.Nydelsens fyldte flømmende skåler
rigt du, Apollon, din dyrker tilmåler.
Fangetoget
.Fræsende brandsår og flåede ben
heles af En!
Apollon-toget
.Dejligt at juble i solhåbs-gløden!
Fangetoget
.Saligt at våndes i bloddåbs-døden!
(Begge tog har under sangen passeret hinanden.
Mængden på torvet ser til i dump stilhed.)
Mængden på torvet ser til i dump stilhed.)
(Den hellige lund omkring Apollons tempel. Forhal-
len, båren af søjler, og hvortil en bred trappe fører op,
ses mellem træerne i baggrunden til venstre.)
len, båren af søjler, og hvortil en bred trappe fører op,
ses mellem træerne i baggrunden til venstre.)
(En mængde mennesker løber forskrækkede og under
høje klageråb omkring i lunden. Langt borte høres m
musiken fra festtoget.)
høje klageråb omkring i lunden. Langt borte høres m
musiken fra festtoget.)
Kvinder
.Forbarmelse! Nu skalv jorden igen!
En flygtende mand
.Hvilken rædsel! Tordenslag under fødderne –
Faksimile
69.
En anden mand
.Var det virkelig så? Var det jorden, som skalv?
En kvinde
.Følte du det ikke? Træet der svajed så det suste i
løvkronen.
løvkronen.
Mange stemmer
.Hør, hør, hør!
Nogle
.Det er vogne inde på brostenene.
Andre
.Det er trommer. Hør musiken –; kejseren kommer!
(Apollon-toget ses kommende fra højre side gen-
nem lunden og opstiller sig under spil af fløjter og
harper i en halvkreds foran templet.)
nem lunden og opstiller sig under spil af fløjter og
harper i en halvkreds foran templet.)
Kejser Julian
(vendt imod templet, med oprakte hænder.)
Jeg modtager varslet! –
Så nær har jeg aldrig følt mig i forbund med
de udødelige guder.
de udødelige guder.
Buesvingeren er iblandt os. Jorden drønner
under hans hæl, således, som den drønnede for-
dum, da han i vrede tramped den trojanske
strandbred.
under hans hæl, således, som den drønnede for-
dum, da han i vrede tramped den trojanske
strandbred.
Men det er ikke imod os at han retter det ryn-
kede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som
hader ham og hans solskinnende rige.
kede bryn. Det er imod hine ulykkelige, som
hader ham og hans solskinnende rige.
Ja, – så visst, som lykkens eller ulykkens fylde
giver den rette målestok for gudernes yndest imod
de dødelige, – så visst åbenbarer sig her forskel-
len imellem os og hine.
giver den rette målestok for gudernes yndest imod
de dødelige, – så visst åbenbarer sig her forskel-
len imellem os og hine.
Hvor er Galilæerne nu? Nogle under bøddelens
hænder, andre flygtende i de trange stræder, aske-
grå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mel-
lem de halvåbne tænder –, og med håret rejsende
sig i skræk eller afrevet i fortvivlelse.
Faksimile
70.
hænder, andre flygtende i de trange stræder, aske-
grå af rædsel, med udspilte øjne, – et skrig mel-
lem de halvåbne tænder –, og med håret rejsende
sig i skræk eller afrevet i fortvivlelse.
Og hvor er vi? Her, i Dafnes friske lund, hvor
dryaders duftende ånde køler vore tindinger, –
her, foran den herliges herlige tempel, ombøl-
get af lyrers og af fløjters klang, – her, i lys, i lyk-
ke, i tryghed, og med guden selv åbenbaret iblandt
os.
dryaders duftende ånde køler vore tindinger, –
her, foran den herliges herlige tempel, ombøl-
get af lyrers og af fløjters klang, – her, i lys, i lyk-
ke, i tryghed, og med guden selv åbenbaret iblandt
os.
Hvor er Galilæernes gud? Hvor er Jøden, hin
korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham åben-
bare sig. Han vogter sig nok!
korsfæstede tømmermandssøn? Lad ham åben-
bare sig. Han vogter sig nok!
Og derfor sømmer det sig vel at fylde hellig-
dommen. Der vil jeg med egne hænder forret-
te den tjeneste, som så langt fra tykkes mig rin-
ge og upassende, at jeg tvert om sætter den over en-
hver anden.
dommen. Der vil jeg med egne hænder forret-
te den tjeneste, som så langt fra tykkes mig rin-
ge og upassende, at jeg tvert om sætter den over en-
hver anden.
(Han går i spidsen for toget gennem folkemængden
hen imod templet.)
hen imod templet.)
En stemme
(råber i trængselen.)
Stands, ugudelige!
Kejser Julian
.En Galilæer
<...>
iblandt os?
Den samme stemme
.Ikke videre, gudsfornægter!
Kejser Julian
.Hvo er den mand, som taler?
Andre stemmer i hoben
.En Galilæer-prest. En blind olding. Her står han.
Atter andre
.Væk, væk med den skamløse!
Faksimile
71.
(En gammel blind mand, i prestelig klædning, og
støttet af to, ligeledes presteligt kældte, yngre mænd,
stødes frem så han kommer til at stå nedenfor
tempeltrappen og foran kejseren.)
støttet af to, ligeledes presteligt kældte, yngre mænd,
stødes frem så han kommer til at stå nedenfor
tempeltrappen og foran kejseren.)
Kejser Julian
.Ah, hvad må jeg se! Sig mig, gamle mand, er
ikke du biskop Maris af Kalkedon?
ikke du biskop Maris af Kalkedon?
Den gamle mand
.Jo, jeg er denne vo{
<...>
}r kirkes uværdigste tjener.
Kejser Julian
.Den uværdigste kalder du dig; og jeg tror ikke
at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke fejler,
har du været en af dem, som ivrigst har sat
splid imellem {g}Galilæerne indbyrdes.
at du har så ganske uret. Hvis jeg ikke fejler,
har du været en af dem, som ivrigst har sat
splid imellem {g}Galilæerne indbyrdes.
Biskop Maris
.Jeg har gjort det, som tynger mig dybere ned
i anger. Da du tog herredømmet, og dit sinde-
lag rygtedes, da omspændtes mit hjerte af en
usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind, som
jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at sætte
mig op imod jordens mægtige herre. Ja, –
Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord, jeg
var sat til at skærme, drog mig forsagt ud af
alt det, som truende samlede sig om Herrens
menighed, og søgte ly her i Syrien på min
landgård –
i anger. Da du tog herredømmet, og dit sinde-
lag rygtedes, da omspændtes mit hjerte af en
usigelig angst. Alderdomssvækket, og blind, som
jeg var, gav jeg ikke den tanke rum, at sætte
mig op imod jordens mægtige herre. Ja, –
Gud være mig nådig – jeg forlod den hjord, jeg
var sat til at skærme, drog mig forsagt ud af
alt det, som truende samlede sig om Herrens
menighed, og søgte ly her i Syrien på min
landgård –
Kejser Julian
.Se, se; yderst sælsomt! Og du, denne forsagte mand,
som før har skattet kejserens yndest så højt, du
træder nu frem for mig, som du nys har gjort, og
kaster mig et forhånelsens tilråb lige i ansigtet!
som før har skattet kejserens yndest så højt, du
træder nu frem for mig, som du nys har gjort, og
kaster mig et forhånelsens tilråb lige i ansigtet!
Faksimile
72.
Biskop Maris
.Nu frygter jeg dig ikke længer; thi nu har Kri-
stus helt og holdent mit hjerte. I kirkens træng-
sels-tid gik dens lys og herlighed op for mig.
Alt det blod, du udgyder, – al den vold og uret, som
du øver, skriger imod himlen, slår med vælde
tilbage, runger for mit døve øre og viser mig i
min blindheds nat, hvad vej jeg har at gå.
stus helt og holdent mit hjerte. I kirkens træng-
sels-tid gik dens lys og herlighed op for mig.
Alt det blod, du udgyder, – al den vold og uret, som
du øver, skriger imod himlen, slår med vælde
tilbage, runger for mit døve øre og viser mig i
min blindheds nat, hvad vej jeg har at gå.
Kejser Julian
.Drag hjem, gamle mand!
Biskop Maris
.Ikke før du har lovet at afstå fra denne din
djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil
støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre
styrte himlens herre? Ser du da ikke at vre-
dens dag er over os for dine synders skyld?
Kilderne udtørres, ligesom øjne, der har grædt
sig læns. Skyerne, der skulde lade frugtbarheden<...>
manna falde over os, drager vore hoveder forbi
og udgyder sig ikke. Den jord, som har været
forbandet siden dagenes morgen, den skælver og
bæver under kejserens blodskyld!
djævelske fremfærd. Hvad tænker du på? Vil
støvet rejse sig imod ånden? Vil jordens herre
styrte himlens herre? Ser du da ikke at vre-
dens dag er over os for dine synders skyld?
Kilderne udtørres, ligesom øjne, der har grædt
sig læns. Skyerne, der skulde lade frugtbarheden<...>
manna falde over os, drager vore hoveder forbi
og udgyder sig ikke. Den jord, som har været
forbandet siden dagenes morgen, den skælver og
bæver under kejserens blodskyld!
Kejser Julian
.Hvad gunst venter du af din gud for denne over-
vættes nidkærhed, tåbelige olding? Håber du på
at din galilæiske mester, lig fordum, skal gø-
re et underværk og skænke dig dit syn igen?
vættes nidkærhed, tåbelige olding? Håber du på
at din galilæiske mester, lig fordum, skal gø-
re et underværk og skænke dig dit syn igen?
Biskop Maris
.Jeg har det syn, jeg ønsker; og jeg takker Her-
ren at han slukte mit legemlige øje, så jeg
forskånes for at se den mand, der går i en
grufuldere nat end jeg.
ren at han slukte mit legemlige øje, så jeg
forskånes for at se den mand, der går i en
Faksimile
27.
73.
grufuldere nat end jeg.
Kejser Julian
.Plads for mig!
Biskop Maris
.Hvorhen?
Kejser Julian
.I solkongens hus.
Biskop Maris
.Du går ikke. Jeg forbyder dig det i den enestes
navn!
navn!
Kejser Julian
.Vanvittige gubbe! – Væk med ham!
Biskop Maris
.Ja, læg hånd på mig! Men hvo der vover det, hans
hånd skal visne. Vredens gud skal åbenbare
sig i sin vælde –
hånd skal visne. Vredens gud skal åbenbare
sig i sin vælde –
Kejser Julian
.Din gud er ingen vældig gud. Jeg skal vise dig
at kejseren er stærkere end han –
at kejseren er stærkere end han –
Biskop Maris
.Fortabt! – Så lyser jeg da forbandelsen over dig,
du kirkens frafaldne søn!
du kirkens frafaldne søn!
Læreren Hekebolios
(bleg.)
Herre og kejser, lad ikke dette ske!
Biskop Maris
.
(med høj røst.)
Forbandet være du, Julianos Apostata! For-
bandet være du, kejser Julian! Gud Herren har
udspyttet dig af sin mund mund! Forbandet
være dine øjne og dine hænder! Forbandet være
dit hoved og al din gerning!
bandet være du, kejser Julian! Gud Herren har
udspyttet dig af sin mund mund! Forbandet
være dine øjne og dine hænder! Forbandet være
Faksimile
74.
dit hoved og al din gerning!
Ve, ve, ve over apostaten! Ve, ve, ve – –
(Et hult rullende drøn fornemmes. Templets tag og søj-
ler vakler og synes at styrte sammen under et tordnen-
de brag medens hele bygningen indhylles i en støv-
sky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; man-
ge flygter, andre falder til jorden. En stund er
der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker støvskyen
og man ser Apollons tempel i ruiner.)
ler vakler og synes at styrte sammen under et tordnen-
de brag medens hele bygningen indhylles i en støv-
sky. Mængden udstøder et forfærdelsens skrig; man-
ge flygter, andre falder til jorden. En stund er
der åndeløs stilhed. Lidt efter lidt synker støvskyen
og man ser Apollons tempel i ruiner.)
Biskop Maris
(hvis begge ledsagere er flygtede, står alene og siger dæm-
dæmpet:)
Gud talte.
Kejser Julian
.
Apol
(bleg og med dæmpet røst.)
Apollon talte. Hans tempel var besmittet; derfor
knuste han det.
knuste han det.
Biskop Maris
.Og jeg siger dig, det var den Herre, som lagde Jeru-
salems tempel i grus.
salems tempel i grus.
Kejser Julian
.Hvis så er, da skal Galilæerens kirker stænges,
og hans prester skal under svøbeslag piskes til at
rejse dette tempel igen.
og hans prester skal under svøbeslag piskes til at
rejse dette tempel igen.
Biskop Maris
.Prøv, afmægtige! Hvo mægted at rejse Jerusalems tem-
pel, da Golgatas fyrste havde lyst forstyrrelsen
over det?
pel, da Golgatas fyrste havde lyst forstyrrelsen
over det?
Kejser Julian
.Jeg skal mægte det! Kejseren skal mægte det!
Eders gud skal gøres til løgner. Sten på sten
skal jeg opbygge hint Jerusalems tempel, i pragt
og herlighed, som det var i Salomos dage.
Eders gud skal gøres til løgner. Sten på sten
Faksimile
75.
skal jeg opbygge hint Jerusalems tempel, i pragt
og herlighed, som det var i Salomos dage.
Biskop Maris
.Ikke sten skal det lykkes dig at føje til sten; thi
det er forbandet af Herren.
det er forbandet af Herren.
Kejser Julian
.Vent, vent; du skal få se – ifald du kunde se – du,
som står der forladt og hjælpeløs, famlende ud i
natten uden at vide hvorhen du skal flytte din
fod.
som står der forladt og hjælpeløs, famlende ud i
natten uden at vide hvorhen du skal flytte din
fod.
Biskop Maris
.For mig lyser det lyn, som engang skal slå dig
og dine.
og dine.
(Han famler sig ud. Kejser Julian står tilbage,
omringet af en liden bleg og skrækslagen skare.)
omringet af en liden bleg og skrækslagen skare.)
Faksimile
76.
Tredje handling.
(I Antiokia. En åben søjlegang med billedstøtter og
et vandspring foran. På venstre side, inde i søjlegan-
gen, fører en trappe op til det kejserlige palats.)
et vandspring foran. På venstre side, inde i søjlegan-
gen, fører en trappe op til det kejserlige palats.)
(En skare hofmænd, lærere, digtere og talere, blandt dem
livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels
inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de
fleste af dem er klædte i forrevne kapper med fil-
tret hår og skæg.)
livlægen Oribases og digteren Herakleos, er forsamlet, dels
inde i søjlegangen, dels foran omkring vandspringet; de
fleste af dem er klædte i forrevne kapper med fil-
tret hår og skæg.)
Digteren Herakleos
.Dette levnet holder jeg ikke længe ud. Stå op med
solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig træt bagefter –
solen, gå i koldt bad, løbe og fægte sig træt bagefter –
Livlægen Oribases
.Det er dog alt tilhobe ret sundt.
Digteren Herakleos
.Er det også sundt at æde havtang og rå fisk?
En hofmand
.Er det sundt at skulle sluge kødet i store stykker,
ganske blodigt, som det kommer fra slagteren?
ganske blodigt, som det kommer fra slagteren?
Digteren Herakleos
.Kød har jeg ikke set meget af i den sidste uge.
Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at inden føje
tid vil man kunne sige om de højst ærværdige
guder at de er de eneste kødædere i Antiokia.
Det meste går til ofringerne. Jeg tror, at inden føje
tid vil man kunne sige om de højst ærværdige
guder at de er de eneste kødædere i Antiokia.
Livlægen Oribases
.Du er endnu den gamle spottefugl, o Herakleos!
Faksimile
77.
Digteren Herakleos
.Ej, hvad tænker du, ven! Det være langt fra mig at
spotte kejserens vise forordninger. Velsignet være kej-
ser Julian! Træder han ikke i de udødeliges fodspor? Thi,
sig mig, synes der ikke at være indført en viss spar-
somhed også i det guddommelige hushold?
spotte kejserens vise forordninger. Velsignet være kej-
ser Julian! Træder han ikke i de udødeliges fodspor? Thi,
sig mig, synes der ikke at være indført en viss spar-
somhed også i det guddommelige hushold?
En hofmand
.Ha-ha-ha; du har ikke så ganske uret.
Digteren Herakleos
.Se blot til Kybele, denne fordum så overflødige
gudinde, hvis billede kejseren nylig har genfundet
i en askegrube –
gudinde, hvis billede kejseren nylig har genfundet
i en askegrube –
En anden hofmand
.Det var i en møgdynge –
Digteren Herakleos
.Vel troligt; Kybele har jo med det frugtbargøren-
de at skaffe. Men se blot til denne gudinde, siger
jeg; – til trods for de hundrede bryster, flyder
hun hverken af mælk eller honning.
de at skaffe. Men se blot til denne gudinde, siger
jeg; – til trods for de hundrede bryster, flyder
hun hverken af mælk eller honning.
(En kreds af leende tilhørere har samlet sig om
ham. Mens han taler er kejser Julian kommen
frem oppe på trappen i søjlegangen uden at be-
mærkes af dem, der står nedenfor. Han bærer en
pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår
og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i
begge hænder, under armene og indstukne i bæltet
holder han bunker af pergamentruller og papirer.
Han standser og lytter til Herakleos med alle tegn
på forbittrelse.)
ham. Mens han taler er kejser Julian kommen
frem oppe på trappen i søjlegangen uden at be-
mærkes af dem, der står nedenfor. Han bærer en
pjaltet kappe, sammenbunden med et reb; hår
og skæg er uredt, fingrene tilsmudsede af blæk; i
begge hænder, under armene og indstukne i bæltet
holder han bunker af pergamentruller og papirer.
Han standser og lytter til Herakleos med alle tegn
på forbittrelse.)
Digteren Herakleos
(vedblivende.)
Faksimile
78.
Ja, det lader virkelig til at denne verdens amme er ble-
ven gold. Man skulde næsten tro hun var kom-
men ud over den alder, da kvinderne –
ven gold. Man skulde næsten tro hun var kom-
men ud over den alder, da kvinderne –
En hofmand
(som har fåt øje på kejseren.)
Fy, fy, Herakleos, – skam dig dog!
Kejser Julian
(giver hofmanden et vink at han skal tie.)
Digteren Herakleos
(fortsætter.)
Så lad hende fare. Men går det ikke ligeså med
Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst sørgelig –
jeg kunde næsten kalde det kejserlig – gærrighed?
Ja, tro mig, havde vi lidt mere samkvem med det
høje Olymp nuomstunder, vilde vi få mange
lignende ting at høre. Jeg tør sværge på at nek-
tar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel mu-
ligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven slun-
ken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget er
der vel nu tilovers af af dine lænders fylde? O, du
lystne, let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd
nærgående Mars –!
Ceres? Lægger hun ikke for dagen en højst sørgelig –
jeg kunde næsten kalde det kejserlig – gærrighed?
Ja, tro mig, havde vi lidt mere samkvem med det
høje Olymp nuomstunder, vilde vi få mange
lignende ting at høre. Jeg tør sværge på at nek-
tar og ambrosia tilmåles så knapt, som vel mu-
ligt. O Zeus, hvor må du ikke være bleven slun-
ken! O, du skalkagtige Dionysos, hvor meget er
der vel nu tilovers af af dine lænders fylde? O, du
lystne, let-rødmende Venus, – o, du alle ægtemænd
nærgående Mars –!
Kejser Julian
(i fuld vrede.)
O, du højst uforskammede Herakleos! O, du lump-
ne galdespyende giftmund –
ne galdespyende giftmund –
Digteren Herakleos
.Ah, min nådige kejser!
Kejser Julian
.O, du frække forhåner af alle ophøjede ting! Så
det skulde altså times mig, – det, at måtte høre din
kvækkende tunge i den samme stund jeg træder fra
min bogsal ud i den friske morgenluft!
(han kommer nærmere.)
det skulde altså times mig, – det, at måtte høre din
Faksimile
79.
kvækkende tunge i den samme stund jeg træder fra
min bogsal ud i den friske morgenluft!
Ved du, hvad jeg her holder under min venstre
arm? Nej, det ved du ikke. Det er et stridsskrift
imod dig, du bespottelige og gækkelige Herakleos!
arm? Nej, det ved du ikke. Det er et stridsskrift
imod dig, du bespottelige og gækkelige Herakleos!
Digteren Herakleos
.Hvad, min kejser, – imod mig?
Kejser Julian
.Ja, et stridsskrift imod dig. Et stridsskrift, som
jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller måt-
te jeg kanske ikke optændes til vrede over din
højst usømmelige opførsel igår? Hvad var det du
tillod dig i læresalen i mit og mange andre alvor-
lige mænds påhør? Måtte vi ikke flere timer i
rad døje hine skammelige fabler om guderne,
som du gav til bedste? Hvor turde du komme
frem med slige opdigtelser? Var det ikke løgn
alt tilhobe fra først til sidst?
jeg i denne nat har forfattet i vrede. Eller måt-
te jeg kanske ikke optændes til vrede over din
højst usømmelige opførsel igår? Hvad var det du
tillod dig i læresalen i mit og mange andre alvor-
lige mænds påhør? Måtte vi ikke flere timer i
rad døje hine skammelige fabler om guderne,
som du gav til bedste? Hvor turde du komme
frem med slige opdigtelser? Var det ikke løgn
alt tilhobe fra først til sidst?
Digteren Herakleos
.Ak, min kejser, hvis du kalder det at lyve, så
har både Ovid og Lukian løjet.
har både Ovid og Lukian løjet.
Kejser Julian
.Hvad andet? O, jeg kan ikke udsige, hvilken
harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din
ublu tale bar hen. «Menneske, lad intet overraske
dig», således fristedes jeg til med komedieskrive-
ren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget
bondekøter, fremgø – ikke taknemmeligheds-
råb, men nogle urimelige ammestue-fortællin-
ger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi
dine vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det
her i <...> skriftet.
harme der betog mig, da jeg fornam, hvor din
ublu tale bar hen. «Menneske, lad intet overraske
dig», således fristedes jeg til med komedieskrive-
ren at udbryde, da jeg hørte dig, lig en ragget
bondekøter, fremgø – ikke taknemmeligheds-
råb, men nogle urimelige ammestue-fortællin-
ger, der til og med var tåbeligt affattede. Thi
Faksimile
80.
dine vers var slette, Herakleos; – jeg har vist det
her i <...> skriftet.
Ja, hvilken lyst følte jeg ikke til at rejse mig
fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig fremføre
både Dionysos og hin store udødelige, efter hvem
du er opkaldt, ligesom på et theater. Men når
jeg betvang mig og blev siddende, så kan jeg for-
sikkre dig at det skede mindre af hensyn til
digteren end til skuespillerne – om jeg tør kalde
dem så. Dog skede det mest af hensyn til mig
selv. Thi måtte jeg ikke nære frygt for at det
skulde se ud, som om jeg flygtede lig en opskræmt
due? Se, derfor lod jeg mig ikke mærke med no-
get, men foreholdt mig i stilhed hint vers af
Homer:
fra mit sæde og gå bort, da jeg så dig fremføre
både Dionysos og hin store udødelige, efter hvem
du er opkaldt, ligesom på et theater. Men når
jeg betvang mig og blev siddende, så kan jeg for-
sikkre dig at det skede mindre af hensyn til
digteren end til skuespillerne – om jeg tør kalde
dem så. Dog skede det mest af hensyn til mig
selv. Thi måtte jeg ikke nære frygt for at det
skulde se ud, som om jeg flygtede lig en opskræmt
due? Se, derfor lod jeg mig ikke mærke med no-
get, men foreholdt mig i stilhed hint vers af
Homer:
«Bær det, mit hjerte, en stakket tid; tungere ting har
du udholdt.
du udholdt.
Tål, som før, at en galen hund håner de evige
guder.»
guder.»
Ja, vi får vel døje dette og mere. Tiden er
ikke bedre end som så. Vis mig den lykkelige, hvem
det blev forundt at bevare sine øjne og ører ubesmit-
tede i denne jernalder!
ikke bedre end som så. Vis mig den lykkelige, hvem
det blev forundt at bevare sine øjne og ører ubesmit-
tede i denne jernalder!
Livlægen Oribases
.Jeg beder dig, min høje herre, at du ikke foriv-
rer dig. Lad det være dig en trøst at vi alle hørte
med uvilje på denne mands tåbeligheder.
rer dig. Lad det være dig en trøst at vi alle hørte
med uvilje på denne mands tåbeligheder.
Kejser Julian
.Det er ingenlunde sandt! Jeg mærkede på de fle-
stes ansigter noget ganske andet end uvilje, hver
gang denne skamløse gøgler fremplaprede sine
utérligheder og derhos så sig om i kredsen med et
fedt smil, ret som om han havde gjort noget, der
var at rose sig af.
stes ansigter noget ganske andet end uvilje, hver
gang denne skamløse gøgler fremplaprede sine
Faksimile
81.
utérligheder og derhos så sig om i kredsen med et
fedt smil, ret som om han havde gjort noget, der
var at rose sig af.
Digteren Herakleos
.Ak, min kejser, jeg er højst ulykkelig –
Kejser Julian
.Ja, det må du vel være; thi det er i sandhed ik-
ke småting, dette. Eller har kanske ikke fortæl-
lingerne om guderne en stor hensigt og et vigtigt mål?
Er ikke disse fortællinger blevne til i det øjemed at
føre menneskeånden ad en både behagelig og let vej
opad til de løndomsfulde boliger, hvor den højeste
gud hersker, – og derved gøre sjælene dygtige til at
forenes med ham? Hvad ellers? Er det ikke af den-
ne grund at de gamle digtere opfandt deslige fortællin-
ger, og er det ikke derfor at både Platon og andre
gentog dem, eller vel endog forøged deres tal? Jeg si-
ger eder, at udenfor dette øjemærke er hine fortællin-
ger kun til nytte for børn og barbarer, – ja, knapt
nok det. Men var det da børn og barbarer, du havde
for dig igår? Hvorfra henter du den dristighed at ta-
le til mig, som om jeg var et barn? Mener du at du
er bleven en vismand og har fåt ret til vismandens
frisprog, fordi du har iført dig en forreven kappe
og taget tiggerstaven i hånd?
ke småting, dette. Eller har kanske ikke fortæl-
lingerne om guderne en stor hensigt og et vigtigt mål?
Er ikke disse fortællinger blevne til i det øjemed at
føre menneskeånden ad en både behagelig og let vej
opad til de løndomsfulde boliger, hvor den højeste
gud hersker, – og derved gøre sjælene dygtige til at
forenes med ham? Hvad ellers? Er det ikke af den-
ne grund at de gamle digtere opfandt deslige fortællin-
ger, og er det ikke derfor at både Platon og andre
gentog dem, eller vel endog forøged deres tal? Jeg si-
ger eder, at udenfor dette øjemærke er hine fortællin-
ger kun til nytte for børn og barbarer, – ja, knapt
nok det. Men var det da børn og barbarer, du havde
for dig igår? Hvorfra henter du den dristighed at ta-
le til mig, som om jeg var et barn? Mener du at du
er bleven en vismand og har fåt ret til vismandens
frisprog, fordi du har iført dig en forreven kappe
og taget tiggerstaven i hånd?
En hofmand
.O, hvor sandt sagt, min kejser! Nej, nej, der hører
visselig mere til.
visselig mere til.
Kejser Julian
.Så? Gør der virkelig? Og hvad da? Kanske det, at
lade håret gro og aldrig at rense sine negler? O,
du hykleriske Kleon! Men jeg kender eder alle tilhobe.
Her i skriftet har jeg givet eder et navn, som –; nu skal
I få høre –
lade håret gro og aldrig at rense sine negler? O,
Faksimile
82.
du hykleriske Kleon! Men jeg kender eder alle tilhobe.
Her i skriftet har jeg givet eder et navn, som –; nu skal
I få høre –
(Han blader i papirbunkerne. I det samme kommer
taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig <...> mi-
ne, ind fra højre.)
taleren Libanios, rigt klædt og med en hovmodig <...> mi-
ne, ind fra højre.)
Livlægen Oribases
(dæmpet.)
Ah, hvilket held at du kom, højt hædrede Libanios!
Kejser Julian
(fremdeles bladende.)
Hvor står det dog –?
Taleren Libanios
(til Oribases.)
Hvad held mener du, ven?
Livlægen Oribases
.Kejseren er i stor vrede; dit komme vil formilde
ham.
ham.
Kejser Julian
.Ah, se her har jeg det –
(fortrædelig.)
Hvad vil det menneske?
Livlægen Oribases
.Herre, det er –
Kejser Julian
.Godt, godt, godt! Nu skal I få høre om jeg kender
eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykkelige Gali-
læere et antal rasende, som kalder sig bodfærdige. Dis-
se kaster vrag på alt jordisk gods, men kræver dog store
gaver af alle de tåbelige, der hylder dem lig hellige og
næsten tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det
nær at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke så tå-
belig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var fast i det styk-
ke, så vilde I snart overløbe hoffet med eders uforskam-
methed. Eller gør I det ikke allerede? Er der ikke
mange iblandt eder, som vilde komme igen, selv om
jeg jog dem bort? O, mine kære venner, hvad skal det-
te føre til? Er I visdomselskere? Er I efterfølgere
af Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på?
I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i lære-
salene som hos min skat{ t }mester. O, hvor er dog
ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig
ting for eders skyld! O, I hyklere og højst uvidende
talere! O, I – – men hvad vil dog den fede mand
hist henne?
eder eller ikke. Der gives iblandt de ulykkelige Gali-
læere et antal rasende, som kalder sig bodfærdige. Dis-
se kaster vrag på alt jordisk gods, men kræver dog store
gaver af alle de tåbelige, der hylder dem lig hellige og
næsten tilbedelsesværdige. Se, disse folk ligner I, på det
Faksimile
83
nær at jeg intet skænker eder. Thi jeg er ikke så tå-
belig som hine. Ja, ja, hvis jeg ikke var fast i det styk-
ke, så vilde I snart overløbe hoffet med eders uforskam-
methed. Eller gør I det ikke allerede? Er der ikke
mange iblandt eder, som vilde komme igen, selv om
jeg jog dem bort? O, mine kære venner, hvad skal det-
te føre til? Er I visdomselskere? Er I efterfølgere
af Diogenes, hvis klædning og lader I har taget på?
I sandhed, man ser eder ikke nær så ofte i lære-
salene som hos min skat{ t }mester. O, hvor er dog
ikke visdommen bleven en jammerlig og foragtelig
ting for eders skyld! O, I hyklere og højst uvidende
talere! O, I – – men hvad vil dog den fede mand
hist henne?
Livlægen Oribases
.Herre, det er stadsforstanderen –
Kejser Julian
.Stadsforstanderen får vente. De sager, her handles
om, går foran alle ringere ting. Eller hvad? Den-
ne mand har en så utålmodig mine?. Er det da så
vigtigt –?
om, går foran alle ringere ting. Eller hvad? Den-
ne mand har en så utålmodig mine?. Er det da så
vigtigt –?
Taleren Libanios
.Ingenlunde, herre; jeg kan komme igen en anden
dag.
(han vil gå.)
dag.
Livlægen Oribases
.Herre, kender du ikke denne udmærkede mand igen?
Det er veltalenhedslæreren Libanios.
Det er veltalenhedslæreren Libanios.
Kejser Julian
.Hvad? Libanios? Umuligt. Libanios – den ufor-
lignelige Libanios – skulde være her? Hvor er det
tænkeligt?
lignelige Libanios – skulde være her? Hvor er det
Faksimile
84.
tænkeligt?
Taleren Libanios
.Jeg trode kejseren vidste at borgerne i Antiokia havde
valgt mig til formand for stadsforstanderne.
valgt mig til formand for stadsforstanderne.
Kejser Julian
.Sikkerlig vidste jeg det. Men da jeg holdt mit ind-
tog i staden og forstanderne kom mig imøde for at
hilse mig med en tale, da så jeg mig forgæves om
efter Libanios. Libanios var ikke iblandt dem.
tog i staden og forstanderne kom mig imøde for at
hilse mig med en tale, da så jeg mig forgæves om
efter Libanios. Libanios var ikke iblandt dem.
Taleren Libanios
.Kejseren havde ikke ytret noget ønske om at høre
Libanios tale ved den lejlighed.
Libanios tale ved den lejlighed.
Kejser Julian
.Taleren Libanios burde vide, hvad kejseren ønsker
i så måde.
i så måde.
Taleren Libanios
.Libanios vidste ikke, hvad tid og adskillelse kunde ˹have˺
virket. Libanios fandt det derfor sømmeligst at
stille sig blandt mængden. Der stod han på et vis-
selig ikke ubemærkeligt sted; men det behagede ikke
kejseren at lade sine øjne falde på ham.
virket. Libanios fandt det derfor sømmeligst at
stille sig blandt mængden. Der stod han på et vis-
selig ikke ubemærkeligt sted; men det behagede ikke
kejseren at lade sine øjne falde på ham.
Kejser Julian
.Jeg trode dog at du dagen efter modtog mit brev –?
Taleren Libanios
.Priskos, din nye ven, bragte mig det.
Kejser Julian
.Og ikke des mindre – eller måske derfor – holdt du dig
borte –?
borte –?
Taleren Libanios
.Hovedpine og vigtige sysler –
Faksimile
28.
85.
Kejser Julian
.Ak, Libanios, fordum gjorde du dig ikke så kost-
bar.
bar.
Taleren Libanios
.Jeg kommer når man indbyder mig. Skulde jeg
være påtrængende? Skulde jeg gå den af kejseren
højt hædrede Maximos i vejen?
være påtrængende? Skulde jeg gå den af kejseren
højt hædrede Maximos i vejen?
Kejser Julian
.Maximos viser sig aldrig ved hoffet.
Taleren Libanios
.Rimeligt nok. Maximos holder selv hof. Kejse-
ren har jo indrømmet ham et helt palats.
ren har jo indrømmet ham et helt palats.
Kejser Julian
.O, min Libanios, har jeg ikke indrømmet dig mit
hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos
hans palats?
hjerte? Hvor kan du da misunde Maximos
hans palats?
Taleren Libanios
.Jeg misunder ingen. Jeg misunder ikke engang
mine medbrødre Themisteos og Mamertinos,
skønt du har vist dem så store prøver på din
yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejen-
domme du har forøget med så anselige gaver. Ja,
jeg er endog glad ved at jeg er den eneste, hvem du
intet har skænket. Thi jeg fatter vel grunden til den-
ne undtagelse. Du har villet at dit kejserriges stæder
skal have overflod på alt, og fornemmelig på velta-
lenhed, vel vidende at dette er den udmærkelse, som
skiller os fra barbarerne. Nu har du frygtet for,
at jeg – ligesom visse andre – skulde blive lunken i
min kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejse-
ren har derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer
forblive fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere
til sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder
en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg
helst fortier. Det er for statens hæders og vels skyld
at du ikke har givet mig noget. Du vil at jeg skal
mangle rigdom for at jeg kan have overflod på
veltalenhed.
mine medbrødre Themisteos og Mamertinos,
skønt du har vist dem så store prøver på din
yndest. Ej heller misunder jeg Hekebolios, hvis ejen-
domme du har forøget med så anselige gaver. Ja,
jeg er endog glad ved at jeg er den eneste, hvem du
intet har skænket. Thi jeg fatter vel grunden til den-
ne undtagelse. Du har villet at dit kejserriges stæder
skal have overflod på alt, og fornemmelig på velta-
lenhed, vel vidende at dette er den udmærkelse, som
skiller os fra barbarerne. Nu har du frygtet for,
at jeg – ligesom visse andre – skulde blive lunken i
min kunst, hvis du skænkte mig rigdom. Kejse-
ren har derfor foretrukket at lade sin ungdomslærer
Faksimile
86
forblive fattig, på det at han kunde knyttes desto fastere
til sin håndtering. Det er på denne vis jeg udtyder
en adfærd, som har forundret nogle, hvis navne jeg
helst fortier. Det er for statens hæders og vels skyld
at du ikke har givet mig noget. Du vil at jeg skal
mangle rigdom for at jeg kan have overflod på
veltalenhed.
Kejser Julian
.Og jeg, min Libanios, har også fattet grunden til
at min ungdomslærer har ladet mig blive her i An-
tiokia i flere måneder uden at fremstille sig.
Libanios har rimeligvis ment at de tjenester, som hans
fordums lærling kan have ydet guderne og staten el-
ler videnskaben, ikke var store nok til med rette at
fortjene lovprisning af den mand, der kaldes velta-
lenhedslærernes konge. Libanios har sagtens ment,
at ringere talere egnede sig bedst for så middel-
mådige ting. End videre har vel Libanios undladt
alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du
har visselig frygtet for at se kejseren beruset af
overmod, ravende, lig den, der i tørstighed har
drukket med altfor stort begær af en løvkranset
vinskål, dersom du ødslede på ham noget af
den kunst, som alle Grækere beundrer hos dig,
og derved i visse måder hævede ham til gudernes
højde ved at udgyde for ham et så kostbart offer.
at min ungdomslærer har ladet mig blive her i An-
tiokia i flere måneder uden at fremstille sig.
Libanios har rimeligvis ment at de tjenester, som hans
fordums lærling kan have ydet guderne og staten el-
ler videnskaben, ikke var store nok til med rette at
fortjene lovprisning af den mand, der kaldes velta-
lenhedslærernes konge. Libanios har sagtens ment,
at ringere talere egnede sig bedst for så middel-
mådige ting. End videre har vel Libanios undladt
alt dette af omsorg for mit sinds ligevægt. Ja, du
har visselig frygtet for at se kejseren beruset af
overmod, ravende, lig den, der i tørstighed har
drukket med altfor stort begær af en løvkranset
vinskål, dersom du ødslede på ham noget af
den kunst, som alle Grækere beundrer hos dig,
og derved i visse måder hævede ham til gudernes
højde ved at udgyde for ham et så kostbart offer.
Taleren Libanios
.Ak, min kejser, ifald jeg kunde tro at min tale
rummede en sådan magt –
rummede en sådan magt –
Kejser Julian
.Og det skulde du ikke kunne tro, du uforlignelige
ven? O, gå fra mig. Jeg er vred på dig, Libanios!
Men det er elskerens vrede imod den han elsker.
Faksimile
87.
ven? O, gå fra mig. Jeg er vred på dig, Libanios!
Men det er elskerens vrede imod den han elsker.
Taleren Libanios
.Er det virkelig så? O, min kronede broder, lad mig
da sige dig at siden din hidkomst er ingen dag gåt til
ende uden at jeg har forbandet den standhaftighed,
som ikke tillod mig at gøre det første skridt. Mi-
ne venner lod – ikke uden et visst skin af ret – give til-
kende at du skulde have foretaget denne lange rejse
nærmest for at se mig og høre mig tale. Men Ju-
lian selv lod ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så
gøre? Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede
som menneske?
da sige dig at siden din hidkomst er ingen dag gåt til
ende uden at jeg har forbandet den standhaftighed,
som ikke tillod mig at gøre det første skridt. Mi-
ne venner lod – ikke uden et visst skin af ret – give til-
kende at du skulde have foretaget denne lange rejse
nærmest for at se mig og høre mig tale. Men Ju-
lian selv lod ikke høre fra sig. Hvad skulde jeg så
gøre? Skulde jeg smigre den kejser, hvem jeg elskede
som menneske?
Kejser Julian
(omfavner og kysser ham.)
Min Libanios!
Taleren Libanios
(kysser kejser Julian igen.)
Min ven og broder!
Livlægen Oribases
.Hvor hædrende for begge!
Hofmænd
og lærere
.
Hv
(klapper i hænderne.)
Hvor skønt! Hvor ophøjet!
Kejser Julian
.O, Libanios, du slemme ven, – hvor kunde du bære
over dit hjerte at forholde mig dette glædelige øje-
blik i så lang en tid? I de uger og måneder jeg ven-
tede på dig, var mit åsyn indhyllet i et skytisk
mørke.
over dit hjerte at forholde mig dette glædelige øje-
blik i så lang en tid? I de uger og måneder jeg ven-
tede på dig, var mit åsyn indhyllet i et skytisk
mørke.
Faksimile
88.
Taleren Libanios
.Ak, du var dog bedre stillet end jeg; thi du havde dog
nogen, med hvem du kunde tale om din fraværende
ven.
nogen, med hvem du kunde tale om din fraværende
ven.
Kejser Julian
.Sig ikke så. Jeg havde kun de stakkels forelskedes
trøst; den nemlig, bedrøvet at gentage dit navn og
udråbe: Libanios, Libanios!
trøst; den nemlig, bedrøvet at gentage dit navn og
udråbe: Libanios, Libanios!
Taleren Libanios
.Ah, mens du talte så til den tomme luft, talte jeg
til mit kammers fire vægge. De fleste af døgnets
timer tilbragte jeg i sengen og udmalede mig, hvem
hvem der nu var hos dig, – snart denne, snart hin.
Fordum var det anderledes, sagde jeg til mig selv, –
da var det mig, som havde Julians øre.
til mit kammers fire vægge. De fleste af døgnets
timer tilbragte jeg i sengen og udmalede mig, hvem
hvem der nu var hos dig, – snart denne, snart hin.
Fordum var det anderledes, sagde jeg til mig selv, –
da var det mig, som havde Julians øre.
Kejser Julian
.Og imidlertid lod du mig sygne hen af længsel.
Se på mig;. Er jeg ikke bleven et århundrede ældre?
Se på mig;. Er jeg ikke bleven et århundrede ældre?
Taleren Libanios
.O, er da ikke jeg undergåt en lige så stor forandring?
Du kendte mig jo ikke igen.
Du kendte mig jo ikke igen.
Kejser Julian
.Dette møde har for os begge været et bad, hvoraf
vi opstiger helbredede.
(de omfavner og kysser hinanden på ny.)
vi opstiger helbredede.
Og nu, min inderlig kære, nu siger du mig, hvad
der idag har drevet mig dig hid; thi jeg kan ikke
tvivle på at du kommer i et særligt ærende.
der idag har drevet mig dig hid; thi jeg kan ikke
tvivle på at du kommer i et særligt ærende.
Taleren Libanios
.Min længsel fraregnet – er det så. Gid en anden
var udsendt i mit sted! Men den hædersplads,
hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør mig det
til pligt at bære det ene som det andet.
var udsendt i mit sted! Men den hædersplads,
Faksimile
89.
hvortil borgernes tillid har kaldt mig, gør mig det
til pligt at bære det ene som det andet.
Kejser Julian
.Tal, min Libanios, og sig, hvori jeg kan tjene dig.
Taleren Libanios
.Lad mig da begynde med at sige dig at denne stads
indvånere er nedsunkne i sorg fordi du har taget
din nåde fra dem.
indvånere er nedsunkne i sorg fordi du har taget
din nåde fra dem.
Kejser Julian
.Hm –!
Taleren Libanios
.Og denne sorg har været parret med angst og uro si-
den Alexandros, den nye statholder, tiltrådte sit
embede.
den Alexandros, den nye statholder, tiltrådte sit
embede.
Kejser Julian
.Aha; så!
Taleren Libanios
.Denne ophøjelse af en sådan mand kom os visselig
uventet. Alexandros har hidtil kun forvaltet rin-
ge embeder, og det på en måde, som ikke kunde
forhverve ham borgernes agt eller kærlighed.
uventet. Alexandros har hidtil kun forvaltet rin-
ge embeder, og det på en måde, som ikke kunde
forhverve ham borgernes agt eller kærlighed.
Kejser Julian
.Jeg ved det godt, Libanios!
Taleren Libanios
.Alexandros er voldsom i al sin færd, og retfærdig-
heden gælder ikke stort i hans øjne –
heden gælder ikke stort i hans øjne –
Kejser Julian
.Jeg ved det; jeg ved det altsammen. Alexandros
er en rå mand uden sæder og uden veltalenhed.
Alexandros har ingenlunde fortjent en så stor op-
højelse. Men du kan sige {a}Antiokias borgere at
de har fortjent Alexandros. Ja, de havde, om muligt,
fortjent en endnu værre hersker, de gærrige og ulærvil-
lige mennesker.
er en rå mand uden sæder og uden veltalenhed.
Alexandros har ingenlunde fortjent en så stor op-
højelse. Men du kan sige {a}Antiokias borgere at
Faksimile
90.
de har fortjent Alexandros. Ja, de havde, om muligt,
fortjent en endnu værre hersker, de gærrige og ulærvil-
lige mennesker.
Taleren Libanios
.Det er altså, hvad vi frygtede; det er en straf –
Kejser Julian
.Hør mig, Libanios! Hvorledes kom jeg hid? Med
fortrøstning til denne stads indbyggere. Antiokia,
som solkongen særligt har kåret til sit sæde, skul-
de hjælpe mig at gøre god igen al den uret og utak-
nemmelighed, som så længe har været øvet imod
de udødelige. Men hvorledes har I mødt mig?
Nogle med trods, andre med lunkenhed. Hvad
må jeg ikke opleve her? Driver ikke hin Kap-
padokier, Gregor fra Nazianz, endnu omkring
i staden og ophidser de uvidende Galilæere med
sine forvovne taler? Er der ikke opståt en digter i-
blandt dem – en viss Apollinaris – som øger deres vild-
farelser lige til afsind med sine vilde sange?
fortrøstning til denne stads indbyggere. Antiokia,
som solkongen særligt har kåret til sit sæde, skul-
de hjælpe mig at gøre god igen al den uret og utak-
nemmelighed, som så længe har været øvet imod
de udødelige. Men hvorledes har I mødt mig?
Nogle med trods, andre med lunkenhed. Hvad
må jeg ikke opleve her? Driver ikke hin Kap-
padokier, Gregor fra Nazianz, endnu omkring
i staden og ophidser de uvidende Galilæere med
sine forvovne taler? Er der ikke opståt en digter i-
blandt dem – en viss Apollinaris – som øger deres vild-
farelser lige til afsind med sine vilde sange?
Og hvad må jeg ikke erfare andetsteds fra? Har
man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin trusel! Bru
Brudt Fortunas tempel ned! O, skam og skændsel!
Hvor var gudindens dyrkere imens? Mon de for-
hindrede det? Nej, de lod det roligt ske, Libanios,
skønt de burde have ofret livet for at forsvare
helligdommen.
man ikke i Cæsaræa gjort alvor af sin trusel! Bru
Brudt Fortunas tempel ned! O, skam og skændsel!
Hvor var gudindens dyrkere imens? Mon de for-
hindrede det? Nej, de lod det roligt ske, Libanios,
skønt de burde have ofret livet for at forsvare
helligdommen.
Men vent, vent! Galilæerne i Cæsaræa skal bøde
med sit blod og hele staden skal gå op i ildsluer,
så snart jeg får tiden nogenlunde til min rådighed.
med sit blod og hele staden skal gå op i ildsluer,
så snart jeg får tiden nogenlunde til min rådighed.
Taleren Libanios
.Herre og ven, – hvis du vilde tillade mig –
Faksimile
91.
Kejser Julian
.Tillad mig først. Ja, sig selv om
˹jeg˺
min
bør tåle det-
te? Sig, om min nidkærhed kan bære over med des-
lige forhånelser imod de guddommelige, der stiller
sig skærmende bag mig og over mig? Men hvad skal
jeg gribe til? Har jeg ikke i lange nætter skrevet i-
mod disse usalige vildfarelser, – skrevet, Libanios, så-
ledes at mine øjne er bleven røde og mine fingre
sorte af blæk? Og hvad mener du det har frugtet?
Spot har jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende
selv, men endog af dem, der siger at de deler mine
meninger. Ja, og som topmål på alle disse har-
meligheder må jeg idag opleve at se dig her som
talsmand for nogle borgere, der fører klage over
Alexandros, om hvem det dog må siges at han
gør sit bedste for at holde Galilæerne i tømme.
te? Sig, om min nidkærhed kan bære over med des-
lige forhånelser imod de guddommelige, der stiller
sig skærmende bag mig og over mig? Men hvad skal
jeg gribe til? Har jeg ikke i lange nætter skrevet i-
mod disse usalige vildfarelser, – skrevet, Libanios, så-
ledes at mine øjne er bleven røde og mine fingre
sorte af blæk? Og hvad mener du det har frugtet?
Spot har jeg fåt til tak, ikke alene af de vildfarende
selv, men endog af dem, der siger at de deler mine
meninger. Ja, og som topmål på alle disse har-
meligheder må jeg idag opleve at se dig her som
talsmand for nogle borgere, der fører klage over
Alexandros, om hvem det dog må siges at han
gør sit bedste for at holde Galilæerne i tømme.
Taleren Libanios
.O, min ophøjede ven, – at han det gør, er netop
vor grund til klage.
vor grund til klage.
Kejser Julian
.Hvad må jeg høre af dig!
Taleren Libanios
.Det er ikke med min gode vilje at jeg går stadens
ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne på hjerte,
at til dette hverv måtte de vælge byens mest udmærke-
de mand, derved givende tilkende at jeg ikke ønske-
de at kåres. Til trods for dette fingerpeg faldt
valget dog på mig, som visselig ikke –
ærende. I forsamlingen lagde jeg borgerne på hjerte,
at til dette hverv måtte de vælge byens mest udmærke-
de mand, derved givende tilkende at jeg ikke ønske-
de at kåres. Til trods for dette fingerpeg faldt
valget dog på mig, som visselig ikke –
Kejser Julian
.Godt, godt, godt! Men at jeg af din mund, o Li-
banios, må høre –!
banios, må høre –!
Faksimile
92.
Taleren Libanios
.Jeg beder min kronede broder betænke at jeg taler i
stadens navn. Hvad mig selv angår, da skatter jeg de
udødelige guder så højt som nogen. Hvad vilde velta-
lenhedens kunst være uden de fortællinger, som digter-
ne i de fremfarne tider efterlod os? Er ikke disse
fortællinger at ligne ved et kosteligt bergværk, hvoraf
en dannet taler kan smede sig både våben og prydel-
ser, når han forstår at nytte metallet med skønsomhed?
Ja, hvor vilde ikke visdommens regler falde flade og
usmagelige, når de skulde udtrykkes uden billeder
og lignelser, hentede fra det overjordiske?
stadens navn. Hvad mig selv angår, da skatter jeg de
udødelige guder så højt som nogen. Hvad vilde velta-
lenhedens kunst være uden de fortællinger, som digter-
ne i de fremfarne tider efterlod os? Er ikke disse
fortællinger at ligne ved et kosteligt bergværk, hvoraf
en dannet taler kan smede sig både våben og prydel-
ser, når han forstår at nytte metallet med skønsomhed?
Ja, hvor vilde ikke visdommens regler falde flade og
usmagelige, når de skulde udtrykkes uden billeder
og lignelser, hentede fra det overjordiske?
Men sig, o ven, – kan du håbe at finde denne syns-
måde hos hoben, besynderligen i en tidsalder som vor?
Jeg forsikrer dig, i Antiokia står det i al fald ikke
så vel til. Borgerne her – både Galilæerne og de be-
dre oplyste – har i de senere år levet med hinanden
uden at agte synderlig på deslige ting. Der gives knapt
nogen husstand i staden, hvor der ikke hersker for-
skellige meninger om det guddommelige. Men dette
har, indtil for kort tid siden, ikke forstyrret det go-
de forhold.
måde hos hoben, besynderligen i en tidsalder som vor?
Jeg forsikrer dig, i Antiokia står det i al fald ikke
så vel til. Borgerne her – både Galilæerne og de be-
dre oplyste – har i de senere år levet med hinanden
uden at agte synderlig på deslige ting. Der gives knapt
nogen husstand i staden, hvor der ikke hersker for-
skellige meninger om det guddommelige. Men dette
har, indtil for kort tid siden, ikke forstyrret det go-
de forhold.
Nu er det blevet anderledes. Man er begyndt at
drøfte lære imod lære. Der er kommen splid imellem
de nærmeste slægtninge. Ja, nylig har en borger, hvis
navn jeg nødig vil nævne, gjort sin søn arveløs, for-
di det unge menneske sagde sig løs fra Galilæer-
nes samfund. Handel og vandel lider under alt
dette, dobbelt føleligt nu, da dyrtid hersker og hun-
gersnød står for døren.
drøfte lære imod lære. Der er kommen splid imellem
de nærmeste slægtninge. Ja, nylig har en borger, hvis
navn jeg nødig vil nævne, gjort sin søn arveløs, for-
di det unge menneske sagde sig løs fra Galilæer-
nes samfund. Handel og vandel lider under alt
dette, dobbelt føleligt nu, da dyrtid hersker og hun-
gersnød står for døren.
Faksimile
93.
Kejser Julian
.Nok, nok, – mere end nok, Libanios! I klager over
dyrtid. Men sig mig om overdådigheden nogensinde
har blomstret mere end nu? Står skuepladsen no-
gen dag tom, når det rygtes at en ny løve er kommen
fra Afrika? Da der i forrige uge var tale om for
dyrtidens skyld at udvise af staden alle dagdrivere
og lediggængere, krævede så ikke borgerne med høje
råb at der skulde gøres en undtagelse med fægterne
og denserinderne; thi dem mente man ikke at kun-
ne være foruden!
dyrtid. Men sig mig om overdådigheden nogensinde
har blomstret mere end nu? Står skuepladsen no-
gen dag tom, når det rygtes at en ny løve er kommen
fra Afrika? Da der i forrige uge var tale om for
dyrtidens skyld at udvise af staden alle dagdrivere
og lediggængere, krævede så ikke borgerne med høje
råb at der skulde gøres en undtagelse med fægterne
og denserinderne; thi dem mente man ikke at kun-
ne være foruden!
Ak, vel må guderne slå hånden af eder i vrede
over eders dårlighed! Der er visdomslærere nok i
denne stad; men hvor er visdommen? Hvorfor
træder så få i mit fodspor? Hvorfor blir man stå-
ende ved Sokrates? Hvorfor går man ikke et lidet
stykke videre og følger Diogenes eller – om jeg så
tør sige – mig, da vi dog fører eder til lykken?
Thi er ikke lykken formålet for al visdomslære?
Og hvad er lykken andet end det, at være i overens-
stemmelse med sig selv? Kræver ørnen guldfjære?
Ønsker løven sig klør af sølv? Eller eftertragter
granattræet at bære frugter af funklende stene?
Jeg siger eder at intet menneske har ret til at ny-
de, forinden han har vist sig hærdet nok til at
bære nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre ny-
delsen med sin fingerspids, før han er i stand
til at træde den under fødder.
over eders dårlighed! Der er visdomslærere nok i
denne stad; men hvor er visdommen? Hvorfor
træder så få i mit fodspor? Hvorfor blir man stå-
ende ved Sokrates? Hvorfor går man ikke et lidet
stykke videre og følger Diogenes eller – om jeg så
tør sige – mig, da vi dog fører eder til lykken?
Thi er ikke lykken formålet for al visdomslære?
Og hvad er lykken andet end det, at være i overens-
stemmelse med sig selv? Kræver ørnen guldfjære?
Ønsker løven sig klør af sølv? Eller eftertragter
granattræet at bære frugter af funklende stene?
Jeg siger eder at intet menneske har ret til at ny-
de, forinden han har vist sig hærdet nok til at
bære nydelsens savn. Ja, han tør end ikke berøre ny-
delsen med sin fingerspids, før han er i stand
til at træde den under fødder.
Ah, sandelig, der er langt frem. Men jeg vil læg-
ge al min kraft på dette. For disse tings skyld
vil jeg opgive andre, som også er vigtige. Perser-
kongen har – ængstet ved min nærmelse – gjort mig freds-
tilbud. Dem tænker jeg at gå ind på for at få frie hæn-
der til at oplyse og forbedre <...> eder, I ulærvillige! Hvad
det øvrige angår, da blir det som det er. Alexandros
skal I beholde. Se til at komme ud af det med ham.
ge al min kraft på dette. For disse tings skyld
vil jeg opgive andre, som også er vigtige. Perser-
Faksimile
94.
kongen har – ængstet ved min nærmelse – gjort mig freds-
tilbud. Dem tænker jeg at gå ind på for at få frie hæn-
der til at oplyse og forbedre <...> eder, I ulærvillige! Hvad
det øvrige angår, da blir det som det er. Alexandros
skal I beholde. Se til at komme ud af det med ham.
Dog, min Libanios, vil jeg ikke det skal hede
at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde –
at jeg har ladet dig gå fra mig i unåde –
Taleren Libanios
.Ah, min kejser –
Kejser Julian
.Du talte med en viss bitterhed om at jeg havde skæn-
ket Themisteos og Mamertinos meget. Men fratog
jeg dem ikke også noget? Fratog jeg dem ikke min
daglige omgang? Dig agter jeg at skænke noget me-
re end hine.
ket Themisteos og Mamertinos meget. Men fratog
jeg dem ikke også noget? Fratog jeg dem ikke min
daglige omgang? Dig agter jeg at skænke noget me-
re end hine.
Taleren Libanios
.Ak, hvad siger du, min ophøjede broder!
Kejser Julian
.Jeg agter ikke at skænke dig guld eller sølv. Så tåbelig
var jeg kun i den første tid, indtil jeg så, hvorledes
man stimled sammen om mig, lig tørstige høstfolk
om en kilde, alle puffende og stødende hverandre, alle
fremrækkende den hule hånd for at få den fyldt
først og få den fyldt højest til randen. Jeg er ble-
ven klogere siden. Navnlig tror d jeg det må siges at
visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin
bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til den-
ne stads bedsd bedste.
var jeg kun i den første tid, indtil jeg så, hvorledes
man stimled sammen om mig, lig tørstige høstfolk
om en kilde, alle puffende og stødende hverandre, alle
fremrækkende den hule hånd for at få den fyldt
først og få den fyldt højest til randen. Jeg er ble-
ven klogere siden. Navnlig tror d jeg det må siges at
visdommens gudinde ikke har unddraget mig sin
bistand ved de handlinger, jeg har foretaget til den-
ne stads bedsd bedste.
Taleren Libanios
.Visselig, visselig!
Faksimile
95.
Kejser Julian
.Derfor overdrager jeg dig, o min Libanios, at forfat-
te en lovtale over mig.
te en lovtale over mig.
Taleren Libanios
.Ah, hvilken hæder –!
Kejser Julian
.Du skal affatte den med særligt øjemærke på de vel-
gerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder mig tak-
nemmelighed. Jeg håber du vil affatte den således,
at den blir både taleren og genstanden værdig. Dette
hverv, min Libanios, være min gave til dig. Jeg ved
ikke noget bedre at skænke en mand som dig.
gerninger, hvorfor Antiokias borgere skylder mig tak-
nemmelighed. Jeg håber du vil affatte den således,
at den blir både taleren og genstanden værdig. Dette
hverv, min Libanios, være min gave til dig. Jeg ved
ikke noget bedre at skænke en mand som dig.
Taleren Libanios
.O, min kronede ven, hvilken overvættes nåde!
Kejser Julian
.Og nu vil vi gå til fægtesalen. Derpå, mine venner,
vandrer vi gennem gaderne for at give disse opblæ-
ste indfødte et gavnligt forbillede på tarvelighed
i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
vandrer vi gennem gaderne for at give disse opblæ-
ste indfødte et gavnligt forbillede på tarvelighed
i klædedragt og nøjsomhed i sæder.
Livlægen Oribases
.Gennem gaderne, herre? Ak, i denne middagshede –
En hofmand
.O, herre, hav mig undskyldt, men jeg føler mig højst
upasselig –
upasselig –
Digteren Herakleos
.Jeg også, nådigste herre! Hele denne morgenstund
har jeg kæmpet med en kvalme i maven –
har jeg kæmpet med en kvalme i maven –
Kejser Julian
.
Så tag et brækmiddel ind, og se til at kaste eders
uvidenhed op med det samme.
uvidenhed op med det samme.
O, Diogenes, – hvilke efterfølgere har du ikke!
De skammer sig ved at bære din kappe på å-
ben gade.
(han går i vrede bort gennem søjlegangen.)
Faksimile
96.
De skammer sig ved at bære din kappe på å-
ben gade.
(En ringe gade i udkanten af staden. I husræk-
ken til venstre ligger en liden kirke.)
ken til venstre ligger en liden kirke.)
(En stor mængde veklagende kristne er forsamlede.
Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er
iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder
høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem
gaden.)
Salmedigteren Apollinaris og læreren Kyrillos er
iblandt dem. Kvinder med børn på armene udstøder
høje jammerråb. Gregor fra Nazianz går igennem
gaden.)
Kvinder
(løber til og holder ham fast ved hans klædning.)
Ak, Gregor, Gregor, – tal til os! Trøst os i denne
vånde.
vånde.
Gregor fra Nazianz
.Kun en kan trøste her. Hold fast ved ham. Hold eder
tæt ind til herren og hyrden.
tæt ind til herren og hyrden.
En kvinde
.O, ved du det, du Guds mand, – kejseren har befalet
at alle vore hellige skrifter skal opbrændes!
at alle vore hellige skrifter skal opbrændes!
Gregor fra Nazianz
.Jeg har hørt det; men jeg kan ikke tro på slig dår{
sk
}-
skab.
skab.
Salmedigteren Apollinaris
.Det er sandhed. Alexandros, den nye statholder,
har udskikket soldater, som gennemsøger vore brødres
huse. Selv kvinder og børn piskes tilblods, hvis de
står i mistanke for at holde bøger skjult.
har udskikket soldater, som gennemsøger vore brødres
Faksimile
29.
97.
huse. Selv kvinder og børn piskes tilblods, hvis de
står i mistanke for at holde bøger skjult.
Læreren Kyrillos
.Kejserens bud gælder ikke Antiokia alene, – ik-
ke Syrien alene; det gælder riget og den hele jord.
Hver skreven tøddel, som handler om Kristus,
skal udslettes af tilværelsen og af de troendes min-
de.
ke Syrien alene; det gælder riget og den hele jord.
Hver skreven tøddel, som handler om Kristus,
skal udslettes af tilværelsen og af de troendes min-
de.
Salmedigteren Apollinaris
.O, I mødre, græd over eder selv og over eders børn!
Den tid vil komme, da I skal kives med dem, I nu
bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det
tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børne-
børn skal spotte over eder og ikke vide hvo og hvad
Kristus var.
bærer på eders arme, om hvad der rettelig stod i det
tabte Guds-ord. Den tid vil komme, da eders børne-
børn skal spotte over eder og ikke vide hvo og hvad
Kristus var.
Den tid vil komme, da det skal være udslettet af
hjerterne at verdens frelser engang led og døde.
hjerterne at verdens frelser engang led og døde.
Den sidste troende skal gå blind i sin grav, og fra
den stund skal Golgata være bortvejret af jorden,
ligervis som det sted, hvor <...> Edens have lå.
den stund skal Golgata være bortvejret af jorden,
ligervis som det sted, hvor <...> Edens have lå.
Ve, ve over den nye Pilatus! Han nøjes ikke, som
hin, med at døde frelserens legeme. Han myr-
der ordet og læren!
hin, med at døde frelserens legeme. Han myr-
der ordet og læren!
Kvinderne
(afriver sit hår og sønderflænger sine klæder.)
Ve, ve, ve!
Gregor fra Nazianz
.Og jeg siger eder, vær trøstige! Gud dør ikke. Det
er ikke fra Julian at faren kommer. Faren har
værer der, længe før ham, i vore hjerters svaghed og
splidagtighed.
er ikke fra Julian at faren kommer. Faren har
værer der, længe før ham, i vore hjerters svaghed og
splidagtighed.
Faksimile
98.
Læreren Kyrillos
.O, Gregor, hvor tø{
<...>
}r tør du kræve at vi skal blive stan<...>
haftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, –
ved I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende
har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt
ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i
kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op
igen, oversmurt ham med honning og hejset ham
op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer.
haftige midt under disse rædsler? – Brødre og søstre, –
ved I, hvad der er hændt i Arethusa? De vantroende
har mishandlet Markos, den gamle biskop, slæbt
ham efter håret gennem gaderne, kastet ham i
kloakerne, trukket ham besudlet og blødende op
igen, oversmurt ham med honning og hejset ham
op i et træ, udsat for stik af hvepser og giftfluer.
Gregor fra Nazianz
.Og har da ikke Guds kraft just herligt åbenbaret sig
i Markos? Hvad var Markos tilforn? En mand
af tvivlsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i
Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – <...>
neppe havde han i sit skjul erfaret at de rasende
h mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse
brødre, førend han frivilligt vendte tilbage. Og hvor-
ledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bød-
ler selv således at de, for at kunne trække sig med et
slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale
en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og
nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hver-
ken døde eller gav efter. Hans ansigt viste hverken
forfærdelse eller utålmodighed. I træet, hvor han
hang, priste han sig lykkelig, fordi han var løftet
nogle trin nærmere imod himlen, mens de an-
dre, som han sagde, kravlede om på den fla-
de jord.
i Markos? Hvad var Markos tilforn? En mand
af tvivlsom tro. Ja, da urolighederne brød ud i
Arethusa, flygted han endog af staden. Men se, – <...>
neppe havde han i sit skjul erfaret at de rasende
h mennesker hævnede biskoppens flugt på skyldløse
brødre, førend han frivilligt vendte tilbage. Og hvor-
ledes bar han ikke de pinsler, som forfærdede hans bød-
ler selv således at de, for at kunne trække sig med et
slags ære tilbage, tilbød at slippe ham imod at betale
en yderst ringe sum? Var ikke hans svar: nej, – og
nej, og atter nej? Gud Herren var hos ham. Han hver-
ken døde eller gav efter. Hans ansigt viste hverken
forfærdelse eller utålmodighed. I træet, hvor han
hang, priste han sig lykkelig, fordi han var løftet
nogle trin nærmere imod himlen, mens de an-
dre, som han sagde, kravlede om på den fla-
de jord.
Læreren Kyrillos
.Der må være sket et under med denne standhaf-
tige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene
fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de an-
dre pintes –! De ligned ingen andre skrig, – ufrivilligt,
brølende, blandende sig med hvislende lyd, hver
gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i det flåede
kød.
tige olding. Havde du, ligesom jeg, hørt skrigene
Faksimile
99.
fra fængslet den dag i sommer, da Hilarion og de an-
dre pintes –! De ligned ingen andre skrig, – ufrivilligt,
brølende, blandende sig med hvislende lyd, hver
gang jernet, hvidglødende, grov sig ind i det flåede
kød.
Salmedigteren Apollinaris
.O, Kyrillos, glemmer du sangen, som løste skrigene
af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin
heltemodige kappadokiske dreng, indtil han ud-
gav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke A-
gathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog
ham og han vågned op i vanvid?
af? Sang ikke Hilarion i døden? Sang ikke hin
heltemodige kappadokiske dreng, indtil han ud-
gav sin ånd under pinernes hænder? Sang ikke A-
gathon, dette barns broder, indtil en afmagt betog
ham og han vågned op i vanvid?
Sandelig siger jeg eder, så længe sangen runger o-
ver vor nød, så længe skal ikke Satan sejre!
ver vor nød, så længe skal ikke Satan sejre!
Gregor fra Nazianz
.Vær trøstige. Elsk hverandre og lid for hverandre, –
således som Serapion i Doristora nylig led for sine
brødre, der han for deres skyld lod sig hudflette og
kaste levende i smelteovnen.
således som Serapion i Doristora nylig led for sine
brødre, der han for deres skyld lod sig hudflette og
kaste levende i smelteovnen.
Se, se, – har ikke Herrens hævnende hånd allerede
knyttet sig imod de ugudelige. Eller har I ikke
fornummet budskabet fra Heliopolis ˹under˺ fra Libanon?
knyttet sig imod de ugudelige. Eller har I ikke
fornummet budskabet fra Heliopolis ˹under˺ fra Libanon?
Salmedigteren Apollinaris
.Jeg ved det. Midt under Afrodite-festens utérlig-
heder brød hedningerne ind i vore hellige søstres
hus, krænkede kvinderne, myrdede dem under
pinsler, som ikke kan udg udsiges –
heder brød hedningerne ind i vore hellige søstres
hus, krænkede kvinderne, myrdede dem under
pinsler, som ikke kan udg udsiges –
Kvinderne
.Ve, ve!
Salmedigteren Apollinaris
.– ja, der var nogle af de elendige, som åbnede et af blod-
vidnernes legemer, rev indvoldene ud og åd leveren
rå!
Faksimile
100.
vidnernes legemer, rev indvoldene ud og åd leveren
rå!
Kvinderne
.Ve, ve, ve!
Gregor fra Nazianz
.Vredens Gud krydrede måltidet. Hvorledes er det
bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se
hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med
øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og for-
standens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hed-
ninger har omvendt sig siden hin nat.
bekommet dem? Rejs til Heliopolis, og I kan få se
hine mænd med forrådnelsens gift i alle årer, med
øjnene og tænderne udfaldne, røvede mælets og for-
standens brug. Rædsel har slåt staden. Mange hed-
ninger har omvendt sig siden hin nat.
Derfor frygter jeg heller ikke dette uheldsvangre
dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ik-
ke denne helvedes kronede lejesvend, som pønser
på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham fal-
de over os med ild, med sværd, med vilde dyr på
skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive
ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør
så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom
og en vej til sejr!
dyr, som har rejst sig imod kirken; jeg frygter ik-
ke denne helvedes kronede lejesvend, som pønser
på at fuldbyrde arvefiendens værk. Lad ham fal-
de over os med ild, med sværd, med vilde dyr på
skuepladsen! Ja, skulde hans vanvid end drive
ham videre, end sket er til denne dag, – hvad gør
så det til sagen? Imod alt dette er der en lægedom
og en vej til sejr!
Kvinderne
.Kristus, Kristus!
Andre stemmer
.Der er han! Der kommer han!
Nogle
.Hvem?
Andre
.Kejseren! Morderen! Gudsfienden!
Gregor fra Nazianz
.Stille! Lad ham drage forbi i taushed.
(En afdeling af de kejserlige hustropper kommer gennem
gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hof-
mænd og visdomsvenner, alle omgivne af vagt.
En anden afdeling palats-soldater, anførte af høveds-
manden Fromentinos, slutter toget.)
Faksimile
101.
gaden. Derefter følger kejser Julian, ledsaget af hof-
mænd og visdomsvenner, alle omgivne af vagt.
En anden afdeling palats-soldater, anførte af høveds-
manden Fromentinos, slutter toget.)
En kvinde
(sagte til de andre.)
Se, se, han har hyllet sig i pjalter, som en betler. Han
må være fra sig selv – Gud har allerede slåt ham.
må være fra sig selv – Gud har allerede slåt ham.
En anden kvinde
.Han må være fra sig selv.
En tredje kvinde
.Gud har allerede slåt ham.
En fjerde kvinde
.Gem eders børn ved brystet. Lad ikke deres øjne se
rædselen.
rædselen.
Kejser Julian
.Ej, ej, er ikke dette alt tilhobe Galilæere? Hvad gør
I her i solskinnet, på åben gade, I mørkets yngel?
I her i solskinnet, på åben gade, I mørkets yngel?
Gregor fra Nazianz
.Du har stængt vore kirker; derfor står vi udenfor og
priser { <...> }Herren vor Gud.
priser { <...> }Herren vor Gud.
Kejser Julian
.Se, det er dig, Gregor? Ja, du driver jo endnu om her.
Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke.
Men vogt dig; længe tåler jeg det ikke.
Gregor fra Nazianz
.Jeg søger ikke bloddøden; ja, jeg ønsker den ikke en-
gang; men tilskikkes den mig, så sætter jeg min ære
i at dø for Kristus.
gang; men tilskikkes den mig, så sætter jeg min ære
i at dø for Kristus.
Kejser Julian
.Eders talemåder trætter mig. Jeg vil ikke se eder
her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende hu-
ler? Gå hjem, siger jeg!
her. Hvorfor holder I jer ikke i eders stinkende hu-
Faksimile
102.
ler? Gå hjem, siger jeg!
En kvinde
.O, kejser, hvor er vore hjem?
En anden kvinde
.Hvor er vore huse? Hedningerne har plyndret dem
og jaget os ud.
og jaget os ud.
Stemmer i hoben
.Dine soldater har taget vor ejendom fra os!
Andre stemmer
.O, kejser, kejser, hvorfor har du taget vor ejendom?
Kejser Julian
.Det spørger I om? Jeg skal sige jer det, I uvidende men-
nesker! Har man taget eders ejendom fra eder, så er
det sket af omsorg for eders sjæles vel. Har ikke Ga-
lilæeren sagt at I ikke skal eje sølv eller guld? Har
ikke eders mester lovet eder at I engang skal opfare
til himmels? Burde I da ikke takke mig fordi
jeg gør eder farten så let som muligt?
nesker! Har man taget eders ejendom fra eder, så er
det sket af omsorg for eders sjæles vel. Har ikke Ga-
lilæeren sagt at I ikke skal eje sølv eller guld? Har
ikke eders mester lovet eder at I engang skal opfare
til himmels? Burde I da ikke takke mig fordi
jeg gør eder farten så let som muligt?
Visdomsvennerne
.O, uforligneligt sagt!
Salmedigteren Apollinaris
.Herre, du har frataget os det, som er mere end sølv
og guld. Du har frataget os Guds eget ord. Du har
frataget os vore hellige skrifter.
og guld. Du har frataget os Guds eget ord. Du har
frataget os vore hellige skrifter.
Kejser Julian
.Jeg kender dig nok, du huløjede salmesanger! Du
er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg tager eders
urimelige bøger fra eder, så vil du snart være
mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob.
Men jeg siger dig at du er en ussel bogskriver og
versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde
tage dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har
sendt mig, og som du har været fræk nok til at kal-
de «Sandheden», det kan jeg lade dig vide at jeg har
læst, forståt og fordømt.
er jo Apollinaris? Og jeg mener, at om jeg tager eders
urimelige bøger fra eder, så vil du snart være
mand for at digte noget ligeså urimeligt ihob.
Men jeg siger dig at du er en ussel bogskriver og
versemager! Ved Apollon, ingen ret Græker vilde
Faksimile
103.
tage dine vers i sin mund. Det skrift, du nylig har
sendt mig, og som du har været fræk nok til at kal-
de «Sandheden», det kan jeg lade dig vide at jeg har
læst, forståt og fordømt.
Salmedigteren Apollinaris
.Det er muligt at du har læst det; men du har ikke
forståt det; thi havde du forståt, så havde du ikke
fordømt.
forståt det; thi havde du forståt, så havde du ikke
fordømt.
Kejser Julian
.Ha-ha; det modskrift, jeg har i arbejde, skal vise at
jeg har forståt. – Men hvad angår hine bøger, hvis
tab I nu hyler og jamrer over, så kan jeg sige jer
at I om føje tid skal komme til at agte dem rin-
gere, såsom det vil vise sig at hin Jesus af Nazareth
har været en løgner og bedrager.
jeg har forståt. – Men hvad angår hine bøger, hvis
tab I nu hyler og jamrer over, så kan jeg sige jer
at I om føje tid skal komme til at agte dem rin-
gere, såsom det vil vise sig at hin Jesus af Nazareth
har været en løgner og bedrager.
Kvinderne
.Ve os; ve os!
Læreren Kyrillos
(træder frem af hoben.)
Kejser, – hvad sagde du der?
Kejser Julian
.Har ikke den korsfæstede Jøde forkyndt at Jerusalems
tempel skal ligge i grus til dagenes ende?
tempel skal ligge i grus til dagenes ende?
Læreren Kyrillos
.Så vil ske!
Kejser Julian
.O, I dårer! I denne stund står krigsøversten Jovian
med to tusend arbejdere i Jerusalem og rejser tem-
plet i al dets herlighed. Vent, vent, I stivnakke-
de tvivlere, – I skal erfare, hvem der er mægtigst,
kejseren eller Galilæeren.
med to tusend arbejdere i Jerusalem og rejser tem-
plet i al dets herlighed. Vent, vent, I stivnakke-
de tvivlere, – I skal erfare, hvem der er mægtigst,
kejseren eller Galilæeren.
Faksimile
104.
Læreren Kyrillos
.Herre, det skal du til din rædsel selv erfare. Jeg taug
indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løg-
ner; men nu vil jeg sige dig at ikke et fnug mæg-
ter du imod den korsfæstede!
indtil du bespottede den hellige og kaldte ham en løg-
ner; men nu vil jeg sige dig at ikke et fnug mæg-
ter du imod den korsfæstede!
Kejser Julian
(tvinger sig.)
Hvo er du, og hvad heder du?
Læreren Kyrillos
(nærmere.)
Det skal du høre. Først og fremst heder jeg en kri-
sten, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal
ingensinde udslettes p af jorden.
sten, og det er et såre hæderfuldt navn; thi det skal
ingensinde udslettes p af jorden.
Dernæst bærer jeg også navnet Kyrillos, og under det
navn er jeg kendt mellem brødre og søstre.
navn er jeg kendt mellem brødre og søstre.
Men bevarer jeg det første navn uplettet, da høs-
ter jeg et evigt liv til løn.
ter jeg et evigt liv til løn.
Kejser Julian
.Du tager fejl, Kyrillos! Du ved, jeg kender noget til
de løndomsfulde ting i eders lære. Tro mig, – han,
du sætter din lid til, er ikke en sådan, som du fore-
stiller dig. Han er selv død, og virkelig død, på den
tid da Romeren Pontius Pilatus var statholder i
Jødeland.
de løndomsfulde ting i eders lære. Tro mig, – han,
du sætter din lid til, er ikke en sådan, som du fore-
stiller dig. Han er selv død, og virkelig død, på den
tid da Romeren Pontius Pilatus var statholder i
Jødeland.
Læreren Kyrillos
.Jeg tager ikke fejl. Det er dig selv, kejser, der fejler
i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus
i det øjeblik han skænkte dig herredømmet over
jorden.
i dette. Det er dig, som har givet afkald på Kristus
i det øjeblik han skænkte dig herredømmet over
jorden.
Derfor forkynder jeg dig i hans navn at han
snart vil fratage dig både herredømmet og livet,
og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er,
han, som du i din blindhed foragter.
snart vil fratage dig både herredømmet og livet,
Faksimile
105.
og da skal du for sent erkende, hvor stærk han er,
han, som du i din blindhed foragter.
Ja, ligesom du har forglemt hans velgerninger,
således skal han ikke give sin kærlighed råderum,
idet han rejser sig for at straffe dig.
således skal han ikke give sin kærlighed råderum,
idet han rejser sig for at straffe dig.
Du har omstyrtet hans altere, – han skal ned-
styrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæ-
de i at træde hans lov under fødder, den samme
lov, som du selv engang forkyndte for de troende.
På samme vis skal Herren træde dig under sin
hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde,
og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større
pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!
styrte dig af dit kejsersæde. Du har fundet din glæ-
de i at træde hans lov under fødder, den samme
lov, som du selv engang forkyndte for de troende.
På samme vis skal Herren træde dig under sin
hæl. Dit legeme skal vejres bort i de vilde vinde,
og din sjæl skal fare did ned, hvor der er større
pinsler, end dem, du kan udtænke for mig og mine!
(Kvinderne flokker sig under gråd og veklage om
Kyrillos.)
Kyrillos.)
Kejser Julian
.Jeg vilde gerne skånet dig, Kyrillos! Guderne er
mine vidner at jeg ikke hader dig for din tros
skyld. Men du har forhånet min kejserlige
magt og myndighed, og det må jeg straffe.
(til høvedsmanden for vagten.)
mine vidner at jeg ikke hader dig for din tros
skyld. Men du har forhånet min kejserlige
magt og myndighed, og det må jeg straffe.
Fromentinos, før denne mand i fængsel, og lad
bøddelen Tyfon give ham så mange svøbeslag,
som nødvendigt, for at få ham til at udsige
at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på
jorden.
bøddelen Tyfon give ham så mange svøbeslag,
som nødvendigt, for at få ham til at udsige
at kejseren og ikke Galilæeren har al vælde på
jorden.
Gregor fra Nazianz
.Vær stærk, min broder Kyrillos!
Læreren Kyrillos
(med oprakte hænder.)
Jeg salige, som får lide til Herrens ære!
Faksimile
106.
(Soldaterne griber ham og slæber ham ud.)
Kvinderne
(i gråd og klage.)
Ve os! Ve, ve over fornægteren!
Kejser Julian
.Driv dem fra hinanden, disse rasende! Lad dem
udjages af staden som oprørere. Jeg tåler ikke
længere denne trods og vederstyggelighed!
udjages af staden som oprørere. Jeg tåler ikke
længere denne trods og vederstyggelighed!
(Vagten driver den jamrende mængde ind i side-
gaderne. Kun kejseren og hans følge bliver tilbage.
Da bemærker man, liggende foran kirkedøren, og hid-
til skjult, en mand i sønderrevne klæder og med
aske strød på sit hoved.)
gaderne. Kun kejseren og hans følge bliver tilbage.
Da bemærker man, liggende foran kirkedøren, og hid-
til skjult, en mand i sønderrevne klæder og med
aske strød på sit hoved.)
En soldat
(støder til ham med lanseskaftet.)
Op, op; pak dig!
Manden
(ser op.)
Træd under fødder dette sløve salt, som er vraget
af Herrens hånd!
af Herrens hånd!
Kejser Julian
.O, evige guder, – Hekebolios –!
Hofmændene
.Ah, i sandhed, – Hekebolios!
Læreren Hekebolios
.Jeg heder ikke så mere! Jeg er navnløs. Jeg har
svigtet den dåb, som gav mig navn!
svigtet den dåb, som gav mig navn!
Kejser Julian
.Rejs dig, ven! Dit sind er sygt –
Læreren Hekebolios
.Judas's broder er pestbefæn{t}gt. Vig fra mig –
Faksimile
107.
Kejser Julian
.O, du vankelmodige mand –
Læreren Hekebolios
.Vig fra mig, frister! Tag dine treti sølvpenge igen!
Står der ikke skrevet: du skal forlade hustru og børn
for Herrens skyld? Og jeg –? For hustrus og børns skyld
har jeg forladt forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!
(han kaster sig igen ned på sit ansigt.)
Står der ikke skrevet: du skal forlade hustru og børn
for Herrens skyld? Og jeg –? For hustrus og børns skyld
har jeg forladt forrådt Herren, min Gud! Ve, ve, ve!
Kejser Julian
.Slig vanvids ild tænder disse skrifter over jorden.
Og jeg skulde ikke brænde dem?
Vent! Inden et år er omme, skal Jødetemplet stå
rejst igen på Zions berg, – lyse med sit guldtags pragt
over landene og vidne: løgner, løgner, løgner!
(han går ilsomt derfra, fulgt af visdomsvennerne.)
rejst igen på Zions berg, – lyse med sit guldtags pragt
over landene og vidne: løgner, løgner, løgner!
(Landevej udenfor staden. Til venstre ved vejkanten
står Kybeles billedstøtte mellem afhugne træstub-
ber. Et stykke derfra, imod venstre, er en kilde med
en stenkumme. Det er henimod solnedgang.)
står Kybeles billedstøtte mellem afhugne træstub-
ber. Et stykke derfra, imod venstre, er en kilde med
en stenkumme. Det er henimod solnedgang.)
(På et trin ved fodstykket af gudindens billede sidder
en gammel prest med en tildækket kurv på skødet.
Omkring stenkummen en flok mænd og kvinder,
der henter vand. Kommende og gående ses fra og
til på vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion,
slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han møder hår-
skæreren Eunapios, der kommer fra staden.)
en gammel prest med en tildækket kurv på skødet.
Omkring stenkummen en flok mænd og kvinder,
der henter vand. Kommende og gående ses fra og
til på vejen. Fra venstre kommer farveren Fokion,
slet klædt, med en stor bylt på hovedet. Han møder hår-
skæreren Eunapios, der kommer fra staden.)
Faksimile
108.
Farveren Fokion
.Ej, se, – min ven Eunapios i fuld hofklædning!
Hårskæreren Eunapios
.Tvi dig, at du spotter en fattig mand.
Farveren Fokion
.Kalder du det spot? Jeg mente, det var den højeste ære.
Hårskæreren Eunapios
.Du må så sige. Det er bleven en ære nu at gå i pjalter,
besynderligen hvis de har ligget brav længe i en rende-
sten.
besynderligen hvis de har ligget brav længe i en rende-
sten.
Farveren Fokion
.Hvorledes tror du alt dette vil ende?
Hårskæreren Eunapios
.Det bryr jeg mig ikke om at tænke på. Jeg ved, hvor-
ledes det er endt med mig, og det er nok.
ledes det er endt med mig, og det er nok.
Farveren Fokion
.Er du ikke længere i kejserens tjeneste?
Hårskæreren Eunapios
.Hvad skulde kejser Julian med en hårskærer? Lar han
sit hår klippe? Eller lar han skæget studse, tror du?
Han kæmmer det ikke engang. Men hvorledes går
det med dig? Du ser heller ikke videre lykkelig ud.
sit hår klippe? Eller lar han skæget studse, tror du?
Han kæmmer det ikke engang. Men hvorledes går
det med dig? Du ser heller ikke videre lykkelig ud.
Farveren Fokion
.Ak, Eunapios, purpurfarvernes tid er forbi.
Hårskæreren Eunapios
.Ja, rigtig; nu farves kun kristen-rygge. Men hvad er
det du slæber på?
det du slæber på?
Farveren Fokion
.Et knippe pilebark. Jeg skal farve narrekapper
til visdomsvennerne.
til visdomsvennerne.
Farveren Fokion
(til en af mændene ved vandkummen.)
Hvad betyder dette?
Manden
.Stenbilledet skal fores igen.
Farveren Fokion
.Vil kejseren ofre her iaften?
En anden mand
.Ofrer han ikke både morgen og aften, – snart hist, snart
her?
her?
En kvinde
.Det er en ulykke for fattigfolk at den nye kejser hol-
der så meget af guderne.
der så meget af guderne.
En anden kvinde
.Ej, Dione, sig dog ikke så. Skal vi ikke allesam-
men holde af guderne?
men holde af guderne?
Den første kvinde
.Jo, det kan være; men det
˹er˺
var
nu en ulykke alli-
gevel –
gevel –
En af mændene
(peger ud til højre.)
Vil I se, – der kommer han.
(Kejser Julian kommer i presteklædning og med of-
ferkniv. Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere
og vagt omgiver ham. Efter dem følger en skare
mennesker, dels spottende, dels forbittrede.)
ferkniv. Flere visdomslærere, tempelprester, tjenere
og vagt omgiver ham. Efter dem følger en skare
mennesker, dels spottende, dels forbittrede.)
En af de kommende
.Der borte står gudinden. Nu skal I få se løjer.
En ældre mand
.Kalder du det løjer? Hvor mange sultne munde
kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde?
Faksimile
110.
kunde ikke mættes med det, som her går tilspilde?
Kejser Julian
.
(går hen imod støtten.)
O, dette syn! Det fylder mit hjerte med henryk-
kelse og mine øjne med vemods-tårer.
kelse og mine øjne med vemods-tårer.
Ja, tilvisse må jeg græde når jeg tænker på at
denne ærefrygtbydende gudindes billede – omstyrtet
af ufromme og forvovne hænder – i så lang en tid
har henligget ligesom i en forglemmelsens søvn, –
og det, til og med, på et sted, som jeg væmmes ved at
beskrive.
denne ærefrygtbydende gudindes billede – omstyrtet
af ufromme og forvovne hænder – i så lang en tid
har henligget ligesom i en forglemmelsens søvn, –
og det, til og med, på et sted, som jeg væmmes ved at
beskrive.
(Undertrykt latter blandt de nysgærrige.)
Kejser Julian
(vender sig barskt.)
Men jeg føler ikke mindre henrykkelse når jeg be-
tænker at det var mig, hvem det blev forundt at ud-
fri den guddommelige moder af en så uværdig til-
stand.
tænker at det var mig, hvem det blev forundt at ud-
fri den guddommelige moder af en så uværdig til-
stand.
Og skulde jeg ikke henrykkes ved denne tanke? –
Man siger om mig at jeg har vundet nogle slag imod
barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår,
så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gu-
dernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner
og al vor omtanke.
(til dem ved vandkummen.)
Man siger om mig at jeg har vundet nogle slag imod
barbarerne og priser mig herfor. Hvad mig angår,
så sætter jeg større pris på, hvad jeg udretter til gu-
dernes bedste; thi dem skylder vi alle vore evner
og al vor omtanke.
For resten er det mig kært at der dog gives nogle i den-
ne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mi-
ne opfordringer, men indfinder sig, således som søm-
melig fromhed tilsiger, – og jeg tvivler ikke på at
I har bragt anstændige offergaver med.
(går hen til den gamle prest.)
ne halsstarrige stad, som ikke viser sig døve for mi-
ne opfordringer, men indfinder sig, således som søm-
melig fromhed tilsiger, – og jeg tvivler ikke på at
I har bragt anstændige offergaver med.
Faksimile
111.
Hvad ser jeg der? En eneste olding! Hvor er dine
tempelbrødre?
tempelbrødre?
Den gamle prest
.Herre, der er ingen af dem ilive uden jeg.
Kejser Julian
.Uddød. Landevejen lagt i upassende nærhed for-
bi helligdommen. Den ærværdige lund nedhugget. –
bi helligdommen. Den ærværdige lund nedhugget. –
Gamle mand, – hvor er offergaverne?
Den gamle prest
(peger på kurven.)
Her, herre!
Kejser Julian
.Godt, godt. Men det øvrige?
Den gamle prest
.Dette er alt.
(han åbner kurven.)
Kejser Julian
.En gås! Så denne gås er alt?
Den gamle prest
.Ja, herre!
Kejser Julian
.Og hvem var den fromme mand, der betænkte os med
en så rundhåndet gave?
en så rundhåndet gave?
Den gamle prest
.Jeg selv har bragt den med. O, herre, vredes ikke;
jeg havde ikke flere end den ene.
jeg havde ikke flere end den ene.
(Latter og mumlen blandt de forsamlede.)
Dæmpede stemmer
.Det er nok. En gås er mere end nok.
Kejser Julian
.En mand i flokken
.Først brød, siden offergaver!
Farveren Fokion
(puffer ham i siden.)
Godt sagt; godt sagt!
En anden mand
.Giv borgerne at spise; guderne får hjælpe sig som de
kan.
kan.
En tredje mand
.Vi havde det bedre her under Chi og Kappa!
Kejser Julian
.Ej, I frække skrålere! I med eders Chi og Kappa! I tror
kanske ikke jeg ved, hvem I mener med Chi og Kappa?
Ho-ho, jeg ved det godt. Det er jo blevet et gængs ord i-
blandt jer. I mener Kristus og Konstanzios. Men
hines herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på
midler til at bøje den trods og den utaknemmelig-
hed, som I viser både imod guderne og imod mig.
I opholder eder over at jeg yder guderne de skyldige
ofre. I spotter med at jeg ifører mig en tarvelig klæd-
ning og lader mit skæg gro uklippet. Ja, dette skæg
er eder ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ær-
bødighed, et bukke-skæg. Men jeg siger eder, I dårer,
at det er et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig
ikke ved at lade eder vide at dette skæg huser
utøj, ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog
bærer jeg dette mit forhånede skæg med større ære, end
I eders glatragede hager!
kanske ikke jeg ved, hvem I mener med Chi og Kappa?
Ho-ho, jeg ved det godt. Det er jo blevet et gængs ord i-
blandt jer. I mener Kristus og Konstanzios. Men
hines herredømme er forbi, og jeg skal vel hitte på
midler til at bøje den trods og den utaknemmelig-
hed, som I viser både imod guderne og imod mig.
I opholder eder over at jeg yder guderne de skyldige
ofre. I spotter med at jeg ifører mig en tarvelig klæd-
ning og lader mit skæg gro uklippet. Ja, dette skæg
er eder ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ær-
bødighed, et bukke-skæg. Men jeg siger eder, I dårer,
at det er et vismands-skæg. Ja, jeg skammer mig
ikke ved at lade eder vide at dette skæg huser
utøj, ligervis som vidjekrattet huser vildt, – og dog
bærer jeg dette mit forhånede skæg med større ære, end
I eders glatragede hager!
Kejser Julian
.Men tror I jeg lader disse spotterier gå hen uden at
svare? Nej, nej, I skal få andet at vide. Vent kun; I
skal høre fra mig snarere end I tænker. Jeg udar-
bejder i denne tid et skrift, som heder «Skæg-haderen».
Og ved I, hvem dette skrift er rettet imod? Det er ret-
tet imod eder, I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem
jeg i skriftet kalder «de uvidende hunde». Der skal I få
mine grunde både for det ene og for det andet, som nu
tykkes eder sælsomt i min adfærd.
svare? Nej, nej, I skal få andet at vide. Vent kun; I
skal høre fra mig snarere end I tænker. Jeg udar-
bejder i denne tid et skrift, som heder «Skæg-haderen».
Og ved I, hvem dette skrift er rettet imod? Det er ret-
tet imod eder, I Antiokias borgere, – ja, imod eder, hvem
jeg i skriftet kalder «de uvidende hunde». Der skal I få
mine grunde både for det ene og for det andet, som nu
tykkes eder sælsomt i min adfærd.
Høvedsmanden Fromentinos
(kommer fra højre.)
Høje kejser, jeg har et glædeligt budskab at bringe. Kyrillos
er allerede falden til føje –
er allerede falden til føje –
Kejser Julian
.Ah, det tænkte jeg nok.
Høvedsmanden Frommentinos
.Tyfon gjorde også sine sage{
t
}r fortræffeligt. Fangen
blev bunden nøgen ved håndledene så højt under taget
at hans tåspidser netop rørte jorden; derpå pisked
Tyfon ham med en svøbe af okse-sener bagfra, så-
ledes at slagene traf rundt om brystet.
blev bunden nøgen ved håndledene så højt under taget
at hans tåspidser netop rørte jorden; derpå pisked
Tyfon ham med en svøbe af okse-sener bagfra, så-
ledes at slagene traf rundt om brystet.
Kejser Julian
.O, de lastefulde, som tvinger os ˹til˺ at bruge slige midler!
Høvedsmanden Fromentinos
.For ikke at røve ham livet måtte vi til slut løslade
den hårdnakkede mand. Da var han en stund gan-
ske stille og syntes at betænke sig; men pludselig
begærte han dog at fremstilles for kejseren.
den hårdnakkede mand. Da var han en stund gan-
ske stille og syntes at betænke sig; men pludselig
begærte han dog at fremstilles for kejseren.
Faksimile
114.
Kejser Julian
.Dette er mig såre kært. Og du bringer ham hid?
Høvedsmanden Fromentinos
.Ja, herre, – der kommer de med ham.
(En deling soldater fører læreren Kyrillos mellem sig.)
Kejser Julian
.Ah, min gode Kyrillos, – du er ikke fuldt så kæphøj
som sidst, ser jeg.
som sidst, ser jeg.
Læreren Kyrillos
.Har du kanske i et dyrs eller en fugls indvolde ud-
fundet, hvad jeg har at sige dig?
fundet, hvad jeg har at sige dig?
Kejser Julian
.Nu, jeg tænker at jeg, uden varsler, tør tro du er kom-
men til fornuft, at du afstår fra dine vildfarelser
om Galilæerens magt, og at du nu erkender både
kejseren og vore guder for at være større end han.
men til fornuft, at du afstår fra dine vildfarelser
om Galilæerens magt, og at du nu erkender både
kejseren og vore guder for at være større end han.
Læreren Kyrillos
.Bild dig ikke sligt ind. Dine guder er magtes-
løse; og holder du fast ved disse stenbilleder, som
hverken kan se eller høre, så vil du snart være
ligeså magtesløs som de.
løse; og holder du fast ved disse stenbilleder, som
hverken kan se eller høre, så vil du snart være
ligeså magtesløs som de.
Kejser Julian
.Kyrillos, – er dette, hvad du har at sige?
Læreren Kyrillos
.Nej; jeg kommer for at takke dig. Før skalv jeg for
dig og dine pinsler. Men i kvalens stund vandt jeg
åndens sejr over det forkrænkelige. Ja, kejser, da
dine lejesvende tænkte jeg hang i vånde under fæng-
selstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frel-
sers arme; og da dine bødler tyktes at de flængte
strimler af mit kød, legeme, da strøg Herren
med sin lindrende hånd over sårene, tog tornekronen
bort og påsatte mig livsens krone.
dig og dine pinsler. Men i kvalens stund vandt jeg
åndens sejr over det forkrænkelige. Ja, kejser, da
dine lejesvende tænkte jeg hang i vånde under fæng-
selstaget, – da lå jeg, salig som et barn, i min frel-
sers arme; og da dine bødler tyktes at de flængte
strimler af mit kød, legeme, da strøg Herren
Faksimile
115.
med sin lindrende hånd over sårene, tog tornekronen
bort og påsatte mig livsens krone.
Derfor takker jeg dig; thi intet menneske har
vist mig en så stor velgerning som du.
vist mig en så stor velgerning som du.
Og på det du ikke skal tro jeg frygter dig herefter,
så se –
(han slår sin kappe tilside, sønderriver sine sår
så se –
og kaster stykker for kejserens fødder.)
– se, se; – mæt dig med mit blod, som du tør-
ster efter! Men om mig skal du vide at jeg mæt-
ter mig af Jesus Kristus.
ster efter! Men om mig skal du vide at jeg mæt-
ter mig af Jesus Kristus.
(Skrig af forfærdelse høres blandt mængden.)
Flere stemmer
.Dette fører ulykke over os alle!
Kejser Julian
.
(som er vegen tilbage.)
Hold denne vanvittige, at han ikke forgriber sig
på os!
på os!
(Soldater omringer Kyrillos og slæber ham hen til vand-
kummen; samtidigt høres sang af kvinder udenfor
til højre.)
kummen; samtidigt høres sang af kvinder udenfor
til højre.)
Kejser Julian
.Se hist, Fromentinos, – hvad er det for et sælsomt
optog –?
optog –?
Høvedsmanden Fromentinos
.Nådigste kejser, det er salmesyngerskerne –
Kejser Julian
.Ah, hint forbund af rasende kvinder –
Høvedsmanden Fromentinos
.Statholderen Alexandros har frataget dem nogle
skrifter, som de holder for hellige. Nu udvandrer
de af staden for at græde på kristen-gravene.
skrifter, som de holder for hellige. Nu udvandrer
Faksimile
116.
de af staden for at græde på kristen-gravene.
Kejser Julian
(med knyttede hænder.)
Trods; trods – både fra kvinder og mænd!
(Den gamle Publia og en stor skare kvinder kom-
mer fremover landevejen.)
mer fremover landevejen.)
Den gamle Publia
(synger.)
Deres guder er marmor og sølv og guld.
De skal smuldre i muld.
Kvindernes kor
.I muld; i muld!
Publia
.De myrded vore brødre; de myrded vore sønner,.
Stig, sangens duer, med hævnens bønner!
Kvindernes kor
.Hævnens bønner!
Publia
(får øje på kejseren.)
Der står han! Ve over den ugudelige, som har brændt
Herrens ord! Tror du at du kan opbrænde Herrens
ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder.
(hun griber en kniv fra en af offerpresterne, sønder-
Herrens ord! Tror du at du kan opbrænde Herrens
ord? Jeg skal sige dig, hvor ordet brænder.
skærer sit bryst og flænger i såret.)
Her brænder ordet. Brænd du vore bøger. Ordet
skal brænde i menneskers hjerter indtil den y-
derste dag!
\
(hun kaster kniven fra sig.)
/
skal brænde i menneskers hjerter indtil den y-
derste dag!
Kvinderne
(synger under stigende vildhed.)
Lad legemer myrdes; lad skrifter forgå.
Ordet skal stå; –
Faksimile
117.
ordet skal stå!
(De tager Publia imellem sig og går videre udover landet.)
Folk ved brønden
.Ve os; Galilæernes gud er den stærkeste!
Andre stemmer
.Hvad mægter alle vore guder imod denne ene?
Atter andre
.Ingen ofring! Ingen dyrkelse! Det vil opirre den for-
færdelige imod os.
færdelige imod os.
Kejser Julian
.O, I dårer! – I frygter for at opirre en, som længst er
død, – en falsk forkynder; – ja, I skal selv få se.
Han er en løgner, siger jeg! Giv blot tål en liden tid
endnu. Hver dag, hver time kan jeg vente budskab
fra Jerusalem –
død, – en falsk forkynder; – ja, I skal selv få se.
Han er en løgner, siger jeg! Giv blot tål en liden tid
endnu. Hver dag, hver time kan jeg vente budskab
fra Jerusalem –
Krigsøversten Jovian
,
(i støvede klæder, kommer med nogle ledsagere ilsomt
fra højre.)
Nådigste kejser, tilgiv at din tjener søger dig her.
Kejser Julian
(med et glædesskrig.)
Jovian! O, glade budskab –!
Krigsøversten Jovian
.Jeg kommer lige fra Jødeland. I palatset hørte jeg
du var her ude –
du var her ude –
Kejser Julian
.O, I prisværdige guder, – så skal dog ikke den synken-
de sol gå ned over løgnen! Hvor vidt er vi? Tal, min
Jovian!
de sol gå ned over løgnen! Hvor vidt er vi? Tal, min
Jovian!
Kejser Julian
.Alt, alt, – fra først til sidst!
Krigsøversten Jovian
.Jeg kom til Jerusalem med bygmesterne og soldaterne
og de to tusend arbejdere. Vi gik straks i værk med
at rydde grunden. Vældige rester af mure stod
endnu igen. De faldt for vore hakker og brækstænger,
let, som om en usynlig magt hjalp os at udslette
dem –
og de to tusend arbejdere. Vi gik straks i værk med
at rydde grunden. Vældige rester af mure stod
endnu igen. De faldt for vore hakker og brækstænger,
let, som om en usynlig magt hjalp os at udslette
dem –
Kejser Julian
.Ser I; ser I vel!
Krigsøversten Jovian
.Medens dette stod på, blev umådelige kalkdynger slæbt
sammen til den nye bygning. Da opstod ganske u-
ventet en hvirvlende storm, som spredte kalken lig
en sky ud over den ganske egn.
sammen til den nye bygning. Da opstod ganske u-
ventet en hvirvlende storm, som spredte kalken lig
en sky ud over den ganske egn.
Kejser Julian
.Videre; videre!
Krigsøversten Jovian
.Samme nat rysted jorden gentagne gange.
Stemmer i mængden
.Hører I? Jorden rysted.
Kejser Julian
.Videre, siger jeg!
Krigsøversten Jovian
.Vi lod dog ikke vort mod nedslå af dette sælsomme
tilfælde. Men da vi var trængt dybere ned i grun-
den og havde fåt åbnet de underjordiske hvælvinger,
og stenbryderne gik ind i dem for at arbejde ved
fakkelskin –
tilfælde. Men da vi var trængt dybere ned i grun-
den og havde fåt åbnet de underjordiske hvælvinger,
og stenbryderne gik ind i dem for at arbejde ved
fakkelskin –
Faksimile
119.
Kejser Julian
.Jovian, – hvad så?
Krigsøversten Jovian
.Herre, da brød en forfærdelig, en uhyre ildstrøm ud
af hulerne. Et tordnende drøn rysted hele staden.
Hvælvingerne søndersprængtes, hundreder af arbej-
dere dræbtes dernede, og de få, som redded sig, flyg-
tede med sønderrevne lemmer.
af hulerne. Et tordnende drøn rysted hele staden.
Hvælvingerne søndersprængtes, hundreder af arbej-
dere dræbtes dernede, og de få, som redded sig, flyg-
tede med sønderrevne lemmer.
Hviskende stemmer
.Galilæernes gud!
Kejser Julian
.Kan jeg tro alt dette? Så du det?
Krigsøversten Jovian
.Jeg var selv tilstede. Vi begyndte påny. Herre, i over-
vær af mange tusender – forfærdede, knælende, jublen-
de, bedende – gentog det samme vidunder sig to gange.
vær af mange tusender – forfærdede, knælende, jublen-
de, bedende – gentog det samme vidunder sig to gange.
Kejser Julian
<...> (bleg og rystende.)
Og så –? Med et ord, – hvad har kejseren udrettet i
Jerusalem?
Jerusalem?
Krigsøversten Jovian
.Kejseren har fuldbyrdet Galilæerens p spådom.
Kejser Julian
.Fuldbyrdet –
Krigsøversten Jovian
.Ved dig blev det ord til fuld sandhed: ikke sten på
sten skal lades tilbage.
sten skal lades tilbage.
Mænd
og kvinder
.Galilæeren har sejret over kejseren! Galilæeren er
større end Julian!
større end Julian!
Faksimile
120.
Kejser Julian
(til Kybeles prest.)
Du kan gå hjem, gamle mand! Og tag din gås med
dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring iaften.
(vender sig til mængden.)
dig. Vi vil ikke foretage nogen ofring iaften.
Jeg hørte nogle her sige at Galilæeren har sejret. Det
kunde synes så; men jeg siger eder, det er en vildfarelse.
I uvidende; I foragtelige dosmere, – I kan tro mig:
det skal ikke vare længe før bladet har vendt sig!
Jeg skal –; jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg forbereder mig
allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal være
i syv kapitler; og når hans tilhængere får det at læ-
se, – og når derhos «Skæg-haderen» – –
kunde synes så; men jeg siger eder, det er en vildfarelse.
I uvidende; I foragtelige dosmere, – I kan tro mig:
det skal ikke vare længe før bladet har vendt sig!
Jeg skal –; jeg skal –! Ja, bi kun! Jeg forbereder mig
allerede på et skrift imod Galilæeren. Det skal være
i syv kapitler; og når hans tilhængere får det at læ-
se, – og når derhos «Skæg-haderen» – –
Tag mig under armen, Fromentinos! Denne mod-
stand har trættet mig.
(til vagten, idet han går forbi vandkummen.)
stand har trættet mig.
Giv Kyrillos fri!
(Han går med sit følge tilbage til staden.)
Mængden ved brønden
(råber efter ham under hånlatter.)
Der går offer-slagteren! – Der går den raggede bjørn!
– Der går abekatten med de lange arme!
– Der går abekatten med de lange arme!
(Måneskinsnat. På Apollon-templets ruiner.)
(Kejser Julian og mystikeren Maximos, begge i
lange klæder, kommer frem mellem de omstyrtede
søjler i baggrunden.)
lange klæder, kommer frem mellem de omstyrtede
søjler i baggrunden.)
Mystikeren Maximos
.Hvor hen, min broder?
Faksimile
31.
1.
Kejser Julian
.Hvor der er ensomst.
Mystikeren Maximos
.Men her – i vederstyggeligheden? Midt imellem grus-
dynger –?
dynger –?
Kejser Julian
.Er ikke den hele verden en grusdynge?
Mystikeren Maximos
.Du har dog vist at det sunkne kan genoprejses.
Kejser Julian
.Spottefugl! I Athen så jeg en skoflikker, som hav-
de indrettet sig et lidet værksted i Theseus-templet.
I Rom, hører jeg, er et hjørne af den juliske basi-
lika gjort brugelig til bøffelstald. Kald også det
at genoprejse!
de indrettet sig et lidet værksted i Theseus-templet.
I Rom, hører jeg, er et hjørne af den juliske basi-
lika gjort brugelig til bøffelstald. Kald også det
at genoprejse!
Mystikeren Maximos
.Hvorfor ikke? Sker ikke alle ting stykkevis? Hvad
er helheden andet, end den fulde sum af samtlige
stykker?
er helheden andet, end den fulde sum af samtlige
stykker?
Kejser Julian
.Dårlig visdom!
(peger på det omstyrtede Apollon-billede.)
Se dette næseløse hoved. Se denne sønderknuste
albue, – disse splintrede lænder. Er alle disse hæs-
ligheders sum den hele fulde guddommelige for-
dums skønhed?
albue, – disse splintrede lænder. Er alle disse hæs-
ligheders sum den hele fulde guddommelige for-
dums skønhed?
Mystikeren Maximos
.Hvoraf ved du at hin fordums skønhed var skøn –
i og for sig – undtagen i beskuerens forestilling?
i og for sig – undtagen i beskuerens forestilling?
Kejser Julian
.Ak, Maximos, der er netop kernen. Hvad er i
og for sig? Jeg ved intet at nævne efter denne dag.
(han sparker til Apollon-hovedet.)
Faksimile
2.
og for sig? Jeg ved intet at nævne efter denne dag.
Har du nogen tid været mægtigere i dig selv?
Sælsomt, Maximos, at der kan ligge styrke i vild-
farelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig fordum,
da jeg holdt det for muligt at genoprejse den faldne
skønheds-verden.
farelsen. Se til Galilæerne. Og se til mig fordum,
da jeg holdt det for muligt at genoprejse den faldne
skønheds-verden.
Mystikeren Maximos
.Ven, – hvis vildfarelsen er dig en fornødenhed, så
gå tilbage til Galilæerne. De vil tage imod dig
med åbne arme.
gå tilbage til Galilæerne. De vil tage imod dig
med åbne arme.
Kejser Julian
.Du ved godt at dette er ugørligt. Kejser og Galilæer!
Hvorledes forene det modsigende?
Hvorledes forene det modsigende?
Ja, denne Jesus Kristus er den største oprører, som
nogen tid har levet. Hvad var Brutus, – hvad var
Kassius imod ham? De myrded kun den ene Juli-
us Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus over-
hovedet. Eller er der at tænke på forligelighed mellem
Galilæeren og kejseren? Er der rum for de to tilho-
be på jorden? Og han lever på jorden, Maximos, –
Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både Jøder
og Romere bildte sig ind at de havde dødet ham; –
han lever i menneskenes opsætsige sind; han le-
ver i deres trods og hån imod al synlig magt.
nogen tid har levet. Hvad var Brutus, – hvad var
Kassius imod ham? De myrded kun den ene Juli-
us Cæsar; men han myrder Cæsar og Augustus over-
hovedet. Eller er der at tænke på forligelighed mellem
Galilæeren og kejseren? Er der rum for de to tilho-
be på jorden? Og han lever på jorden, Maximos, –
Galilæeren lever, siger jeg, så grundigt end både Jøder
og Romere bildte sig ind at de havde dødet ham; –
han lever i menneskenes opsætsige sind; han le-
ver i deres trods og hån imod al synlig magt.
«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds
er!» – Aldrig har menneskemund udtalt et under-
fundigere ord end dette. Hvad ligger der bagved?
Hvad og hvor meget tilkommer kejseren? Dette ord
er som en strids-klubbe, der slår kronen af kejse-
rens hoved.
er!» – Aldrig har menneskemund udtalt et under-
fundigere ord end dette. Hvad ligger der bagved?
Hvad og hvor meget tilkommer kejseren? Dette ord
er som en strids-klubbe, der slår kronen af kejse-
rens hoved.
Faksimile
3.
Mystikeren Maximos
.Da vidste dog den store Konstantin at komme til
rette med Galilæeren, – og din forgænger ligeså.
rette med Galilæeren, – og din forgænger ligeså.
Kejser Julian
.Ja, den, der kunde være nøjsom, lig hine. Men kal-
der du det at styre jordens rige? Konstantin udvi-
ded sit herredømmes grænser. Men drog han ikke
grænserne snevert sammen om sin ånd og om sin
vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder
ham den store. Min forgænger vil jeg ikke engang
tale om; han var mere slave end kejse{ <...> }r, og jeg kan
ikke blive stående ved navnet.
der du det at styre jordens rige? Konstantin udvi-
ded sit herredømmes grænser. Men drog han ikke
grænserne snevert sammen om sin ånd og om sin
vilje? I stiller den mand for højt, når I kalder
ham den store. Min forgænger vil jeg ikke engang
tale om; han var mere slave end kejse{ <...> }r, og jeg kan
ikke blive stående ved navnet.
Nej, nej, der er ikke at tænke på forlig i disse
ting. Og dog – at skulle give efter! O, Maximos,
ovenpå disse nederlag kan jeg ikke vedblive at
være kejser, – og jeg kan heller ikke give afkald på
at være det.
ting. Og dog – at skulle give efter! O, Maximos,
ovenpå disse nederlag kan jeg ikke vedblive at
være kejser, – og jeg kan heller ikke give afkald på
at være det.
Maximos, du, som kan tyde varsler, hvis gå-
defulde mening er dulgt for alle andre, – du, som
kan læse i de evige stjerners bog, – kan du sige
mig udgangen på denne strid?
defulde mening er dulgt for alle andre, – du, som
kan læse i de evige stjerners bog, – kan du sige
mig udgangen på denne strid?
Mystikeren Maximos
.Ja, min broder, jeg kan sige dig udgangen.
Kejser Julian
.Det kan du? Så sig den da! Hvo skal sejre, kejseren
eller Galilæeren?
eller Galilæeren?
Mystikeren Maximos
.Både kejseren og Galilæeren skal gå under.
Kejser Julian
.Gå under –? Begge –?
Faksimile
4.
Mystikeren Maximos
.Begge. Om i vore tider, eller om hundreder af år,
det ved jeg ikke; men ske skal det når den rette
kommer.
det ved jeg ikke; men ske skal det når den rette
kommer.
Kejser Julian
.Og hvem er den rette?
Mystikeren Maximos
.Han, som skal opsluge både kejseren og Galilæeren.
Kejser Julian
.Du løser gåden med en end mørkere gåde.
Mystikeren Maximos
.Hør mig, sandhedsven og broder! Jeg siger, de skal
begge gå under – men ikke forgå.
begge gå under – men ikke forgå.
Går ikke barnet under i ynglingen, og ynglingen
igen i manden? Men hverken barnet eller yng-
lingen forgår.
igen i manden? Men hverken barnet eller yng-
lingen forgår.
O, du min mest elskede lærling, – har du glemt
vore samtaler i Efesos om de tre riger?
vore samtaler i Efesos om de tre riger?
Kejser Julian
.Ah, Maximos, der ligger år imellem. Tal!
Mystikeren Maximos
.Du ved, jeg har aldrig billiget, hvad du, som kej-
ser, har foretaget dig. Du har villet skabe ynglin-
gen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af ån-
dens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende,
lige så lidt som ynglingen er det. Du har villet
hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at
vorde mand. O, du dåre, som har draget sværdet
imod det vordende, – imod det tredje rige, hvor
den tvesidige skal herske!
ser, har foretaget dig. Du har villet skabe ynglin-
gen om til barn igen. Kødets rige er opslugt af ån-
dens rige. Men åndens rige er ikke det afsluttende,
lige så lidt som ynglingen er det. Du har villet
hindre ynglingens vækst, – hindre ham fra at
vorde mand. O, du dåre, som har draget sværdet
imod det vordende, – imod det tredje rige, hvor
den tvesidige skal herske!
Faksimile
5.
Kejser Julian
.Og denne –?
Mystikeren Maximos
.Jødefolket har et navn for ham. De kalder ham
Messias, og de venter på ham.
Messias, og de venter på ham.
Kejser Julian
(langt og tankefuldt.)
Messias? – Hverken kejser eller forløser?
Mystikeren Maximos
.Begge i en og en i begge.
Kejser Julian
.Kejser{
s
}-gud; – gude-kejser. Kejser i åndens rige – og
gud i kødets.
gud i kødets.
Mystikeren Maximos
.
Det er det tredje rige, Julian!
Kejser Julian
.Ja, Maximos, det er det tredje rige.
Mystikeren Maximos
.I det rige er den foreløbiges oprørs-ord vorden sandhed.
Kejser Julian
.«Giv kejseren, hvad kejserens er, – og Gud, hvad Guds
er.» Ja, ja, – da er kejseren i Gud, og Gud i kejseren. –
Ah, drømme, drømme; – hvo bryder Galilæerens magt!
er.» Ja, ja, – da er kejseren i Gud, og Gud i kejseren. –
Ah, drømme, drømme; – hvo bryder Galilæerens magt!
Mystikeren Maximos
.Hvori ligger Galilæerens magt?
Kejser Julian
.Jeg har forgæves grublet derover.
Mystikeren Maximos
.Der står skrevet etsteds: «du skal ikke have frem-
mede guder for mig».
mede guder for mig».
Faksimile
6.
Kejser Julian
.Ja – ja – ja!
Mystikeren Maximos
.Seeren fra Nazareth forkyndte ikke denne eller
hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg er Gud.
hin gud; han sagde: Gud er jeg; – jeg er Gud.
Kejser Julian
.Ja, dette udenfor –! Derfor er kejseren magtesløs.
Det tredje rige? Messias? Ikke Jøde-folkets,
men ånds-rigets og verdens-rigets Messias –?
men ånds-rigets og verdens-rigets Messias –?
Mystikeren Maximos
.Gude-kejseren.
Kejser Julian
.Kejser-guden.
Mystikeren Maximos
.Logos i Pan – Pan i Logos.
Kejser Julian
.Maximos, – hvorledes vorder han?
Mystikeren Maximos
.Han vorder i den sig selv villende.
Kejser Julian
.Min elskede lærer, – jeg må forlade dig.
Mystikeren Maximos
.Hvor går du hen?
Kejser Julian
.Til staden. Perser-kongen har gjort mig fredstilbud,
som jeg i overilelse gik ind på. Mine sendebud er
alt undervejs. De skal indhentes og kaldes tilbage.
som jeg i overilelse gik ind på. Mine sendebud er
alt undervejs. De skal indhentes og kaldes tilbage.
Mystikeren Maximos
.Du vil åbne krigen imod kong Sapores på ny?
Kejser Julian
.Mystikeren Maximos
.Julian!
Kejser Julian
.Jeg vil eje verden. – God nat, min Maximos!
(han vinker med hånden til afsked og går hurtigt
bort. Maximos ser tankefuld efter ham.)
Salmesyngerskernes kor
(langt borte på martyr-gravene.)
Menneske-guder af sølv og guld, –
I skal smuldre i muld!
Faksimile
8.
Fjerde handling.
(Ved kejser-rigets østlige grænse. Vildt bergland-
skab. En dyb dalkløft skiller den høje forgrund
fra de bagenfor liggende fjelde.)
skab. En dyb dalkløft skiller den høje forgrund
fra de bagenfor liggende fjelde.)
(Kejser Julian, i krigsklæder, står tæt ude på en
bergknat og ser ned i dybet. Lidt fra ham, til ven-
stre, står hærføreren Nevita, den persiske fyrst Hor<...>
misdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalings<...>
mænd. Til højre, ved et råt opbygget stenalter ligger
spåmanden Numa og to andre etruskiske spåmænd,
beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs ind-
volde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren
Maximos på en sten, omringet af visdomslærerne
Priskos og Kytron samt af flere andre. Fra og til dra-
ger mindre afdelinger af let bevæbnede over højden
fra venstre til højre.)
bergknat og ser ned i dybet. Lidt fra ham, til ven-
stre, står hærføreren Nevita, den persiske fyrst Hor<...>
misdas, krigsøversten Jovian og flere andre befalings<...>
mænd. Til højre, ved et råt opbygget stenalter ligger
spåmanden Numa og to andre etruskiske spåmænd,
beskæftigede med at tage varsler af et offerdyrs ind-
volde. Længere mod forgrunden sidder mystikeren
Maximos på en sten, omringet af visdomslærerne
Priskos og Kytron samt af flere andre. Fra og til dra-
ger mindre afdelinger af let bevæbnede over højden
fra venstre til højre.)
Kejser Julian
(peger nedad.)
Se, se, – legionerne bugter sig som en pantsret slange
gennem kløften.
gennem kløften.
Hærføreren Nevita
.De, lige under os, i fåreskinds-vamser, er Skyterne.
Kejser Julian
.Hvilke skærende hyl –!
Hærføreren Nevita
.Det er Skyternes vanlige sang, herre!
Faksimile
9.
Kejser Julian
.Mere hyl end sang.
Hærføreren Nevita
.Nu kommer Armenierne. Arsakes fører dem selv.
Kejser Julian
.De romerske legioner må allerede være ude på slet-
terne. Alle omboende folkeslag iler til og underkaster
sig.
(han vender sig til krigsførerne.)
terne. Alle omboende folkeslag iler til og underkaster
sig.
På Eufrat ligger samlede de tolv hundrede skibe, som
har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg har
nu fåt fuld visshed for at flåden, gennem hin gam-
le kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris.
Hele hæren skal gå over på skibene. Derefter ryk-
ker vi, på den fremad langs den østlige bred, så hurtigt,
som modstrømmen tillader flåden at følge os.
har alle vore forråd og fornødenheder inde. Jeg har
nu fåt fuld visshed for at flåden, gennem hin gam-
le kunstigt gravede rende, kan løbe op i Tigris.
Hele hæren skal gå over på skibene. Derefter ryk-
ker vi, på den fremad langs den østlige bred, så hurtigt,
som modstrømmen tillader flåden at følge os.
Sig mig, Hormisdas, hvad tro har du til disse for-
holdsregler?
holdsregler?
Fyrst Hormisdas
.Uovervindelige hærfører, jeg ved at det skal forun-
des mig under din sejrrige beskyttelse igen at betræ-
de mit fædreland.
des mig under din sejrrige beskyttelse igen at betræ-
de mit fædreland.
Kejser Julian
.Hvilken lettende følelse at være ude af hine trang-
brystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk
i øjnene løb de ikke rundt om min vogn da
jeg forlod staden? «Kom snart tilbage, og vær os
da nådigere end nu», skreg de. Jeg vender aldrig
tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke se denne utak-
nemmelige stad mere. Når jeg har sejret, lægger
jeg hjemvejen over Tharses.
brystede borgeres samkvem! Med hvilken skræk
i øjnene løb de ikke rundt om min vogn da
jeg forlod staden? «Kom snart tilbage, og vær os
da nådigere end nu», skreg de. Jeg vender aldrig
tilbage til Antiokia. Jeg vil ikke se denne utak-
nemmelige stad mere. Når jeg har sejret, lægger
jeg hjemvejen over Tharses.
Faksimile
10.
(går hen til p spåmændene.)
Numa, – hvilke varsler for vort tog læser du denne
morgenstund?
morgenstund?
Spåmanden Numa
.Varslet fraråder dig i dette år at overskride dit
riges grænser.
riges grænser.
Kejser Julian
.Hm! Hvorledes tyder du dette varsel, Maximos?
Mystikeren Maximos
.Jeg tyder det således: varslet tilråder dig at under-
lægge dig alt det land, du drager igennem; da over-
skrider du ikke dit riges grænser.
lægge dig alt det land, du drager igennem; da over-
skrider du ikke dit riges grænser.
Kejser Julian
.Således er det. Vi må give nøje agt på deslige un-
derfulde tegn; thi der ligger som oftest en dobbelt
mening i dem. Ja, det synes stundom som om hem-
m{ <...> }elighedsfulde magter satte en glæde i at føre
menneskene vild, især under store foretagender.
Var der ikke også nogle, som vilde udtyde det til
vor skade at søjlegangen i Hierapolis styrted sam-
men og begrov et halvt hundrede soldater, just som
vi drog gennem staden? Men jeg siger at dette for-
kynder et dobbelt held. Thi først varsler det at Perser-
riget skal styrte sammen, og dernæst bebuder det
os de ulykkelige Galilæeres undergang. Thi hine
soldater, som dræbtes, – hvem var det vel? Det var
det vel? Det var galilæiske strafsoldater, der kun
højst ugerne gik i krigen og derfor af skæbnen til-
deltes et på engang så brat og uhæderligt endeligt.
derfulde tegn; thi der ligger som oftest en dobbelt
mening i dem. Ja, det synes stundom som om hem-
m{ <...> }elighedsfulde magter satte en glæde i at føre
menneskene vild, især under store foretagender.
Var der ikke også nogle, som vilde udtyde det til
vor skade at søjlegangen i Hierapolis styrted sam-
men og begrov et halvt hundrede soldater, just som
vi drog gennem staden? Men jeg siger at dette for-
kynder et dobbelt held. Thi først varsler det at Perser-
riget skal styrte sammen, og dernæst bebuder det
os de ulykkelige Galilæeres undergang. Thi hine
soldater, som dræbtes, – hvem var det vel? Det var
det vel? Det var galilæiske strafsoldater, der kun
højst ugerne gik i krigen og derfor af skæbnen til-
deltes et på engang så brat og uhæderligt endeligt.
Krigsøversten Jovian
.Høvedsmanden Ammian
(kommer fra højre.)
Herre, du har befalet mig at melde, om noget sæl-
somt skulde hænde ved udrykningen.
somt skulde hænde ved udrykningen.
Kejser Julian
.Nu ja! Er noget sådant hændt imorges?
Høvedsmanden Ammian
.Ja, herre, et dobbelt varsel.
Kejser Julian
.Ej, Ammian, – fortæl dog!
Høvedsmanden Ammian
.Først, herre, tildrog det sig, da vi var kommen et styk-
ke forbi landsbyen Zaita, at en løve af uhyre le-
gemsstørrelse brød ud af tykningen og gik lige løs
på vore soldater, der dræbte den med mange pileskud.
ke forbi landsbyen Zaita, at en løve af uhyre le-
gemsstørrelse brød ud af tykningen og gik lige løs
på vore soldater, der dræbte den med mange pileskud.
Kejser Julian
.Ah!
Visdomslærerne
.Hvilket lykkeligt varsel!
Fyrst Hormisdas
.Kong Sapores kalder sig landenes løve.
Spåmanden Numa
(beskæftiget ved alteret.)
Vend om; vend om, kejser Julian!
Mystikeren Maximos
.Gå modigt frem, du sejers-kårne!
Kejser Julian
.Vende om efter dette? Som løven hist foran Zai-
ta, således skal landenes løve falde for vore pile.
Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at støtte
mig til når jeg udtyder dette til vor fordel? Behøver
jeg at minde så oplyste mænd om, at da kejser Max-
imin<...> Maximian sejrede over Perser-kongen Nar-
seus, da blev ligeledes en løve – og derhos et vældigt
vildsvin – nedlagt foran de romerske rækker?
(til Ammian.)
ta, således skal landenes løve falde for vore pile.
Eller har jeg ikke tidligere vidnesbyrd at støtte
Faksimile
12.
mig til når jeg udtyder dette til vor fordel? Behøver
jeg at minde så oplyste mænd om, at da kejser Max-
imin<...> Maximian sejrede over Perser-kongen Nar-
seus, da blev ligeledes en løve – og derhos et vældigt
vildsvin – nedlagt foran de romerske rækker?
Men nu det andet –? Jeg synte<...>
syntes du talte
om to tegn.
om to tegn.
Høvedsmanden Ammian
.Det andet er mere tvivlsomt, herre! Din strids-
hest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt
opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstignin-
gen hinsides berget. Men se, i det samme dreves
en afdeling af de galilæiske strafsoldater forbi.
Tungt belæssede, som de var, og ikke synderlig villige,
gjordes det nødvendigt at bruge piskeslag imod dem.
Ikke desto mindre oprakte de sine arme, ligesom
i glæde, og istemte en høj sang til ære for deres
guddom. Over denne pludselige larm blev Baby-
lonios sky, stejled i skræk, faldt bagover, og idet
den vælted sig på jorden, overstænktes og tilsøledes
det guldsmykkede ridetøj af vejens smuds.
hest Babylonios blev, som du havde befalet, fuldt
opsadlet ført frem for at vente dig ved nedstignin-
gen hinsides berget. Men se, i det samme dreves
en afdeling af de galilæiske strafsoldater forbi.
Tungt belæssede, som de var, og ikke synderlig villige,
gjordes det nødvendigt at bruge piskeslag imod dem.
Ikke desto mindre oprakte de sine arme, ligesom
i glæde, og istemte en høj sang til ære for deres
guddom. Over denne pludselige larm blev Baby-
lonios sky, stejled i skræk, faldt bagover, og idet
den vælted sig på jorden, overstænktes og tilsøledes
det guldsmykkede ridetøj af vejens smuds.
Spåmanden Numa
(ved alteret.)
Kejser Julian, – vend om, vend om!
Kejser Julian
.Dette har Galilæerne gjort af ondskab, – og dog har
de derved imod sin vilje bragt tilveje et varsel,
som jeg hilser med høj glæde.
de derved imod sin vilje bragt tilveje et varsel,
som jeg hilser med høj glæde.
Ja, ligesom Babylonios faldt, således skal og-
så Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt
og herlighed.
så Babylon falde, berøvet sine smykkers pragt
Faksimile
32.
13.
og herlighed.
Visdomslæreren Priskos
.Hvilken visdom i udlægningen!
Visdomslæreren Kytron
.
<...>
Ved guderne, således er det!
De andre visdomslærere
.Således, og ikke anderledes!
Kejser Julian
(til Nevita.)
Hæren skal vedblive at rykke frem. Dog vil jeg
denne aften, for en end større sikkerheds skyld,
anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte be-
kræfte.
denne aften, for en end større sikkerheds skyld,
anstille ofringer og se, hvad tegnene måtte be-
kræfte.
Men hvad angår jer, I etruskiske gøglere, som
jeg med så stor bekostning har ladet komme
hid, da skal I vide at jeg ikke længer tåler jer
i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldater-
ne modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det van-
skelige håndværk, som I har påtaget eder. Hvil-
ken frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed!
Bort med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.
jeg med så stor bekostning har ladet komme
hid, da skal I vide at jeg ikke længer tåler jer
i lejren, hvor I kun bidrager til at gøre soldater-
ne modfaldne. Jeg siger, I forstår intet af det van-
skelige håndværk, som I har påtaget eder. Hvil-
ken frækhed! Hvilket overmål af forvovenhed!
Bort med dem! Jeg vil ikke se dem tiere.
(Nogle af livvagten driver spåmændene ud til
{
<...>
}ven
venstre.)
venstre.)
Kejser Julian
.Babylonios faldt. Løven lå under for mine solda-
ter. Dog ved vi ikke derfor, hvilken usynlig hjælp
vi tør stole på. Guderne, hvis væsen langt fra ikke
er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom – hvis
jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun
lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mi-
ne kære venner, befinder os desværre i en sådan tid.
Ja, vi har endog været vidne til at visse guder har
undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende
til deres egen tarv og ære.
ter. Dog ved vi ikke derfor, hvilken usynlig hjælp
vi tør stole på. Guderne, hvis væsen langt fra ikke
er tilstrækkeligt udforsket, synes stundom – hvis
jeg så tør sige – at slumre eller overhovedet kun
lidt at gribe ind i de menneskelige ting. Vi, mi-
Faksimile
14.
ne kære venner, befinder os desværre i en sådan tid.
Ja, vi har endog været vidne til at visse guder har
undladt at støtte velmente bestræbelser, sigtende
til deres egen tarv og ære.
Vi tør dog ikke dømme videre herom. Det kun-
de tænkes at de udødelige, som styrer og opholder
verden, til enkelte tider nedlægger sin magt i men<...>
neskelige hænder, – hvorved guderne visselig ikke
i nogen måde forringes; thi det skyldes dog dem
at en så særligt benådet – ifald han findes – har kun<...>
net fremstå på jorden.
de tænkes at de udødelige, som styrer og opholder
verden, til enkelte tider nedlægger sin magt i men<...>
neskelige hænder, – hvorved guderne visselig ikke
i nogen måde forringes; thi det skyldes dog dem
at en så særligt benådet – ifald han findes – har kun<...>
net fremstå på jorden.
Visdomslæreren Priskos
.O, mageløse kejser, giver ikke dine egne gerninger
vidnesbyrd om dette?
vidnesbyrd om dette?
Kejser Julian
.Jeg ved ikke, o Priskos, om jeg tør værdsætte mine
gerninger så højt. At Galilæerne tillægger Jøden Je-
sus fra Nazareth en sådan udvælgelse, vil jeg ikke
tale om; thi disse mennesker tager fejl, – hvilket
jeg udførligt skal vise i mit skrift imod dem. Men
jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken for-
trinlige helt skaffede menneskene endog større
goder, end de udødelige syntes at unde dem, –
hvorfor han også måtte lide meget, både smerte
og hånlig medfart, indtil han endelig optoges i
gudernes samkvem, – det han i grunden den hele
tid havde tilhørt.
gerninger så højt. At Galilæerne tillægger Jøden Je-
sus fra Nazareth en sådan udvælgelse, vil jeg ikke
tale om; thi disse mennesker tager fejl, – hvilket
jeg udførligt skal vise i mit skrift imod dem. Men
jeg vil nævne Prometheus i gamle dage, hvilken for-
trinlige helt skaffede menneskene endog større
goder, end de udødelige syntes at unde dem, –
hvorfor han også måtte lide meget, både smerte
og hånlig medfart, indtil han endelig optoges i
gudernes samkvem, – det han i grunden den hele
tid havde tilhørt.
Og kan ikke det samme siges både om Herakles
og om Akilleus, og endeligen om Makedonieren
Alexander, med hvis gerninger nogle har sam-
menlignet, dels hvad jeg har udført i Gallien, og dels
og fornemmelig hvad jeg har for øje på dette tog?
og om Akilleus, og endeligen om Makedonieren
Alexander, med hvis gerninger nogle har sam-
Faksimile
15.
menlignet, dels hvad jeg har udført i Gallien, og dels
og fornemmelig hvad jeg har for øje på dette tog?
Hærføreren Nevita
.Min kejser, – bagtroppen er nu lige under os; – det
var kanske på tiden –
var kanske på tiden –
Kejser Julian
.Straks, Nevita! Dog vil jeg først meddele eder en
sælsom drøm, som jeg havde denne nat.
sælsom drøm, som jeg havde denne nat.
Jeg drømte at jeg så for mine øjne et barn, som
efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse hjor-
der, men som ringeagtede gudernes dyrkelse.
efterstræbtes af en rig mand, der ejede talløse hjor-
der, men som ringeagtede gudernes dyrkelse.
Denne onde mand udryddede barnets samtlige
slægtninge. Men over barnet selv ynkedes Zeus, og
han holdt sin hånd over det.
slægtninge. Men over barnet selv ynkedes Zeus, og
han holdt sin hånd over det.
Derpå så jeg dette barn vokse op til yngling
under Minervas og Apollons varetægt.
under Minervas og Apollons varetægt.
End videre drømte jeg at ynglingen faldt i søvn
på en sten under åben himmel.
på en sten under åben himmel.
Da steg Hermes ned på marken i en ung mands
skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej,
som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte han
ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der for-
lod han ham.
skikkelse og sagde: kom; jeg vil vise dig den vej,
som fører til den øverste guds bolig! – Så ledte han
ynglingen til foden af et såre stejlt berg. Der for-
lod han ham.
Da brød ynglingen ud i gråd og klage og råbte
med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva og sol-
kongen, som hersker over jorden, ned i hans nær-
hed, løftede ham op til fjeldets tinde, pegte ud
for ham og viste ham hele hans slægts arv.
med høj røst på Zeus. Se, da steg Minerva og sol-
kongen, som hersker over jorden, ned i hans nær-
hed, løftede ham op til fjeldets tinde, pegte ud
for ham og viste ham hele hans slægts arv.
Men denne arv var jordens kreds fra hav til
hav, og udenfor havet.
hav, og udenfor havet.
Da forkyndte de ynglingen at alt dette skulde
tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham der-
hos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge hav<...>
de gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd;
og endelig skulde han ære som guder dem, der lig-
ner guderne. Glem ikke, sagde de idet de forlod
ham, at du har en udødelig sjæl og at denne din
sjæl er af guddommeligt udspring. Og følger du
vore råd, skal du se vor fader og vorde en gud
ligesom vi.
Faksimile
16.
tilhøre ham. Og tre formaninger gav de ham der-
hos: han skulde ikke sove, som hans slægtninge hav<...>
de gjort; han skulde ikke lytte til hykleres råd;
og endelig skulde han ære som guder dem, der lig-
ner guderne. Glem ikke, sagde de idet de forlod
ham, at du har en udødelig sjæl og at denne din
sjæl er af guddommeligt udspring. Og følger du
vore råd, skal du se vor fader og vorde en gud
ligesom vi.
Visdomslæreren Priskos
.Hvad er tegn og varsler at agte imod dette!
Visdomslæreren Kytron
.Jeg tror ikke jeg siger det er for meget sagt når jeg
forventer at skæbne-gudinderne betænker sig to gan-
ge, ifald deres rådslagninger ikke skulde stemme
med dine.
forventer at skæbne-gudinderne betænker sig to gan-
ge, ifald deres rådslagninger ikke skulde stemme
med dine.
Kejser Julian
.Vi tør ikke med sikkerhed bygge på en sådan
undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde
denne drøm påfaldende, skønt min broder Maxi-
mos ved sin taushed – imod al billig forventning –
hverken synes at finde behag i drømmen eller i
den iklædning, jeg har givet den. – Dette får vi
imidlertid at bære!
(han tager en papirrulle frem.)
undtagelse. Men visselig vedbliver jeg at finde
denne drøm påfaldende, skønt min broder Maxi-
mos ved sin taushed – imod al billig forventning –
hverken synes at finde behag i drømmen eller i
den iklædning, jeg har givet den. – Dette får vi
imidlertid at bære!
Se her, Jovian; her har jeg tidligt denne mor-
genstund på mit leje optegnet, hvad jeg drømte.
Tag dette, og lad det i talrige afskrifter oplæse for
de forskellige dele af hæren. Jeg holder det for vig-
tigt på et så voveligt tog, at soldaterne, midt un-
der alle farer og besværligheder, med tryghed lægger
sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejl-
bar i de ting, som afgør krigens udfald.
genstund på mit leje optegnet, hvad jeg drømte.
Tag dette, og lad det i talrige afskrifter oplæse for
de forskellige dele af hæren. Jeg holder det for vig-
tigt på et så voveligt tog, at soldaterne, midt un-
der alle farer og besværligheder, med tryghed lægger
Faksimile
17.
sin skæbne i førerens hænder, agtende ham for ufejl-
bar i de ting, som afgør krigens udfald.
Krigsøversten Jovian
.Jeg beder dig, min kejser, at fritage mig for dette.
Kejser Julian
.Hvad vil du dermed sige.
Krigsøversten Jovian
.At jeg ikke tør låne min hånd til noget, som er sand-
heden imod. – O, hør mig, min ophøjede kejser og
herre! Gives der en eneste af dine soldater, som tviv-
ler på at han er sikker i dine hænder? Har du ik-
ke på Galliens grænser, trods fiendtlig overmagt
og vanskeligheder af forskellig slags, tilkæmpet
dig større sejervindinger, end nogen anden hær-
fører i vore dage kan rose sig af?
heden imod. – O, hør mig, min ophøjede kejser og
herre! Gives der en eneste af dine soldater, som tviv-
ler på at han er sikker i dine hænder? Har du ik-
ke på Galliens grænser, trods fiendtlig overmagt
og vanskeligheder af forskellig slags, tilkæmpet
dig større sejervindinger, end nogen anden hær-
fører i vore dage kan rose sig af?
Kejser Julian
.Ej, – se, se, hvilke nyheder!
Krigsøversten Jovian
.Alle ved, at lykken i vidunderligt mål har fulgt
dig indtil denne tid. I lærdom står du over alle
andre dødelige, og i veltalenhedens skønne kunst
bærer du prisen mellem de ypperste.
dig indtil denne tid. I lærdom står du over alle
andre dødelige, og i veltalenhedens skønne kunst
bærer du prisen mellem de ypperste.
Kejser Julian
.Og så –? Til trods for dette –?
Krigsøversten Jovian
.Til trods for dette, min kejser, er du kun et menneske.
Men idet du meddeler hæren hin drøm, vil du
udbrede den mening at du er en gud, – og heri tør
jeg ikke gøre mig til din hjælper.
Men idet du meddeler hæren hin drøm, vil du
udbrede den mening at du er en gud, – og heri tør
jeg ikke gøre mig til din hjælper.
Kejser Julian
.Hvad siger I, mine venner, til denne tale?
Faksimile
18.
Visdomslæreren Kytron
.Den er visselig lige så dristig som den vidner om
ukyndighed.
ukyndighed.
Kejser Julian
.Det synes som om du, o sandhedskærlige Jovian,
forglemmer at hin kejser Antonin, med tilnavnet
den fromme, i et særligt tempel ved på Roms torv
har været dyrket som en udødelig gud. Ja, ikke
han alene, men også hans hustru Faustina og
andre kejsere både før og efter den tid.
forglemmer at hin kejser Antonin, med tilnavnet
den fromme, i et særligt tempel ved på Roms torv
har været dyrket som en udødelig gud. Ja, ikke
han alene, men også hans hustru Faustina og
andre kejsere både før og efter den tid.
Krigsøversten Jovian
.Jeg ved det, herre; – men vore forfædre var det ik-
ke givet at vandre i sandhedens lys.
ke givet at vandre i sandhedens lys.
Kejser Julian
(med et langt blik på ham.)
Ah, Jovian! –
Sig mig, – igår, aftes, da jeg tog varsler for den
kommende nat, da trådte du til og bragte mig
et budskab just som jeg med renselses-vand skyl-
led blodet af mine hænder.
kommende nat, da trådte du til og bragte mig
et budskab just som jeg med renselses-vand skyl-
led blodet af mine hænder.
Krigsøversten Jovian
.Ja, min kejser!
Kejser Julian
.Ilfærdig, som jeg var, kom jeg til at stænke nogle
vanddråber på din kappe. Da veg du hvast et
skridt tilbage og rysted vandet af, som om kap-
pen var bleven besudlet.
vanddråber på din kappe. Da veg du hvast et
skridt tilbage og rysted vandet af, som om kap-
pen var bleven besudlet.
Krigsøversten Jovian
.Min kejser, – det undgik dig altså ikke?
Kejser Julian
.Var det din tanke at det skulde undgåt mig?
Faksimile
19.
Krigsøversten Jovian
.Ja, herre; thi det var en sag imellem mig og den
eneste sande {g}Gud.
eneste sande {g}Gud.
Kejser Julian
.Galilæer!
Krigsøversten Jovian
.Herre, du selv skikked mig til Jerusalem, og jeg
var vidne til alt, hvad der gik for sig. Meget har
jeg grublet siden den tid; jeg har læst i de kristnes
skrifter, har talt med mange af dem, – og nu er
jeg kommen efter, at i denne lære ligger den gud-
dommelige sandhed.
var vidne til alt, hvad der gik for sig. Meget har
jeg grublet siden den tid; jeg har læst i de kristnes
skrifter, har talt med mange af dem, – og nu er
jeg kommen efter, at i denne lære ligger den gud-
dommelige sandhed.
Kejser Julian
.Er det muligt! Er dette virkelig muligt? Således
griber altså hint smitsomme vanvid om sig! Mi-
ne nærmeste omgivelser, – mine egne krigsførere
falder fra mig –
griber altså hint smitsomme vanvid om sig! Mi-
ne nærmeste omgivelser, – mine egne krigsførere
falder fra mig –
Krigsøversten Jovian
.Stil mig forrest imod dine fiender, herre, – og du
skal se at jeg gladelig giver kejseren, hvad kejse-
rens er.
skal se at jeg gladelig giver kejseren, hvad kejse-
rens er.
Kejser Julian
.Hvor meget –?
Krigsøversten Jovian
.Liv og blod.
Kejser Julian
.Liv og blod er ikke nok. Den, som skal herske,
må kunne herske over viljerne, over menneske-
nes sind. I dette er det at hin Jesus af Nazareth
står mig imod og gør mig magten stridig.
må kunne herske over viljerne, over menneske-
nes sind. I dette er det at hin Jesus af Nazareth
står mig imod og gør mig magten stridig.
Bild dig ikke ind at jeg vil straffe dig, Jovian!
De, du tilhører, higer efter sligt, som efter en lykke. Og
så kalder man eder blodvidner bagefter. Eller hvad?
Har man ikke således ophøjet dem, jeg var nødt til
at revse for deres genstridigheds skyld?
Faksimile
20.
De, du tilhører, higer efter sligt, som efter en lykke. Og
så kalder man eder blodvidner bagefter. Eller hvad?
Har man ikke således ophøjet dem, jeg var nødt til
at revse for deres genstridigheds skyld?
Gå til fortroppen! Jeg vil nødigt se dig tiere. – O,
dette bedrag imod mig, som I tilhyller med talemå-
der om en dobbelt pligt og et dobbelt rige! Dette
skal vorde anderledes. Der gives andre konger end
Perser-kongen, som skal få føle min fod på sin
nakke.
dette bedrag imod mig, som I tilhyller med talemå-
der om en dobbelt pligt og et dobbelt rige! Dette
skal vorde anderledes. Der gives andre konger end
Perser-kongen, som skal få føle min fod på sin
nakke.
Til fortroppen, Jovian!
Krigsøversten Jovian
.Jeg skal gøre min skyldighed, herre!
(han går ud til højre.)
Kejser Julian
.Vi vil ikke at denne morgenstund, der er oprun-
den under så mange lykke-forkyndende varsler,
skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og andet
mere, med et jævnt sind. Min drøm skal dog
kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du, min
Priskos, og I andre venner, vil sørge for at det
sker på en værdig måde.
den under så mange lykke-forkyndende varsler,
skal formørkes for os. Vi vil tage dette, og andet
mere, med et jævnt sind. Min drøm skal dog
kundgøres for hæren. Du, Kytron, og du, min
Priskos, og I andre venner, vil sørge for at det
sker på en værdig måde.
Visdomslærerne
.Med glæde, med usigelig glæde, herre!
(de modtager papirrullen og går ud til højre.)
Kejser Julian
.Jeg beder dig, o Hormisdas, ikke at tvivle på
min magt, om det end kunde synes, som om
stridige viljer råded her. Gå; og du ligeså, Ne-
vita, og alle I øvrige, hver til sit; – jeg kommer
efter, når hæren er samlet ude på sletterne.
min magt, om det end kunde synes, som om
stridige viljer råded her. Gå; og du ligeså, Ne-
vita, og alle I øvrige, hver til sit; – jeg kommer
efter, når hæren er samlet ude på sletterne.
Faksimile
21.
(Alle, undtagen kejseren og Maximos går ud til højre.)
Mystikeren Maximos
(efter en stund, rejser sig fra stenen, hvor han har
siddet, og går hen til kejseren.)
Min syge broder!
Kejser Julian
.Mere såret end syg. Hjorten, som træffes af en
skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor ikke dy-
rene kan se den. Det var mig utåleligt at vise
mig længere på Antiokias gader; – nu synes jeg
ikke jeg kan vise mig for hæren.
skyttes pil, søger ind i tykningen, hvor ikke dy-
rene kan se den. Det var mig utåleligt at vise
mig længere på Antiokias gader; – nu synes jeg
ikke jeg kan vise mig for hæren.
Mystikeren Maximos
.Ingen ser dig, ven; thi de famler i blindhed. Men
du skal vorde en læge for deres øjne, og da skal de
se dig i din herlighed.
du skal vorde en læge for deres øjne, og da skal de
se dig i din herlighed.
Kejser Julian
.
(stirrer ned i fjeldkløften.)
Hvor dybt under os! Hvor svindende små bugter
de sig ikke frem mellem ka krat og torner langs
med den stenede strøm.
de sig ikke frem mellem ka krat og torner langs
med den stenede strøm.
Da vi stod foran denne snevring, da stævned førerne,
alle som en, lige ind i det trange. Det var en times
vej at korte, en smule møje at spare – på vandrin-
gen imod døden.
alle som en, lige ind i det trange. Det var en times
vej at korte, en smule møje at spare – på vandrin-
gen imod døden.
Og flokkene fulgte dem så villigt. Ingen tanke
på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den
fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør
åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går,
og ser ikke at de har trang himmel over sig – og
ved ikke at der gives højder, hvor den er større. –
Er det ikke, Maximos, som om menneskene
leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er
i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fa-
der skabte verden, da foragter sønnen faderens
værk. Og just for dette formastelige vanvid er
det at han prises så højt!
på at lægge vejen ovenom; ingen længsel efter den
fri luftning heroppe, som vider brystet ud og gør
åndedraget rummeligt. Der går de, og går og går,
og ser ikke at de har trang himmel over sig – og
ved ikke at der gives højder, hvor den er større. –
Er det ikke, Maximos, som om menneskene
Faksimile
22.
leved for at komme til at dø? Galilæerens ånd er
i dette. Er det sandt, som der siges, at hans fa-
der skabte verden, da foragter sønnen faderens
værk. Og just for dette formastelige vanvid er
det at han prises så højt!
Hvad var dog ikke Sokrates imod ham! Elsked
ikke Sokrates nydelsen og lykken og skønheden?
Og dog forsaged han. – Men hvilket bundløst
svælg imellem dette – på den ene side ikke at begæ-
re, – og på den anden side at begære og dog forsage.
ikke Sokrates nydelsen og lykken og skønheden?
Og dog forsaged han. – Men hvilket bundløst
svælg imellem dette – på den ene side ikke at begæ-
re, – og på den anden side at begære og dog forsage.
O, denne tabte visdoms skat vilde jeg bringe
menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom
jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden, med
druers fylde i mine arme. Men de viser min ga-
ve fra sig, og jeg hånes og hades og bespottes af
venner og af fiender.
menneskene tilbage. Lig Dionysos fordum, kom
jeg dem glad og ung imøde, med løv om panden, med
druers fylde i mine arme. Men de viser min ga-
ve fra sig, og jeg hånes og hades og bespottes af
venner og af fiender.
Mystikeren Maximos
.Hvorfor? Jeg skal sige dig hvorfor.
I nærheden af en viss stad, hvor jeg engang leved,
var der et vinberg, vidt berømt for sine druer;
og når borgerne i staden ønsked ret søde frug-
ter på sit bord, da skikked de sine tjenere ud
til hint vinberg og lod hente druer der.
var der et vinberg, vidt berømt for sine druer;
og når borgerne i staden ønsked ret søde frug-
ter på sit bord, da skikked de sine tjenere ud
til hint vinberg og lod hente druer der.
Mange år efter kom jeg til den samme stad;
men da vidste ingen længer besked om de for-
dum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårds-
manden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er
dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere ken-
der dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden,
men du ved at unge vinstokke yder gode dru-
er men ringe vin; gamle vinstokke derimod
dårlige druer men god vin. Derfor, o fremmede, til-
føjede han, glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter
med dette vinbergs overflod, kun i en anden skikkel-
se, – som vin, og ikke som druer.
men da vidste ingen længer besked om de for-
dum så højt priste druer. Da søgte jeg vingårds-
manden op og spurgte ham: sig mig, o ven, er
dine vinstokke uddøde, såsom ingen mere ken-
der dine druer? Nej, svarte vingårdsmanden,
men du ved at unge vinstokke yder gode dru-
er men ringe vin; gamle vinstokke derimod
Faksimile
23.
dårlige druer men god vin. Derfor, o fremmede, til-
føjede han, glæder jeg endnu mine medborgeres hjerter
med dette vinbergs overflod, kun i en anden skikkel-
se, – som vin, og ikke som druer.
Kejser Julian
(tankefuld.)
Ja, ja, ja!
Mystikeren Maximos
.Det er dette, som du ikke har taget i agt. Verdens vin-
stok er bleven gammel, og dog mener du, lig fordum,
at kunne byde druerne rå til dem, der tørster efter
den nye vin.
stok er bleven gammel, og dog mener du, lig fordum,
at kunne byde druerne rå til dem, der tørster efter
den nye vin.
Kejser Julian
.Ak, min Maximos, hvem tørster? Nævn mig e{
<...>
}n
eneste, udenfor vort broderskab, som drages af et ån-
deligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg fødtes i en slig
jernalder.
eneste, udenfor vort broderskab, som drages af et ån-
deligt behov. – Ulykkelig er jeg, at jeg fødtes i en slig
jernalder.
Mystikeren Maximos
.Last ikke tiden. Havde tiden været større, så var
du bleven mindre. Verdens-sjælen er som en rig mand,
der har utallige sønner. Deler han sin rigdom lige
imellem alle sønnerne, da blir de alle velhavende, men
ingen af dem rig. Gør han dem derimod alle arveløse
på en nær, og skænker alt til denne ene, da står den-
ne ene som en rig mand i en kreds af fattige.
du bleven mindre. Verdens-sjælen er som en rig mand,
der har utallige sønner. Deler han sin rigdom lige
imellem alle sønnerne, da blir de alle velhavende, men
ingen af dem rig. Gør han dem derimod alle arveløse
på en nær, og skænker alt til denne ene, da står den-
ne ene som en rig mand i en kreds af fattige.
Kejser Julian
.Ingen lignelse passer mindre end denne. – Eller
står jeg således? Findes det ikke netop delt på man-
ge hænder, det, som verdens hersker skulde besidde
i rigere mål end alle andre; ja, jeg tør vel sige – som
han alene skulde besidde! O, hvor er ikke magten
delt! Har ikke Libanios veltalenhedens magt i så
fuldt et mål, at man har kaldt ham talernes konge?
Har ikke du, min Maximos, den gådefulde vis-
doms magt? Har ikke hin rasende Apollinaris i
Antiokia sangens og henrykkelsens magt i en fyl-
de, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kap-
padokieren Gregor! Har ikke han viljens ubændige
magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham
det for en undersåt upassende tilnavn: den store! Ja, –
hvad end sælsommere er, – det samme tilnavn gives
Gregors ven, Basilios, manden med det bløde sind
og det pigeagtige øje. Og dog træder han ikke frem
i verden; her lever han, denne Basilios, – just i den-
ne fjerne egn, iført en eneboers klædning, i samkvem
alene med sine lærlinge, og med sin søster Makrina
og andre kvinder, der kaldes fromme og hellige. Og
hvorledes virker ikke både han og søsteren gennem de
breve, som stundom udgår fra dem? Alt, selv forsa-
gelsen og tilbagetrukketheden, vorder magt imod min
magt. Men værst af dem alle er dog den korsfæstede
Jøde.
står jeg således? Findes det ikke netop delt på man-
ge hænder, det, som verdens hersker skulde besidde
i rigere mål end alle andre; ja, jeg tør vel sige – som
han alene skulde besidde! O, hvor er ikke magten
Faksimile
24.
delt! Har ikke Libanios veltalenhedens magt i så
fuldt et mål, at man har kaldt ham talernes konge?
Har ikke du, min Maximos, den gådefulde vis-
doms magt? Har ikke hin rasende Apollinaris i
Antiokia sangens og henrykkelsens magt i en fyl-
de, som jeg nok kunde misunde ham! Og nu Kap-
padokieren Gregor! Har ikke han viljens ubændige
magt i et sligt overmål, at mangfoldige giver ham
det for en undersåt upassende tilnavn: den store! Ja, –
hvad end sælsommere er, – det samme tilnavn gives
Gregors ven, Basilios, manden med det bløde sind
og det pigeagtige øje. Og dog træder han ikke frem
i verden; her lever han, denne Basilios, – just i den-
ne fjerne egn, iført en eneboers klædning, i samkvem
alene med sine lærlinge, og med sin søster Makrina
og andre kvinder, der kaldes fromme og hellige. Og
hvorledes virker ikke både han og søsteren gennem de
breve, som stundom udgår fra dem? Alt, selv forsa-
gelsen og tilbagetrukketheden, vorder magt imod min
magt. Men værst af dem alle er dog den korsfæstede
Jøde.
Mystikeren Maximos
.Så bryd med al denne spredte myndighed! Men
tro ikke at du kan knuse oprørerne, hvis du kom-
mer over dem som en feltherre, udsendt af en her-
sker, ˹hvem˺ som de ikke kender. I eget navn må du
komme, Julian! Kom Jesus af Nazareth som
udsending fra en anden? Sagde han sig ikke
at være den, ˹der˺ som udsendte ham? Sandelig, i
dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Pe-
ger ikke alle tegn og varsler med en usvigelig fin-
ger lige hen på dig? Skal jeg minde dig om din mo-
ders drøm –?
tro ikke at du kan knuse oprørerne, hvis du kom-
mer over dem som en feltherre, udsendt af en her-
sker, ˹hvem˺ som de ikke kender. I eget navn må du
komme, Julian! Kom Jesus af Nazareth som
udsending fra en anden? Sagde han sig ikke
at være den, ˹der˺ som udsendte ham? Sandelig, i
dig er tidens fuldbyrdelse, og du ser det ikke. Pe-
ger ikke alle tegn og varsler med en usvigelig fin-
Faksimile
33.
25.
ger lige hen på dig? Skal jeg minde dig om din mo-
ders drøm –?
Kejser Julian
.Hun drømte at hun fødte Akilleus.
Mystikeren Maximos
.Skal jeg minde dig om at lykken har båret dig,
ligesom på stærke vinger, gennem et bevæget og fare-
fuldt liv? Hvem er du, herre? Er du den genkom-
ne Alexander, dengang ufærdig, nu fuldbåren og
rustet til at fuldbyrde værket?
ligesom på stærke vinger, gennem et bevæget og fare-
fuldt liv? Hvem er du, herre? Er du den genkom-
ne Alexander, dengang ufærdig, nu fuldbåren og
rustet til at fuldbyrde værket?
Kejser Julian
.Maximos!
Mystikeren Maximos
.Der er en, som altid, med visse mellemrum, kom-
mer igen i menneskeslægtens liv. Han er ligesom
en rytter, der på ridebanen skal tæmme en vild
hest. Hver gang kaster hesten ham af. En stund,
så er rytteren i sadlen igen, altid, sikrere, altid me-
re øvet; men af måtte han i sine skiftende skik-
kelser hver gang indtil denne dag. Af måtte han
som den gudsoprundne mand i Edens lund; af måt-
te han som verdensrigets grundlægger; – af må han
som gudsrigets fyrste. Hvo ved, hvor mange gange
han har vandret iblandt os uden at nogen kendte
ham?
mer igen i menneskeslægtens liv. Han er ligesom
en rytter, der på ridebanen skal tæmme en vild
hest. Hver gang kaster hesten ham af. En stund,
så er rytteren i sadlen igen, altid, sikrere, altid me-
re øvet; men af måtte han i sine skiftende skik-
kelser hver gang indtil denne dag. Af måtte han
som den gudsoprundne mand i Edens lund; af måt-
te han som verdensrigets grundlægger; – af må han
som gudsrigets fyrste. Hvo ved, hvor mange gange
han har vandret iblandt os uden at nogen kendte
ham?
Ved du, Julian, om du ikke var i ham, som du
nu forfølger?
nu forfølger?
Kejser Julian
.
(ser frem for sig.)
O, bundløse gåde –!
Faksimile
26.
Mystikeren Maximos
.Skal jeg minde dig om hin gamle spådom, som nu
er sat i omløb igen? Det er bleven forkyndt, at så man
mange år, som året har dage – så mange år skal Ga-
lilæerens rige stå ved magt. Om to år bliver det
tre hundrede og fem og sexti år siden at denne mand
fødtes i Betlehem.
er sat i omløb igen? Det er bleven forkyndt, at så man
mange år, som året har dage – så mange år skal Ga-
lilæerens rige stå ved magt. Om to år bliver det
tre hundrede og fem og sexti år siden at denne mand
fødtes i Betlehem.
Kejser Julian
.Tror du på denne spådom?
Mystikeren Maximos
.Jeg tror på den kommende.
Kejser Julian
.Altid gåder!
Mystikeren Maximos
.Jeg tror på den fri nødvendighed.
Kejser Julian
.End gådefuldere.
Mystikeren Maximos
.Se, Julian, – da Kaos væltede sig i det tomme forfærde-
lige øde, og Jehova var alene, – den dag, da han, efter
de gamle jødiske skrifter, slog ud med sin hånd
og delte mellem lys og mørke, mellem hav og land, –
den dag stod den store skabende gud på sin magts
tinde.
lige øde, og Jehova var alene, – den dag, da han, efter
de gamle jødiske skrifter, slog ud med sin hånd
og delte mellem lys og mørke, mellem hav og land, –
den dag stod den store skabende gud på sin magts
tinde.
Men med menneskene opstod viljer på jorden. Og men-
nesker mennesker og dyr og træer og urter skabte sine
lige efter evige love; og efter evige love går alle stjer-
ner i himmelrummet.
nesker mennesker og dyr og træer og urter skabte sine
lige efter evige love; og efter evige love går alle stjer-
ner i himmelrummet.
Har Jehova angret? Alle folkeslags gamle sagn
ved at fortælle om en angrende skaber.
ved at fortælle om en angrende skaber.
Vedligeholdelsens lov har han lagt i skabningen.
For sent at angre! Det skabte vil vedligeholde sig – og så
vedligeholdes det.
Faksimile
27.
For sent at angre! Det skabte vil vedligeholde sig – og så
vedligeholdes det.
Men ensidighedens to riger fører krig med hin-
anden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen, den
tvesidige, han, som skal forlige dem?
anden. Hvor er han, hvor er han, fredskongen, den
tvesidige, han, som skal forlige dem?
Kejser Julian
(hen for sig.)
To år? Alle guder uvirksomme. Ingen lunefuld
magt bagved, som gider krydse mine hensigter – –
magt bagved, som gider krydse mine hensigter – –
To år? I to år kan jeg lægge jorden under mt mit
herredømme.
herredømme.
Mystikeren Maximos
.Du talte, min Julian; – hvad sagde du?
Kejser Julian
.Jeg er ung og stærk og sund. Maximos, – det er min
vilje at leve længe.
(han går ud til højre. Maximos følger ham.)
vilje at leve længe.
(En bakket skogegn med et vandløb mellem træerne.
Oppe på højden en liden landgård. Det er henimod sol-
nedgang.)
Oppe på højden en liden landgård. Det er henimod sol-
nedgang.)
(Hærafdelinger drager fra venstre til højre forbi ne-
denunder bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans
søster Makrina, begge i eneboerklæder, står nede
ved vejkanten og rækker vand og frugter til de ud-
mattede soldater.)
denunder bakkerne. Basilios fra Cæsaræa og hans
søster Makrina, begge i eneboerklæder, står nede
ved vejkanten og rækker vand og frugter til de ud-
mattede soldater.)
Faksimile
28.
Makrina
.O, Basilios, se – den ene blegere, den ene mere udtæret
end den anden!
end den anden!
Basilios fra Cæsaræa
.Og så utallig mange kristne brødre iblandt dem! Ve o-
ver kejser Julian! Dette er grusommere udtænkt end
alle pinebænkens kvaler. Imod hvem er det at han fø-
rer sine hærskarer? Mindre imod Perser-kongen end
imod Kristus.
ver kejser Julian! Dette er grusommere udtænkt end
alle pinebænkens kvaler. Imod hvem er det at han fø-
rer sine hærskarer? Mindre imod Perser-kongen end
imod Kristus.
Makrina
.Tror du dette forfærdelige om ham?
Basilios fra Cæsaræa
.Ja, Makrina, det går mere og mere op for mig at
det er os, slaget skal ramme. Alle de nederlag, han
har lidt i Antiokia, al den modstand, han har mødt,
alle de ydmygelser og skuffelser, han har måttet
døje for sin ugudelige færd, det tænker han alt
sammen at dække over med glemsel ved et sejr-
rigt krigstog. Og det vil lykkes ham. En stor <...>
sejr vil udslette alt hint. Menneskene er ikke
anderledes; de ser retten i lykken, og under mag-
ten bøjer de fleste sig.
det er os, slaget skal ramme. Alle de nederlag, han
har lidt i Antiokia, al den modstand, han har mødt,
alle de ydmygelser og skuffelser, han har måttet
døje for sin ugudelige færd, det tænker han alt
sammen at dække over med glemsel ved et sejr-
rigt krigstog. Og det vil lykkes ham. En stor <...>
sejr vil udslette alt hint. Menneskene er ikke
anderledes; de ser retten i lykken, og under mag-
ten bøjer de fleste sig.
Makrina
(peger ud til venstre.)
Nye skarer! Utællelige, uden ophør –
(En afdeling soldater kommer forbi; en ung mand
i rækken falder af udmattelse om på vejen.)
i rækken falder af udmattelse om på vejen.)
En underfører
(slår ham med sin kæp.)
Op med dig, du lade hund!
Faksimile
29.
Makrina
(iler til.)
O, slå ham ikke!
Soldate{r}n
.Lad dem slå; – jeg lider så gerne.
Høvedsmanden Ammian
(kommer.)
Atter ophold! – Nå, det er ham. Kan han virkelig
ikke mere?
ikke mere?
Underføreren
.Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, herre; han falder
hvert øjeblik.
hvert øjeblik.
Makrina
.O, vær tålmodig! Hvem er denne ulykkelige? – Se
her; sug saften af disse frugter. – Hvem er han,
herre?
her; sug saften af disse frugter. – Hvem er han,
herre?
Høvedsmanden Ammian
.En Kappadokier, – en af de vildfarende, som var
med at skænde Venus-templet i Antiokia.
med at skænde Venus-templet i Antiokia.
Makrina
.O, en af hine blodvidner –!
Høvedsmanden Ammian
.Prøv at rejse dig, Agathon! Jeg ynkes over dette
menneske. De revsed ham voldsommere, end han
kunde tåle. Han har ikke været ved sin forstand
siden.
menneske. De revsed ham voldsommere, end han
kunde tåle. Han har ikke været ved sin forstand
siden.
Agathon
(rejser sig.)
Jeg kan godt tåle det. Og jeg er fuldt ved min
forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider så ger-
ne.
forstand, herre! Slå, slå, slå; – jeg lider så ger-
ne.
Faksimile
30.
Høvedsmanden Ammian
(til underføreren.)
Fremad; her er ikke tid at spilde.
Underføreren
(til soldaterne.)
Fremad; fremad!
Agathon
.Babylonios faldt; – snart skal den babyloniske hor-
karl falde. Zaitas løve blev fældet; – fældes skal
verdens kronede løve!
karl falde. Zaitas løve blev fældet; – fældes skal
verdens kronede løve!
(Soldaterne drives ud til højre.)
Høvedsmanden Ammian
(til Basilios og Makrina.)
I sælsomme mennesker; – I farer vild og øver dog
det gode. Tak, at I har kvæget de udmattede; og
gid kejserens tarv tillod at jeg turde handle så
mildt imod eders brødre, som jeg gerne vilde.
(han går ud til højre.)
det gode. Tak, at I har kvæget de udmattede; og
gid kejserens tarv tillod at jeg turde handle så
mildt imod eders brødre, som jeg gerne vilde.
Basilios fra Cæsaræa
.Gud være med dig, du ædle hedning!
Makrina
.Hvem mon denne mand var?
Basilios fra Cæsaræa
.Jeg kendte ham ikke.
(peger ud til venstre.)
O, se, se, – der er han selv!
Makrina
.Kejseren? Er det kejseren?
Basilios fra Cæsaræa
.Ja, det er ham.
Faksimile
31.
(Kejser Julian med flere krigsøverster, ledsaget af
livvagtsføreren Anatolos samt en vagtafdeling kom-
mer fra venstre.)
livvagtsføreren Anatolos samt en vagtafdeling kom-
mer fra venstre.)
Kejser Julian
(til sine ledsagere.)
Ej, hvad træt? Skulde en hests fald bringe mig
til at standse? Eller skulde det være mindre søm-
meligt at gå tilfods, end at bestige et ringere dyr?
Træt! Min stamfader har udsagt at det bør sig
en kejser at dø stående: Jeg siger at det bør sig en
kejser, i hans hele liv – ikke blot i dødsstunden – at
vise en efterfølgelsesværdig udholdenhed; jeg si-
ger – – Ah, ved himlens store lys, ser jeg ikke der
for mine øjne Cæsaræeren Basilios!
til at standse? Eller skulde det være mindre søm-
meligt at gå tilfods, end at bestige et ringere dyr?
Træt! Min stamfader har udsagt at det bør sig
en kejser at dø stående: Jeg siger at det bør sig en
kejser, i hans hele liv – ikke blot i dødsstunden – at
vise en efterfølgelsesværdig udholdenhed; jeg si-
ger – – Ah, ved himlens store lys, ser jeg ikke der
for mine øjne Cæsaræeren Basilios!
Basilios fra Cæsaræa
(bøjer sig dybt.)
Din ringe tjener, o mægtigste herre!
Kejser Julian
.Ja, det skal jeg tro! Du tjener mig i sandhed godt,
Basilios!
(går nærmere.)
Basilios!
Så dette er altså det landhus, der er kommet i
så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man
taler trindt i alle lande mere om dette hus, end
man taler om læresalene, skønt jeg hverken har
skyet flid eller møje for at bringe dem på fode
igen.
så stort ry ved de breve, som udgår herfra. Man
taler trindt i alle lande mere om dette hus, end
man taler om læresalene, skønt jeg hverken har
skyet flid eller møje for at bringe dem på fode
igen.
Ikke sandt, – denne kvinde er sikkerlig din søster
Makrina?
Makrina?
Basilios fra Cæsaræa
.Så er det, herre!
Faksimile
32.
Kejser Julian
.Du er en skøn kvinde, og ung endnu. Og dog har du,
som jeg hører, givet afkald på livet.
som jeg hører, givet afkald på livet.
Makrina
.Herre, jeg har givet afkald på livet for at komme
til ret at leve.
til ret at leve.
Kejser Julian
.Ak, jeg kender såre godt eders vildfarelser. I suk-
ker efter det, som ligger hinsides og hvorom I intet
med visshed ved; I spæger eders kød; I undertrykker
alle menneskelige lyster. Og dog siger jeg eder at
dette kan være en forfængelighed, så godt som en-
hver anden.
ker efter det, som ligger hinsides og hvorom I intet
med visshed ved; I spæger eders kød; I undertrykker
alle menneskelige lyster. Og dog siger jeg eder at
dette kan være en forfængelighed, så godt som en-
hver anden.
Basilios fra Cæsaræa
.Tro ikke, herre, at jeg er blind for den fare, som lig-
ger i forsagelsen. Jeg ved vel at min ven Gregor
har ret når han skriver at han trøster sig til at være
eneboer med hjertet uden at være det med legemet. Og
jeg ved også at denne grove klædning lidet båder min
sjæl, ifald jeg regner mig det til fortjeneste at bære
den.
ger i forsagelsen. Jeg ved vel at min ven Gregor
har ret når han skriver at han trøster sig til at være
eneboer med hjertet uden at være det med legemet. Og
jeg ved også at denne grove klædning lidet båder min
sjæl, ifald jeg regner mig det til fortjeneste at bære
den.
Men således føler jeg det ikke. Dette tilbagetruk-
ne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er alt.
Hine vilde brydninger, som verden oplever i denne
tid, træder mig ikke her for øje i sin uskønhed.
Her fornemmer jeg mit legeme opløftet i bønnen,
og min sjæl renset ved en tarvelig levemåde.
ne liv fylder mig med en usigelig lykke; det er alt.
Hine vilde brydninger, som verden oplever i denne
tid, træder mig ikke her for øje i sin uskønhed.
Her fornemmer jeg mit legeme opløftet i bønnen,
og min sjæl renset ved en tarvelig levemåde.
Kejser Julian
.O, min nøjsomme Basilios, jeg tror dog du efter-
tragter noget mere. Hvis man har sagt sandt, så
har din søster her forsamlet om sig en hob unge
kvinder, hvilke hun oplærer efter sit forbillede. Og
du selv har jo, ligesom din galilæiske mester, kåret
dig tolv lærlinge. Hvad er din agt med dem?
tragter noget mere. Hvis man har sagt sandt, så
har din søster her forsamlet om sig en hob unge
Faksimile
33.
kvinder, hvilke hun oplærer efter sit forbillede. Og
du selv har jo, ligesom din galilæiske mester, kåret
dig tolv lærlinge. Hvad er din agt med dem?
Basilios fra Cæsaræa
.At sende dem ud til alle lande for at styrke vore
brødre i striden.
brødre i striden.
Kejser Julian
.Ja så! Udrustet med alle veltalenhedens våben
sender du din hær imod mig. Og hvor har du denne
veltalenhed, denne skønne græske kunst fra? Du
har den fra vore læresale. Og med hvilken ret be-
sidder du den? Du har listet dig som en spejder
ind i vor lejr for at udforske, hvor vi sikkrest kan
rammes. Og nu nytter du denne kundskab til
vor største skade!
sender du din hær imod mig. Og hvor har du denne
veltalenhed, denne skønne græske kunst fra? Du
har den fra vore læresale. Og med hvilken ret be-
sidder du den? Du har listet dig som en spejder
ind i vor lejr for at udforske, hvor vi sikkrest kan
rammes. Og nu nytter du denne kundskab til
vor største skade!
Ved du vel, Basilios, at jeg ikke er tilsinds at
tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil slå e-
der dette våben ud af hænderne. Hold ede{ t }r eder til
Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede bogskri-
vere. Men I skal ikke herefter få lov til at fortolke
vore gamle digtere og heller ikke vore gamle visdoms-
lærere; thi jeg agter det ubilligt at I suger kund-
skab og fordel af disse kilder, på hvis sandhed
I slet ingen tro har. Ligervis skal det forbydes
alle galilæiske lærlinge at komme i vore læresa-
le; thi hvad vil de vel der? Frastjæle os vor kunst
for at bruge den imod os selv.
tåle denne usømmelighed længere? Jeg vil slå e-
der dette våben ud af hænderne. Hold ede{ t }r eder til
Matthæus og Lukas og andre slige uhøvlede bogskri-
vere. Men I skal ikke herefter få lov til at fortolke
vore gamle digtere og heller ikke vore gamle visdoms-
lærere; thi jeg agter det ubilligt at I suger kund-
skab og fordel af disse kilder, på hvis sandhed
I slet ingen tro har. Ligervis skal det forbydes
alle galilæiske lærlinge at komme i vore læresa-
le; thi hvad vil de vel der? Frastjæle os vor kunst
for at bruge den imod os selv.
Basilios fra Cæsaræa
.Herre, jeg har allerede før hørt dette sælsomme
forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold når
han skriver at du ikke har nogen udelukkende
ret til den græske lærdom, ej heller til den græske
talekunst. Jeg må give ham medhold når han si-
ger at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfun-
den hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt
det først kom i brug hos folkene i Tyros.
forsæt omtale. Og jeg må give Gregor medhold når
han skriver at du ikke har nogen udelukkende
Faksimile
34.
ret til den græske lærdom, ej heller til den græske
talekunst. Jeg må give ham medhold når han si-
ger at du jo bruger bogstavskriften, som dog er opfun-
den hos Egypterne, og at du ifører dig purpuret, skønt
det først kom i brug hos folkene i Tyros.
Ja, herre, – mere end det. Du underkaster dig lande
og gør dig til hersker over folkeslag, hvis sprog du
ikke forstår og hvis sæder du ikke kender. Og det
har du ret til. Men den samme ret, du har i den
synlige verden, den samme ret har han, som du kal-
der Galilæeren, i den usynlige –
og gør dig til hersker over folkeslag, hvis sprog du
ikke forstår og hvis sæder du ikke kender. Og det
har du ret til. Men den samme ret, du har i den
synlige verden, den samme ret har han, som du kal-
der Galilæeren, i den usynlige –
Kejser Julian
.Nok om dette! Jeg vil ikke oftere høre sligt. I
taler som om der gaves to verdensherskere, og med
den indvending prøver I at standse mig på alle
mine veje. O, I latterlige! I stiller en død imod
en levende. Men I skal snart få vide, hvorledes
det hænger sammen. Det skrift imod eder, som jeg
længe har arbejdet på, det må I ikke tro at jeg har
lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kanske
at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah,
I forregner eder! For «Skæg-haderen» høsted jeg kun
spot, – og det selv hos dem, som kunde havt besynder-
lig gavn af at lægge sig visse sandheder på hjerte.
Men det skal ingenlunde afskrække mig. Eller skul-
de det sømme sig for en mand med kæp i hånden
at vige tilbage for en flok gøende hunde? – Hvor-
for smilte du, kvinde? Hvad var det du lo af?
taler som om der gaves to verdensherskere, og med
den indvending prøver I at standse mig på alle
mine veje. O, I latterlige! I stiller en død imod
en levende. Men I skal snart få vide, hvorledes
det hænger sammen. Det skrift imod eder, som jeg
længe har arbejdet på, det må I ikke tro at jeg har
lagt tilside under krigens sysler. Tænker I kanske
at jeg tilbringer mine nætter med at sove? Ah,
I forregner eder! For «Skæg-haderen» høsted jeg kun
spot, – og det selv hos dem, som kunde havt besynder-
lig gavn af at lægge sig visse sandheder på hjerte.
Men det skal ingenlunde afskrække mig. Eller skul-
de det sømme sig for en mand med kæp i hånden
at vige tilbage for en flok gøende hunde? – Hvor-
for smilte du, kvinde? Hvad var det du lo af?
Makrina
.Hvorfor, o herre, ivrer du så stærkt imod en,
som du kalder død?
som du kalder død?
Faksimile
35.
Kejser Julian
.Ah, jeg skønner! Du vil dermed sige at han lever.
Makrina
.Jeg vil dermed sige at du, o mægtige herr herre, i dit
hjerte føler at han visselig lever.
hjerte føler at han visselig lever.
Kejser Julian
.Jeg? Hvad nu! Jeg skulde føle –?
Makrina
.Hvad er det, du hader og forfølger? Ikke ham men
din tro på ham. Og lever han ikke i dit had og i din
forfølgelse, således, som han lever i vor kærlighed?
din tro på ham. Og lever han ikke i dit had og i din
forfølgelse, således, som han lever i vor kærlighed?
Kejser Julian
.Jeg kender eders vredne talemåder. I Galilæere si-
ger et og mener dermed et andet. Og sligt kalder I
for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dår-
skab! Jeg skulde føle at den korsfæstede Jøde lever?
O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med
sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags.
Galskab regnes for visdom. Hvorledes har ikke jeg i
usigelig mange nætter våget og gransket for at finde
tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig
efter? Mange priser min tale; men få eller ingen
lader sig overtyde.
ger et og mener dermed et andet. Og sligt kalder I
for talekunst! O, I middelmådige ånder! Hvilken dår-
skab! Jeg skulde føle at den korsfæstede Jøde lever?
O, hvilken sunken tid, der kan lade sig nøje med
sligt! Men menneskene er ikke bedre nutildags.
Galskab regnes for visdom. Hvorledes har ikke jeg i
usigelig mange nætter våget og gransket for at finde
tingenes rette grund? Men hvor er de, som følger mig
efter? Mange priser min tale; men få eller ingen
lader sig overtyde.
Dog, sandelig, enden er ikke endnu. Der skal kom-
me noget over eder som en overraskelse. I skal for-
nemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at ene
sig i et. I skal ˹erfare˺ erkende at alt det, som I nu foragter,
det har herligheden i sig, – og det kors, som I hænger
eders fortrøstning på, det vil jeg tømre om til en
stige for ham, som I ikke kender.
me noget over eder som en overraskelse. I skal for-
nemme, hvor alt det spredte stræber hen, for at ene
sig i et. I skal ˹erfare˺ erkende at alt det, som I nu foragter,
det har herligheden i sig, – og det kors, som I hænger
eders fortrøstning på, det vil jeg tømre om til en
stige for ham, som I ikke kender.
Faksimile
36.
Makrina
.Og jeg siger dig, kejser, at du ikke er andet end en svø-
be i {g}Guds hånd, – en svøbe, som må slå os for vore syn-
ders skyld. Ve os, at dette skulde komme! Ve os, at
vi, splidagtigt og kærlighedsløst, veg af fra den
rette vej!
be i {g}Guds hånd, – en svøbe, som må slå os for vore syn-
ders skyld. Ve os, at dette skulde komme! Ve os, at
vi, splidagtigt og kærlighedsløst, veg af fra den
rette vej!
Der var ingen konge mere i Israel. Derfor slog Her-
ren dig med vanvid, at <...> du skulde tugte os.
ren dig med vanvid, at <...> du skulde tugte os.
Hvilken ånd har han ikke formørket, for at
den skulde rase imod os˹!˺ ; Hvilket blomstrende træ
har han ikke kvistet af til ris for vore skyldtynge-
de skuldre!
den skulde rase imod os˹!˺ ; Hvilket blomstrende træ
har han ikke kvistet af til ris for vore skyldtynge-
de skuldre!
Varsler mante dig, og du agted dem ikke. Røster kald<...>
te dig, og du hørte dem ikke. Hænder skrev sin ild-
skrift på væggen for dig, og du strøg skriften ud uden
at tyde den.
te dig, og du hørte dem ikke. Hænder skrev sin ild-
skrift på væggen for dig, og du strøg skriften ud uden
at tyde den.
Kejser Julian
.Basilios, – jeg gad gerne have kendt denne kvinde
før idag.
før idag.
Basilios fra Cæsaræa
.Kom, Makrina!
Makrina
.Ve mig at jeg fik se disse skinnende øjne! Engel og slan-
ge, enet til et; den frafaldnes længsel og fristerens list
på en gang! O, hvorledes har vore brødre og søstre
kunnet bære sejershåbet højt i denne udsendings nær-
hed? I ham er en større. Ser du det ikke, Basilios, –
i ham vil Gud Herren slå os til døden.
ge, enet til et; den frafaldnes længsel og fristerens list
på en gang! O, hvorledes har vore brødre og søstre
kunnet bære sejershåbet højt i denne udsendings nær-
hed? I ham er en større. Ser du det ikke, Basilios, –
i ham vil Gud Herren slå os til døden.
Kejser Julian
.Du har sagt det!
Faksimile
34.
37.
Makrina
.Ikke jeg!
Kejser Julian
.Første vundne sjæl!
Makrina
.Vig fra mig!
Basilios fra Cæsaræa
.Kom, – kom!
Kejser Julian
.Bliv her! – Anatolos, slå vagt om dem! – Det er
min vilje at I skal følge hæren, – både I og eders
lærlinge, – ynglinge og kvinder.
min vilje at I skal følge hæren, – både I og eders
lærlinge, – ynglinge og kvinder.
Basilios fra Cæsaræa
.Herre, det kan du ikke ville.
Kejser Julian
.Det er ikke klogt at efterlade fæstninger i ryggen.
Se, jeg slår ud med min hånd og dæmper denne
brændende pileregn, som I har udgydt fra hint
lille landhus.
Se, jeg slår ud med min hånd og dæmper denne
brændende pileregn, som I har udgydt fra hint
lille landhus.
Basilios fra Cæsaræa
.Nej, nej, herre, – denne voldsgerning –
Makrina
.Ak, Basilios, – her eller hist – alt er ude!
Kejser Julian
.Står der ikke skrevet at I skal give kejseren, hvad
kejserens er? Jeg bruger alle hænder på dette tog.
I kan pleje mine syge og sårede. Derved tjener
I Galilæeren tillige; og holder I dette endnu for
en pligt, så råder jeg eder at nytte tiden. Han
har ikke længe igen.
kejserens er? Jeg bruger alle hænder på dette tog.
I kan pleje mine syge og sårede. Derved tjener
I Galilæeren tillige; og holder I dette endnu for
en pligt, så råder jeg eder at nytte tiden. Han
har ikke længe igen.
Faksimile
38.
(Nogle soldater har omringet Basilios og Makrina<...>
andre iler gennem tykningen op mod huset.)
andre iler gennem tykningen op mod huset.)
Makrina
.Synkende sol over hjemmet; synkende håb og
synkende verdens lys! O, Basilios, at vi skulde
opleve at se natten.
synkende verdens lys! O, Basilios, at vi skulde
opleve at se natten.
Basilios fra Cæsaræa
.Lyset er.
Kejser Julian
.Lyset vorder. Ryggen mod aftenrøden, Galilæere!
Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios drømmer. Sande-
lig, jeg siger eder, I skal se jordens solkonge.
Øjet mod øst, mod øst, hvor Helios drømmer. Sande-
lig, jeg siger eder, I skal se jordens solkonge.
(Han går ud til højre; alle følger ham.)
(Hinsides Eufrat og Tigris. En vid slette med den
kejserlige teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrun-
den dølger Tigris-flodens krumninger. Skibsmaster
rager op over krattet i en lang uoverskuelig række.
Skyfuld aften.)
kejserlige teltlejr. Småkrat til venstre og i baggrun-
den dølger Tigris-flodens krumninger. Skibsmaster
rager op over krattet i en lang uoverskuelig række.
Skyfuld aften.)
(Soldater og krigsfolk af alle slags er i færd med at
slå lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra
skibene. Vagtilde langt borte. Hærføreren Nevita,
krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer
fra flåden.)
slå lejr på sletten. Allehånde forråd bringes fra
skibene. Vagtilde langt borte. Hærføreren Nevita,
krigsøversten Jovian og flere høvdinger kommer
fra flåden.)
Hærføreren Nevita
.Se nu, om ikke kejseren valgte det rette. Her står
vi uden sværdslag på fiendens grund; ingen har gjort
os overgangen over floderne stridig; ikke så meget som
en eneste persisk rytter er at øjne.
vi uden sværdslag på fiendens grund; ingen har gjort
Faksimile
39.
os overgangen over floderne stridig; ikke så meget som
en eneste persisk rytter er at øjne.
Krigsøversten Jovian
.Nej, herre, ad denne vej har fienden visselig ikke
ventet os.
ventet os.
Hærføreren Nevita
.Du siger dette, som om du endnu holdt fast ved
at valget af denne vej var uklogt.
at valget af denne vej var uklogt.
Krigsøversten Jovian
.Ja, herre, det er fremdeles min mening at vi heller
skulde slåt ind på en nordligere retning. Der kun-
de vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som er
os venligt sindet, og hentet alt fornødent underhold
fra dette overflødige landskab. Men her? Hæmmet
i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt om
os en øde slette, næsten en ørk – – Ah, kejseren kom-
mer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig i denne tid.
skulde slåt ind på en nordligere retning. Der kun-
de vi støttet vor venstre fløj til Armenien, som er
os venligt sindet, og hentet alt fornødent underhold
fra dette overflødige landskab. Men her? Hæmmet
i vor fremgang af de tunge lastskibe. Rundt om
os en øde slette, næsten en ørk – – Ah, kejseren kom-
mer. Jeg vil gå; han er mig ikke nådig i denne tid.
(Han går ud til højre. I det samme kommer kejser
Julian med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen
Oribases, visdomslærerne Priskos og Kytron samt
nogle flere træder frem mellem teltene på højre si-
de og går kejseren imøde.)
Julian med nogle ledsagere fra skibene. Livlægen
Oribases, visdomslærerne Priskos og Kytron samt
nogle flere træder frem mellem teltene på højre si-
de og går kejseren imøde.)
Kejser Julian
.Således ser vi kejser-riget vokse. Hvert skridt,
jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
(han stamper i jorden.)
jeg træder imod øst, flytter rigets grænse.
Denne jord er min! Jeg er i riget, ikke udenfor. –
Nu, Priskos –?
Nu, Priskos –?
Visdomslæreren Priskos
.Uforlignelige kejser, dit bud er udført. Hvad du
så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse for alle
hærens afdelinger.
så underfuldt drømte, har vi ladet oplæse for alle
Faksimile
40.
hærens afdelinger.
Kejser Julian
.Vel, vel. Og hvad virkning lod min drøm til at øve
på soldaterne?
på soldaterne?
Visdomslæreren Kytron
.Nogle priste dig med glad røst og kaldte dig den gud-
dommelige; andre derimod –
dommelige; andre derimod –
Visdomslæreren Priskos
.Disse andre var Galilæere, o Kytron!
Visdomslæreren Kytron
.Ja, ja, det fleste andre var Galilæere; og disse slog
sig for sit bryst og udstødte høje klageråb.
sig for sit bryst og udstødte høje klageråb.
Kejser Julian
.Jeg vil ikke blive stående ved dette. De brystbilleder
af mig, som jeg har ladet forfærdige for at opstille
dem i de byer, jeg kommer til at undertvinge, de
skal ˹oprejses˺ opstilles trint trindt om i lejren ved alle bor-
de, hvor skatmestrene uddeler krigsfolkets lønning<...>
Lamper skal tændes ved siden af billederne, et fyr-
fad med vellugtende røgelse skal brænde foran, og
hver soldat skal, idet han går frem for at modta-
ge sin løn, kaste nogle røgelsekorn på ilden.
af mig, som jeg har ladet forfærdige for at opstille
dem i de byer, jeg kommer til at undertvinge, de
skal ˹oprejses˺ opstilles trint trindt om i lejren ved alle bor-
de, hvor skatmestrene uddeler krigsfolkets lønning<...>
Lamper skal tændes ved siden af billederne, et fyr-
fad med vellugtende røgelse skal brænde foran, og
hver soldat skal, idet han går frem for at modta-
ge sin løn, kaste nogle røgelsekorn på ilden.
Livlægen Oribases
.Min nådigste kejser, tilgiv mig, men – er det rådeligt?
Kejser Julian
.Hvorfor ikke rådeligt? Jeg forbauses over min Oribases.
Visdomslæreren Priskos
.Ak, herre, du må vel forbauses! Skulde det ikke
være rådeligt at –?
være rådeligt at –?
Visdomslæreren Kytron
.Kejser Julian
.Jeg finder også at det voveligste her vilde være at lægge
dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er
det kommen så vidt at de guddommelige nedlægger
sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi af mange
tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sand-
hed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant.
Det er under så farefulde forholde, som disse, ingen-
lunde ligegyldigt om soldaterne yder sin dyrkelse til
den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden.
dølgsmål på de gådefulde magters rådslagninger. Er
det kommen så vidt at de guddommelige nedlægger
sin magt i jordiske hænder, – hvilket vi af mange
tegn tør slutte at være tilfældet, – så vilde det i sand-
hed være højst utaknemmeligt at fordølge sådant.
Det er under så farefulde forholde, som disse, ingen-
lunde ligegyldigt om soldaterne yder sin dyrkelse til
den urette, da de dog skulde påkalde en helt anden.
Jeg siger dig, Oribases, og jeg siger eder andre, – om
der ellers findes nogen anden her, som således vil afstik-
ke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vil-
de være den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor
nødes til at ivre derimod.
der ellers findes nogen anden her, som således vil afstik-
ke grænser for den kejserlige magt, – at just dette vil-
de være den virkelige ugudelighed, og at jeg derfor
nødes til at ivre derimod.
Har ikke allerede Platon forkyndt den sandhed,
at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad
mente han med dette udsagn? Svar mig på det, –
hvad mente han? Langt være det fra mig at ville
påstå, at Platon – denne for øvrigt mageløse vismand
vismand, –, dermed, ligesom i en spådom skulde
have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det
ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til
de forstyrrelser, som flyder af d at den højeste magt
ligesom kløves og deles på flere hænder.
at kun en gud kan herske over menneskene? Hvad
mente han med dette udsagn? Svar mig på det, –
hvad mente han? Langt være det fra mig at ville
påstå, at Platon – denne for øvrigt mageløse vismand
vismand, –, dermed, ligesom i en spådom skulde
have sigtet til noget enkelt menneske, end ikke det
ypperste. Men jeg tænker, vi alle har været vidne til
de forstyrrelser, som flyder af d at den højeste magt
ligesom kløves og deles på flere hænder.
Nok om dette. Jeg har allerede påbudt at de
kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren.
kejserlige billeder skal stilles til skue i lejren.
Ah, hvad søger du så ilsomt, Eutherios?
(Husmesteren Eutherios, ledsaget af en mand i op-
kiltrede klæder kommer fra skibene.)
kiltrede klæder kommer fra skibene.)
Faksimile
42.
Husmesteren Eutherios
.Ophøjede kejser, denne Antiokier er udsendt fra stat-
holderen Alexandros og bringer dig et brev, som han
siger er vigtigt.
holderen Alexandros og bringer dig et brev, som han
siger er vigtigt.
Kejser Julian
.Ah, lad dog se! Lys hid!
(En fakkel bringes; kejseren åbner brevet og læser.)
Kejser Julian
.Kan dette være muligt! Lys bedre! Ja, det står der;
– og her –; hvad nu? – Dette går i sandhed over alt,
hvad jeg kunde tænkt mig!
– og her –; hvad nu? – Dette går i sandhed over alt,
hvad jeg kunde tænkt mig!
Hærføreren Nevita
.Slemme nyheder fra vesterlandene, herre?
Kejser Julian
.Nevita, sig mig, hvor lang tid bruger vi for at nå frem
til Ktesifon?
til Ktesifon?
Hærføreren Nevita
.Det kan umuligt gøres på kortere tid end treti dage.
Kejser Julian
.Det må gøres på kortere tid! Treti dage! En hel
måned! Og imens vi kryber frem her, skulde jeg la-
de disse rasende –
måned! Og imens vi kryber frem her, skulde jeg la-
de disse rasende –
Hærføreren Nevita
.Du ved selv, herre, vi må for skibenes skyld følge alle
flodens krumninger. Strømmen er strid, o{ <...> }g derhos både
grund og stenet. Jeg holder det for ugørligt at nå
hurtigere frem.
flodens krumninger. Strømmen er strid, o{ <...> }g derhos både
grund og stenet. Jeg holder det for ugørligt at nå
hurtigere frem.
Kejser Julian
.Treti dage! Og derefter skal staden indtages, – Perser-
hæren skal slåes på flugt, – freden skal sluttes. Hvor
lang tid vil ikke alt dette kræve? Og endda var der
nogle iblandt jer, som dårligen foreslog mig at gøre en
end længere omvej. Ha-ha, man pønser på min un-
dergang!
hæren skal slåes på flugt, – freden skal sluttes. Hvor
lang tid vil ikke alt dette kræve? Og endda var der
Faksimile
43.
nogle iblandt jer, som dårligen foreslog mig at gøre en
end længere omvej. Ha-ha, man pønser på min un-
dergang!
Hærføreren Nevita
.Herre, vær tryg; toget skal fremmes af al magt.
Kejser Julian
.Det gøres vel nødigt. Kan I tænke jer, hvad Alexan-
dros melder? Galilæernes vanvid overstiger alle græn-
ser siden min afrejse. Og dette uvæsen øges dag for
dag. De skønner at min sejr i Persien vil drage deres
udryddelse efter sig; og med hin skamløse Gregor
som hovedmand står de nu, lig en fiendtlig hær, i ryg-
gen på mig; i de frygiske egne forberedes hemmelige
ting, som ingen ret kan få rede på –
dros melder? Galilæernes vanvid overstiger alle græn-
ser siden min afrejse. Og dette uvæsen øges dag for
dag. De skønner at min sejr i Persien vil drage deres
udryddelse efter sig; og med hin skamløse Gregor
som hovedmand står de nu, lig en fiendtlig hær, i ryg-
gen på mig; i de frygiske egne forberedes hemmelige
ting, som ingen ret kan få rede på –
Hærføreren Nevita
.Hvad vil det sige, herre? Hvad tager de sig for?
Kejser Julian
.Hvad de tager sig for? Beder, prædiker, synger, forkyn-
der verdens yderste dag. O, var det endda ikke andet; –
men de river vore tilhængere med sig og drager dem
ind i sit oprørske forbund. I Cæsaræa har menig-
heden kåret dommeren Eusebios til biskop, – Euse-
bios, en udøbt mand, – og denne forvildede har mod-
taget en slig kaldelse, som til og med er ugyldig ef-
ter deres egne kirkelove.
der verdens yderste dag. O, var det endda ikke andet; –
men de river vore tilhængere med sig og drager dem
ind i sit oprørske forbund. I Cæsaræa har menig-
heden kåret dommeren Eusebios til biskop, – Euse-
bios, en udøbt mand, – og denne forvildede har mod-
taget en slig kaldelse, som til og med er ugyldig ef-
ter deres egne kirkelove.
Dog, dette er langt fra det værste. Værre, værre, tifold
værre er det at Athanasios er kommen tilbage til Al-
exandria.
værre er det at Athanasios er kommen tilbage til Al-
exandria.
Hærføreren Nevita
.Athanasios?
Faksimile
44.
Visdomslæreren Priskos
.Hin gådefulde biskop, som forsvandt ˹i ørken˺ for sex år si<...>
siden?
siden?
Kejser Julian
.Et kirkemøde forjog ham for hans usømmelige
ivers skyld. Galilæerne var føjelige under min
formand.
ivers skyld. Galilæerne var føjelige under min
formand.
Ja, vil I tænke jer, – nu er denne rasende sværmer
kommen tilbage til Alexandria. Hans indtog var lig
en konges; landevejen var belagt med tæpper og grønne
palmegrene. Og hvad skede derefter? Hvad tror I vel?
Samme nat brød et oprør ud blandt Galilæerne. Geor-
gios, deres retmæssige biskop, denne retsindige og vel-
villige mand, hvem de beskyldte for lunkenhed i
troen, er bleven myrdet, levende sønderrevet i stadens
gader.
kommen tilbage til Alexandria. Hans indtog var lig
en konges; landevejen var belagt med tæpper og grønne
palmegrene. Og hvad skede derefter? Hvad tror I vel?
Samme nat brød et oprør ud blandt Galilæerne. Geor-
gios, deres retmæssige biskop, denne retsindige og vel-
villige mand, hvem de beskyldte for lunkenhed i
troen, er bleven myrdet, levende sønderrevet i stadens
gader.
Hærføreren Nevita
.Men, herre, hvor kunde det komme så vidt? Hvor
var dog statholderen Artemios?
var dog statholderen Artemios?
Kejser Julian
.Du må vel spørge hvor Artemios var. Jeg skal si-
ge dig det. Artemios er gåt over til Galilæerne! Ar-
temios er selv med væbnet hånd trængt ind i Serapei-
on, hint verdens herligste tempel, – har sønderslåt
billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt hi-
ne umådelige bogskatte, som vi just i denne vildfa-
rende og vankundige tid havde så højlig brug for,
og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket
ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer.
ge dig det. Artemios er gåt over til Galilæerne! Ar-
temios er selv med væbnet hånd trængt ind i Serapei-
on, hint verdens herligste tempel, – har sønderslåt
billedstøtterne, – har plyndret alterne og ødelagt hi-
ne umådelige bogskatte, som vi just i denne vildfa-
rende og vankundige tid havde så højlig brug for,
og som jeg vilde begræde, lig en af døden bortrykket
ven, dersom min harme tillod mig at udgyde tårer.
Visdomslæreren Kytron
.Sandelig, dette går over al forestilling!
Faksimile
45.
Kejser Julian
.Og ikke at kunne nå disse elendige for at tugte dem!
At måtte være vidne til at slige udskejelser griber videre
og videre om sig! – Treti dage, siger du! Hvi nøler
man? Hvi slår man lejr? Hvi sover man? Ved ik-
ke mine hærførere, hvad her står på spil? Vi må
holde rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den ma-
kedoniske Alexander udretted i treti dage –
At måtte være vidne til at slige udskejelser griber videre
og videre om sig! – Treti dage, siger du! Hvi nøler
man? Hvi slår man lejr? Hvi sover man? Ved ik-
ke mine hærførere, hvad her står på spil? Vi må
holde rådslagning. Når jeg tænker på, hvad den ma-
kedoniske Alexander udretted i treti dage –
(Krigsøversten Jovian, ledsaget af en mand i persisk
klædning, uden våben, kommer fra lejren.)
klædning, uden våben, kommer fra lejren.)
Krigsøversten Jovian
.Vredes ikke, herre, at jeg træder dig for øjne; men
denne fremmede –
denne fremmede –
Kejser Julian
.En persisk kriger!
Perseren
(kaster sig ned på jorden.)
Ingen kriger, du mægtige!
Krigsøversten Jovian
.Han kom våbenløs je<...>
jagende tilhest over sletten og
meldte sig ved forposterne –
meldte sig ved forposterne –
Kejser Julian
.Så er dine landsmænd i nærheden?
Perseren
.Nej, nej!
Kejser Julian
.Men hvor kommer du så fra?
Perseren
(slår sine klæder til side.)
Se disse arme, du jordens hersker, – blodige af rustne
lænkeringe. Føl denne flåede ryg, – sår i sår. Jeg
kommer fra pinebænken, herre!
lænkeringe. Føl denne flåede ryg, – sår i sår. Jeg
Faksimile
46.
kommer fra pinebænken, herre!
Kejser Julian
.Ah, – du er flygtet fra kong Sapores?
Perseren
.Ja, du vældige, du, som ved alt! Jeg stod højt i nåde
hos kong Sapores indtil jeg, dreven af rædsel ved din
nærmelse, dristed mig til at forudsige ham at denne
krig vilde volde hans undergang. Ved du, herre, hvor-
ledes han har lønnet mig? Min hustru gav han
til pris for sine bueskytter fra bergene; mine børn
lod han sælge som slaver; alle mine ejendomme
lod han sine tjenere dele imellem sig; mig selv lod
han pine i ni dage. Derpå bød han mig ride ud
og dø som et dyr på sletterne.
hos kong Sapores indtil jeg, dreven af rædsel ved din
nærmelse, dristed mig til at forudsige ham at denne
krig vilde volde hans undergang. Ved du, herre, hvor-
ledes han har lønnet mig? Min hustru gav han
til pris for sine bueskytter fra bergene; mine børn
lod han sælge som slaver; alle mine ejendomme
lod han sine tjenere dele imellem sig; mig selv lod
han pine i ni dage. Derpå bød han mig ride ud
og dø som et dyr på sletterne.
Kejser Julian
.Og hvad vil du mig?
Perseren
.Hvad jeg vil dig efter denne medfart? Jeg vil hjæl-
pe dig at ødelægge min forfølger.
pe dig at ødelægge min forfølger.
Kejser Julian
.Ah, du pinte mand, – hvad kan du hjælpe?
Perseren
.Jeg kan fæste vinger ved dine krigsfolks ankler.
Kejser Julian
.Hvad vil du sige med det? Rejs dig, og sig mig, hvad
du mener.
du mener.
Perseren
(rejser sig.)
Der var ingen i Ktesifon, som tænkte at du vil-
de vælge denne vej –
de vælge denne vej –
Faksimile
47.
Kejser Julian
.Det ved jeg.
Perseren
.Nu er det ikke nogen hemmelighed længer.
Kejser Julian
.Du lyver, mand! I Persere ved intet om mine hensigter.
Perseren
.Herre, du, hvis visdom stammer fra ilden og solen, du
ved godt at mine landsmænd nu kender dine hensigter.
Du har sat over floderne på dine skibe; disse skibe,
flere end tusend i tallet, og ladede med alle hærens for-
nødenheder, skal trækkes opover Tigris, og hæren skal
rykke frem jævnsides med skibene.
ved godt at mine landsmænd nu kender dine hensigter.
Du har sat over floderne på dine skibe; disse skibe,
flere end tusend i tallet, og ladede med alle hærens for-
nødenheder, skal trækkes opover Tigris, og hæren skal
rykke frem jævnsides med skibene.
Kejser Julian
.Utroligt –!
Perseren
.Når skibene er komne Ktesifon så nær som mu-
ligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden, – da
vil du gå løs på denne, omringe den og tvinge kong
Sapores til at overgive sig.
ligt, – hvilket vil sige to dagsrejser fra staden, – da
vil du gå løs på denne, omringe den og tvinge kong
Sapores til at overgive sig.
Kejser Julian
(ser sig om.)
Hvem har forrådt os?
Perseren
.Dette forehavende står nu ikke længer til at ud-
føre. Mine landsmænd har i al hast bygget stendæm-
ninger i flodsengen, og på dem vil dine skibe
strande.
føre. Mine landsmænd har i al hast bygget stendæm-
ninger i flodsengen, og på dem vil dine skibe
strande.
Kejser Julian
.Menneske, ved du, hvad det koster dig, ifald du
ikke taler sandhed?
ikke taler sandhed?
Faksimile
48.
Perseren
.Mit legeme er i din vold, du mægtige! Taler jeg ik-
ke sandhed, så står det dig frit for at lade mig bræn-
de levende.
ke sandhed, så står det dig frit for at lade mig bræn-
de levende.
Kejser Julian
(til Nevita.)
Floden lukket! Der vil kræves uger for at gøre
den farbar igen.
den farbar igen.
Hærføreren Nevita
.
{J}Ifald det kan gøres, herre! Slige redskaber fattes –
Kejser Julian
.Og dette skulde møde os nu, – nu, da det gælder at sejre
med al hastighed!
med al hastighed!
Perseren
.Du verdens hersker, jeg har sagt dig at jeg kan skæn-
ke din hær vinger.
ke din hær vinger.
Kejser Julian
.Tal! Ved du nogen kortere vej?
Perseren
.Hvis du lover mig, efter sejren, at skaffe mig min
ranede ejendom tilbage og derhos en ny hustru af
høj byrd, så kan jeg –
ranede ejendom tilbage og derhos en ny hustru af
høj byrd, så kan jeg –
Kejser Julian
.Jeg lover dig alt; blot tal – tal!
Perseren
.Lægger du vejen tvers over sletterne, da kan du på
fire dage stå udenfor Ktesifons mure.
fire dage stå udenfor Ktesifons mure.
Kejser Julian
.Glemmer du bergryggen hinsides sletterne?
Perseren
.Kejser Julian
.Jo, jo, en kløft; «Arimans gade» kaldes den. Er det sandt
at en slig findes?
at en slig findes?
Perseren
.Jeg red gennem Arimans gade for to dage siden.
Kejser Julian
.Nevita!
Hærføreren Nevita
.I sandhed, herre, hvis så er –
Kejser Julian
.Underfulde hjælp i nøden –!
Perseren
.Men vil du frem ad hin vej, du vældige, da er ingen
tid at spilde. Den persiske hær, som var trukken sam-
men i de nordlige landskaber, den er nu kaldt tilbage
for at stænge bergkløfterne.
tid at spilde. Den persiske hær, som var trukken sam-
men i de nordlige landskaber, den er nu kaldt tilbage
for at stænge bergkløfterne.
Kejser Julian
.Ved du det med visshed?
Perseren
.Nøler du, vil du selv erfare det.
Kejser Julian
.Hvor mange dage bruger dine landsmænd for at nå
did hen?
did hen?
Perseren
.Fire
˹dage˺
{døgn}dage
, herre!
Kejser Julian
.Nevita, vi må stå hinsides kløfterne inden tre dage!
Hærføreren Nevita
(til Perseren.)
Er det gørligt for os at nå kløtferne på tre dage?
Faksimile
50.
Perseren
.Ja, store kriger, det er gørligt, hvis I tager denne nat til
hjælp.
hjælp.
Kejser Julian
.Lejren skal brydes af! Ingen søvn; ingen hvile nu.
Inden fire dage – højst fem – må jeg stå for Ktesifon.
– Hvad tænker du på? Ah, jeg ved det.
Inden fire dage – højst fem – må jeg stå for Ktesifon.
– Hvad tænker du på? Ah, jeg ved det.
Hærføreren Nevita
.Flåden, herre!
Kejser Julian
.Ja, ja, ja, flåden.
Hærføreren Nevita
.Kommer Perser-hæren en dag senere til kløfterne end
vi, så vil den – om den end ikke kan tilføje dig anden
skade – vende sig vestover imod dine skibe –
vi, så vil den – om den end ikke kan tilføje dig anden
skade – vende sig vestover imod dine skibe –
Kejser Julian
.– gøre et umådeligt bytte til at forlænge krigen med –
Hærføreren Nevita
.Kunde vi efterlade tyve tusend mand ved skibene, så
vilde de være sikrede –
vilde de være sikrede –
Kejser Julian
.Hvad tænker du på! Tyve tusend? Næsten tredjedelen
af alt våbenført mandskab. Hvor var så den stridsmagt<...>
hvormed jeg skulde sejre? Splittet, spredt, delt. Ikke
en eneste mand kan jeg afse til sligt øjemed.
af alt våbenført mandskab. Hvor var så den stridsmagt<...>
hvormed jeg skulde sejre? Splittet, spredt, delt. Ikke
en eneste mand kan jeg afse til sligt øjemed.
Nej, nej, Nevita; men der turde vel gives et tredje
middel –
middel –
Hærføreren Nevita
(viger tilbage.)
Min store kejser –!
Faksimile
51.
Kejser Julian
.Flåden må hverken falde i Persernes hænder eller vol-
de os mandespilde. Der gives et tredje valg, siger jeg!
Hvi nøler du? Hvi udtaler du det ikke?
de os mandespilde. Der gives et tredje valg, siger jeg!
Hvi nøler du? Hvi udtaler du det ikke?
Hærføreren Nevita
(til Perseren.)
Ved du om borgerne i Ktesifon har forråd på korn og
olje?
olje?
Perseren
.I Ktesifon er overflødige forråd af alle slags.
Kejser Julian
.Og har vi først staden inde, så ligger hele det rige land-
skab åbent for os.
skab åbent for os.
Perseren
.Borgerne vil åbne sine porte for dig, herre! Jeg er ikke
den eneste, som hader kong Sapores. De vil rejse sig imod
ham og falde dig tilfode, hvis du kommer uventet over
dem, i forfærdelsens vælde, og med al din samlede
magt.
den eneste, som hader kong Sapores. De vil rejse sig imod
ham og falde dig tilfode, hvis du kommer uventet over
dem, i forfærdelsens vælde, og med al din samlede
magt.
Kejser Julian
.Just det; just det.
Perseren
.Brænd skibene, herre!
Hærføreren Nevita
.Ah!
Kejser Julian
.Hans had ser, mens din troskab famler, Nevita!
Hærføreren Nevita
.Min troskab så, herre; men den vånded sig ved det,
den så.
den så.
Faksimile
52.
Kejser Julian
.Er ikke disse skibe som en lænke om vor fod? Vi har lev<...>
netsmidler for fire fulde dage i lejren. Det er godt at sol-
daterne ikke tynges formeget. Og hvad tjener så skibene
til? Vi har ingen floder mere at sætte over –
netsmidler for fire fulde dage i lejren. Det er godt at sol-
daterne ikke tynges formeget. Og hvad tjener så skibene
til? Vi har ingen floder mere at sætte over –
Hærføreren Nevita
.Herre, hvis det virkelig er din vilje –
Kejser Julian
.Min vilje, – min vilje? O, i en aften som denne – uvejrs-
fuld og stormende –; hvorfor kunde ikke et lyn slå ned og –
fuld og stormende –; hvorfor kunde ikke et lyn slå ned og –
Mystikeren Maximos
(kommer ilsomt fra venstre.)
Du solens udkårne søn, – hør, hør!
Kejser Julian
.Ikke nu, min Maximos!
Mystikeren Maximos
.Intet er vigtigere end dette. Du må høre mig!
Kejser Julian
.I lykkens og visdommens navn, så tal, min broder!
Mystikeren Maximos
(drager ham tilside og siger dæmpet.)
Du ved, jeg har forsket og gransket, både i bøger og gen-
nem <...> varsler, for at komme efter udfaldet af dette
krigsto{ <...> }g.
nem <...> varsler, for at komme efter udfaldet af dette
krigsto{ <...> }g.
Kejser Julian
.Jeg ved at du intet har kunnet forudsige mig.
Mystikeren Maximos
.Varslerne talte og skrifterne samstemte med dem<...>
Men svaret, som altid kom igen, var så sælsomt,
at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig.
Men svaret, som altid kom igen, var så sælsomt,
at jeg måtte tro, jeg havde forregnet mig.
Faksimile
53.
Kejser Julian
.Men nu –?
Mystikeren Maximos
.Da vi drog ud fra Antiokia skrev jeg til Rom for at
rådføre mig med de sibyllinske bøger –
rådføre mig med de sibyllinske bøger –
Kejser Julian
.Ja, ja –!
Mystikeren Maximos
.I denne time er svaret kommet; en brevdrager fra
statholderen i Antiokia har bragt det.
statholderen i Antiokia har bragt det.
Kejser Julian
.Ah, Maximos, – og det lyder –?
Mystikeren Maximos
.Det lyder som alt, hvad varsler og skrifter har sagt
mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd dig, min broder, –
du er usårlig i denne kamp.
mig; og nu tør jeg tyde det. Glæd dig, min broder, –
du er usårlig i denne kamp.
Kejser Julian
.Udsagnet, – udsagt udsagnet?
Mystikeren Maximos
.De sibyllinske bøger siger: «Julian skal vogte sig
for de frygiske egne».
for de frygiske egne».
Kejser Julian
(viger tilbage.)
De frygiske –? Ah, Maximos!
Mystikeren Maximos
.Hvi blev du bleg, min broder?
Kejser Julian
.Sig mig, dyrebare lærer, – hvorledes tyder du dette
svar?
svar?
Mystik{
<...>
}eren Maximos
.Er mere end en udtydning tænkelig? De frygiske
egne? Hvad har du i Frygien at gøre? I Frygien, – et
landskab, som ligger afsides, langt bag dig, og hvor
du aldrig har nødig at sætte din fod? Ingen fare
truer dig, du lykkelige, – det er meningen.
Faksimile
54.
egne? Hvad har du i Frygien at gøre? I Frygien, – et
landskab, som ligger afsides, langt bag dig, og hvor
du aldrig har nødig at sætte din fod? Ingen fare
truer dig, du lykkelige, – det er meningen.
Kejser Julian
.Dette gådesvar har en tvefoldig mening. Ingen
fare truer mig i kampen – men fra hint fjerne land<...>
skab. –
fare truer mig i kampen – men fra hint fjerne land<...>
skab. –
Nevita; Nevita!
Hærføreren Nevita
.Herre –?
Kejser Julian
.I Frygien altså? Alexandros skriver om løndoms-
fulde ting, der forberedes i Frygien. Det er engang
bleven forudsagt a{f}t Galilæeren skal komme igen –
fulde ting, der forberedes i Frygien. Det er engang
bleven forudsagt a{f}t Galilæeren skal komme igen –
Brænd skibene, Nevita!
Hærføreren Nevita
.Herre, er det din faste ufravigelige vilje –?
Kejser Julian
.Brænd dem! Nøl ikke. Der truer os lønlige farer
bagved.
(til en af høvedsmændene.)
bagved.
Giv nøje agt på denne fremmede. Han skal tjene os
til vejviser. Kvæg ham med spise og drikke, og lad
ham hvile godt ud.
til vejviser. Kvæg ham med spise og drikke, og lad
ham hvile godt ud.
Krigsøversten Jovian
.Min kejser, jeg bønfalder dig, – byg ikke for sikkert
på en slig overløbers udsagn.
på en slig overløbers udsagn.
Kejser Julian
.Aha, – du tykkes rystet, min galilæiske rådgiver!
Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske ved
du mere, end du skøtter om at sige.
Alt dette er nok ikke efter dit sind. Kanske ved
Faksimile
55.
du mere, end du skøtter om at sige.
Gå, Nevita, – og brænd skibene!
(Hærføreren Nevita bøjer sig og går ud til venstre.
Høvedsmanden fører Perseren bort mellem teltene.)
Høvedsmanden fører Perseren bort mellem teltene.)
Kejser Julian
.Forrædere i min egen lejr! Vent, vent, – jeg skal
vel komme tilbunds i disse underfundigheder.
vel komme tilbunds i disse underfundigheder.
Hæren skal bryde op! Gå, Jovian, og sørg for at
fortroppen rykker ud inden en time. Perseren ken-
der vejen. Gå!
fortroppen rykker ud inden en time. Perseren ken-
der vejen. Gå!
Krigsøversten Jovian
.Som du byder, min høje kejser!
(han går ud til højre.)
Mystikeren Maximos
.Du brænder flåden? Sikkerlig har du store ting isinde.
Kejser Julian
.Jeg gad vide om den makedoniske Alexander hav-
de vovet dette?
de vovet dette?
Mystikeren Maximos
.Vidste Alexander, hvor faren trued?
Kejser Julian
.Sandt; sandt! Jeg ved det. Alle sejerbringende magter
er i forbund med mig. Varsler og tegn udfolder sin
hemmelighedsfulde kundskab til fromme for mit
rige.
er i forbund med mig. Varsler og tegn udfolder sin
hemmelighedsfulde kundskab til fromme for mit
rige.
Siges det ikke om Galilæeren, at ånderne kom og
tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu?
tjente ham? – Hvem tjener ånderne nu?
Hvad vilde Galilæeren sige, hvis han var usynlig
tilstede iblandt os?
tilstede iblandt os?
Mystikeren Maximos
.Han vilde sige: det tredje rige er nær.
Faksimile
56.
Kejser Julian
.Det tredje rige er kommet, Maximos! Jeg føler at
verdens Messias er levende i mig. Ånden er vorden kød,
og kødet ånd. Alt skabt li{ <...> }gger indenfor min vilje og
min vælde.
verdens Messias er levende i mig. Ånden er vorden kød,
og kødet ånd. Alt skabt li{ <...> }gger indenfor min vilje og
min vælde.
Se, se, – hist fyger de første gnister ivejret. Luerne slik-
slikker i tougværket og i de tætte masteklynger.
(råber imod ilden.)
slikker i tougværket og i de tætte masteklynger.
Tænd; tænd!
Mystikeren Maximos
.Vinden aner din vilje. Den vokser og tjener dig.
Kejser Julian
(byder med knyttet hånd.)
Vord storm! Mere vestlig! Jeg vil det!
Høvedsmanden Fromentinos
(kommer fra højre.)
Nådigste herre, – tillad at jeg varer dig ad. Der er
udbrudt en farefuld uro i lejren.
udbrudt en farefuld uro i lejren.
Kejser Julian
.Jeg tåler ingen uro mere. Hæren skal rykke frem.
Høvedsmanden Fromentinos
.Ja, min kejser, – men de genstridige Galilæere –
Kejser Julian
.Galilæerne? Hvad de?
Høvedsmanden Fromentinos
.Da skatmestrene nylig skulde uddele lønning til solda-
terne, havde de opstillet dit høje billede foran løn-
ningsbordene –
terne, havde de opstillet dit høje billede foran løn-
ningsbordene –
Kejser Julian
.Således skal det stedse ske herefter.
Faksimile
57.
Høvedsmanden {
<...>
}Fromentinos
.Det pålagdes hver mand, alt som han gik frem, at kaste
nogle noget røgelse i fyrfadene –
nogle noget røgelse i fyrfadene –
Kejser Julian
.Nu ja, ja?
Høvedsmanden Fromentinos
.Mange af de galilæiske soldater gjorde det uden at tænke
videre derved; men andre vægred sig –
videre derved; men andre vægred sig –
Kejser Julian
.Hvad! De vægred sig?
Høvedsmanden Fromentinos
.I førstningen, herre; men da skatmestrene forestilled
dem at det var en gammel skik, som igen skulde ind-
føres og som ikke havde noget med det guddommelige
at skaffe –
dem at det var en gammel skik, som igen skulde ind-
føres og som ikke havde noget med det guddommelige
at skaffe –
Kejser Julian
.Aha; hvad så?
Høvedsmanden Fromentinos
.– så faldt de til føje og gjorde, som man bød dem.
Kejser Julian
.Ser I vel; de faldt til føje!
Høvedsmanden Fromentinos
.Men siden, herre, smilte vore egne ad dem og spotted
og sagde ubetænksomt at nu gjorde de bedst i at udslette
korsets og fiskens tegn, som de plejer at indriste på
armene; thi nu havde de dyrket den guddomme-
lige kejser.
og sagde ubetænksomt at nu gjorde de bedst i at udslette
korsets og fiskens tegn, som de plejer at indriste på
armene; thi nu havde de dyrket den guddomme-
lige kejser.
Kejser Julian
.Ja, ja! Og Galilæerne?
Høvedsmanden Fromentinos
.(Vilde skrig høres udenfor mellem teltene.)
Kejser Julian
.Disse rasende! Opsætsighed til det sidste. De ved ikke
at deres mesters magt er brudt.
at deres mesters magt er brudt.
(Kristne soldater løber frem på sletten. Nogle slår
sig for brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under
gråd og råb.)
sig for brystet; andre sønderriver sine klæder, alt under
gråd og råb.)
En soldat
.Kristus døde for mig, og jeg sveg ham!
En anden soldat
.O, du straffende Herre i himlen, slå mig; jeg har dyr-
ket falske guder!
ket falske guder!
Soldaten Agathon
.Djævlen på kejsersædet har dræbt min sjæl! Ve, ve, ve!
Andre soldater
(afriver blytegnene, som de bærer om halsen.)
Vi vil ikke tjene afguder!
Atter andre
.Gudsfornægteren er ikke vor hersker! Vi vil hjem! Hjem!
Kejser Julian
.Fromentinos, grib disse afsindige! Hug dem ned!
(Fromentinos og flere blandt de omstående vil styrte
ind på de kristne soldater. I det samme udbreder
sig et stærkt lysende skin; luer slår ivejret fra skibene.)
ind på de kristne soldater. I det samme udbreder
sig et stærkt lysende skin; luer slår ivejret fra skibene.)
Førere
og soldater
(skrækslagne.)
Flåden brænder!
Kejser Julian
.Ja, flåden brænder! Og mere end flåden brænder.
På dette røde væltende bål brænder den korsfæstede Ga-
lilæer til aske; og den jordiske kejser brænder med Gali-
læeren. Men op af asken stiger – lig hin vidunderlige
fugl – jordens gud og åndens kejser i en, i en, i en!
På dette røde væltende bål brænder den korsfæstede Ga-
Faksimile
59.
lilæer til aske; og den jordiske kejser brænder med Gali-
læeren. Men op af asken stiger – lig hin vidunderlige
fugl – jordens gud og åndens kejser i en, i en, i en!
Flere stemmer
.Vanvid har slåt ham!
Hærføreren Nevita
(kommer fra venstre.)
Det er fuldbragt.
Krigsøversten Jovian
(ilsomt fra lejren.)
Sluk, sluk, sluk!
Kejser Julian
.Brænd, brænd!
Høvedsmanden Ammian
(fra lejren.)
Herre, du er forrådt! Hin persiske overløber var en be-
drager –
drager –
Kejser Julian
.Du lyver, mand! Hvor er han?
Høvedsmanden Ammian
.Flygtet!
Krigsøversten Jovian
.Forsvunden, som en skygge –
Hærføreren Nevita
.Flygtet!
Krigsøversten Jovian
.De, som ledsaged ham, udsiger at han blev ligesom
borte mellem hænderne på dem.
borte mellem hænderne på dem.
Høvedsmanden Ammian
.Hans hest er også borte fra indhegningen, hvor den
stod; den fremmede må være flygtet ind over sletterne.
stod; den fremmede må være flygtet ind over sletterne.
Faksimile
60.
Kejser Julian
.Sluk branden, Nevita!
Hærføreren Nevita
.Umuligt, min kejser!
Kejser Julian
.Sluk, sluk! Det skal være muligt!
Hærføreren Nevita
.Intet er umuligere. Alle landtouge er overhugne; al-
le skibe driver ned på de brændende vrag.
le skibe driver ned på de brændende vrag.
Fyrst Hormisdas
(kommer frem mellem teltene.)
Forbandelse over mine landsmænd! O, herre, at du
kunde lytte til denne rænkefulde.
kunde lytte til denne rænkefulde.
Råb fra lejren
.Flåden brænder! Skilte fra hjemmet! Døden foran os!
Soldaten Agathon
.Afgud, afgud, – byd stormen tie; byd luerne dø!
Krigsøversten Jovian
.Stormen vokser. Ilden er som et rullende hav –
Mystikeren Maximos
(hvisker.)
Vogt dig for de frygiske egne.
Kejser Julian
(råber til hæren.)
Lad flåden brænde! Inden syv dage skal I brænde
Ktesifon!
Ktesifon!
Faksimile
36.
61.
Femte handling.
(En øde stenet ørkenslette uden træer og græs. Til højre
kejserens telt. Eftermiddag.)
kejserens telt. Eftermiddag.)
(Udmattede soldater ligger i klynger inde på sletten.
Fra og til drager hærafdelinger forbi fra venstre til
højre. Udenfor teltet går visdomslærerne Priskos og Ky-
tron samt flere andre af kejserens ledsagere ventende i
spænding og uro. Livvagtsføreren Anatolos står med
soldater foran teltåbningen.)
Fra og til drager hærafdelinger forbi fra venstre til
højre. Udenfor teltet går visdomslærerne Priskos og Ky-
tron samt flere andre af kejserens ledsagere ventende i
spænding og uro. Livvagtsføreren Anatolos står med
soldater foran teltåbningen.)
Visdomslæreren Kytron
.Er det ikke ufatteligt at dette krigsråd kan vare så
længe?
længe?
Visdomslæreren Priskos
.Ja, i sandhed, man skulde mene, her var kun to
ting at vælge imellem: at rykke frem eller rykke til-
bage.
ting at vælge imellem: at rykke frem eller rykke til-
bage.
Visdomslæreren Kytron
.Dette er ikke til at blive klog på. –
Sig{,}mig, gode Anatolos, hvorfor i gudernes navn ryk-
ker vi ikke frem?
ker vi ikke frem?
Visdomslæreren Priskos
.Ja, hvorfor ængster man os og gør holdt her midt i ørken?
Livvagtsføreren Anatolos
.Ser I den dirrende luft nede i himmelbrynet både
i nord, øst og syd?
i nord, øst og syd?
Faksimile
62.
Visdomslæreren Kytron
.Ja vel, ja vel; det er heden –
Livvagtsføreren Anatolos
.Det er sletten, som brænder.
Visdomslæreren Priskos
.Hvad siger du! Brænder sletten?
Visdomslæreren Kytron
.Spøg dog ikke så uhyggeligt, gode Anatolos! Sig os –
hvad er det?
hvad er det?
Livvagtsføreren Anatolos
.Sletten brænder, siger jeg. Hist ude, hvor ørken hører
op, har Perserne tændt ild i græsset. Vi kan ikke kom-
me nogen vej før jordbunden er afkølet.
op, har Perserne tændt ild i græsset. Vi kan ikke kom-
me nogen vej før jordbunden er afkølet.
Visdomslæreren Kytron
.O, er ikke dette forfærdeligt? Hvilke barbarer! At gribe
til deslige midler –!
til deslige midler –!
Visdomslæreren Priskos
.Men så er der jo intet valg. Uden levnetsmidler, u-
den vand –; hvorfor går vi ikke tilbage?
den vand –; hvorfor går vi ikke tilbage?
Livvagtsføreren Anatolos
.Over Tigris og Eufrat?
Visdomslæreren Kytron
.Og flåden brændt! Hvorledes føres dog denne krig?
O, at dog ikke kejseren tænker mere på sine venner!
Hvorledes skal jeg komme hjem igen?
O, at dog ikke kejseren tænker mere på sine venner!
Hvorledes skal jeg komme hjem igen?
Livvagtsføreren Anatolos
.Du, som vi andre, ven!
Visdomslæreren Kytron
.Som I andre? Som I andre! Ja, det er en god tale.
Med eder er det en anden sag. I er krigsmænd. Det er
eders kald at udholde visse besværligheder, som jeg
slet ikke er vant til. Jeg har ikke fulgt med kejseren
for at døje så meget ondt. Her pines jeg af myg og giftflu-
er; – se, hvorledes mine hænder ser ud!
Med eder er det en anden sag. I er krigsmænd. Det er
eders kald at udholde visse besværligheder, som jeg
Faksimile
63.
slet ikke er vant til. Jeg har ikke fulgt med kejseren
for at døje så meget ondt. Her pines jeg af myg og giftflu-
er; – se, hvorledes mine hænder ser ud!
Visdomslæreren KPriskos
.Tilvisse er vi ikke kommen her for dette. Vi påtog
os at følge hæren for at affatte lovtaler over de sejre,
som kejseren agtede at vinde. Hvor er der blevet af dis-
se sejre? Hvad har man udrettet i de sex møjsom-
melige uger siden flådens brand? Man har ødelagt
nogle forladte byer af det usleste slags. Man har frem-
vist i lejren nogle fanger, som fortropperne skulde ha-
ve taget. Jeg ved rigtignok ikke i hvilke slag det skul-
de være sked! Og jeg synes også at hine fanger så li-
gere ud til at være opsnappede hyrder og bønder –
os at følge hæren for at affatte lovtaler over de sejre,
som kejseren agtede at vinde. Hvor er der blevet af dis-
se sejre? Hvad har man udrettet i de sex møjsom-
melige uger siden flådens brand? Man har ødelagt
nogle forladte byer af det usleste slags. Man har frem-
vist i lejren nogle fanger, som fortropperne skulde ha-
ve taget. Jeg ved rigtignok ikke i hvilke slag det skul-
de være sked! Og jeg synes også at hine fanger så li-
gere ud til at være opsnappede hyrder og bønder –
Visdomslæreren Kytron
.Og så at man kunde brænde flåden! Sagde jeg ikke
straks at dette vilde blive en kilde til ulykker?
straks at dette vilde blive en kilde til ulykker?
Livvagtsføreren Anatolos
.Det hørte jeg dog ikke.
Visdomslæreren Kytron
.Hvad? Sagde jeg det ikke? Hørte ikke du, o Pri-
skos, at jeg sagde det?
skos, at jeg sagde det?
Visdomslæreren Priskos
.Jeg ved sandelig ikke, ven; men jeg ved at jeg selv
til ingen nytte ivrede imod dette ulyksalige fore-
tagende. Ja, jeg kan sige at jeg har været imod det
hele krigstog på denne årstid. Hvilken overilelse!
Hvor har dog kejseren havt sine øjne? Er det den
samme helt, der fægtede så overmåde heldigt ved
Rhin-strømmen? Skulde man ikke tro at han var
slagen med blindhed eller med en åndelig sygdom?
til ingen nytte ivrede imod dette ulyksalige fore-
tagende. Ja, jeg kan sige at jeg har været imod det
hele krigstog på denne årstid. Hvilken overilelse!
Hvor har dog kejseren havt sine øjne? Er det den
samme helt, der fægtede så overmåde heldigt ved
Rhin-strømmen? Skulde man ikke tro at han var
slagen med blindhed eller med en åndelig sygdom?
Faksimile
64.
Livvagtsføreren Anatolos
.Hys, hys; – hvad tale er det?
Visdomslæreren Kytron
.Ja, det var visst nok lidet sømmeligt sagt af vor Priskos.
Men heller ikke jeg kan nægte at jeg sporer en sørgelig
mangel på visdom i flere af den kronede visdomsel-
skers senere handlinger. Hvor overilet, at stille sit bil-
lede op i lejren og lade sig dyrke, som om han var en
gud! Hvor uklogt, så åbenbart at håne hin sælsomme
lærer fra Nazareth, hvilken dog må siges at råde o-
ver en særdeles magt, der ellers kanske kunde kom-
met os alle til gode under disse farefulde omstæn-
digheder.
Men heller ikke jeg kan nægte at jeg sporer en sørgelig
mangel på visdom i flere af den kronede visdomsel-
skers senere handlinger. Hvor overilet, at stille sit bil-
lede op i lejren og lade sig dyrke, som om han var en
gud! Hvor uklogt, så åbenbart at håne hin sælsomme
lærer fra Nazareth, hvilken dog må siges at råde o-
ver en særdeles magt, der ellers kanske kunde kom-
met os alle til gode under disse farefulde omstæn-
digheder.
Ah, der kommer Nevita selv. Nu får vi høre –
(Hærføreren Nevita kommer ud fra teltet. I åbningen
vender han sig og gør et tegn indad. Straks efter kom-
mer livlægen Oribases ud.)
vender han sig og gør et tegn indad. Straks efter kom-
mer livlægen Oribases ud.)
Hærføreren Nevita
(drager lægen tilside.)
Sig mig ærligt, Oribases, – er der noget ivejen med
kejserens sind?
kejserens sind?
Livlægen Oribases
.Hvor falder du på det, herre?
Hærføreren Nevita
.Hvorledes skal jeg ellers tyde hans adfærd?
Livlægen Oribases
.O, min elskede kejser –!
Hærføreren Nevita
.Oribases, du må ikke dølge noget for mig.
Visdomslæreren Kytron
(nærmer sig.)
Faksimile
65.
O, tappre hærfører, hvis det ikke er påtrængende –
Hærføreren Nevita
.Siden, siden!
Livlægen Oribases
(til Nevita.)
Vær rolig, herre! Der skal ikke ske nogen ulykke.
Eutherios og jeg har lovet hverandre at holde øje med
ham.
Eutherios og jeg har lovet hverandre at holde øje med
ham.
Hærføreren Nevita
.Ah, du vil da vel ikke dermed sige at –?
Livlægen Oribases
.Sidste nat var han nær ved at forkorte sit liv. Lykke-
ligvis kom Eutherios tilstede –; o, tal ikke til nogen
om det!
ligvis kom Eutherios tilstede –; o, tal ikke til nogen
om det!
Hærføreren Nevita
.Slip ham ikke af syne.
Visdomslæreren Priskos
(nærmer sig.)
Det vilde være os en stor trøst at erfare, hvad krigs-
rådet –?
rådet –?
Hærføreren Nevita
.Tilgiv; jeg har vigtige ting at skøtte.
(Han går ud bag teltet. Krigsøversten Jovian kom-
mer i det samme ud fra åbningen.)
mer i det samme ud fra åbningen.)
Krigsøversten Jovian
(indad.)
Skal ske, min nådige kejser!
Visdomslæreren Kytron
.Ah, højst fortræffelige Jovian! Nu? Er tilbageto-
get besluttet?
get besluttet?
Faksimile
66.
Krigsøversten Jovian
.Jeg vil ikke råde nogen at kalde det et tilbagetog.
(han går ud bag teltet.)
Visdomslæreren Kytron
.O, disse krigsmænd! En visdomselskers sindsro gælder in-
tet for dem. Ah!
tet for dem. Ah!
(Kejser Julian kommer ud fra teltet; han er bleg og ind-
falden. Sammen med kejseren kommer husmesteren Euthe-
rios og flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort
over sletten til højre.)
falden. Sammen med kejseren kommer husmesteren Euthe-
rios og flere krigsøverster, hvilke sidste straks går bort
over sletten til højre.)
Kejser Julian
.
(til visdomslærerne.)
Glæd jer nu, mine venner! Nu vil snart alt blive godt.
Visdomslæreren Kytron
.Ak, velsignede herre, har du fundet en udvej?
Kejser Julian
.Vi har udveje nok, Kytron; det gælder kun at vælge
den bedste. Nu vil vi ændre noget ved hærens fremryk-
ning –
den bedste. Nu vil vi ændre noget ved hærens fremryk-
ning –
Visdomslæreren Priskos
.O, priset være din klogskab!
Kejser Julian
.Dette tog imod øst, – det leder ikke til noget.
Visdomslæreren Kytron
.Nej, nej, det er visst!
Kejser Julian
.Nu går vi mod nord, Kytron!
Visdomslæreren Kytron
.Hvad, herre, – imod nord?
Visdomslæreren Priskos
.Altså ikke vestover?
Faksimile
67.
Kejser Julian
.Ikke vestover. Langt fra ikke vestover. Det vilde have
sin vanskelighed for flodernes skyld. Og Ktesifon
må vi lade ligge til senere. Uden skibene kan vi
ikke tænke på at tage staden. Det var Galilæerne,
som voldte dette med skibsbranden; jeg har mærket
et og andet.
sin vanskelighed for flodernes skyld. Og Ktesifon
må vi lade ligge til senere. Uden skibene kan vi
ikke tænke på at tage staden. Det var Galilæerne,
som voldte dette med skibsbranden; jeg har mærket
et og andet.
Hvo tør kalde det et tilbagetog, at jeg går nord-
over? Hvad ved I om mine hensigter? Perser-hæren
står et steds i det nordlige; det er vi nu temmelig
visse på. Har jeg først slåt Sapores –; det skal gø-
res af i et slag –; i Persernes lejr vil vi finde umå-
delige forråd –
over? Hvad ved I om mine hensigter? Perser-hæren
står et steds i det nordlige; det er vi nu temmelig
visse på. Har jeg først slåt Sapores –; det skal gø-
res af i et slag –; i Persernes lejr vil vi finde umå-
delige forråd –
Når jeg fører Perser-kongen som fange gennem An-
tiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se om ikke
borgerne falder mig tilfode.
tiokia og de andre stæder, så gad jeg dog se om ikke
borgerne falder mig tilfode.
Kristne soldater
(drager syngende over sletten.)
Øksen ligger ved træets rod;
verdens ceder skal fældes.
På Golgata skyder af Herrens blod
palmen, som aldrig ældes.
(ud til højre.)
Kejser Julian
(følger dem med øjnene.)
Galilæerne synger altid. Sange om død og sår og smer-
te. Hine kvinder, jeg tog med som sygeplejersker, – de
har gjort os mere skade end gavn. De har lært soldater-
ne sælsomme sange, hvilke jeg ikke før har hørt.
te. Hine kvinder, jeg tog med som sygeplejersker, – de
har gjort os mere skade end gavn. De har lært soldater-
ne sælsomme sange, hvilke jeg ikke før har hørt.
Dog vil jeg ikke herefter straffe nogen for sligt. Det le-
der kun til des større forvildelse. Ved du, Priskos, hvad
der hændte med de opsætsige, som nys nægtede at vise
de kejserlige billeder den skyldige ærefrygt?
der kun til des større forvildelse. Ved du, Priskos, hvad
Faksimile
68.
der hændte med de opsætsige, som nys nægtede at vise
de kejserlige billeder den skyldige ærefrygt?
Visdomslæreren Priskos
.
Nys, herre?
Kejser Julian
.Da jeg, for at indgyde ligesindede en gavnlig skræk,
vilde lade nogle af disse mennesker aflive, så trådte
den ældste frem og bad, under høje glædesråb, om at
måtte få lov til at dø først. – Ser du, Priskos, – da
jeg igår erfor dette –
vilde lade nogle af disse mennesker aflive, så trådte
den ældste frem og bad, under høje glædesråb, om at
måtte få lov til at dø først. – Ser du, Priskos, – da
jeg igår erfor dette –
Visdomslæreren Priskos
.Igår? O herre, du fejler. Dette er sked for firti
dage siden.
dage siden.
Kejser Julian
.Så længe? Ja, ja, ja! Hebræerne måtte vandre fir-
ti år i ørken. Alle de gamle måtte uddø. Der måt-
te vokse op en ny slægt; men den – mærk jer det – den
slap ind i det land, som var dem alle lovet.
ti år i ørken. Alle de gamle måtte uddø. Der måt-
te vokse op en ny slægt; men den – mærk jer det – den
slap ind i det land, som var dem alle lovet.
Husmesteren Eutherios
.Det er højt på dagen, herre; – vil du ikke tænke på
måltidet?
måltidet?
Kejser Julian
.Ikke endnu, min Eutherios! Kødets spægelse tør være
til gavn for alle mennesker.
til gavn for alle mennesker.
Ja, jeg siger eder, vi må lægge vind på at vorde en
ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således,
som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et
rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse
ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende
og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og
søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed
har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere,
skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde øn-
sk at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere
af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der nogen af eder,
som vilde gå glad i døden for Platons skyld? Mon vor
Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates <...> ? Mon
Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjor-
de det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå
fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
ny slægt. Jeg kan ikke gøre noget med jer, således,
som I nu er. Vil I ud af ørken, så må I vandre i et
rent levnet. Se til Galilæerne. Vi kunde lære visse
ting af de mennesker. Der gives ingen nødlidende
og hjælpeløse iblandt dem; de lever som brødre og
søstre indbyrdes, – og mest nu, da deres genstridighed
Faksimile
69.
har tvunget mig til at tugte dem. Disse Galilæere,
skal I vide, har noget i hjertet, som jeg højlig skulde øn-
sk at I vilde beflitte jer på. I kalder eder efterfølgere
af Sokrates, af Platon, af Diogenes. Er der nogen af eder,
som vilde gå glad i døden for Platons skyld? Mon vor
Priskos vilde ofre sin venstre hånd for Sokrates <...> ? Mon
Kytron vilde for Diogenes lade sit øre afhugge? I gjor-
de det sandelig ikke! Jeg kender jer, I kalkede grave! Gå
fra mine øjne; – jeg kan ikke bruge jer!
(Visdomslærerne går nedslagne bort; de øvrige fjerner
sig også under bekymret hvisken. Kun livlægen Oriba-
ses og husmesteren Eutherios blir tilbage hos kej-
seren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med
sine soldater udenfor teltet.)
sig også under bekymret hvisken. Kun livlægen Oriba-
ses og husmesteren Eutherios blir tilbage hos kej-
seren. Livvagtsføreren Anatolos står fremdeles med
sine soldater udenfor teltet.)
Kejser Julian
.Hvor sælsomt! Hvor er det ikke i sin dybeste grund ufat-
teligt? Oribases, – kan du forklare mig denne gåde?
teligt? Oribases, – kan du forklare mig denne gåde?
Livlægen Oribases
.Min kejser, – hvilken gåde mener du?
Kejser Julian
.Med tolv ringe mænd, fiskere, uvidende mennesker,
grundlagde han dette.
grundlagde han dette.
Livlægen Oribases
.O herre, disse tanker afkræfter dig.
Kejser Julian
.Og hvem er det, som har holdt det sammen til den-
ne dag? Kvinder og ukyndige for største delen –
ne dag? Kvinder og ukyndige for største delen –
Livlægen Oribases
.Ja, ja, herre; men nu vil snart en lykkelig ven-
ding af krigstoget –
ding af krigstoget –
Faksimile
70.
Kejser Julian
.Meget sandt, Oribases; så snart lykken har vendt
sig, så vil alt vorde godt. Tømmermands-sønnens ri-
ge falder inden føje tid; det ved vi nok. Så mange
år, som året har dage, så længe skal han herske;
og nu har vi jo –
sig, så vil alt vorde godt. Tømmermands-sønnens ri-
ge falder inden føje tid; det ved vi nok. Så mange
år, som året har dage, så længe skal han herske;
og nu har vi jo –
Husmesteren Eutherios
.Min elskede herre, vilde ikke et bad gøre dig godt<...>
Kejser Julian
.Mener du det? – Du kan gå, Eutherios! Gå, gå! Jeg
har noget at tale med Oribases.
har noget at tale med Oribases.
(Husmesteren Eutherios går ud bag teltet. Kejseren
drager Oribases over til den anden side.)
drager Oribases over til den anden side.)
Kejser Julian
.Har Eutherios fortalt dig noget denne morgen?
Livlægen Oribases
.Nej, herre!
Kejser Julian
.Har han ikke fortalt dig om noget fra inat –?
Livlægen Oribases
.Nej, min kejser, – slet intet. Eutherios er meget taus.
Kejser Julian
.Skulde han fortælle dig noget, så må du ikke tro
det. Det er ingenlunde gåt således til, som han si-
ger. Det er ham selv, som står mig efter livet.
det. Det er ingenlunde gåt således til, som han si-
ger. Det er ham selv, som står mig efter livet.
Livlægen Oribases
.Han, – din gamle trofaste tjener!
Kejser Julian
.Jeg vil holde øje med ham.
Livlægen Oribases
.Det vil jeg også.
Faksimile
71.
Kejser Julian
.Vi vil begge to holde øje med ham.
Livlægen Oribases
.Herre, jeg tror du har nydt ringe søvn inat.
Kejser Julian
.Ja.
Livlægen Oribases
(vil tale men besinder sig.)
Kejser Julian
.Ved du, hvoraf det kom, at jeg ikke fik sove?
Livlægen Oribases
.Nej, min kejser!
Kejser Julian
.Sejerherren fra den mulviske bro var hos mig.
Livlægen Oribases
.Den store Konstantin?
Kejser Julian
.Ja. I de sidste nætter har jeg ikke havt ro for denne
skygge. Han kommer lidt efter midnat og går ikke bort
før henimod morgenstunden.
skygge. Han kommer lidt efter midnat og går ikke bort
før henimod morgenstunden.
Livlægen Oribases
.Herre, det er fuldmånen; den har altid øvet en sælsom
virkning på dit sind.
virkning på dit sind.
Kejser Julian
.Efter de gamles mening plejer deslige syner – – Hvor
blir dog Maximos af? Men hines mening er ingenlun-
de at bygge på. Vi ser jo, de har faret vild i så mangt
og meget. Selv hvad de fortæller om guderne tør vi
ikke ubetinget tro. Ikke heller om k<...> skyggerne og
de magter for øvrigt, som råder for menneskenes vel-
færd. Hvad ved vi om disse magter? Vi ved intet,
Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ubestandig-
hed, for hvilke egenskaber vi har temmelig sikkre
vidnesbyrd.
blir dog Maximos af? Men hines mening er ingenlun-
de at bygge på. Vi ser jo, de har faret vild i så mangt
og meget. Selv hvad de fortæller om guderne tør vi
ikke ubetinget tro. Ikke heller om k<...> skyggerne og
de magter for øvrigt, som råder for menneskenes vel-
færd. Hvad ved vi om disse magter? Vi ved intet,
Faksimile
72.
Oribases, – fraregnet deres lunefuldhed og ubestandig-
hed, for hvilke egenskaber vi har temmelig sikkre
vidnesbyrd.
Jeg skulde ønske, Maximos vilde komme. – –
(hen for sig.)
Her? Det er jo ikke her at det faretruende uvejr
trækker op. Det skulde jo være i de frygiske egne –
trækker op. Det skulde jo være i de frygiske egne –
Livlægen Oribases
.Hvilke egne, herre, – og hvilket uvejr?
Kejser Julian
.O, intet – intet.
Hærføreren Nevita
(kommer fra højre side af sletten.)
Nu, min kejser, er hæren sat i gang –
Kejser Julian
.Nordover?
Hærføreren Nevita
.
(studser.)
Forstår sig, herre!
Kejser Julian
.Ja, vi skulde dog ventet til Maximos –
Hærføreren Nevita
.Hvad skal det sige, min kejser? Her er intet at ven-
te efter. Vi står uden levnetsmidler; spredte fiendt-
lige rytterhobe viser sig allerede både i øst og i syd –
te efter. Vi står uden levnetsmidler; spredte fiendt-
lige rytterhobe viser sig allerede både i øst og i syd –
Kejser Julian
.Ja, ja, vi må frem, – nordover. Nu kommer Maxi-
mos straks. Jeg har ladet de etruskiske spåmænd
hente fra bagtroppen; de skal endnu engang forsø-
ge – – Nogle Magere har jeg også fåt fat på, og de si-
ger sig at være vel forfarne i de kaldæiske hem-
meligheder. Vore egne prester tager varsler på ni for-
skellige steder –
mos straks. Jeg har ladet de etruskiske spåmænd
hente fra bagtroppen; de skal endnu engang forsø-
ge – – Nogle Magere har jeg også fåt fat på, og de si-
ger sig at være vel forfarne i de kaldæiske hem-
Faksimile
37.
73.
meligheder. Vore egne prester tager varsler på ni for-
skellige steder –
Hærføreren Nevita
.Herre, hvorledes varslerne end falder ud, så siger jeg
dig, vi må frem. Soldaterne er ikke længere at stole på;
de skønner godt, vor eneste redning er at nå de ar-
meniske berge.
dig, vi må frem. Soldaterne er ikke længere at stole på;
de skønner godt, vor eneste redning er at nå de ar-
meniske berge.
Kejser Julian
.Did vil vi, Nevita, – hvorledes så varslerne falder
ud. Men det er dog en stor tryghed at vide at man ha
handler ligesom efter samråd med hine uudgrunde-
lige magter, der, når de vil, kan gribe så overordent-
lig dybt ind i et menneskes skæbne.
ud. Men det er dog en stor tryghed at vide at man ha
handler ligesom efter samråd med hine uudgrunde-
lige magter, der, når de vil, kan gribe så overordent-
lig dybt ind i et menneskes skæbne.
Hærføreren Nevita
(går fra ham og siger kort og bydende.)
Anatolos, tag kejserens telt ned!
(han hvisker nogle ord til livvagtsføreren og går ud til
højre.)
Kejser Julian
.Alle varsler har i disse dage været firti dage været
ulykkespående; og det viser just at man tør sætte
lid til dem; thi i al denne tid er vor sag kun lidet
fremmet. Men ser du vel, min Oribases, – nu, da
jeg har et nyt foretagende for øje –
ulykkespående; og det viser just at man tør sætte
lid til dem; thi i al denne tid er vor sag kun lidet
fremmet. Men ser du vel, min Oribases, – nu, da
jeg har et nyt foretagende for øje –
Ah, Maximos!
Mystikeren Maximos
(kommer inde fra sletten.)
Hæren er alt undervejs, herre; stig tilhest!
Kejser Julian
.Varslerne – varslerne?
Faksimile
74.
Mystikeren Maximos
.Ej, hvad – varslerne! Spørg ikke om varslerne.
Kejser Julian
.Tal! Jeg vil vide, hvad de har svaret.
Mystikeren Maximos
.Alle varsler tier.
Kejser Julian
.De tier?
Mystikeren Maximos
.Jeg var hos presterne; offerdyrenes indvolde gav intet
tegn. Jeg var hos de etruskiske gøglere; fuglens flug<...>
og skrig sagde dem intet. Hos { m }Magerne var jeg også;
deres skrifter havde intet svar at give. Og jeg selv –
tegn. Jeg var hos de etruskiske gøglere; fuglens flug<...>
og skrig sagde dem intet. Hos { m }Magerne var jeg også;
deres skrifter havde intet svar at give. Og jeg selv –
Kejser Julian
.Du selv, min Maximos?
Mystikeren Maximos
.Nu kan jeg sige dig det. Jeg har i denne nat gran-
sket stjernernes stilling. De forkyndte mig intet,
Julian!
sket stjernernes stilling. De forkyndte mig intet,
Julian!
Kejser Julian
.Intet. – Taushed – taushed, som om solskiven var i færd
med at formørkes. Alene! Ingen bro mere mellem mig
og ånderne.
med at formørkes. Alene! Ingen bro mere mellem mig
og ånderne.
Hvor er du nu, du hvide sejlskinnende flåde, som
kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord
og himmel?
kom og gik i dagglans og som bar bud mellem jord
og himmel?
Flåden er brændt. Også denne flåde er brændt.
O, alle mine skinnende skibe.
O, alle mine skinnende skibe.
Eller hvad, Maximos, – hvad tror du om dette?
Mystikeren Maximos
.Jeg tror på dig.
Faksimile
75.
Kejser Julian
.Ja, ja, – gør det!
Mystikeren Maximos
.Verdensviljen har nedlagt sin vælde i din hånd; der-
for tier den.
for tier den.
Kejser Julian
.Således vil vi tyde det,. {
o
}Og vi får handle derefter, – skønt
vi helst kunde ønsket at – – Denne taushed! At stå så
helt alene.
vi helst kunde ønsket at – – Denne taushed! At stå så
helt alene.
Dog gives der andre, som også må siges at stå næsten
alene. Galilæerne. De har kun den ene gud; og en gud
er jo dog næsten ingen gud.
alene. Galilæerne. De har kun den ene gud; og en gud
er jo dog næsten ingen gud.
Hvorledes går det da til at vi daglig ser disse men-
nesker – –?
nesker – –?
Livvagtsføreren Anatolos
(der imidlertid har ladet teltet nedtage.)
Min kejser, nu må du stige tilhest; jeg tør ikke
længere lade dig tilbage her.
længere lade dig tilbage her.
Kejser Julian
.Ja, nu vil jeg stige tilhest. Hvor har I min gode
Babylonios? Se så; med sværdet i hånden –
Babylonios? Se så; med sværdet i hånden –
Kom, I dyrebare venner!
(Alle går ud til højre.)
(Sumpig skogegn. Et mørkt stillestående vand mellem
træerne. Vagtblus langt borte. Måneskinsnat med drivende
skyer.)
træerne. Vagtblus langt borte. Måneskinsnat med drivende
skyer.)
(Nogle soldater står på vagt i forgrunden.)
Faksimile
76.
Makrina
og kvinderne
(synger udenfor til højre.) venstre.)
Ve os! Ve!
Slægten er lagt
under vredens magt.
Vi skal døden se!
En af soldaterne
(lyttende.)
Hys! Hører I? Der borte synger de galilæiske kvinder.
En anden soldat
.De synger som ugler og natteravne.
En tredje soldat
.Da vilde jeg dog gerne være hos dem. Det er tryggere
hos Galilæerne end hos os. Galilæernes gud er stærkere
end vore.
hos Galilæerne end hos os. Galilæernes gud er stærkere
end vore.
Den første soldat
.Kejseren har fortørnet guderne, det er sagen. Hvor kun-
de han falde på at sætte sig i gudernes sted?
de han falde på at sætte sig i gudernes sted?
Den tredje soldat
.Det er værre at han har fortørnet Galilæernes gud.
Ved I ikke, det siges for ganske sikkert at han og hans
heksemester en af de sidste nætter har skåret bugen
op på en svanger kvinde for at tage varsler af hendes
indvolde?
Ved I ikke, det siges for ganske sikkert at han og hans
heksemester en af de sidste nætter har skåret bugen
op på en svanger kvinde for at tage varsler af hendes
indvolde?
Den første soldat
.Ja, men jeg tror ikke på det. I alt fald har det ik-
ke været nogen græsk kvinde; det må have været en
barbarkvinde.
ke været nogen græsk kvinde; det må have været en
barbarkvinde.
Den tredje soldat
.Det siges at Galilæernes gud tager sig af barbarerne
også; og hvis så er, så kommer det til at gå ud over os.
også; og hvis så er, så kommer det til at gå ud over os.
Faksimile
77.
Den anden soldat
.Å hvad, – kejseren er en stor kriger.
Den første soldat
.Kong Sapores skal også være en stor kriger.
Den anden soldat
.Tror du det er hele Perser-hæren, vi har for os?
Den første soldat
.Nogle siger, det skal bare være fortroppen; ingen ved
det så nøje.
det så nøje.
Den tredje soldat
.Jeg skulde ønske jeg var over hos Galilæerne.
Den første soldat
.Vil du også falde fra?
Den tredje soldat
.Der falder jo så mange fra. I de sidste dage har –
Den første soldat
(råber ud i mørket.)
Stå – stå! Hvem kommer der?
En røst
.Venner fra forposterne!
(Nogle soldater kommer frem mellem træerne med
Kappadokieren Agathon imellem sig.)
Kappadokieren Agathon imellem sig.)
Den anden soldat
.Ho-ho; en, som har villet løbe bort.
En af de kommende
.Nej, han er gåt fra vid og samling.
Soldaten Agathon
.Jeg er ikke fra vid og samling. O, for Guds store
barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!
barmhjertigheds skyld, – slip mig løs!
Soldaten fra forposterne
.Han siger, han vil dræbe et dyr med syv hoveder.
Faksimile
78.
Soldaten Agathon
.Ja, ja, ja, det vil jeg. O, slip mig dog løs! Ser I dette
spyd? Ved I, hvad det er for et spyd? Med dette spyd
vil jeg dræbe dyret med de syv hoveder, og så får jeg
min sjæl igen. Kristus har selv lovet mig det. Han
var hos mig inat.
spyd? Ved I, hvad det er for et spyd? Med dette spyd
vil jeg dræbe dyret med de syv hoveder, og så får jeg
min sjæl igen. Kristus har selv lovet mig det. Han
var hos mig inat.
Den første soldat
.Det er hunger og træthed, som har gjort ham forstyr-
ret.
ret.
En af de kommende
.Til lejren med ham; der kan han sove ud.
Soldaten Agathon
.Slip mig! O, I skulde vide, hvad dette er for et spyd!
(Soldaterne fører ham bort i forgrunden til højre.)
Den tredje soldat
.Hvad kunde han mene med det dyr?
Den første soldat
.Det er galilæiske hemmeligheder. De har så meget
sådant imellem sig.
sådant imellem sig.
(Husmesteren Eutherios og livlægen Oribases kom-
mer hurtigt og spejdende oppe fra højre.)
mer hurtigt og spejdende oppe fra højre.)
Husmesteren Eutherios
.Ser du ham ikke?
Livlægen Oribases
.Nej. – Ah, soldater! – Sig mig, gode venner, gik no-
gen her forbi?
gen her forbi?
Den første soldat
.Ja, en deling spydkastere.
Livlægen Oribases
.Godt, godt! Men ingen andre? Ingen af de høje
herrer? Ingen af hærførerne?
herrer? Ingen af hærførerne?
Faksimile
79.
Soldaterne
.Nej, ingen.
Livlægen Oribases
.Altså ikke her! O, Eutherios, hvor kunde du –?
Husmesteren Eutherios
.Ja, hvad kunde jeg –? Hvad kunde jeg –? Mine gam-
le øjne havde ikke lukket sig på tre nætter –
le øjne havde ikke lukket sig på tre nætter –
Livlægen Oribases
(til soldaterne.)
I må hjælpe os at søge. Jeg kræver det i overførerens
eget navn. Spred jer mellem træerne; og finder I no-
gen af de høje h fornemme herrer, så meld det ved
vagtilden der borte.
eget navn. Spred jer mellem træerne; og finder I no-
gen af de høje h fornemme herrer, så meld det ved
vagtilden der borte.
Soldaterne
.Skal ske, herre!
(De går alle ud a{f}d forskellige veje til venstre. Lidt
efter kommer kejser Julian tilsyne bag et træ til høj-
re. Han lytter, ser sig om og vinker tilbage.)
efter kommer kejser Julian tilsyne bag et træ til høj-
re. Han lytter, ser sig om og vinker tilbage.)
Kejser Julian
.Hys! Kom frem, Maximos! De så os ikke.
Mystikeren Maximos
(fra samme side.)
Oribases var den ene af dem.
Kejser Julian
.Ja, ja; både han og Eutherios holder øje med mig.
De bilder sig nok ind at – – Har ingen af dem sagt
dig noget?
De bilder sig nok ind at – – Har ingen af dem sagt
dig noget?
Mystikeren Maximos
.Nej, min Julian! Men hvorfor vækker du mig?
Og hvad vil du her i den mørke nat?
Og hvad vil du her i den mørke nat?
Faksimile
80.
Kejser Julian
.Jeg vil være ene med dig for sidste gang, min el-
skede lærer!
skede lærer!
Mystikeren Maximos
.Ikke for sidste gang, Julian!
Kejser Julian
.Se dette sorte vand. Tror du – hvis jeg uden spor for-
svandt fra jorden, og mit legeme aldrig fandtes, og in-
gen fik vide, hvor jeg var bleven af – tror du at det sagn
da vilde udbrede sig at Hermes var kommen til mig
og havde ført mig bort, og at jeg var optagen i guder-
nes samfund?
svandt fra jorden, og mit legeme aldrig fandtes, og in-
gen fik vide, hvor jeg var bleven af – tror du at det sagn
da vilde udbrede sig at Hermes var kommen til mig
og havde ført mig bort, og at jeg var optagen i guder-
nes samfund?
Mystikeren Maximos
.Den tid er nær, da menneskene ikke behøver at dø
for at leve som guder på jorden.
for at leve som guder på jorden.
Kejser Julian
.Jeg fortæres af hjemve, Maximos, – af hjemve efter
lyset og solen og alle stjerner.
lyset og solen og alle stjerner.
Mystikeren Maximos
.O, jeg besværger dig, – tænk ikke på sørgelige ting.
Perser-hæren står lige over for dig. Imorgen vil det
komme til et slag. Du vil sejre –
Perser-hæren står lige over for dig. Imorgen vil det
komme til et slag. Du vil sejre –
Kejser Julian
.Jeg – sejre? Du ved ikke hvem der var hos mig
for en time siden.
for en time siden.
Mystikeren Maximos
.Hvem var hos dig?
Kejser Julian
.Jeg var falden i søvn på mit leje i teltet. Da blev
jeg vækket ved ˹at˺ et stærkt rødligt skin ligesom skar
igennem mine lukkede øjenlåg. Jeg så ivejret og
skimted en skikkelse, der stod i teltet. Den havde
over issen et langt klæde, som faldt ned til begge
siderne, så ansigtet var frit.
jeg vækket ved ˹at˺ et stærkt rødligt skin ligesom skar
igennem mine lukkede øjenlåg. Jeg så ivejret og
Faksimile
81.
skimted en skikkelse, der stod i teltet. Den havde
over issen et langt klæde, som faldt ned til begge
siderne, så ansigtet var frit.
Mystikeren Maximos
.Kendte du denne skikkelse?
Kejser Julian
.Det var det samme ansigt, jeg så i lyset hin nat
i Efesos for mange år siden, – hin nat, da vi holdt
symposion med de to andre.
i Efesos for mange år siden, – hin nat, da vi holdt
symposion med de to andre.
Mystikeren Maximos
.Rigets ånd.
Kejser Julian
.Siden har den vist sig for mig en gang i Gallien, –
ved en lejlighed, som jeg ikke gider tænke på.
ved en lejlighed, som jeg ikke gider tænke på.
Mystikeren Maximos
.Talte den?
Kejser Julian
.Nej. Det lod som den vilde tale; men den talte ik-
ke. Den stod ubevægelig og så på mig. Dens ansigt
var blegt og fordrejet. Med et slog den med begge ar-
mene klædet sammen om hovedet, tilhyllede sit
ansigt og gik ud tvers gennem teltvæggen.
ke. Den stod ubevægelig og så på mig. Dens ansigt
var blegt og fordrejet. Med et slog den med begge ar-
mene klædet sammen om hovedet, tilhyllede sit
ansigt og gik ud tvers gennem teltvæggen.
Mystikeren Maximos
.Det afgørende står for døren.
Kejser Julian
.Ja, det står visselig for døren.
Mystikeren Maximos
.Ikke forsagt, Julian! Den villende sejrer.
Kejser Julian
.Og hvad vinder den sejrende? Er det møjen værd
at sejre? Hvad har den makedoniske Alexander,
hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere og Romere
taler om deres ry med kold undren, – medens den
anden, Galilæeren, tømmermand-sønnen, sidder som
kærlighedens konge i varme troende menneskehjerter.
at sejre? Hvad har den makedoniske Alexander,
Faksimile
82.
hvad har Julius Cæsar vundet? Grækere og Romere
taler om deres ry med kold undren, – medens den
anden, Galilæeren, tømmermand-sønnen, sidder som
kærlighedens konge i varme troende menneskehjerter.
Hvor er han nu? – Er han virksom andetsteds
efter den tid, da hint gik for sig på Golgata?
efter den tid, da hint gik for sig på Golgata?
Jeg drømte nys om ham. Jeg drømte at jeg hav-
de lagt hele jorden under mig. Jeg bød at Galilæeren<...>
minde skulde være udslettet på jorden; og så var
det udslettet. – Da kom ånderne og tjente mig, og
bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged mig
ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod på
en anden jord.
de lagt hele jorden under mig. Jeg bød at Galilæeren<...>
minde skulde være udslettet på jorden; og så var
det udslettet. – Da kom ånderne og tjente mig, og
bandt vinger til mine skuldre, og jeg svinged mig
ud i det endeløse rum, til jeg fæsted min fod på
en anden jord.
Det var en anden jord end min. Dens runding
var større, den havde et gulere lysskær, og flere må-
neskiver drejed sig om den.
var større, den havde et gulere lysskær, og flere må-
neskiver drejed sig om den.
Da så jeg ned på min egen jord, kejserens jord, som
jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg fandt at alt, hvad
jeg havde gjort, var såre godt.
jeg havde gjort Galilæer-løs, – og jeg fandt at alt, hvad
jeg havde gjort, var såre godt.
Men se, min Maximos, – da kom et tog forbi
mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var
krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og græden-
de kvinder fulgte toget. Og se – midt i den lang-
somt skridende skare gik Galilæeren lys levende
og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og
sagde: hvor hen, Galilæer? Men han vendte ˹sit ansigt˺ hove-
det imod mig, smilte, nikked langsomt og sag-
de: til hovedpandestedet!
mig på den fremmede jord, hvor jeg stod. Der var
krigsmænd og dommere og bødler i spidsen, og græden-
de kvinder fulgte toget. Og se – midt i den lang-
somt skridende skare gik Galilæeren lys levende
og bar et kors på ryggen. Da råbte jeg til ham og
sagde: hvor hen, Galilæer? Men han vendte ˹sit ansigt˺ hove-
det imod mig, smilte, nikked langsomt og sag-
de: til hovedpandestedet!
Hvor er han nu? Om hint på Golgata ved Je-
rusalem kun var en landsby-gerning, øvet, ligesom
under en gennemrejse, i en ledig stund? Om han går
går og går, og lider og dør og sejrer om igen fra den ene
jord til den anden?
rusalem kun var en landsby-gerning, øvet, ligesom
under en gennemrejse, i en ledig stund? Om han går
Faksimile
83.
går og går, og lider og dør og sejrer om igen fra den ene
jord til den anden?
O, om jeg kunde lægge verden øde! Maximos, – gi-
ves der ingen gift, ingen fortærende ild, der kan lægge
det skabte øde, som det var på hin dag, da den en-
somme ånd svæved over vandene?
ves der ingen gift, ingen fortærende ild, der kan lægge
det skabte øde, som det var på hin dag, da den en-
somme ånd svæved over vandene?
Mystikeren Maximos
.Jeg hører larm fra vagtposterne. Kom, Julian –
Kejser Julian
.At tænke sig at der skal følge århundrede på århun-
drede, og at der i dem alle skal leve mennesker, viden-
de at det var mig, som bukked under, og ham, som
sejred!
drede, og at der i dem alle skal leve mennesker, viden-
de at det var mig, som bukked under, og ham, som
sejred!
Jeg vil ikke bukke under! Jeg er ung; jeg er usår-
lig; – det tredje rige er nær –
(med et højt skrig.)
lig; – det tredje rige er nær –
Der står han!
Mystikeren Maximos
.Hvem? Hvor?
Kejser Julian
.Ser du ham? Hist mellem træstammerne, – i krone
og purpurkåbe –
og purpurkåbe –
Mystikeren Maximos
.Det er månen, som spiller i vandet. Kom – kom,
min Julian!
min Julian!
Kejser Julian
(går truende imod synet.)
Vig for mig! Du er død. Dit rige er ude. Af me
med gøglerkåben, tømmermands-søn!
med gøglerkåben, tømmermands-søn!
Hvad gør du der? Hvad er det du tømrer? – Ah!
Faksimile
84.
Husmesteren Eutherios
(fra venstre.)
Alle guder være prisede! – Oribases, – hid, hid!
Kejser Julian
.Hvor blev han af?
Livlægen Oribases
(fra venstre.)
Er han der?
Husmesteren Eutherios
.Ja. – O, min højt elskede kejser!
Kejser Julian
.Hvem var det, som sagde: jeg tømrer kejserens kiste?
Livlægen Oribases
.Hvad mener du, herre?
Kejser Julian
.Hvo talte, spørger jeg! Hvem var det som sagde:
jeg tømrer kejserens kiste?
jeg tømrer kejserens kiste?
Livlægen Oribases
.Følg med til teltet, jeg besværger dig!
(Larm og skrig høres langt borte.)
Mystikeren Maximos
.Krigsråb! Perserne overfalder os –
Husmesteren Eutherios
.Forposterne er alt i fuld kamp!
Livlægen Oribases
.Fienden er i lejren! Ah, herre, du er våbenløs –
Kejser Julian
.Jeg vil ofre til guderne.
Mystikeren Maximos
.Hvilke guder, du dåre? Hvor er de, – og hvad er
de?
de?
Faksimile
38.
85.
Kejser Julian
.Jeg vil ofre til denne eller hin. Jeg vil ofre til
mange. En eller anden må dog høre mig. Jeg
vil anråbe noget udenfor mig og over mig –
mange. En eller anden må dog høre mig. Jeg
vil anråbe noget udenfor mig og over mig –
Livlægen Oribases
.Her er ikke et øjeblik at spilde –!
Kejser Julian
.Ah, – så I den brændende fakkel bag skyen? Den tænd-
tes og slukned i samme stund. Et bud fra ånder-
ne! Et skinnende skib mellem himmel og jord! –
Mit skjold; mit sværd!
(Han iler ud til højre. Oribases og Eutherios føl-
tes og slukned i samme stund. Et bud fra ånder-
ne! Et skinnende skib mellem himmel og jord! –
Mit skjold; mit sværd!
ger ham.)
Mystikeren Maximos
(råber.)
Kejser, kejser, – kæmp ikke i denne nat!
(ud til højre.)
(Åben slette med en landsby langt borte. Daggry
og tåget luft.)
og tåget luft.)
(Slagtummel. Skrig og våbenlarm ude på sletten. I for-
grunden romerske spydbærere under høvedsmanden Am-
mian i kamp med persiske bueskytter. Disse dri-
ves efterhånden tilbage mod venstre.)
grunden romerske spydbærere under høvedsmanden Am-
mian i kamp med persiske bueskytter. Disse dri-
ves efterhånden tilbage mod venstre.)
Høvedsmanden Ammian
.Ret så! Ind på dem! Stik dem ned! Giv dem ik-
ke tid til at skyde!
ke tid til at skyde!
Faksimile
86.
Hærføreren Nevita
(med følge fra højre.)
Godt kæmpet, Ammian!
Høvedsmanden Ammian
.O, herre, hvorfor kommer ikke rytterne til hjælp?
Hærføreren Nevita
.Det er umuligt. Perserne har elefanter foran i ræk-
ken. Den blotte lugt gør hestene sky. Stik – stik!
Nedenfra, venner, – under brystpladerne!
ken. Den blotte lugt gør hestene sky. Stik – stik!
Nedenfra, venner, – under brystpladerne!
Visdomslæreren Kytron
(i natklæder, belæsset med bøger og papirruller fra højre.)
O, {
<...>
}at jeg skulde komme midt ind i disse rædsler!
Hærføreren Nevita
.Har du set kejseren, ven?
Visdomslæreren Kytron
.Ja, men han ændser mig ikke. O, jeg beder ydmygst
om en afdeling krigsknægte, som kan beskytte mig!
om en afdeling krigsknægte, som kan beskytte mig!
Hærføreren Nevita
(til sine ledsagere.)
De viger. Skjoldbærerne skal rykke frem.
Visdomslæreren Kytron
.Du hører mig ikke, herre! Det er højst vigtigt at jeg
ikke kommer til skade; mit skrift «Om sindsro un-
der vanskelige forhold» er ikke færdigt –
ikke kommer til skade; mit skrift «Om sindsro un-
der vanskelige forhold» er ikke færdigt –
Hærføreren Nevita
(som før.)
Perserne har fåt forstærkning på højre hånd. De træn-
ger frem igen.
ger frem igen.
Visdomslæreren Kytron
.Trænger de frem? O, denne blodige mordlyst! En
pil! Den havde nær truffet mig! Hvor uvorrent de
skyder; ingen agt for liv og lemmer!
(han flygter ud i forgrunden til venstre.)
pil! Den havde nær truffet mig! Hvor uvorrent de
Faksimile
87.
skyder; ingen agt for liv og lemmer!
Hærføreren Nevita
.Kampen står. Det går hverken frem eller til-
bage.
(til høvedsmanden Fromentinos, som kommer
bage.
med en ny skare fra højre.)
Hej, høvedsmand, – har du set kejseren?
Høvedsmanden Fromentinos
.Ja, herre; han kæmper i spidsen for de hvid-
klædte ryttere.
klædte ryttere.
Hærføreren Nevita
.Ikke såret?
Høvedsmanden Fromentinos
.Han synes usårlig. Pile og kastespyd bøjer
af, hvor han viser sig.
af, hvor han viser sig.
Høvedsmanden Ammian
(råber tilbage fra kamptrængselen.)
Til hjælp; vi kan ikke holde det længer!
Hærføreren Nevita
.Frem, min kække Fromentinos!
Høvedsmanden Fromentinos
(til soldaterne.)
Tæt sammen, og ind på dem, Grækere!
(han iler Ammian til hjælp; kampen trækker
sig noget tilbage.)
Livvagtsføreren Anatolos
(med nogle folk fra højre.)
Er ikke kejseren her?
Hærføreren Nevita
.Kejseren! Skal ikke du svare for kejseren?
Faksimile
88.
Livvagtsføreren Anatolos
.Hans hest blev skudt under ham – der opstod
en umådelig trængsel; det var umuligt at komme
frem til ham –
en umådelig trængsel; det var umuligt at komme
frem til ham –
Hærføreren Nevita
.Ah, tror du han er kommen til skade?
Livvagtsføreren Anatolos
.Nej, jeg tror det ikke. Der blev råbt at han var
uskadt, men –
uskadt, men –
Flere af hærførerens følge
.Der er han! Der er han!
(Kejser Julian, uden hjelm og rustning, kun med
sværd og skjold, ledsaget af kejserlige hustropper,
kommer fra højre.)
sværd og skjold, ledsaget af kejserlige hustropper,
kommer fra højre.)
Kejser Julian
.Godt, at jeg fandt dig, Nevita!
Hærføreren Nevita
.Ah, herre, – uden våbenklædning; hvor uforsig-
tigt –!
tigt –!
Kejser Julian
.I disse egne bider intet våben på mig. Men gå,
Nevita; tag hele anførselen; hesten blev skudt
under mig og –
Nevita; tag hele anførselen; hesten blev skudt
under mig og –
Hærføreren Nevita
.Min kejser, så er du dog kommen til skade?
Kejser Julian
.Nej; kun et stød i hovedet; lidt svimmel. Gå,
gå – – Hvad er det? Der trænger så mange forun-
derlige skarer midt ind imellem os.
gå – – Hvad er det? Der trænger så mange forun-
derlige skarer midt ind imellem os.
Livvagtsføreren Anatolos
.Vær rolig, herre!
(Hærføreren Nevita går med sine ledsagere ud til
højre. Kejser Julian, livvagtsføreren Anatolos og
nogle af hustropperne blir tilbage. Kampen på
sletten fjerner sig mere og mere.)
højre. Kejser Julian, livvagtsføreren Anatolos og
nogle af hustropperne blir tilbage. Kampen på
sletten fjerner sig mere og mere.)
Kejser Julian
.Hvor mange af vore tror du der er faldne, A-
natolos?
natolos?
Livvagtsføreren Anatolos
.Det er visst intet ringe antal, herre; men jeg er
sikker på at der er faldne flere af Perserne.
sikker på at der er faldne flere af Perserne.
Kejser Julian
.Ja, ja; men der er dog faldne mange, både Græ-
kere og Romere. Tror du ikke?
kere og Romere. Tror du ikke?
Livvagtsføreren Anatolos
.Min kejser, du er visselig ikke vel. Dit ansigt
er ganske blegt –
er ganske blegt –
Kejser Julian
.Ser du disse, som ligger der, – nogle på ryggen,
andre forover med udstrakte arme? De er dog vel
alle døde?
andre forover med udstrakte arme? De er dog vel
alle døde?
Livvagtsføreren Anatolos
.Ja, herre, det er ikke at tvivle på.
Kejser Julian
.De er døde, ja! De ved altså intet, hverken om
nederlaget i Jerusalem eller om de andre neder-
lag. – Tror du ikke, Anatolos, at der vil falde man
mange flere Grækere i dette slag?
nederlaget i Jerusalem eller om de andre neder-
lag. – Tror du ikke, Anatolos, at der vil falde man
mange flere Grækere i dette slag?
Faksimile
90.
Livvagtsføreren Anatolos
.Herre, vi vil håbe, det blodigste arbejd er over.
Kejser Julian
.Der vil falde mange, mange flere, siger jeg!
Men det forslår ikke. Hvad hjælper det at mange
falder? Det kommer dog til efterslægten – –
Men det forslår ikke. Hvad hjælper det at mange
falder? Det kommer dog til efterslægten – –
Sig mig, Anatolos, hvorledes tror du at kejser
Kaligula tænkte sig hint sværd?
Kaligula tænkte sig hint sværd?
Livvagtsføreren Anatolos
.Hvilket sværd, herre?
Kejser Julian
.Du ved, han ønskte sig et sværd, hvormed han
i et eneste hugg kunde –
i et eneste hugg kunde –
Livvagtsføreren Anatolos
.Hør hærskriget, herre! Nu er jeg sikker på at
Perserne viger.
Perserne viger.
Kejser Julian
(lytter.)
Hvad er det for sang i luften?
Livvagtsføreren Anatolos
.Herre, tillad at jeg henter Oribases; eller end-
nu bedre, – kom, kom; du er syg!
nu bedre, – kom, kom; du er syg!
Kejser Julian
.Det er sang i luften. Kan du ikke høre det?
Livvagtsføreren Anatolos
.Hvis så er, så er det Galilæerne –
Kejser Julian
.Ja, visst er det Galilæerne. Ha-ha-ha, de kæm-
per i vore rækker og ser ikke, hvem der står på
den anden side. O, I dårer tilhobe! Hvor er Ne-
vita? Hvorfor går han imod Perserne? Ser han ikke
at Perserne ikke er de farligste? – I forråder mig alle![HIS: Flekk (ikke dobbel tegnsetting).]
per i vore rækker og ser ikke, hvem der står på
den anden side. O, I dårer tilhobe! Hvor er Ne-
vita? Hvorfor går han imod Perserne? Ser han ikke
Faksimile
91.
at Perserne ikke er de farligste? – I forråder mig alle![HIS: Flekk (ikke dobbel tegnsetting).]
Livvagtsføreren Anatolos
.
(sagte til en af soldaterne.)
Skynd dig til lejren; hent kejserens livlæge!
(Soldaten går ud til højre.)
Kejser Julian
.Hvilke myldrende skarer! Tror du de har fåt øje
på os, Anatolos?
på os, Anatolos?
Livvagtsføreren Anatolos
.Hvem, herre? Hvor?
Kejser Julian
.Ser du dem ikke, – hist – højt oppe og langt borte!
Du lyver! Du ser dem godt.
Du lyver! Du ser dem godt.
Livvagtsføreren Anatolos
.Ved de evige guder, det er kun morgenskyerne;
det er dagen, som bryder frem.
det er dagen, som bryder frem.
Kejser Julian
.Det er Galilæerens hærskarer, siger jeg dig! Se, –
de i de rødbræmmede klæder, det er dem, som led
bloddøden. Syngende kvinder omringer dem og
spinder buestrenge af sit lange afrevne hår.
Børn er i følge med dem og tvinder stenslynger af
sine udhaspede tarme. Brændende fakler –! Hvor
tusendfoldige, – hvor talløse! De stævner lige hid!
Alle ser de på mig; alle går de ret imod mig!
de i de rødbræmmede klæder, det er dem, som led
bloddøden. Syngende kvinder omringer dem og
spinder buestrenge af sit lange afrevne hår.
Børn er i følge med dem og tvinder stenslynger af
sine udhaspede tarme. Brændende fakler –! Hvor
tusendfoldige, – hvor talløse! De stævner lige hid!
Alle ser de på mig; alle går de ret imod mig!
Livvagtsføreren Anatolos
.Det er Perserne, herre! Vore rækker viger –
Kejser Julian
.De skal ikke vige. – I skal ikke! Stå fast, Grækere!
Stå, stå, Romere! Idag skal vi frigøre verden!
Stå, stå, Romere! Idag skal vi frigøre verden!
Faksimile
92.
(Kampen har imidlertid trukket sig fremover
sletten igen. Kejser Julian styrter sig med hæ-
vet sværd ind i den vildeste slagtummel. Almin<...>
delig forvirring.)
sletten igen. Kejser Julian styrter sig med hæ-
vet sværd ind i den vildeste slagtummel. Almin<...>
delig forvirring.)
Livvagtsføreren Anatolos
(råber ud til højre.)
Til hjælp! Kejseren er i den yderste fare!
Kejser Julian
(mellem de kæmpende.)
Jeg ser ham; jeg ser ham! Et længere sværd! Hvem
har et længere sværd at låne mig?
har et længere sværd at låne mig?
Fremstormende soldater
(fra højre.)
Med Kristus for kejseren!
Soldaten Agathon
(blandt de kommende.)
Med Kristus for Kristus!
(han kaster sit spyd; det strejfer kejserens arm og borer
sig ind i hans side.)
Kejser Julian
.Ah!
(han griber i spyd-jernet for at drage det ud, men
sønderskærer derved sin hånd, udstøder et højt
skrig og falder.)
Soldaten Agathon
(råber i trængselen.)
Romer-landsen fra Golgata!
(han kaster sig våbenløs ind mellem Perserne; man
ser at han nedhugges.)
Forvirrede råb
.Kejseren! Er kejseren såret?
Faksimile
93.
Kejser Julian
(forsøger at rejse sig, men falder tilbage og råber:)
Du har sejret, Galilæer!
Mange stemmer
.Kejseren er falden!
Livvagtsføreren Anatolos
.Kejseren er såret! Værg ham – værg ham, i guder-
nes navn!
nes navn!
(Han stiller sig med fortvivlelse imod de fremtræn-
gende Persere. Kejseren bæres afmægtig bort. I det sam-
me kommer krigsøversten Jovian med nye ska-
rer ud på sletten.)
gende Persere. Kejseren bæres afmægtig bort. I det sam-
me kommer krigsøversten Jovian med nye ska-
rer ud på sletten.)
Krigsøversten Jovian
.Frem – frem, troende brødre; giv kejseren hvad kej-
serens er!
serens er!
Vigende soldater
(råber ham imøde.)
Han er falden! Kejseren er falden!
Krigsøversten Jovian
.Falden! O, hævnens vældige Gud! Frem, frem; Her-
ren vil at hans folk skal leve! Jeg ser himlen åben;
jeg ser englene med flammende sværd –!
ren vil at hans folk skal leve! Jeg ser himlen åben;
jeg ser englene med flammende sværd –!
Soldater
(fremstormende.)
Kristus er iblandt os!
Ammians skarer
.Galilæernes gud er iblandt os! Tæt om ham! Han er
den stærkeste!
den stærkeste!
(Vild slagtummel. Krigsøversten Jovian trænger ind
i de fiendtlige rækker. Solopgang. Perserne flygter til
alle sider.)
i de fiendtlige rækker. Solopgang. Perserne flygter til
alle sider.)
Faksimile
94.
(Kejserens telt med tildækket indgang i baggrun-
den. Lys dag.)
den. Lys dag.)
(Kejser Julian ligger bevidstløs på sit leje. Sårene i
hans højre side, arm og hånd er forbundne. Tæt ved
ham står livlægen Oribases og Makrina samt husmes-
teren Eutherios. Længere tilbage Basilios fra Cæsaræa
og visdomslæreren Priskos. Ved foden af sengen står
mystikeren Maximos.)
hans højre side, arm og hånd er forbundne. Tæt ved
ham står livlægen Oribases og Makrina samt husmes-
teren Eutherios. Længere tilbage Basilios fra Cæsaræa
og visdomslæreren Priskos. Ved foden af sengen står
mystikeren Maximos.)
Makrina
.Han bløder igen. Jeg må lægge bindet fastere.
Livlægen Oribases
.Tak ske dig, du milde kvinde; dine varlige hænder
kom os vel tilpas.
kom os vel tilpas.
Husmesteren Eutherios
.Lever han virkelig endnu?
Livlægen Oribases
.Visst lever han.
Husmesteren Eutherios
.Men han ånder jo ikke.
Livlægen Oribases
.Han ånder dog.
(Høvedsmanden Ammian kommer sagte ind med
kejserens sværd og skjold, som han lægger fra sig, og
blir stående ved forhænget.)
kejserens sværd og skjold, som han lægger fra sig, og
blir stående ved forhænget.)
Visdomslæreren Priskos
.Ak, gode høvedsmand, hvorledes står sagerne derude?
Høvedsmanden Ammian
.Bedre end her. Er han allerede –?
Visdomslæreren Priskos
.Høvedsmanden Ammian
.Ja, fuldstændigt. Det var krigsøversten Jovian, som
slog dem på flugt. Nys kom tre fornemme udsendin-
ger fra kong Sapores til lejren for at bede om våben-
stilstand.
slog dem på flugt. Nys kom tre fornemme udsendin-
ger fra kong Sapores til lejren for at bede om våben-
stilstand.
Visdomslæreren Priskos
.Og tror du Nevita går ind på det?
Høvedsmanden Ammian
.Nevita har overgivet anførselen til Jovian. Alle flok-
ker sig om Jovian. Alle ser i ham den eneste rednings-
mand –
ker sig om Jovian. Alle ser i ham den eneste rednings-
mand –
Livlægen Oribases
.Tal sagte; han rører sig.
Høvedsmanden Ammian
.Rører sig? Vågner kanske til samling? O, om han
skulde få opleve dette!
skulde få opleve dette!
Husmesteren Eutherios
.Hvilket, Ammian?
Høvedsmanden Ammian
.Både soldater og førere rådslår om valget af den
nye kejser.
nye kejser.
Visdomslæreren Priskos
.Hvad siger du!
Husmesteren Eutherios
.O, hvilken skamløs utålmodighed!
Høvedsmanden Ammian
.Hærens farefulde stilling undskylder det tildels;
og dog –
og dog –
Makrina
.Han vågner; – han slår øjnene op –
Faksimile
96.
Kejser Julian
(ligger en stund stille og ser mildt på de omstående.)
Livlægen Oribases
.Herre, kender du mig?
Kejser Julian
.Ja, fuldkommen, min Oribases.
Livlægen Oribases
.Lig blot stille.
Kejser Julian
.Ligge stille? Hvad minder du mig om? Jeg må op!
Livlægen Oribases
.Umuligt, herre; jeg bønfalder dig –
Kejser Julian
.Jeg må op, siger jeg. Jeg Hvor kan jeg ligge stille nu?
Jeg må slå Sapores fuldstændigt.
Jeg må slå Sapores fuldstændigt.
Husmesteren Eutherios
.Sapores er slåt, herre! Han har skikket sendebud
til lejren for at bede om våbenstilstand.
til lejren for at bede om våbenstilstand.
Kejser Julian
.Har han virkelig? Dette er mig såre kært. – Ham sej<...>
red jeg dog altså over.
red jeg dog altså over.
Men ingen våbenstilstand. Jeg vil slå ham helt til
jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold? Skulde jeg ha-
ve mistet skjoldet?
jorden. – Ah, hvor har jeg mit skjold? Skulde jeg ha-
ve mistet skjoldet?
Høvedsmanden Ammian
.Nej, min kejser, – her er både dit skjold og dit sværd.
Kejser Julian
.Det er mig i sandhed såre kært. Mit gode skjold. Jeg
vilde nødig vide det i barbarernes hænder. Giv mig det på ar-
men –
vilde nødig vide det i barbarernes hænder. Giv mig det på ar-
men –
Kejser Julian
.Ah, – du? Du har ret, fromme Makrina; det er lidt for
tungt. – Læg det foran mig, så jeg kan se det. Hvad? Er det
dig, Ammian? Holder du vagt hos mig? Hvor er Anatolos?
tungt. – Læg det foran mig, så jeg kan se det. Hvad? Er det
dig, Ammian? Holder du vagt hos mig? Hvor er Anatolos?
Høvedsmanden Ammian
.Herre, han er nu salig.
Kejser Julian
.Falden? Den trofaste Anatolos falden for mig! – Salig,
siger du? Hm! –
siger du? Hm! –
En ven mindre. Ak, min Maximos! – Jeg vil ikke mod-
tage Perser-kongens sendebud idag. De pønser kun på at spil-
de tiden for mig. Men jeg går ikke ind på noget forlig. Jeg
vil forfølge sejren med det yderste eftertryk. Hæren skal
atter vende sig imod Ktesifon.
tage Perser-kongens sendebud idag. De pønser kun på at spil-
de tiden for mig. Men jeg går ikke ind på noget forlig. Jeg
vil forfølge sejren med det yderste eftertryk. Hæren skal
atter vende sig imod Ktesifon.
Livlægen Oribases
.Ugørligt nu, herre; tænk på dine sår.
Kejser Julian
.Mine sår vil snart være lægte. Ikke sandt, Oribases, – lover
du mig ikke –?
du mig ikke –?
Livlægen Oribases
.For al ting ro, herre!
Kejser Julian
.Hvilken højst uheldig hændelse! Og det just nu, da så man-
ge vigtige sager strømmer ind på mig. Jeg kan ikke læg-
ge disse sager i Nevitas hænder. I sligt har jeg ikke tillid
hverken til ham eller til de andre; alt dette må jeg selv –
Jeg føler mig virkelig noget mat. Højst fortrædeligt! – Sig mig,
Ammian, hvad heder hint uheldsvangre sted?
ge vigtige sager strømmer ind på mig. Jeg kan ikke læg-
ge disse sager i Nevitas hænder. I sligt har jeg ikke tillid
hverken til ham eller til de andre; alt dette må jeg selv –
Jeg føler mig virkelig noget mat. Højst fortrædeligt! – Sig mig,
Ammian, hvad heder hint uheldsvangre sted?
Høvedsmanden Ammian
.Hvilket sted, min nådige kejser?
Faksimile
98.
Kejser Julian
.Hint sted, hvor det persiske kastespyd traf mig.
Høvedsmanden Ammian
.Det kaldes efter landsbyen Frygia –
Mystikeren Maximos
.Ah!
Kejser Julian
.Hvad kaldes –? Hvad sagde du egnen hed?
Høvedsmanden Ammian
.Herre, den heder, efter landsbyen dernede, den frygiske egn.
Kejser Julian
.Ah, Maximos – Maximos!
Mystikeren Maximos
.Bedragen!
(han tildækker sit ansigt og synker sammen ved foden af sengen.)
Livlægen Oribases
.Min kejser, hvad volder dig denne angst?
Kejser Julian
.Intet, – intet. –
Frygia? Ja så? – Nevita og de andre får dog tage sagerne
i sine hænder. Gå, og sig dem –
i sine hænder. Gå, og sig dem –
Høvedsmanden Ammian
.Herre, de har nok allerede på dine vegne –
Kejser Julian
.Har de? Ja, ja, så er det godt. –
Verdensviljen har ligget i baghold efter mig, Maximos!
Makrina
.Dit sår bryder op, herre!
Kejser Julian
.O, Oribases, hvorfor vilde du dølge det for mig?
Kejser Julian
.Jeg må gå bort. Hvi har du ikke sagt mig det før?
Livlægen Oribases
.O, min kejser!
Basilios fra Cæsaræa
.Julian – Julian!
(han kaster sig grædende ned ved sengen.)
Kejser Julian
.Basilios, – ven, broder, – vi to har levet skønne dage sammen. –
sammen. – –
sammen. – –
I skal ikke græde fordi jeg går fra eder i så ung en alder.
Det er ikke stedse et tegn på skæbnemagternes mishag at de
rykker et menneske bort i hans tidlige år. Hvad er vel det,
at dø? Er det andet, end at betale sin gæld til støvets evigt vek-
slende rige? Ingen klager! Elsker vi ikke alle visdommen?
Og lærer ikke visdommen os, at den højeste lyksalighed er
bunden til sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt har
Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil vi ikke tale.
Havde livets og dødens magter forundt mig at få et visst
skrift færdigt, så tror jeg nok det skulde lykkets mig at –
Det er ikke stedse et tegn på skæbnemagternes mishag at de
rykker et menneske bort i hans tidlige år. Hvad er vel det,
at dø? Er det andet, end at betale sin gæld til støvets evigt vek-
slende rige? Ingen klager! Elsker vi ikke alle visdommen?
Og lærer ikke visdommen os, at den højeste lyksalighed er
bunden til sjælens liv og ikke til legemets? For så vidt har
Galilæerne ret, endskønt –; dog, derom vil vi ikke tale.
Havde livets og dødens magter forundt mig at få et visst
skrift færdigt, så tror jeg nok det skulde lykkets mig at –
Livlægen Oribases
.O, min kejser, matter det dig ikke at tale så længe?
Kejser Julian
.Nej, nej, nej. Jeg føler mig såre let og fri.
Basilios fra Cæsaræa
.Julian, elskede broder, – har du intet at kalde tilbage?
Kejser Julian
.Jeg ved i sandhed ikke, hvad det skulde være.
Basilios fra Cæsaræa
.Angrer du intet, Julian?
Faksimile
100.
Kejser Julian
.Jeg har intet at angre. Den magt, som omstændighederne
lagde i min hånd, og som er en udstråling af det guddom-
melige, den ved jeg med mig selv at jeg har brugt efter bed-
ste evne. Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette krigstog hav<...>
de gode og gyldige grunde for sig; og dersom enkelte skulde
mene at jeg ikke har fyldestgjort alle forventninger, så bør
de billig betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt u-
denfor os, og at denne i væsentlig grad råder for udfaldet af
de menneskelige foretagender.
lagde i min hånd, og som er en udstråling af det guddom-
melige, den ved jeg med mig selv at jeg har brugt efter bed-
ste evne. Jeg har aldrig villet forurette nogen. Dette krigstog hav<...>
de gode og gyldige grunde for sig; og dersom enkelte skulde
mene at jeg ikke har fyldestgjort alle forventninger, så bør
de billig betænke, at der er en hemmelighedsfuld magt u-
denfor os, og at denne i væsentlig grad råder for udfaldet af
de menneskelige foretagender.
Makrina
.
(sagte til Oribases.)
O, hør – hør, han drager ånden så tungt.
Livlægen Oribases
.Stemmen svigter ham snart.
Kejser Julian
.Om valget af en efterfølger drister jeg mig ikke til at give
noget råd. – Du, Eutherios, skal skifte mine ejendele mel-
lem dem, som stod mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget<...>
thi jeg har altid holdt for at en ret visdomselsker – –
noget råd. – Du, Eutherios, skal skifte mine ejendele mel-
lem dem, som stod mig nærmest. Jeg efterlader ikke meget<...>
thi jeg har altid holdt for at en ret visdomselsker – –
Hvad er det? Går solen allerede ned?
Livlægen Oribases
.Visst ikke, min kejser; det er endnu lys dag.
Kejser Julian
.Sælsomt. Jeg synes det blev så mørkt for mine øjne. – –
Ja, visdommen – visdommen. Hold fast ved visdom-
men, gode Priskos! Men vær stedse rustet imod noget uud<...>
grundeligt udenfor, som – –
men, gode Priskos! Men vær stedse rustet imod noget uud<...>
grundeligt udenfor, som – –
Er Maximos gåt bort?
Mystikeren Maximos
.Nej, min broder!
Faksimile
101.
Kejser Julian
.Mit svælg brænder. Kunde I ikke læske mig?
Makrina
.En drik vand, herre!
(hun holder en skål til hans læber.)
Livlægen Oribases
(hvisker til Makrina.)
Hans sår bløder indvendigt.
Kejser Julian
.Græd ikke. Ingen Grækere skal græde for mig; jeg går til
stiger til stjernerne. – –
stiger til stjernerne. – –
Skønne templer. – Billeder. – Men så langt borte.
Makrina
.Hvad taler han om?
Livlægen Oribases
.Jeg ved ikke; jeg tror ikke han er ved sin samling.
Kejser Julian
(med lukkede øjne.)
Alexander fik holde sit indtog – i Babylon. – Jeg vil og-
så – – Skønne løvkranste ynglinger – dansende piger – –
men så langt borte.
så – – Skønne løvkranste ynglinger – dansende piger – –
men så langt borte.
Skønne jord – skønne jordliv –
(han slår øjnene vidt op.)
O, sol, sol, – hvi bedrog du mig?
(synker sammen.)
Livlægen Oribases
(efter en stilhed.)
Det var døden.
De omstående
.Død – død!
(Basilios og Makrina knæler i bøn. Eutherios tilhyl<...>
ler sit hoved. Lyd af trommer og horn høres langt borte.)
ler sit hoved. Lyd af trommer og horn høres langt borte.)
Råb fra lejren
.Leve kejser Jovian!
Livlægen Oribases
.O, hørte I dette råb?
Høvedsmanden Ammian
.Krigsøversten Jovian er udråbt til kejser.
Mystikeren Maximos
(ler.)
Galilæeren Jovian! Ja – ja – ja!
Livlægen Oribases
.Skændige hastværk! Endnu før de vidste at –
Visdomslæreren Priskos
.Jovian, – denne sejrrige helt, som har frelst os alle!
Kejser Jovian er visselig en lovtale værd. Jeg vil dog ikk<...>
håbe at hin snedige Kytron allerede –
(han går skyndsomt ud.)
Kejser Jovian er visselig en lovtale værd. Jeg vil dog ikk<...>
håbe at hin snedige Kytron allerede –
Basilios fra Cæsaræa
.Glemt, før din hånd er bleven kold. Og for denne
skrøbelige herlighed solgte du din udødelige sjæl!
skrøbelige herlighed solgte du din udødelige sjæl!
Mystikeren Maximos
(rejser sig.)
Verdensviljen skal stå til regnskab for Julians
sjæl.
sjæl.
Makrina
.Bespot ikke; skønt du visselig har elsket denne
døde –
døde –
Mystikeren Maximos
(nærmere ved liget.)
Faksimile
103.
Elsket og forlokket ham. – Nej, ikke jeg!
Forlokket som Kain. Forlokket som Judas. – – Eders
gud er en ødsel gud, Galilæere! Han bruger mange
sjæle.
gud er en ødsel gud, Galilæere! Han bruger mange
sjæle.
Var du heller ikke denne gang den rette, – du nød-
vendighedens slagtoffer?
vendighedens slagtoffer?
Hvad er det værd at leve? Alt er spil og leg. –
At ville er at måtte ville.
At ville er at måtte ville.
O, min elskede, – alle tegn bedrog mig, alle var-
sler talte med to tunger, så jeg i dig skimted for-
soneren mellem de to riger.
sler talte med to tunger, så jeg i dig skimted for-
soneren mellem de to riger.
Det tredje rige skal komme! Menneskeånden skal
tage sin arv igen, – og da skal der tændes røgoffer
for dig og for dine to gæster i symposiet.
(han går.)
tage sin arv igen, – og da skal der tændes røgoffer
for dig og for dine to gæster i symposiet.
Makrina
(rejser sig bleg.)
Basilios, – fatted du hedningens tale?
Basilios fra Cæsaræa
.Nej, – men stort og strålende går det op for
mig at her ligger et herligt, sønderbrudt Herrens
redskab.
mig at her ligger et herligt, sønderbrudt Herrens
redskab.
Makrina
.Ja, i sandhed, et dyrt og dyrebart redskab.
Basilios fra Cæsaræa
.Kristus, Kristus, – hvor var dit folk, at det ikke
så dit åbenbare råd? Kejser Julian var os et tug-
tens ris – ikke til død men til oprejsning.
så dit åbenbare råd? Kejser Julian var os et tug-
tens ris – ikke til død men til oprejsning.
Makrina
.Udvælgelsens hemmelighed er forfærdelig. Hvad
ved vi –?
ved vi –?
Faksimile
104.
Basilios fra Cæsaræa
.
Står det ikke skrevet: der æltes kar til vanære og kar
til forherligelse?
til forherligelse?
Makrina
.O, broder, lad os ikke tænke denne afgrund til-
bunds.
(hun bøjer sig over liget og tildækker dets ansigt.)
bunds.
Vildfarende menneskesjæl, – måtte du fare vild,
da skal det visselig regnes dig til gode på hin store
dag, når den vældige kommer i skyen for at sige
dommen over de levende døde og over de døde le-
vende! – –
da skal det visselig regnes dig til gode på hin store
dag, når den vældige kommer i skyen for at sige
dommen over de levende døde og over de døde le-
vende! – –
